(Laura)
   Vi slap alle tre godt fra vores pjækdag, men tog ikke flere chancer og fulgtes i skole dagen efter.
   I starten af fjerde time bankede det på døren, og vores dansklærer Bent blev afbrudt midt i en sætning. Han vendte sig hidsigt mod fredsforstyrreren, men ændrede sit udtryk til noget nær engleagtigt, da han så, at fredsforstyrreren var vores skoleinspektør. Noget ved lærerens fedladne, blide ansigt fik mig til at tænke på små basuner af guld.
   En fremmed dreng fulgte med inspektøren ind i klassen. Han var på vores alder, høj og med lyst hår, der strittede lidt tilfældigt ud til alle sider. Bortset fra det lignede han vel de fleste andre, og så alligevel ... alt lige fra pilotjakken til de skrigende gule gummisko og tasken, han kækt havde dinglende fra den ene skulder, var dyre mærkevare.
   Nu skal det ikke forstås sådan, at vi andre i klassen var et bundt savlende bonderøve med tennissokker op til knæene og træsko med hælkap. Men vi boede i en lille by, de flestes forældre var almindelige slagteriarbejdere, kontordamer og syersker. Hvis man havde råd til at sværge til Lewis bukser hørte man til de normale. Hvis man oven i købet gik med Bjørn Borg eller Gucci, hørte man til de få og mere forkælede.
   "Nam nam," mumlede Sara ved siden af mig, da hun fik øje på drengen. Jeg kunne ikke lade være med at fnise, da hun sukkede teatralsk og stak blyanten i munden.
   "Dramaqueen," hviskede jeg drillende og fortsatte med at lede efter min danskbog. Den havde åbenbart besluttet sig for at gemme sig lidt mere permanent, sandsynligvis hjemme på mit skrivebord. "Nå. Kan jeg kigge med i din bog?"
   Sara reagerede ikke, men syntes fuldstændigt forgabt i den nye dreng.
   Skoleinspektøren var smuttet igen, og klassens blommefede engel var igen blevet til vores blommefede, mugne dansklærer.
   "Ja, det er så Silas. Han skal gå i jeres klasse," lød Bents korte beskrivelse, inden han pegede en plads ud for den nye. Silas satte sig som anvist et par borde skråt foran vores ved siden af en af fodbolddrengene, hvor Sara fortsat kunne glo på hans ryg med forelskede hvalpeøjne.
   Bent viskede den halvfærdige sætning ud på tavlen og startede forfra, hvilket gav mig tid til at trække Saras bog ind midt på bordet og finde den rigtige side.
   Noget faldt på gulvet og trillede hen mod vores bord. Lyden af en stol, der blev skubbet tilbage, fik mig til at se op.
   Silas bøjede sig ned efter sin blyant. Da han så op, mødte han mit blik. Jeg stivnede uvilkårligt, en gysen for op langs min rygrad ...

En kvinde bøjede sig ned over mig og kyssede mig på panden. Hun lugtede af æbler, hendes lange, blonde hår kildede mine kinder.
   "Du skal altid have den på dig," hviskede hun. Jeg så ned på medaljonen rundt om min hals, sølvet glimtede i sollyset. "Altid. Lov mig det."
   Jeg nikkede og smilede til hende. Stolt og varm ...

Jeg rystede forvirret på hovedet. Silas stod stadig akavet foroverbøjet foran mig, som om der kun havde passeret et splitsekund, mens billederne havde faret gennem mit hoved. Han blinkede og rynkede panden. Syntes næsten at skulle tvinge sig selv tilbage til virkeligheden ligesom mig. Så sendte han mig et forsigtigt smil og skyndte sig tilbage til sin stol, netop som Bent satte punktum på sin sætning.
   "Hvem kan så finde udsagnsled og grundled?"
   Det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvad der lige var hændt. Hvad var det, jeg havde set? Og hvad betød det?
   Sara prikkede nysgerrigt til mig. "Noget galt? Du ser helt mærkeligt ud."
   Jeg rystede hurtigt på hovedet, men den ubehagelige kriblen i mellemgulvet ville bare ikke forsvinde igen, og selv tanken om det korte øjeblik, jeg havde haft øjenkontakt med Silas, var nok til at få mig til at gyse. Men jeg havde ingen anelse om hvorfor. Han havde jo bare set på mig!
   Det var svært ikke at glo på hans ryg resten af dagen, når han sad inden for synsvidde foran os. Jeg tog også Sara i at stirre på ham flere gange med et drømmende udtryk i øjnene, så man ikke var i tvivl om hendes tanker. Mine følelser for den nye dreng var dog knap så ... kærlige.
   "Hvor tror du, han er flyttet hen?" spurgte Sara hviskende i den sidste time, hvor det endnu ikke var lykkedes hende at få fat i nogen nævneværdige oplysninger om Silas. Hovedsageligt fordi hun ikke havde taget sig sammen til at snakke med ham endnu. "Det røde hus nede ved tanken har fået fjernet sit 'til salg'-skilt."
   Jeg trak på skuldrene. "Det kan jo også være, han bor uden for byen."
   Hun sukkede. "Hvis du virkelig var min bedste veninde, ville du tilbyde at bytte plads med ham, så jeg fik en chance før nogen af de andre piger."
   Jeg lo stille. "Ya, right ..."
   Timen sluttede. Sara, Martin og jeg selv pakkede hurtigt vores tasker og fulgtes med strømmen udenfor. En lang række af elever søgte hen mod den ventende skolebus, der lignede et kæmpe klistermærke, dækket af blomster, bier og sommerfugle i alverdens skrigende kulører. Ingen af os tre skulle med bussen, da vi alle boede i byen, så vi forlod skolen i et mere adstadigt tempo end de larmende unger.
   Ud af øjenkrogen bemærkede jeg, at Silas heller ikke søgte hen mod bussen, men det var ikke ensbetydende med, at han boede i byen. Måske ventede han på at blive hentet af sine forældre.
   "Lagde I mærke til hans tøj?" spurgte Martin, da vi var nået et pænt stykke væk fra skolen. Vi behøvede ikke spørge, hvem han mente. "Sådan en rig, lille dengse."
   "Er du misundelig?" spurgte Sara og pirkede drillende til ham.
   "Nej," svarede han surt. "Men hvad fanden var der med jer to? I sad og fnisede hele dagen."
   Sara skulede. "Og hvad så?!"
   Jeg sukkede irriteret. "Kunne vi ikke snakke om noget andet end den nye dreng?"
   "Er det ikke din bedstemor?" spurgte Martin og nikkede over mod det modsatte fortov. Jeg kiggede op. Det var rigtigt nok hende. Hun vinkede og kaldte smilende mit navn. Jeg tog hurtigt afsked med Sara og Martin og skyndte mig over til hende.
   "Hej, Bedste."
   "Hej, lille skat." Hun lagde armen omkring mig, og vi begyndte at gå ned mod Bedstes hus. "Der er noget, vi skal snakke om."
   Jeg sank besværligt. "Mener du mit syn?"
   "Både og, men lad os nu komme hjem først. Jeg har bagt boller, og så tænkte jeg på at lave varm kakao til. Hvordan lyder det?"
   "Pragtfuldt," svarede jeg og følte mig atter ti år gammel i Bedstes arme.