Hverdag igen
   Første skoledag efter en længere ferie var altid lidt mærkelig. Både lærere og elever var fyldt op med solenergi, så hele skolen syntes at syde. Og eftersom de fleste havde holdt ferie i udlandet, betød det ikke noget, at den danske sommer havde været lige så regnfuld som altid.
   Nogle syntes dog ligefrem begejstrede over at vende tilbage til en normal hverdag.
   Personligt hørte jeg til i den gruppe, der foretrak ferien frem for skolen - sol eller ej. Fag som dansk, engelsk og billedkunst var udmærkede, men alt hvad der krævede matematisk logik og langtidshukommelse gav mig som regel hovedpine.
   Og så var der frikvartererne.
   Som sagt har jeg altid været lidt af en enegænger. Hvilket fungerede fint, dengang jeg kunne være enegænger sammen med Anna, for i de år var der ingen af de andre, der rigtig så på mig, som om jeg var mærkelig.
   Med Anna på efterskole og ingen til at erstatte hendes plads, var jeg blevet mærkelige Freya igen. Og Tanya var begyndt på gymnasiet, så jeg endda måtte undvære hendes medlidenhedsselskab.
   Jeg hadede, når andre behandlede mig, som om jeg var sær. Og endnu mere hadede jeg, at det betød noget. Af samme grund var mit humør mildest talt negativt, da jeg kom hjem over middag.
   "Overlevede du første dag?" spurgte mor og gav mig et kram, inden hun satte vand over til te. Jeg slængede tasken af skulderen og satte mig slapt ved køkkenbordet.
   "Kan vi ikke godt flytte i dag?" tiggede jeg.
   Hun lo. "Det var da i hvert fald det, jeg kalder et holdningsskift. Var det så slemt i dag?"
   Jeg sukkede. "Jeg er nu officielt den mærkelige enegænger igen."
   "Du er ikke enegænger, skat," svarede mor og rakte mig min kop, inden hun satte sig over for mig. "Enegængere er folk, som foretrækker at være alene. Sådan er du ikke."
   "Jeg er heller ikke social som Tanya."
   "Der er mange måder at være social på. Nogle har mange venner og bekendtskaber, andre har få. Du minder ret meget om din far på det punkt, Freya."
   "Nå, men det ændrer ikke på, at Anna er taget på efterskole," muggede jeg.
   Hun smilede til mig over kanten på sin kop. "Du får nye venner, når vi flytter. Det er jeg sikker på."
   "Ha!"
   "Bare vent," insisterede hun. "Du bliver den nye og spændende sjællænder, der flytter til den lille, jyske by."
   Jeg skar ansigt. "Lige indtil jeg bliver en gammel nyhed."
   Mor sukkede, men inden hun kunne starte en af sine sjældne - men altid evindeligt lange - prædikener om at se positivt på livet og alt det bralder, ringede hendes telefon. Jeg greb straks muligheden og mumlede noget om, at jeg havde lektier for og forsvandt op på mit værelse.
   I stedet for at lave lektier smed jeg mig dog på sengen. Den tredje bog i Den Store Djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen lå på natbordet, men for en gangs skyld havde jeg bare ikke energi til at læse.
   Jeg gabte og trak dynen over mig, inden jeg krøllede mig sammen og lukkede øjne. Jeg trængte bare lige til at sove en halv time ...


* * *
   "Vågn op, sovetryne."
   Jeg blinkede og så op på mors smilende ansigt. Der var mørkt omkring os, bortset fra den smule lys der strømmede ind gennem døren ud til gangen.
   "Hvad er klokken?" spurgte jeg groggy.
   "Lidt i seks. Far er ved at lave mad."
   "Bøf med løg?" spurgte jeg. Det var stort set det eneste, far nogensinde lavede. Ud over en melet og sært lysebrun pasta med kødsovs, når han virkelig var trængt op i en krog.
   Hun lo. "Jep. Kommer du?"
   Jeg nikkede. Selv om jeg følte mig slap fra tæerne og helt ud i ørerne. "Lige om lidt."
   "Fald nu ikke i søvn igen." Hun lod døren stå åben, da hun gik, så det gullige lys fra gangen skinnede ind på mit ansigt. Selv om jeg ikke vovede at lukke øjnene igen, var jeg heller ikke helt klar til at stå op endnu. Hjernen var måske vågnet, men kroppen tog lidt længere tid om det.
   Jeg prøvede at få et greb om den drøm, jeg havde haft, da mor vækkede mig, men billederne var allerede ved at glide bort. Det eneste, jeg huskede sådan nogenlunde, var et glimt af en kæmpestor hund, selv om jeg havde en sær fornemmelse af, at det måske ikke var en hund alligevel. Men mine drømme var altid mærkelige på den måde. Flere gange havde jeg rent faktisk haft mareridt om at blive jagtet et kæmpe skorpionmonster - blot for at opdage at der var fire af mig, som alle blev jagtet af forskellige monstre.
   Nogle gange overvejer jeg, om min hjerne ikke nåede at blive bagt helt færdig.


* * *
   Mor gik amok med at pakke vores ting de følgende uger, og det hjalp ikke på det generelle humør i huset, når fjernbetjeningen mirakuløst forsvandt ned i en papkasse. Eller når vi skulle skræve over stakke af avisindbundne tallerkener for at nå til køkkenvasken.
   Tanya løste problemet ved at spendere endnu mere tid sammen med sine venner, og jeg fortrak for det meste til mit værelse. En enkelt kasse havde fundet vej op til mit værelse, men kun nogle få bøger var blevet pakket ned.
   Tanya havde tilkendegivet, at hun slet ikke havde tænk sig at pakke før på selve flyttedagen. Hun ejede et spinkelt håb om, at hele flytningen ville blive aflyst i sidste øjeblik. Den primære årsag til dette håb var, at det endnu ikke var lykkedes vores forældre at finde et egnet hus nær Karup. Specielt ikke da vi ikke havde råd til at købe et, men kiggede efter et vi kunne leje.
   Jeg sad ved mit skrivebord og prøvede at koncentrere mig om min blækregning. Jeg hadede matematik, og for tiden havde jeg ekstra svært ved at koncentrere mig. Hvad kom det også mig ved, om Mogens Bondemand betalte moms eller ej for sine grise?
   Med et suk lagde jeg kuglepennen fra mig og tjekkede atter, om jeg nu også havde sat lyd til på mobilen. Anna havde lovet, hun ville ringe. For snart en time siden.
   Ligesom hun havde lovet, at hun ville komme hjem de sidste to weekender, men alligevel var blevet oppe på skolen. Tilsyneladende var vennerne på efterskolen meget mere interessante end os hjemme i Næstved.
   Jeg peb og lagde hovedet på armene ind over bordet.
   Nedenunder smækkede hoveddøren, og jeg hørte mine forældres lavmælte stemmer fra køkkenet. Far var kommet hjem fra arbejde. Det var dog først da mor kaldte på os, at jeg slæbte mig selv nedenunder og satte mig ved køkkenbordet over for mor og far. Tanya kom dundrende ned ad trappen kort efter med et kæmpe smil på læben og sin mobil i den ene hånd.
   "Må jeg ikke spise hos Lene i aften?" spurgte Tanya og satte sig på sin stol. "Hun har lige købt en ny film."
   "Hvorfor en?" spurgte jeg nysgerrigt.
   "Den nye Underworld. Den med alle varulvene."
   "Ej, kan du ikke spørge, om jeg må låne den?"
   Hun trak bare let på skuldrene, og jeg vidste, hun ikke ville spørge. Søstre!
   "Må jeg, mor?" spurgte hun igen.
   "Ja, så lad gå," mumlede mor og pillede ved nogle papirer. En stor, brun konvolut lå på bordet, opdagede jeg nu.
   Far rømmede sig. "Er det min tur nu?"
   "Hvad er det?" spurgte Tanya og tog papirerne fra mor. Der var flere billeder af et hus på nogle af siderne.
   "Det der er formentlig vores nye hjem," fortalte far. Tanya stivnede og lagde så papirerne fra sig, som om de lugtede af mødding. Jeg følte også den sidste rest af håb glide fra mig, da jeg samlede papirerne op og nærstuderede billederne. Det var typisk printerkvalitet med alt for små, grynede billeder, men jeg kunne da se, at det var et hus i to etager med noget stald eller sådan noget ved siden af.
   "En gård?" spurgte jeg overrasket. "Skal vi bo langt ude på landet?"
   "Nej," skyndte far sig at sige, da Tanyas ansigtskulør skiftede. "Det er et nedlagt landbrug, men det hele er renoveret og noget af den tidligere stald er endda lavet om til beboelse, så det er rigtig fint. Og det ligger lige uden for en by kaldet Sunds, hvor der både er skole og indkøbsmuligheder. Desuden er der under en halv times kørsel til Herning, hvor der er gågade, biograf, indkøbscenter ... I kommer slet ikke til at mangle noget."
   "Hmf," var Tanyas eneste respons.
   "Og," sagde mor, som om hun gemte det bedste til sidst, "du kan få din helt egen lejlighed med egen indgang, Tanya. Se." Hun prikkede til et af papirerne, hvor der var et nærbillede af det, der havde set ud til at være en stald, samt nogle billeder af de indvendige rum.
   "En stald?" spurgte Tanya vantro.
   "Det er en gildesal nu," rettede mor. "Med en fin lille lejlighed på førstesalen. Gildesalen vil jeg bruge til mit arbejde, men lejligheden har sin egen indgang her på ydersiden." Hun pegede flere detaljer ud på billederne. "Der er også et tekøkken, badeværelse, lille stue og et soveværelse. Ser det ikke lækkert ud?"
   Tanya trak let på skuldrene, men så faktisk noget mildere stemt ud. Og jeg var vildt jaloux!
   "Vi havde i hvert fald tænkt, at en af jer skulle have lejligheden der," sagde far. "Og nu er du jo ældst, Tanya, så vi mente, du skulle have valget først. Men der er også et stort værelse inde i huset, oppe på første sal. Med adgang til altan."
   "Faktisk en lille balkon," sagde mor. "Med dejlig udsigt ud over haven bagved."
   "Så hvis Tanya får lejligheden, så må jeg få værelset med balkon?" spurgte jeg ivrigt. Det var selvfølgelig ikke det samme som at få sin egen lejlighed, men ... balkon!
   "Jep," sagde far og lagde tilfreds armen rundt om mor. "Jeg skal til Jylland og se huset i morgen, men vi har mere eller mindre allerede sagt, at vi gerne vil have det. Det er langt bedre end hvad, vi havde turdet håbe på. Og billigt nok til at vi ikke skal leve af havregrød."
   Jeg skar ansigt. "Ja, det er da i hvert fald en fordel ..."