(Laura)
   Det var mit eget valg at tage i skole. Hellere det end at sidde derhjemme hele dagen og vente - sådan havde jeg i hvert fald tænkt om morgenen. Vi vidste jo heller ikke, om ulykken ville finde sted den dag eller først dage, uger eller måneder senere, så jeg kunne ikke blive hjemme for evigt og sørge på forskud.
   Lige så snart jeg mødte Sara ved hovedindgangen, vidste jeg, at dagen ville blive et sandt helvede. Og vel og mærke ikke på grund af Sara, ikke sådan direkte i hvert fald. Hun så blot på mig en enkelt gang og lagde så armene omkring mig for at give mig et knus, og straks begyndte jeg tude. Jeg stod der på trappen op til skolens hovedindgang og flæbede, som om jeg forsøgte at anlægge min egen saltvandssø.
   Både små og større børn gloede uhæmmet på os, og Sara må også være blevet lidt pinligt berørt, for efter et halvt minuts tid trak hun mig bort fra indgangen og hen til det gamle rygeskur, der nu stod ubrugt hen efter de nye regler om rygning var trådt i kraft.
   "Hvad er der sket?"
   "Jeg har haft et syn," hviskede jeg grådkvalt.
   Hun rynkede panden. "Hvilken slags syn? Ligesom dengang du så din far oppe i klassen?"
   Jeg rystede på hovedet, mens jeg kæmpede for at holde gråden tilbage. Så begyndte jeg hikstende at fortælle hende om Banshee'en og dens betydning. Hun kendte i forvejen lidt til omstændighederne op til min fars død, så hun forstod ret hurtigt de væsentligste hovedtræk ved synet.
   "Har du nogen ide om, hvem den kan hentyde til?"
   "Nej. Den fortæller mig aldrig noget ... viser mig bare tegnet."
   "Så det kunne være hvem som helst?" Sara skuttede sig. "Kunne det også være mig eller Martin?"
   "Det tror jeg ikke."
   "Tror?!" Hun gjorde store øjne. "Undskyld, men ... det er altså ikke særligt betryggende."
   Jeg slog bedrøvet blikket ned. "Ifølge bogen gælder varslet om ulykke familiemedlemmer og folk, der er ens hjerte nær. Vist nok mest familiemedlemmer."
   Hun greb min hånd og trykkede den varmt. "Undskyld, Laura. Det var egoistisk af mig at spørge. Jeg blev bare så bange ... Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan du har det." Hendes hage skælvede en smule. "Jeg har bare slet ikke lyst til at have tysk nu!"
   Jeg lo, hvilket fik hende til at se mærkeligt på mig. Det var bare så typisk for hende at komme med sådan en kommentar, når man havde allermest brug for det. "Jeg har heller ikke særligt meget lyst til tysk."
   Hun trak let på skuldrene. "Der er ti minutter til første time. Skal vi finde Martin og holde en pjækdag sammen?"
   "Det lyder som en perfekt ide."
   Vi fandt Martin på gangen ude foran klasseværelset. Der skulle ikke megen overtalelse til, før han valgte at pjække sammen med os i stedet for at gå til tysk, og det var endda inden, jeg havde fortalt ham om mit syn. Bagefter mistede han vist også lysten til en normal skoledag, selv om min version til ham var lidt mildere og knap så tårevædet. Der var ikke nogen grund til at give ham det samme chok, som Sara havde været udsat for.
   Vi gik rundt i byen på må og få, ret ligeglade med hvem der så os så tidligt på dagen, for vi havde aftalt, at hvis nogen skulle spørge, så ville vi sige, at tysk var blevet aflyst.
   Klokken ti åbnede cafeteriet ved siden af tankstationen - byens eneste reelle mødested - og vi besluttede os for, at vi havde et kæmpe behov for varm kakao og vafler med is, for hvad fik man ellers lommepenge til? Ingen af delene var hjemmelavede, men det smagte ikke desto mindre himmelsk, og langt om længe holdt jeg op med at ryste af indbildt kulde.
   Frygten var ikke væk, men den var blevet sat på stand by.
   "Min mor kommer snart hjem fra arbejde," sagde Martin og slikkede is væk fra mundvigen. "Hvis ikke hun skal opdage, at jeg har pjækket i dag, skal vi finde et sted at være indtil klokken to."
   "Min far er syg, så vi kan ikke være hjemme hos mig," svarede Sara med et undskyldende træk på skuldrene. "Og din mor er vel også hjemme i dag, Laura?"
   Jeg nikkede. "Vi kunne tage ud til den gamle ruin."
   "Så skal vi købe noget frokost og tage med derud," indvendte Martin. "Og chips og sodavand."
   Sara himlede med øjnene. "Tænker du aldrig på andet end mad?"
   Han lo bare og proppede en ordentlig bid vaffel i munden.