Det lille hus lå afsides ved Kirinsskov. En let støvregn faldt fra den mørknende himmel, og en flok krager havde søgt hvile i trætoppene, hvor de nu sad og pudsede deres fjer eller holdt øje med det flakkende lys der kunne ses gennem husets vinduer. En af dem vendte blikket nedad ved lyden af noget der trængte gennem krattet i skovens udkant. Dens advarselsskrig var hæst og skræppende. Snart fulgte andre trop med deres mørke, runde øjne fokuseret på jorden under dem.
   Kragernes skrig kunne høres tydeligt inde i huset, men ingen lyttede. Nogle få stearinlys oplyste rummet. Træk fra vinduer og døre fik flammerne til at blafre, og skyggerne dansede lystigt op ad væggene. Hvidt kridt formede et stort, men enkelt symbol på gulvet: En rombe med gamle tegn for beskyttelse ud for hvert verdenshjørne, og et femte tegn i midten der havde til hensigt at åbne de døre, mange ville foretrække at holde lukket.

En troldmand stod i midten af romben, ganske stiv og ubevægelig som en statue. Hans øjne var lukkede og ansigtet afslappet som i dyb søvn, men hans sjæl vandrede mere farlige steder end i drømmene, og et tyndt lag rimfrost dækkede hans krop. Kulden lå som et tæppe omkring ham og tiltog for hvert skridt, han bevægede sig dybere ind i Dødsrigets vildledende grotter. Han befandt sig et sted på dødens side af den anden port, på vej ned ad de tusind trin.
   Kragernes klageskrig tiltog og blandedes med lyden af hundredvis af baskende vinger, inden de forsvandt som små, mørke malerklatter mod den sidste rest af en rødmende sol.
   En anden skygge, større og med form som et menneske, sneg sig bort fra træerne og hen mod huset. En blåsort kutte med hætte skjulte personen godt, men lyset fangede alligevel hans ansigt, da han krøb sammen under et vindue og kastede et stjålent blik indenfor. Et smil bredte sig på de smalle læber, da skyggen så rimfrosten på troldmandens skæg. Beskyttelsesromben kostede ingen bekymring, da den var beregnet til at holde andre end de levende borte.
   Hurtigt og tyst bevægede skyggen sig bort fra lyset og hen mod døren. Hængslerne knirkede svagt, da han lukkede sig indenfor, men troldmanden reagerede ikke på lyden. Han var endnu lige så ubevægelig som tidligere, mens hans sjæl krydsede floden i Dødsriget, og rimen på hans krop ændrede sig til en tyk skorpe af frost og iskrystaller.
   Metal glimtede i skæret fra stearinlysene, magiske tegn strålede på knivsbladet. Tegn der syntes at blive vækket til live og vibrere svagt ved udsigten til et nyt mord, ført an af skyggens hånd.

I Dødsriget standsede troldmandens sjæl pludseligt op og syntes at lytte til noget bag sig. Et vantro udtryk gled over hans ansigt, men ændredes til rædsel, da noget i Livet kom i kontakt med hans legeme. En smerte i mellemgulvet overmandede ham, og med et blev sjælen trukket tilbage ud gennem de første tre porte, hurtigere end han nogensinde kunnet have passeret dem af fri vilje. Som en elastik der trak sig tilbage efter at have været strakt til det yderste. Og des nærmere han kom Livet, des mere nærværende blev smerten.
   Sjælen tog sig til maven, tilbage i legemet holdt troldmanden kort efter stønnende om knivsbladet, der stak ud fra hans mellemgulv.
   "Din tid er kommet," hviskede skyggen og trak kniven til sig.
   Troldmanden løftede hovedet og så overrasket sin morder ind i øjnene, mens iskrystaller faldt fra hans krop som små glasskår med en knasende lyd. De vidste begge, at troldmandens tur tilbage i Livet kun ville være kortvarig, før han måtte foretage sin sidste rejse gennem Dødsrigets syv porte for aldrig at vende tilbage.
   "Grindvold?!"
   "Fortæl mig hvor den er, og jeg skal give dig betaling til Færgemanden."
   "Aldrig," lød det hvislende svar fra troldmandens læber, og en gnist af stædighed lyste i hans øjne, selv om blodet piblede ud fra såret i hans mave. Langsomt faldt han ned på knæ og måtte støtte sig til gulvet med den ene hånd, mens den anden pressede mod såret.
   "Vær nu ikke tåbelig, gamle mand. Hvad betydning har Livet for dig, når du står bag den sidste port? Fortæl mig, hvor den er!"
   "Aldrig," lød svaret atter. Troldmanden sank sammen i en sø af blod. Den ene hånd famlede blindt i kuttens folder, inden den greb om smykket under halsudskæringen. Ganske langsomt blev en guldkæde med et tungt vedhæng af en smaragd ført ud i lyset, mens troldmandens læber formede utydelige ord.

Morderens øjne lyste op ved synet af smykket, og han bøjede sig sejrssikkert ned mod den døende for at rive skatten ud af hans hænder. Alt for sent opfattede han ordene, der nærmest blev gispet ud af troldmandens mund, og et brøl af vrede fyldte huset. Skyggen greb ud efter troldmandens hånd. Et kortvarigt glimt af skarpt lys blev formet af magien, og amuletten forsvandt hurtigere end dug under solen.
   Med begyndelsen til et smil åndede troldmanden ud for sidste gang og hånden åbnedes. I den lå kun tom luft.
   "Gamle fjols!" råbte morderen og sparkede til liget. Vreden fik venerne på hans hals til at træde tydeligt frem. Han lignede en der var klar til at sprænge verden i stumper og stykker. Men så gik dampen lige så pludseligt af ham igen, og han rettede på kutten.
   "Nuvel ... Jeg har fundet den én gang før. Jeg kan vel finde den igen." Han sendte liget et ironisk smil. "Du skulle have taget imod betalingen til Færgemanden - nu må du fejre din død sammen med de andre rådnende sjæle i Tvarticasfloden."