Tunge, mørke skyer drev langsomt ind over byen. En dyster modsætning til de seneste ugers rigtige sommervarme der havde budt på både hede og mindre brande, men som nu syntes at være et snarligt overstået kapitel. Meteologerne havde godt lovet mindst en uge mere med temperaturer over 25 grader, men det ville trods alt ikke være første gang, vejret kom bag på dem. Desuden var luften træg og klam og trængte til et godt tordenskrald, mente Lisa. Personligt ville hun dog foretrække, at uvejret blev holdt i ave indtil om aftenen, hvor hun var hjemme i tørvejr. Hverken hun eller børnene havde fået deres regntøj med.
   Børnene havde ikke fået øje på skyen endnu. Legepladsen genlød af skrig, skrål og latter. Sand blev stablet op som tro kopier af det skæve tårn i Pisa af de mere rolige individer, mens andre for frem og tilbage. Ruten mellem trappen, hen ad gangbroen mellem tårnene og ned ad rutsjebanen var det mest trafikerede sted, og ikke så få fik knubs af de større børn, når de brutalt skubbede alle andre til side for selv at komme først. Den første fornemmelse af hierarki kom tidligt. Lisa var ikke i tvivl om, at hvis pigernes mor havde været med, så havde hun ageret bodyguard og beskyttet sine egne børn mod de større lømler. Men hun var ikke med denne dag. Fru Karlstrup var på arbejde, og ansvaret var blevet overladt til barnepigen. Og ikke ti vilde heste kunne få Lisa til at jagte rundt efter de to piger. Hvordan skulle de nogensinde vokse op og blive til andet end uduelige, forkælede små prinsesser, hvis ikke de fik lov til at stå på egne ben? Selv om det lød som krigszone, var det jo trods alt kun en legeplads.
   Lisa sukkede og kastede endnu et blik på himlen. Uvejrsskyen var vokset, og mens hun så på den, fortsatte den med at udvide sig og blive tiltagende mørkere. Det mindede hende om hendes hjem på Skagen, om bølgerne der åd sig længere op på stranden lige før et uvejr.


* * *
   "Du burde tænde noget lys, Martin. Det er ikke sundt at anstrenge øjnene sådan."
   Martin så op fra sin plads ved skrivebordet og blinkede med øjnene, da hans mor tændte arbejdslampen. Han havde været så fordybet i sin tegning, at han slet ikke havde bemærket, hvor mørkt det var blevet udenfor.
   "Det bliver vist noget af en tordenbyge," mumlede hans mor og lagde hænderne på sin søns skulder. Uden for vinduet havde de mørke skyer bredt sig ud som en gigantisk vifte og dækkede nu hele himlen, så solen var lukket inde bag et tæt slør. Selv om det var højsommer, var eftermiddagen allerede dækket af et let tusmørke.
   Hun strøg en hånd gennem hans hår og lænede sig frem for at se, hvad han tegnede. "Er det en tegneserie, skat?"
   Martin trak tavst på skuldrene.
   "Jeg tænkte på at lave varm kakao, inden uvejret rigtig sætter i gang. Så kunne vi sidde og kigge ud på lynene, ligesom dengang du var lille ... hvad siger du til det?"
   Han trak på skuldrene igen, men tog så sig selv i det og rømmede sig. "Det kan vi godt, mor."
   Hun smilede tilfreds. "Så skynder jeg mig lige over efter mælk."


* * *
   Simone lagde irriteret armene over kors. "Det er ikke retfærdigt. Jeg havde glædet mig sådan."
   "Det skulle du have tænkt på, før du sneg dig ud og drikke i nat," mumlede hendes far og foldede avisen på midten, så han bedre kunne holde styr på den, mens han læste en artikel om terroraktioner i Beijing. "De små sataner ... vi skulle have boykottet det OL."
   Simones mor kom ind i dagligstuen med en bakke med kopper og frisk kaffe, samt en skål småkager, foruden det forevigede, anstrengte lille smil på læberne. "Hvad snakker du om, skat?"
   "Det er bare mere ballade i Beijing," svarede Simones far og bladrede videre.
   "Hvor sørgeligt."
   Simone himlede med øjnene. "Som om det betyder noget for os. Der sker jo alligevel aldrig noget her i lille Danmark."
   "Derfor er det da stadig sørgeligt, når nogen kommer til skade eller dør. Man behøver ikke kende folk for at føle medlidenhed med deres lidelser," forsvarede hendes mor sig og rettede på nederdelen med en nervøs gestus. "Vil I ikke have en småkage?"
   "Jeg kan ikke lide dem der," sagde Simone surt.
   Hendes far lagde avisen fra sig på bordet og så strengt på sin datter. "Der er ikke nogen grund til at blive ubehøvlet, bare fordi du ikke får din vilje, unge dame. Du har stadig stuearrest resten af ugen, og så er den ikke længere!"
   "Men, far ..."
   "Glem det! Hvis du ikke kan opføre dig ordentligt, kan du tilbringe resten af dagen oppe på værelset. Og hvad angår i aften, så kan du godt glemme alt om at snige dig ud, bare fordi din mor og jeg tager ud og spiser. Jeg ringer hjem for at holde øje med dig, og hvis du ikke tager telefonen, så vil jeg ikke tøve med at ringe til politiet om nødvendigt."
   Simone fnøs trodsigt. "Politiet er da ligeglade, så længe jeg har været savnet i under et døgn."
   "Mon det også er tilfældet, når det er deres lokale borgmester, der anmelder det ...?"


* * *
   Lisa gabte højt. Hun måtte have døset hen for en stund. Kroppen var kold og stiv af at sidde på bænken, mens temperaturen fortsat dalede. Skyerne var ikke drevet videre, men var åbenbart kommet for at blive, og det uventede tusmørke havde for længst fordrevet flere af dagens gæster på legepladsen. Hun skuttede sig og forsøgte at fokusere, selv om søvnen fik hendes blik til at svømme over.
   Den mindste af pigerne sad i den store sandkasse og byggede en by af sand med samme ro og koncentration som en voksen arkitekt der tegnede et hus. Synet fik Lisa til at smile. Den lille Fie havde altid været den mest alvorlige af de to, dydsmønsteret. Til gengæld var Fies storesøster, Isabella, en rigtig krudtugle. Den ældste pige susede ned ad rutsjebanen i hælene på en jævnaldrende dreng, men satte så i løb hen mod bænkene, da hun opdagede, at deres barnepige så på hende.
   "Lisa, skal vi ikke snart hjem?"
   "Jo, vi går nu." Lisa tog Isabella i hånden og kaldte på Fie. Med en pige i hver hånd begyndte hun at gå bort fra legepladsen og ned ad vejen mod hjemmet. Det var et roligt kvarter med fartbegrænsning og adskillige skilte der advarede mod legende børn. Løftet om regn og torden havde sendt de fleste inden døre, og i adskillige af stuerne var tv’et nu blevet tændt og dannede en samlingsplads for familierne.
   "Når vi kommer hjem, sætter vi Pippi på, og så laver jeg en snack til os. Lyder det ikke som en god ide?" Lisa kastede endnu et blik på skyen. Den så ud til at være svulmende af regn.
   "Hvornår kommer mor hjem?" spurgte Fie. Hendes ord blev forvrænget, fordi hun havde stukket tommelfingeren i munden.
   "Først om nogle timer. Hun skulle arbejde over i dag, kan du ikke huske, at hun sagde det?"
   "Det begynder at regne nu." Isabella rakte en hånd frem og fangede en dråbe. Regndråben lå roligt på hendes håndryg et kort øjeblik, så syntes den at glide ud af form og synke ned under huden. I samme nu standsede Isabella op.
   "Hvad nu?" spurgte Lisa overrasket, klar til at sætte farten op og nå indenfor i tørvejr, da hun pludselig mærkede et ryk i den ene arm. Pigen så tomt lige forbi hende med let adskilte læber, åndsforladt. Lisa klemte prøvende den lille hånd, men fik ingen reaktion.
   "Hold op med at være dum," skændte Fie. "Jeg vil hjem nu!"
   Lisa tyssede på den mindste og greb fat i Isabellas arm. Med en vis kraftanstrengelse lykkedes det hende at trække pigen et par skridt frem, men kun yderst modvilligt. Ikke at Isabella gjorde modstand. Det var mere som om hun havde glemt, hvordan man gik, hvordan man bøjede knæene og løftede sine egne fødder. Lisa sukkede, delvist irriteret og bekymret.
   "Hvad er der galt med hende?" spurgte Fie og proppede atter fingeren i munden. "Hvorfor er hun så mærkelig?"
   Lisa rettede sig op og så spekulativt på Isabella. Hun hørte ikke rigtig efter Fie, men søgte i sin hukommelse efter en forklaring på den ældste piges opførsel. Hun havde svært ved at tro på, at Isabella blot var stædig. Javist kunne hun til tider blive ret så hysterisk og umulig, når hun ikke fik sin vilje, men for et øjeblik siden havde der ikke været det mindste i vejen.
   Kunne det være en form for hjerneblødning? En svulst?
   Endnu en dråbe faldt fra himlen og landede på Lisas næsetip. Uden at tænke nærmere over det, løftede hun hånden for at tørre dråben væk. Så standsede hun midt i bevægelsen, øjnene blev ufokuserede.
   Fie hev i barnepigens ærme og begyndte at græde stille.


* * *
   Martin gned øjnene og lænede sig tilbage i stolen for at få tegningen lidt på afstand. Det var en helsides tegning til hans nyeste tegneserie. En bred åbning i en grotte dannede en mørk ramme omkring fokuspunktet; en stor, skællet drage med sænket hoved hvæsede af den unge kriger der var historiens hovedperson. Begge figurer var lavet ud fra et computerspil, fordi Martin havde fået den ide, at en dreng fra den virkelige verden var blevet suget ind i et adventurespil. Det var ikke et helt vildt originalt komplot, men udfordringen var at få det fortalt og tegnet. Han havde ikke nogen planer om nogensinde at vise sit arbejde til andre.
   Han kastede et blik på uret. Det var snart over en time siden, hans mor var gået ned efter mælk, og regnen var begyndt at tromme mod vinduet. Normalt tog det højst tyve minutter at nå ned til Rema og hjem igen. Han rynkede bekymret panden. Hun kunne naturligvis være søgt i læ, da regnen begyndte, for det stod virkelig ned i stænger. På den anden side plejede lidt regn aldrig at genere hende. Hun cyklede på arbejde hver eneste morgen både i sne og slud, og der var oven i købet et godt stykke vej hen til sygehuset.
   Mon hun havde mødt nogen, hun kendte?
   Han kastede endnu et blik på året. Han brød sig ikke om det her. Det lignede ikke hans mor.