Mandens slæbende skridt gav genlyd i den tomme hal. Udenfor silede regnen ned og hamrede mod bliktaget. Manglen på ordentlig isolering gav ekkoerne ekstra styrke, og selv den plaskende lyd fra den overfyldte tagrende hørtes tydeligt gennem mandens tørre host. For hvert skridt forstyrrede han et tykt lag støv, der dækkede alle plane overflader, så det hvirvlede op og fik hans øjne til at løbe i vand. Hosteanfaldet tog til.

"Satans til vejr," hvæsede han for sig selv og satte sig ved endevæggen på et leje af gamle tæpper og mørnede papkasser. Han stak hånden i en plasticpose ved siden af sig. Ølflasken glimtede i den sparsomme belysning fra vinduerne oppe under taget. Med en grimasse bed han om kapslen og åbnede øllen med tænderne. Ømheden i munden døvedes, da han tømte halvdelen af flaskens indhold i en mundfuld. Han ræbede med et skævt grin og lænede sig op ad væggen.
   "Vi har sgu været heldige i år, du gamle," sagde han højlydt, selv om der ikke var nogen til at svare ham. "Kunne være man skulle anskaffe sig en vagthund til det her sted ... En stor, grim køter, der kan holde selv panserne ude." Han klukkede ved tanken og flaskens indhold svandt yderligere ind.

I den modsatte ende gik døren op og smækkede i igen, efterfulgt af dundrende stilhed.
   Manden rettede sig op og satte øllen fra sig på gulvet. "Hvem der?" Han kneb øjnene sammen og stirrede i retning af døren. Et øjeblik var han sikker på, han så en skygge bevæge sig nær en af de forladte maskiner, men stilheden var gennemtrængende.
   Et nyt hosteanfald flåede i hans lunger, da han besværligt kom på benene. "Det er altså privat ejendom det her! Forsvind eller jeg ringer efter politiet!"

"Det bliver vist ikke nødvendigt, John," hvislede en stemme i mørket.
   Den hjemløse mand følte gåsehuden rejse sig over hele kroppen. Uvilkårligt trådte han et skridt tilbage og støttede sig tungt op ad væggen. "Der er ingen, der kalder mig John mere ... Hvem er du? Vis dig selv!"
   "Ingen grund til alarm, John."
   "Hold op med at kalde mig det!"
   "Kan du mærke skylden, der ligger i det navn, John?"
   Han snurrede hurtigt rundt i retning af lyden. Blot nogle få meter til højre for ham tonede en skikkelse frem blandt skyggerne. En ung kvinde. Hendes nøgne hovedbund var det første, han bed mærke i. Derefter den utildækkede krop.
   Han begyndte at le ukontrolleret. "Du ... du er jo kun en pige!"
   Hun smilede til ham med strålende øjne. "Vi skal bruge din hjælp, John."
   Latteren tonede hurtigt bort. "Hold op med at kalde mig det!" Han greb en tom ølflaske fra gulvet og kylede den imod hende, fik overbalance og trimlede omkuld på gulvet. Lavt bandende kom han op på knæ og standsede så op midt i en ordstrøm. Hans underlæbe dirrede umærkeligt.

"Se, det var jo ikke særligt pænt gjort," sagde pigen roligt og drejede hovedet let på sned. Hendes ene arm var løftet, og ud for hendes strakte pegefinger hang ølflasken frit i luften. Vandret. Meget langsomt begyndte den at rotere i luften, rundt og rundt om sin egen akse. Som hypnotiseret stirrede manden på mærkaten, der kom til syne og uendeligt langsomt forsvandt om på flaskens anden side. Hans øjne blev store af frygt, da flasken pludselig fløj nedad og ramte betongulvet. Glasskår fløj ud til alle sider. Instinktivt dukkede han sig og foldede armene beskyttende foran ansigtet.

Pigen lo fornøjet. "I er så bange for det, I ikke forstår. Et glimt af noget fremmed, og I stikker halen mellem benene. Eller slår alt ihjel omkring jer." Stemmen blev dybere, vredere. "Altid skal I slå ihjel for at højne jeres egen plads i verden ..."
   En usynlig magt hev manden på benene og strakte hans arme ud til siden. Med vidt åbne øjne hang han frit i luften som en aldrende, fordrukken gudesøn. Han mumlede en usammenhængende bøn, da selveste djævlen syntes at tage form foran ham. Han skreg som den dag, han blev trukket ud af sin moders skød. Men inden al luften havde forladt hans lunger, blev der atter tyst i hallen.

Pigen smilede tilfreds, nu atter skrumpet ind til sit menneskelignende ydre. Regnen trommede mod taget. Vandet rislede i tagrenderne. Udenfor havde kun et par døsige krager hørt råbet om hjælp og flaksede forskrækket bort.