Kvindens ansigt var rundt, glat og lyst. Ordinært brunt hår var sat op i en knold bag hendes nakke, og der var ingen tingeltangel at se hverken i frisuren, ørerne eller omkring halsen. Hun havde kun diskret makeup på, som om de store, kornblomstblå øjne fremhævede sig selv nok, hvad de egentlig også gjorde. Kvinden havde et let smil om munden, idet hendes læber (perfekte... ligesom alt andet ved hende) formede lydløse ord. Lydløse, fordi projekteringen var sat på mute.
   Hun så ud, som om hun virkelig var der, lige foran Smil. Det var 3D effekten, gudskelov, og det var ellers slemt nok som det var. Helt zoomet ind på det der perfekte ansigt var der, på hver lille bevægelse hun lavede, med øjne, mund, næse, alle de bittesmå rynker der dukkede op og forsvandt igen. Effekten af det overdrevent store ansigt svævende i fri luft på Smils værelse blev kun forstærket af, at hun havde slukket alt lyset og sad i buldrende mørke. Smil sad med henholdt åndedrag og armene rundt om sin spinkle krop og betragtede kvinden tale tavst.
   "Smil," sagde en stemme i hendes øre, og Smil for så voldsomt sammen, at hun ramte sin computer med et spark, og optagelsen af kvinden flimrede svagt. Gamle skidt.
   "Killis! Gider du godt lige? Jeg var ved at dø!" udbrød Smil til det tomme rum, og hørte lyden af sin bedste venindes sukken i øret, som om hun virkelig var til stede.
   "Smil, helt ærligt. Hvad er det vi sidder og ser på?"
   Transaktionen gik igennem uden så meget som et sekunds forsinkelse. Killis sad og så på den samme smilende, talende, tavse kvinde som Smil, selv på den anden side af byen.
   "Evi Kær," sagde Smil med blikket fast rettet mod sin projektering.
   "Ja, det kan jeg da godt se," svarede Killis. "Hvad er der med hende?"
   "Ja, jeg fatter ikke at ingen har set det før, men... men prøv lige at hør på det her." Smil så sig konspiratorisk omkring på det totalt mennesketomme værelse, sendte et mistroisk blik til Kærs 3D-hoved og hviskede til sin skulder, fordi det virkede bedre end bare ligeud, "Jeg tror, hun er en androide."
   "Det tror jeg ikke," lød Killis’ flade svar.
   "Ahr! Prøv nu lige at være lidt åben. Hvor lang tid har jeg tvunget dig til at se på den her optagelse nu?"
   "Næsten fem minutter, og jeg har stadig ikke fattet pointen. Jeg håber den er bedre end hvad du lige diskede op med."
   "Det bliver ikke bedre, for det er helt sandt. Prøv lige at dyrk hvordan hun ser ud, hvordan hun bevæger sig - kig på hendes mund, kig på det klamme smil!"
   "Smil, tror du virkelig at vores rektor -"
   "Ja! SELVFØLGELIG! Kan du ikke se det diabolsk perfekte ved deres plan, hva'?"
   "Hvis plan?"
   "Hvad ved jeg - regeringens. Eller androidernes måske! Måske vil de -"
   "Smil..."
   "Nej okay," snappede Smil og følte sig en smule snydt over, at hun ikke havde nogen at se fornærmet ud foran, medmindre man talte svævehovedet med, som nu var holdt op med at tale. "Men... men... kan du ikke se - kan du ikke se det ville forklare det hele? Der ville være en grund?"
   Der blev tavst i den anden ende. Hjertet steg en smule i Smil. "Se - jeg faldt over det her billede -"
   Hun kaldte en ny fil op, "Vandfald034" (for at snyde eventuelle statslige agenter naturligvis), og frem tonede et nyt billede af Evi Kær, i stilstand denne gang, taget fra en optagelse, hvor hun udtalte sig om den Ny Skole. Hun så til siden på intervieweren, der var med i billedet, og i lyset fra en projektør skinnede hendes øjne med metallisk sølv.
   "Hvad siger du så?"
   Killis sagde ikke noget, men det var et godt tegn. Når Killis var stille, betød det, at hun tænkte dybt over noget, og det var faktisk den eneste måde, hun nogensinde tænkte på. Man skulle lige sætte hende i gang, men så drejede tandhjulene helt af sig selv.
   Der blev ved med at være stille, og det var rent guld for Smil. Killis var uden tvivl i gang med at opstille og nedskyde argumenter for, at Kær ikke var den menneskelignende robot, som Smil mistænkte hende for at være. Det var vigtigt at have Killis på sin side, netop fordi hun var god til alt det hejs med bag om facaden og se på facts og nøj, hvor har vi bare styr på det der med kvantefysik og metafase. Killis skulle stå ved siden af Smil, når de afslørede det ondskabsfulde komplot for hele verdens befolkning på live optagelse i 3D og så videre, fordi mennesker som Killis kunne man stole på vidste noget om tingenes tilstand.
   "Godt, at du er med mig," sagde Smil til sidst, da tavsheden havde trukket ud længe nok til, at det var forsvarligt at gå ud fra, Killis var hoppet på vognen. "Jeg tænkte på, at vi skal have fat i Eldo i morgen."
   Straks var hun der igen. "Eldo? Eldo! Den nørd! Hvad skal vi med dog ham? Helt ærligt, Smil, den idiot slæber et helt keyboard med sig uanset hvor han skal hen. Ham gider jeg ikke ses med."
   "Vi skal da ikke ses sammen!" udbrød Smil forskrækket. "Tænk hvis nogen bliver mistænksomme! Er du da helt tosset. Vi er nødt til at finde en anden måde at kontakte ham på, helt ærligt. Men vi har virkelig brug for ham. Det der med teknologi og sådan noget, det kan han. Jeg har hørt, han har hacket Intranettet."
   "Jah, det har jeg også," lød Killis’ tvivlende stemme, "men det tror jeg ikke på. Det er der ikke nogen, der kan."
   "Jeg tror på det," fastslog Smil bestemt. "Og i morgen -"
   I det samme gled hendes dør væk. Smil hamrede sin fod ned på computeren og fik den slukket manuelt, lige inden hendes mor trådte ind, men hun nåede ikke at kravle under dynen.
   "Simili! Det er vist langt over din sengetid, unge dame," erklærede hendes pæne mor fast. "Hvad sidder du oppe med på denne tid?"
   "Jeg sad bare og... tænkte," undskyldte Smil vagt.
   "Gem det til skolen," smilede hendes mor og kyssede hende på hendes lyse hår. "I seng nu, Smil, er du med? Jeg lukker Hjem ned om fem minutter, så da må du hellere ligge i din seng."
   Smil nikkede lydigt og gentog sin mors hilsner om "Godnat, sov godt, vi ses i morgen, drøm sødt," og hvad der nu ellers kunne udveksles af gamle, velkendte floskler. Døren gled i uden en lyd - netop dørene var hendes mors fryd, poleret egetræ og så veldesignet, at det nu kørte fejlfrit og lydløst på sjette år - og mørke slog omkring Smil. Hun spærrede øjnene op ved det pludselige fravær af lys, og kravlede under dynen. Det var en varm nat og hun indstillede dynen til at være mere kølig, før hun puttede sig selv til rette i sengen og lå og kiggede ud på ingenting.
   "Nu kan du godt tale igen," hviskede hun.
   "Hvorfor måtte din mor ikke vide, jeg var i telefonen?" spurgte Killis’ stemme i Smils øre. Smil tøvede nogle sekunder. Det var nok ikke smart at fortælle Killis om resten af hendes teori endnu, nemlig at der var androider overalt, og at selv deres forældre kunne være onde robotter. Et skridt af gangen.
   "Jeg burde ikke være oppe," sagde hun til sidst, afvisende. "Min mor lukker Hjem ned om lidt, så ryger forbindelsen alligevel. Vi kan tales ved i morgen. Og vi skal altså tale med Eldo."
   "Ja, ja," sagde Killis fortrydeligt. "Så siger vi det."
   Smil pillede forbindelsen ud af sit øre - fordi den var ganske enkelt ikke rar at sove med, selv om nogle gjorde det - og med den hviskende kommando "E17, luk," slukkedes det lille, blege lys fra tingesten. Hun lagde den fra sig på sit natbord og lagde sig ekstra til rette under den nu perfekt tempererede dyne.
   Endelig. Endelig ville de nå til bunds i det her.

Næste dag stod de alle og ventede klokke otte, præcis, på hver deres lille, hvide felt, på en lang række, da "læreren" kom (det hed det stadig, af en eller anden grund). Manden var slank og høj og pæn, som alle var det nu om dage, især hvis de arbejdede i den Ny Skole. Han havde firkantede briller på, og netop det kunne Smil slet ikke holde ud. At gå med briller nu om dage var som at have et pænt tørklæde på, bortset fra at det kom af et ønske om at ligne den læretype, man stadigvæk blev bombarderet med i bøger og på film. Bebrillet, altså. Et tegn på intellekt.
   Ligeså fjollet og falsk som så meget andet. Smil tillod sig et mistroisk blik, da døren gled op, på præcis samme tid som de andre langs gangen, og han lod eleverne gå ind én af gangen. Det blinkede langs siderne af døren, når de trådte igennem. Identifikationen. Først havde det været en usynlig proces, men ikke alle børn huskede det efter de første par uger var gået, og det var sådan et besvær når alarmen gik i gang, fordi nogen var trådt ind i den forkerte kube. Nu skulle de små lys altså minde en om, at man ikke måtte "snyde", som det hed. Hvem vidste, hvad man kunne nå at gøre ved en anden elevs (slukkede, passwordkrævende) computer på de op til fem sekunder, man havde i hans eller hendes kube, når man trådte det forkerte sted hen?
   Smil bemærkede godt, at Killis så på de små blinkende dippedutter, da hun selv trådte gennem døråbning, som om hun så dem i et nyt skær. Smil fangede hendes blik, og der voksede en slags ny forståelse mellem dem, før de gik til hver sin kube. Smil skævede til den lille, blanke linse over hendes skærm og spekulerede ikke for første gang på, om "læreren" havde kaldt netop hendes billede frem på skærmen og sad og betragtede hende nu.
   Timen gik langsomt. De havde geografi, og Smil sørgede for at passe sin Tid. Det var ikke en betegnelse, der fulgte med den Ny Skole, mere en slags slang, der var groet frem mellem eleverne, da det først var sluppet ud, at det blev beregnet, hvor lang tid man gennemsnitligt tog om sine opgaver, og om hvilke, og hvornår man overskred - hvilket automatisk ledte til hvorfor, og det var aldrig, aldrig godt når lærerne var nødt til at spørge om hvorfor ("Hvorfor var du så længe om netop den opgave?" og "Hvorfor vil du ikke lave dit hjemmearbejde?"). Og det ledte lynhurtigt til forældresamtaler, lærersamtaler, en endeløs række af samtaler, hvor man ingenting havde at skulle have sagt og skulle sidde stille og lytte til ubehagelige ord som ’uheldige tendenser’ og ’bekymrende udsigt’, samt noget om at sikre sig ’optimeret indsats’, ’lærevillighed’ og ’den rette indstilling’.
   Det var heller ikke godt, når eleverne spurgte hvorfor, men det var mest fordi det udløste en hel masse "hvorfor"’er fra lærernes side alligevel ("Hvorfor spørger du, min ven?" og "Hvorfor bryder du dig ikke om dine opgaver?"), uden at man fik så meget svar på sit eget (de hørte jo rygterne), og sådan kom det der med den ’rette indstilling’ ind igen, og så kørte toget.
   Hvorfor var et farligt ord for børn som Smil.
   Men timen gik altså, og læreren fulgte dem til Fællesarealet i samlet flok, hvor de fik noget tid til sig selv. Killis og Smil fandt lynhurtigt sammen; Killis havde blanke øjne og så sært ophidset ud.
   "Jeg kan godt se, hvad du mener," sagde hun så snart, de var tæt nok på til at hviske til hinanden. "Jeg kan virkelig godt se det nu!"
   "Vi er nødt til at snakke med Eldo," sagde Smil. "Men jeg ved ikke hvordan..."
   De så sig begge stjålne omkring. Det meste af Arealet var indenfor, og kun et lille stykke udendørs, og alle vegne var der lærere - "lærere" - som holdt øje med dem på sådan en fin, diskret måde, der lidt gav illusionen af en venlig forælder, der holder øje med sit barn ud af øjenkrogen, selvom ingen af børnene faldt for det, fordi nogen ting bare ikke kunne forfalskes af glatte mennesker i hvidt tøj.
   "Jeg tror, vi skal tage chancen," hviskede Killis ud af mundvigen. "De ved ikke, vi er på sporet af dem endnu."
   De fandt Eldo ved en bænk, hvor han var fordybet i rensningen af sit klodsede keyboard, og satte sig over for ham, mens de prøvede ikke at se for anspændte ud. Killis så sig dovent omkring og mumlede, "Fri bane."
   "Eldo," sagde Smil og lod som om hun studerede sin negle, "vi vil gerne snakke med dig."
   Eldo, der fra starten havde set mistroisk på dem, snøftede og skubbede sine briller længere op på næsen; hans var okay. Han gloede så meget computerskærm, at de var gode at have til at indstille på, så han kunne slippe for de ellers uundgåelige øjenoperationer.
   "Nej tak, det tror jeg ikke," sagde han kort og bøjede sig over sit skrot igen.
   "Det er vigtigt. Det er om Skolen," fortsatte Smil til sine hænder og skævede til ham. Det havde fanget hans opmærksomhed. Han slap keyboardet for at pille lidt ved sine briller igen, men han gjorde det anderledes denne gang.
   "Hvad med det?"
   "Evi Kær," sagde Smil, til den grå bordflade denne gang. "Jeg tror hun er en robot. En androide."
   Eldo sagde ingenting, og Smil turde ikke se på ham. Hvad hvis der var sensorer, der kunne opfatte ord som androide, ligesom de kunne opfatte så mange bandeord, hvad hvis de blev opdaget nu, hvor var hun dum, hun skulle ikke -
   "Evi Kær?"
   "Rektor."
   "Jeg ved godt, hvem Evi Kær er." Eldo holdt en kort pause. Smil så stadig ikke på ham. "Hvorfor hende?"
   "Hun... er ligesom... lederen." Smil så på Killis efter opbakning, men veninden trak bare en smule på skuldrene. "Rektor, ikke? Og vores skole var en af de allerførste, Ny Skole blev testet her, ikke? Kær er helt klart en del af det."
   "Så er hun ikke den eneste."
   Smils ansigt fløj til siden, og hun så direkte på Eldo. "Ikke den eneste?"
   Eldo så alvorlig ud. Han pillede overhovedet ikke ved sit stykke elektronik, og heller ikke ved sine briller. "Jeg har tænkt det samme," sagde han langsomt. "Tænkt noget, i hvert fald. Men det rækker ud over Evi Kær, det kan du godt være sikker på."
   "Det... det tror jeg også!" Smil lænede sig ind over bordet. "Jeg tror, det rækker langt ud over Kær -"
   "Hov," brød Killis nervøst ind, "det sagde du ikke noget om i går!"
   "Men hun kan jo ikke stå for det alene, det er større det her." Der faldt en tavshed imellem dem, og Smil så fra den ene til den anden. De havde begge to store, alvorlige øjne, der så underlige ud i deres ansigter, fordi de lignede hendes mor dengang der var snak om atomkrig og atomvinter og dommedag og død.
   "Det er en konspiration, det her," sagde Smil alvorligt. "Og vi er måske de eneste der ved det."
   "Sådan nogle itomer!"
   De tre børn for forskrækkede samme, da en fjerde slog sig ned ved deres bord. Han var ældre, mørkhåret og mager og en af dem, man var bange for, når man gik i de mindre klasser - eller rettere, var bange for dengang bøller faktisk var noget at være bange for. Den frygt var helt væk i de små klasser og kun dem, der havde prøvet en almindelig skole med almindelige farer havde stadig en naturlig vagtsomhed overfor hans type.
   "I-itomer," sagde Killis lidt for højt og prøvede at se hånlig ud. "Det lyder latterligt. E-er det det du går og kalder de små?" Altså dem. Altså i hvert fald næsten dem.
   Fyren var absolut upåvirket. "Tja," sagde han og lænede sig konspiratorisk ind over bordet, hvilket fik de andre til at læne sig bagud, "nu er I-D-I-O-T jo blevet tabu, ikke? Forbudt, ikke? Man må ligesom være opfindsom."
   Forbudt var vist det helt rigtige ord. Idiot var ikke godt at sige. I samme stil som ’hvorfor’, bortset fra at det ikke var nogen "hemmelighed", at ’idiot’ ikke var tilladt.
   "Hvad vil du?" spurgte Eldo fjendtligt.
   "Slap af, El Nørdo," svarede fyren og knipsede til Eldos briller, og så til hans elskede keyboard. "Jeg kunne ikke undgå at høre, hvad I sagde, okay?"
   De var alle tre helt tavse. Dels fordi ingen af dem havde lyst til at påpege for den større dreng, at han sagtens kunne have undgået at høre samtalen, siden de talte ret lavt og sad tæt sammen, og dels fordi de alle sammen hver især sad og frygtede, at de hvert sekund ville mærke en finger prikke dem på ryggen. Sådan havde det været i den første tid efter indførelsen af den Ny Skole. Slåskamp på Arealet - fingerprik. Råberi - fingerprik. Bandeord - fingerprik. Efterhånden blev fingerprikkerne unødvendige. Men aldrig glemt.
   Hvis han havde sagt noget...
   "Jeg har et spørgsmål."
   Smil glippede med øjnene mod drengen. De to andre så ligeså overraskede ud.
   "Hvad er formålet?"
   Endnu nogle øjeblikkes forvirret tavshed fulgte, før Smil dristede sig til at spørge, "Hvilket formål?"
   "Ja, formålet," sagde fyren utålmodigt. "Formålet med at udskifte mennesker med androider og indføre den Ny Skole."
   Smil vekslede et hurtigt blik med Killis, før hun så til siden. "Det var vi ikke nået til endnu."
   Et helt nyt glimt kom i fyrens øjne, langt mere seriøst, mere gennemborende. "Jamen, så nå derhen."
   "Regner du med, at det er så nemt?"
   "Nemt? Selvfølgelig ikke! Er der noget her, der er ’nemt’?"
   Eldo rykkede lidt væk fra fyren, som var ved at hidse sig en smule op. Killis hvæsede, "Shh!" og Smil så sig uroligt omkring. Ingen af lærerne - hvor hun dog hadede det ord - havde lagt mærke til dem endnu.
   Den endnu ukendte dreng sank lidt sammen over bordet og tog en dyb indånding. "Jeg mener bare," sagde han med tilkæmpet ro, "at det er vanvittigt, det her. Og jeg - jeg har tænkt på det samme som jer små rollinger, men hvad fa- nej -" han viftede afværgende, da det gav et vildt sæt i dem alle ved det næsten udtalte bandeord, der helt sikkert ville få autoriteternes opmærksomhed, "- uanset hvordan jeg vender og drejer det, så fatter jeg ikke, hvad de får ud af det."
   "At vi bliver som dem." Eldo skubbede sine briller længere op på næsen igen og snøftede let, en smule nedladende, men den ældre dreng lod det passere, mere interesseret i hvad han havde at sige. "Jeg tror ikke, at alle de her androider bare er blevet sat ind sådan. De må have taget virkelige menneskers plads... tænk på, hvor mange reservedele, det kræver... hvor mange mennesker, det påvirker... det må være nemmere bare at nå til os, når vi er små."
   "Nemlig," supplerede Killis ivrigt. "Der er tusindvis af eksempler igennem historien på, hvordan børn er blevet udsat for indoktrinering og propaganda og er blevet tvunget til at gå i krig og arbejde, til de dør, fordi børn tænker anderledes, de er nemmere at nå -"
   "Hvad vil de have?" hviskede Smil, "Hvad vil de opnå?"
   "Verdensherredømmet?" snerrede den ukendte ved bordet med en mine, som om han var sarkastisk, men med øjne, der ikke vidste, hvad de skulle tro.
   Og endnu en gang blandede en ny stemme sig; "Hvad hvis de har brug for vores energi?"

Det eskalerede.
   Det var det fine ord, Killis brugte. "Smil, det eskalerer, det her!" hviskede hun panisk, da der først stod syv mennesker i flok, og de begyndte at få opmærksomhed. Og det, der først havde været et skræmt barns eneste rationelle forklaring, gik pludselig igen i hvert eneste ord, der blev sagt omkring dem, i alles øjne og blikke til hinanden. Børn fra alle klasser flokkedes omkring bordet, på under to minutter, og alle var forbløffende enige, forbløffende villige til at tro på alt, hvad der blev sagt, og så skete det uundgåelige; at der blev prikket på ryggen, og en blød stemme spurgte, "Hvad foregår her?"
   Det var, som om netop den stemme kvalte alle andres på sekundet, og en tung, levende tavshed lagde sig over flokken. Smil mærkede noget koldt løbe ned gennem brystet, da den lyshårede kvindes blik gled søgende fra ansigt til ansigt indtil hun igen mødte øjnene på den lille dreng, hun havde prikket.
   Den lille dreng, der åbnede mund og skreg, "DU HAR IKKE LOV TIL AT GØRE MIG NOGET, DIN LEDE ROBOT!"
   Og det var her, Killis ville have brugt ordet "kulmination", hvis hun kunne komme til over larmen fra børn, der alle sammen skreg i munden på hinanden - nogle af frygt, for nu var hemmeligheden ude og der var ingen grund for androiderne til at spille venlige mere, andre af vrede, med krigeriske råb om, at deres forældre ville sådan og sådan, og de grimme robotter skulle bare komme an.
   Og midt i al forvirringen, midt i al panikken, sad Smil som forstenet ved Killis’ side og så hele det perfekte lille billede smuldre. Hun forestillede sig, at hun over larmen og råbene fra de voksne kunne høre huden krakelere på den unge, smukke kvinde, der først var kommet til, og på trods af angsten var der et glimt af noget andet, hun ikke helt kunne placere, noget susende og vildt, der føltes godt, indtil...
   Indtil lærerne, som på ingen måde var lærere, som ingenting havde at gøre med de kloge mennesker, Smil engang i den gamle skole havde set så meget op til, fik børnene skilt ad, fik sagerne dysset ned nok til at finde ud af, at det var Smil, Killis og Eldo - og især Smil og Killis, og især, især Smil - der var i centrum for alle optøjerne, og så var de på vej væk, både fra arealet og hinanden, sammen med de falske lærere, der havde et "bestemt greb" om armene på dem. Om armene på Smil, der kun nåede at få et sidste glimt af Killis’ skræmte øjne, inden hun blev ført en anden vej. Hun vidste, hun burde fortvivle; men hun kunne stadig høre nogle af børnene ude i Arealet råbe og skrige om robotter og ondskab og hvide møbler og Tid, og mange af dem spurgte også ’hvorfor’, og det slog Smil, at hvis hun var på så dybt vand, som hun troede, så kunne hun ligeså godt bruge sine sidste øjeblikke på at løse spørgsmålet, der havde startet det hele.
   "Hvorfor?" spurgte hun manden, der gik på den ene side af hende, og derpå kvinden, der gik på den anden. "Hvorfor gør I det her? Hvad er det, I vil have fra os?"

"... uhørt. Jeg har aldrig været ude for noget lignende, aldrig nogensinde. Du siger, at pigen praktisk talt fik mobiliseret en hel skolegård? Det er jo som en konspiration! Der har ikke været skyggen af noget siden de første måneder af den Ny Skole og så, ud af det blå -"
   "Fru Kær, jeg tror ikke - hvis det var helt ud af det blå, var det kun fordi..."
   "Fordi hvad? Hvis du vil sige noget, så spyt ud! Du godeste, hvad siger jeg til pressen? Det er jo fuldkommen vanvittigt, det her..."
   "Ja, men jeg vil faktisk gerne sige - fru Kær, hør, jeg tror måske ikke, den Ny Skole fungerer, som den skal."
   "Undskyld? Sig mig, hvad fanden bilder du dig ind? Adriansen, du er en ganske almindelig lærer -"
   "Lærer kan det vel knap kaldes mere -"
   "Vil du gerne miste dit job?"
   "Ja, det tror jeg. Jeg er ikke nogen lærer, med mindre børnene spørger om noget, og det gør de aldrig, fru Kær. Jeg har ikke fået et eneste spørgsmål i ti måneder -"
   "Alle tal viser, at indsatsen stiger, og med den karaktererne, kyndigheden! Og dem, der vakler, når vi lynhurtigt ud til takket være vores brillante Intranet. Mobning er styrtdykket. Systemet er perfekt, men det er tydeligt, at du ikke passer her -"
   "Nej, det har du ret i. Jeg er en lærer, ikke en vagthund. Jeg vil ikke længere, jeg kan ikke holde ud at skulle tage mig af børn uden at måtte røre dem eller tale personligt - de ser på mig, på alle lærere, som fangevogtere, forstår du ikke det?"
   "Resultaterne -"
   "Resultatet er det du så på Fællesarealet i dag. Og jeg ved ikke, hvad det bliver i morgen, men jeg tror ikke jeg kan gøre mere for at standse det her, og jeg vil ikke være der til at se det. Den Ny Skole er ikke nogen succes, fru Kær. Der er mere til det at lære end numre og statistikker og et sikkert miljø."
   "Vi får se. Du kan anse dig selv for fyret."
   "Jeg anser mig selv reddet, og jeg ville ønske, jeg kunne gøre det samme for børnene."
   "Farvel, Adriansen."
   "Farvel, Kær."
   "Åh - Adriansen..."
   "Ja?"
   "Hvis du går til pressen med det her, sagsøger jeg dig fra hus og hjem."
   "Det gør jeg, Kær. Hav en god dag."
   "Fanden tage dig. Du ved ikke, hvad du ødelægger."
   "Og du fatter ikke, hvad du gør ved børnene. Jeg ville ønske, du kunne se det. Farvel."