Svar med en løgn
   Ittyka vågnede ved, at en eller anden slog hende hårdt på kinden. Klap-klap-klap. Hun glippede med øjnene, virrede med hovedet og mumlede et eller andet.
   "Så er det op," sagde en fremmed, kølig stemme, og det fik Ittyka til at huske alt, hvad der var sket. Og hun var vist besvimet. Hvor flovt.
   Hun åbnede øjnene og stirrede lige op i ansigtet på en lyshåret mand. Han havde blå øjne, og det mindede hende om Eran. Havde han hørt hende? Hun havde råbt så højt, hun kunne, for at advare ham.
   "Det var godt," sagde manden over hende og rettede sig op. "Jeg har nogle spørgsmål, som du gerne skulle svare på."
   Ittyka forberedte forskellige løgne inde i sit hoved; hvor Eran var og den slags. Og hvis det blev nødvendigt, var det nok også bedre at sige, hun var en forældreløs omstrejfer, end datter af en rig købmand.
   Til hendes irritation opdagede hun, at hendes hænder var blevet bundet. Hun satte sig møjsommeligt op og tog sine omgivelser i øjesyn; hun var i en lille, faldefærdig hytte og lå på en seng af hø. Over høet lå der et slidt tæppe, og foran hende, på en stol, sad den lyshårede mand med de blå øjne, som sådan lignede Erans, selvom hans var mere grå i det.
   Våben! Hun mærkede hurtigt efter, men både buen, pilene og knivene var blevet taget fra hende - selv den dolk, der plejede at sidde skjult i hendes støvle. Manden foran hende bemærkede hendes febrilske søgen og smilede som en krokodille.
   "Dine våben er blevet fjernet," forklarede han, men det var jo overflødig information, da Ittyka selv var kommet frem til den konklusion få sekunder tidligere. "Du skulle nødigt få nogle gode ideer. Og bare så du ved det, står der en vagt og venter udenfor, så du skal ikke prøve på noget. Det regner jeg selvfølgelig heller ikke med, at du gør."
   Først sagde Ittyka ikke noget. Hvad skulle hun sige? I stedet bed hun tænderne sammen og så på den lyshårede mand.
   "Lever Ax?" spurgte hun så temmelig dumdristigt.
   Manden lagde hovedet på skrå. "Din ven? Ja, han er i live. Endnu. Han er svag efter alt det blod, han måtte afgive for at lede jer på vildspor... og så kommer I rendende alligevel." Han rystede drillende på hovedet og smilede et lille smil. "Vi ville ellers ikke slå jer ihjel, men det kan vi jo blive nødt til nu. Medmindre selvfølgelig I slutter jer til os."
   Ittyka stirrede vantro på ham. "Er det en spøg?"
   Han hævede et enkelt, fint øjenbryn. "Lyder det sådan?"
   Nej, det gjorde det ikke.
   "Din ven får den samme mulighed. Han kan følge os, eller han kan dø." Manden satte sine fingerspidser mod hinanden. Han virkede alt for sofistikeret til at være med i sådan en røverbande, men banditter kunne åbenbart ikke kategoriseres.
   Efter lidt stilhed fortsatte manden; "Nå, men vi kan jo starte med begyndelse. Hvad hedder du?"
   Kunne det tænkes, at der var nogen, der havde hørt om den rige købmand Kastros datter Ittyka? Hun tog i hvert fald ikke chancen, men hvis de fandt ud af sandheden, ville de vide, hun prøvede at skjule noget.
   "Itty," svarede hun derfor, for det var jo hverken helt sandt eller helt løgn.
   "Aha," sagde manden i stolen. "Goddag, Itty. Mit navn er Calleck."
   "Goddag, Calleck," vrængede hun surt og lød en del modigere, end hun følte sig.
   Men han blev ikke fornærmet, eller også skjulte han det bare godt; i hvert fald nøjedes Calleck med at smile langsomt.
   "Pas på med kløerne, min tøs, for jeg bryder mig ikke om at blive tirret." Ittyka knyttede hænderne i raseri. Hun hadede at blive kaldt 'tøs'.
   "Nå. Så vidt, jeg har forstået, var I nået til din bror, derude i skoven - jeg går da ud fra, at han er din bror." Han så granskende på hende. "Så der kan vi jo tage tråden op. Altså: hvor er han?"
   Ittyka sukkede og satte sig bedre til rette på den umage seng. "Det har jeg jo sagt," vrissede hun irriteret og sørgede samtidig for at få sin stemme til at bæve bare en anelse. "Han gik. Han ville hente soldater, eller sådan et eller andet, fordi han ikke mente, vi kunne stille noget op alene."
   "Og du blev?"
   "Ja."
   Calleck studsede og så irriteret på hende. "Men hvorfor?"
   "Fordi..." Nu skælvede hendes stemme igen, men denne gang var det ægte. "Fordi jeg skulle have holdt vagt." Det var så forfærdeligt flovt.
   "Du skulle...?"
   "Ja, jeg skulle holde vagt. Men jeg... jeg faldt i søvn." Hun holdt en kort pause. "Og så tog I Ax."
   "Så lige nu er din bror altså på vej til Tigradén?" Tigradén var den nærmeste større by.
   "Det går jeg da ud fra."
   "Hm." Endnu en gang blev Ittyka nøje studeret. "Og hvor langt tror du så, han er nået?"
   Det spørgsmål havde hun ikke regnet med. "Øh, det ved jeg ikke."
   "Hm - hm. Hvornår tog han af sted?"
   "Jeg er ikke sikker..." Hun så sig henkastet omkring. "Du ved, lyset..."
   Calleck kneb øjnene sammen. "Du skal ikke prøve at løbe om hjørner med mig, min tøs. Den slags finder jeg mig ikke i."
   Et gys af kulde gik gennem hendes krop, men hendes øjne stirrede trodsigt ind i hans. Ham og hans "min tøs". Ittyka var ingens tøs, og det kunne han ligeså godt få ind i knolden med det samme!
   Til sidst blev det ham, der brød af, og det gjorde han med et ulvesmil.
   "Du er godt nok stædig som bare pokker," sagde han roligt og overraskede Ittyka fuldstændig. "Og så er du temmelig irriterende."
   Hun trak på skuldrene. "Det er, hvad Eran plejer at sige."
   "Nå, så det er det, din bror hedder?"
   Ittyka kunne have bidt tungen af sig selv. Ikke at det betød en hel masse, at de nu vidste, hvad han hed, men jo færre sandfærdige oplysninger de fik, jo bedre.
   "Godt, Itty. Så han gik, og du blev. Ville han ikke have dig til at komme med?"
   "Jo," sagde Ittyka. Hendes hjerte bankede, for det var anstrengende at skulle svare hurtigt med usandheder, så det lød troværdigt; hun havde kun ganske få sekunder at tænke i, og bare et enkelt fejltrin ville afsløre hendes løgne. "Han ville have mig til at komme med, men han kunne jo ikke tvinge mig. Til sidst måtte han nøjes med at få mig til at love, jeg ville skjule mig."
   "Hm." Troede Calleck på hende? Ittyka pillede nervøst ved en lok af sit bølgende, mørkebrune hår. Det skulle han meget gerne. Han betragtede hende stadig indgående, som om han forsøgte at se lige igennem hende.
   "Hvor kommer du fra?" spurgte han så.
   "En lille landsby længere mod syd. Eran ville ud og rejse, og jeg ville med."
   "Aha. Altså et fattigt hjem."
   Ittyka trak på skuldrene. "Vi havde, hvad vi skulle bruge."
   Calleck sukkede. "Jeg sagde før, at du ikke skulle prøve at løbe om hjørner med mig, og jeg mente det, Itty," sagde han, og det der med "Itty" gjorde hende utilpas - det var det kælenavn, hendes bror havde givet hende. "Hvad nu hvis jeg siger, at jeg tror, du har løjet lige fra begyndelsen?"
   Ittyka skælvede, men hun skjulte det så godt, hun kunne. "Jeg løj ikke."
   "Ikke? Hvis vi nu starter med din afstamning... du siger fattigt bondehjem, men dit tøjs kvalitet fortæller en anden historie. Så nu giver jeg dig chancen for at svare igen."
   Ittyka bed sig i læben og overvejede sine chancer. Hun kom frem til, at resten af historien godt kunne være sand, selvom hun løj om sin afstamning. "Okay," mumlede hun. "Jeg er fra et købmandshjem. Er du så glad?"
   "Nej," sagde Calleck og rejste sig for første gang op. Han gik hen til sengen og satte sig på hug, så han kunne se Ittyka ind i øjnene. "Du løj nemlig. Det bryder jeg mig ikke om, Itty, og det kan du ligeså godt lære først som sidst. Prøver du på det igen, er jeg bange for, det kommer til at gå ud over din ven."
   "Ax?" fløj ud af hende.
   Calleck smilede sit ulvesmil og satte sig tilbage i stolen. "Nemlig. Hvilket bringer mig frem til den næste grund til, at jeg ikke skulle tro på dig. Jeg synes, dine svar kommer lidt velvilligt."
   "Hvad mener du?" spurgte Ittyka hastigt, selvom hun udmærket godt var klar over det.
   "Af hvad mine mænd har fortalt mig, kan jeg forstå, at du er både trodsig og stædig og meget, meget anstrengende," forklarede Calleck omhyggeligt, og Ittyka spekulerede lidt over det med "mine mænd" - var han en slags leder? Ville han så spilde tid på hende? Hun kom frem til, at han nok bare var en slags højerestående røver. Imens fortsatte han upåagtet: "Det kunne jeg sådan set også selv konkludere. Altså synes jeg, det er lidt mærkeligt, du sådan spytter alle svar lige ud i hovedet på mig."
   Åh, at hun kunne have været så dum. Ittyka slog ud med armene (eller forsøgte på det) og prøvede at virke troværdig. "Hvis du ikke skulle have opdaget det, er jeg ligesom fange her. Hvis jeg ikke svarede, når I spurgte, ville I bare..."
   "Bare hvad?" sagde Calleck silkeblødt.
   "Hvad ved jeg," hvæsede Ittyka. "Men jeg tog altså ikke chancen."
   Calleck så på hende. Længe. Ittyka havde mest lyst at spørge, hvad han gloede på, men den bemærkning ville nok ikke falde i god jord, så hun holdt mund.
   "Godt," sagde han til sidst og rejste sig igen. "Det må være nok for nu. Jeg kan ikke påstå, jeg tror på dig, men det er ikke mig, du skal overbevise. Tænk lidt over hvad du vil vælge, hvis din forklaring mod alle odds bliver godtaget... døden eller medlemskab." Med disse ord rejste han sig og gik hen til døren. "Åh, for resten," sagde han på vej ud, "så går vagten ingen steder. Bare så du ved det."
   "Tusind tak for oplysningen," hvislede hun, men da var Calleck allerede gået.