Dragen

Hendes hoved dunkede. Det samme gjorde hendes ben. Og arme. Og hele resten af hendes krop.
   "Åh," stønnede Tavia.
   "Sh," mumlede en anden stemme. "Det går snart over."
   Tavia rykkede på sig og bed sig hårdt i læben. Hun følte sig meget, meget sølle og ville ønske, at det, hun lå på, ikke var så hårdt, ikke kradsede så meget og ikke bumlede sådan op og ned. Det var langt fra, hvad hun var vant til.
   "Prøv at sidde op," sagde kvindestemmen fra før, og rolige hænder støttede hende, da Tavia forsøgte at rette sig. Hun åbnede øjnene, men kneb dem hurtigt sammen igen: alting sejlede, og det gjorde hende svimmel og kvalm.
   "Her, læn dig op af væggen." Tavia gjorde, som hun blev bedt om. Det føltes bedre, nu da hun havde noget stabilt at læne sig op af, noget som faktisk føltes lodret. De blide hænder strøg hendes hår. "Stakkels pige."
   "Har hun det bedre?"
   "Det får hun."
   "Ved guderne. Hvis hun er ung nok vil de gale fanatikere prøve at omvænne hende..."
   "Og ellers er det tortur og død."
   "Så hold dog mund!" snappede kvindestemmen vredt.
   "Hun kan umuligt være mere end tretten..."
   "Jeg er næsten fjorten," lykkedes det Tavia at hviske.
   "Kan du åbne øjnene?" spurgte kvindestemmen.
   Alting svømmede, men efter få øjeblikke blev Tavias syn klart igen. Nogenlunde, i hvert fald. Hun befandt sig i en form for lukket vogn af træ, fyldt med mennesker, der alle sad mere eller mindre sammensunkne rundt omkring; enkelte talte sammen, men de fleste lå bare og holdt om sig selv. De havde alle ens, ufarvet tøj på, ligesom, gik det op for Tavia, hende selv. Gulvet var dækket af et tyndt lag halm, og det eneste lys kom fra sprækker og huller i træet rundt omkring, hvor gyldent dagslys slap ind. De var i bevægelse.
   "Bedre?"
   Tavia så til siden. En rødhåret kvinde i fyrrerne med mørke, bestemte øjne smilede til hende. Tavia sank noget.
   "Hvor er vi?" hviskede hun i stedet for at svare.
   Kvinden ignorerede hendes spørgsmål. "Hvad er dit navn?"
   Hun tøvede. "Tavia."
   "Jeg hedder Kalin," sagde kvinden dæmpet. "Jeg er amuletbærer, ligesom dig. Ligesom alle andre herinde." Tavia rynkede brynene og så usikkert på hende.
   "Hvor er vi?" spurgte hun igen. Kalin tøvede, som om hun overvejede, om hun burde fortælle det. "Sig det!" forlangte Tavia og rettede sig mere op, mens hun prøvede at se skarpt på Kalin i dunkelheden, der om sluttede dem. Det lykkedes ikke, men Kalin nikkede alligevel efter kort tid.
   "En fangetransport."
   Kulde bredte sig i Tavias krop. Hun pressede angsten ned og fremtvang: "Hvorhen?"
   "Det ved jeg ikke."
   "Hv... hvorfor?"
   Kalin rettede sig umærkeligt og skiftede stilling på den hårde bund. "Du kender lovene. Det er blasfemi af værste skuffe at være som os."
   "Blasfemi, ja! Som om det ikke er os, der er ofrene her!" snerrede en stemme fra den modsatte væg. Kalin sendte et vredt blik i den retning, men svarede ellers ikke.
   "Jeg..." Tavia flyttede sig forvildet fra væggen og lagde sig på knæ. "Jeg kan forandre mig!" påpegede hun og hev sin amulet frem. "Jeg kan slippe ud..."
   Kalin greb hendes hænder. Tavia, der kæmpede mod tårer, så op mod hende igen. Der var et bestemt udtryk i de mørke øjne.
   "Nej. Se på dine hænder."
   Tavia gjorde, som hun blev bedt, og gispede af overraskelse over at finde to blege bånd, der sad tæt sluttet om hendes håndled.
   "Magi," forklarede Kalin med nøgtern stemme. "Masser af magi. Den lille tingest registrerer med samme, hvis du ændrer form, og så sender den en chokbølge af energi igennem din krop. Det er umuligt at fastholde din anden form, selv ikke den, der er ligeså meget dig som din menneskekrop." Kalin slap Tavias hænder igen. "Lad være med at afprøve det. Det er ikke behageligt, hverken at føle eller at se på."
   "Vent." En ny stemme blandede sig, og en eller anden krabbede sig tættere på de to. Han havde tydeligvis overhørt samtalen. "Du skal prøve, tøs. Din største form. Måske kan du bryde båndene..."
   "De KAN ikke brydes!" snerrede Kalin skarpt, men en anden kvinde nærmede sig – hendes øjne var som store, blege glober.
   "Det er ikke umuligt. Jeg har hørt om mirakler, hvor..."
   "Og hvilke dyr skulle det så være?" forlangte Kalin at få at vide.
   "Hvaler. Det har jeg hørt," sagde kvinden bestemt. "Og andre også... dyr vi end ikke kan forestille os..."
   "Hvilke dyr har du?" spurgte den radmagre mand, der tidligere havde talt. Tavias første indskydelse var at rykke så langt væk fra den skræmmende mand som muligt, men desperationen vandt.
   "Hjort, leonée, egern," remsede hun hurtigt op, "okse, krokodille, flagermus, jordsvale..."
   "Ingen hvaler," sagde Kalin stilfærdigt. "Lad hende være."
   "Vent!" snerrede den tynde mand, "Oksen? Krokodillen? Prøv, du er nødt til at forsøge, tænk hvis..."
   "Det er nok!" råbte Kalin skarpt.
   Tavia krøb tilbage til væggen og gemte sit ansigt i hænderne. Hun savnede sit hjem. Hun savnede sin far. Hun savnede tjenestepigen, der sang, når hun redte sengen. Hver eneste gang, hun lukkede øjnene, så hun sin fars ansigt, en forvrænget maske af afsky og forfærdelse. Hun så ham se på hende sådan, og genlevede, hvordan hun tiggede ham om hjælp og støtte, og han blot veg tilbage. Følelsen af tomhed og svigt...
   Tavia spærrede øjnene op.
   Hendes fingre havde automatisk knuget om amuletten og mærket de velkendte indgraveringer. Dem på den ene side. Og dem på den anden.
   "Vent!" hviskede hun hæst og tumlede frem på gulvet – der var for lavt til at hun kunne stå helt op. "Jeg har måske..."
   "Tavia, nej. Der er ingen af dine dyr, der kan hjælpe os," sagde Kalin.
   "Jo!" hviskede Tavia ophidset. "Jo! Jeg... jeg tror, jeg har en til!"
   Der udbrød spredt mumlen ved denne erklæring. "Umuligt," sagde en stemme. En anden fnøs. Men flere nærmede sig langsomt, og en vagtsomt mandestemme talte.
   "Hvordan?"
   "Jeg... jeg kan ikke forklare det." Tavia var nervøs og følte sig udsat ved at være centrum for så meget opmærksomhed, men dette var en chance, der skulle udnyttes.
   "På den anden side af min amulet er der et ekstra væsen," sagde hun derfor.
   Der lød spredte gisp, samt udbrud af vantro eller chok. En enkelt lo hånligt. Kalin var pludseligt ved siden af Tavia igen. Hun rakte forsigtigt ud efter medaljonen og studerede i dunkelheden de fine indgraveringer på den anden side.
   "Det er sandt," mumlede hun.
   "Lad mig se!" udbrød et kor af stemmer straks, men Kalin placerede sig beskyttende foran Tavia.
   "Nej!" kommanderede hun hårdt og med så indiskutabel autoritet, at der ikke lød nogen protester. Kalin så på Tavia igen: "Hvilket væsen er det?"
   "En drage."
   Kalins mørkebrune øjne videde sig ud. Hendes læber adskilte sig let.
   "D-drage?" hviskede hun og så til siden. Ordet ekkoede igennem vognen, fulgt af ophidsede stemmer. Kalin stirrede stadig ud i luften, som om hun ikke kunne forstå, hvad Tavia havde sagt.
   "Kalin?"
   De mørke øjne fokuserede igen. Kalin greb Tavias hænder og så hende ind i øjnene.
   "Du kan bryde fri."
   "H-hvad?"
   "Drageformen. Den kan bryde magien!"
   Hvordan, tænkte Tavia rædselsslagent, var dette blevet hendes liv? For få dage siden levede hun simpelt og let, og nu stod hun med tusind valg, hun ikke kunne tage stilling til.
   Hun blinkede og sank. "Er du sikker?"
   Kalin nikkede alvorligt. "Stol på mig. Gør det."
   Ligesom med leonéen, tænkte Tavia og så på indgraveringen af dragen. Præcis ligesom leonéen.
   Hun lukkede øjnene; Tavia vidste instinktivt, hvordan hun skulle gøre. Hendes sind gled ned i sølvpladen, i de opridsede streger og deres form.
   "Væk!" nåede hun at høre Kalin kommandere, før der begyndte at ske noget forfærdeligt med hende.
   Tråde af ild snoede sig gennem Tavias krop. Ikke som den hurtige, brændende fornemmelse, da hun forvandlede sig til leonéen: det var noget dybere, og det føltes forkert. Mere end forkert. Det var forvredet. En svag, knitrende smerte løb kortvarigt igennem hendes krop - så brød de magiske lænker.
   Hun voksede sig enorm. Alt blev strakt, og hendes hoved skød i vejret... noget gik i stykker med et brag, da hun strakte sin hastigt voksende krop - hendes skuldre, arme og vinger - vinger! - havde smadret vognens loft. Tavia knurrede dybt nede i struben. Hun bredte vingerne helt ud og frigjorde sig for stumper af ødelagt træ ved at ryste dem svagt.
   Tavia flaksede dovent og sprang ud af det kaos af smadret vogn, hun havde skabt. Hun besigtigede skaderne med et blik, der viste alting i dunkle farver. Bortset fra et par enkelte undtagelser. Tavia hvislede tilfreds. Mindst tredve mennesker - og dyr? - var på vej væk i vild flugt, inklusive nogle trækheste. Hun så dem som gyldne, lysende former. Sikke et syn, tænkte Tavia forundret. Hun nåede lige at undrede sig over, at denne krop ikke virkede kendt og medfødt, som tilfældet med leonéen. Så skete det.
   Tavia bevægede sig hurtigt som en slange. Hendes kæber snappede sammen med et brag, og der fulgte en eksplosion af smag og følelse i munden. Hesten nåede ikke at sige en lyd, før den var død.
   Hvis hun kunne, havde hun skreget.
   Frygt overmandede Tavia. Men ikke dragen. Den hævede hovedet og gnaskede på den fulde hestekrop, og hun kunne mærke, hvordan knoglerne knækkede mellem kæberne... hendes kæber eller en andens?
   Nej! råbte hun uden en lyd og kæmpede for at styre dragen; den stivnede, hun stivnede, i et langt øjeblik, før kæberne gik fra hinanden igen, og hestekroppen faldt til jorden: en gylden, faldende stjerne for dragen. Dragen åbnede gabet igen og hvæsede. Bevægelse, sagde alt i hende. Jag bevægelsen!
   Nej! kommanderede hun igen, på randen af panik. Jeg må ud af denne krop, indså hun.
   Dragen ville noget andet. Den ville jage de små, lysende prikker, de var føde, og den var sulten. Den fnøs røg ud af næseborene og kneb øjnene sammen: en anden hest. Længere borte. På vej væk i vild, primitiv angst. De mindre skikkelser, menneskene, var tættere på. Hesten var større. Der var masser af menneskene. Dragen tøvede og overvejede. Tavia flyttede hovedet og så på den døde, sønderrevne hest, der lå foran hendes enorme krop, hvis den da kunne kaldes hendes. Kun ganske kortvarigt. Den var mørk, ligesom jorden, den ødelagte vogn og træerne bagved, ligesom himlen. Uinteressant. De gyldne prikker, derimod... var på vej væk.
   Vingerne slog sig ud og baskede prøvende. Jagt. Tavia kunne smage hesteblodet i sin mund. Hun huskede hestene på Lepas Lucili. Hendes far havde foræret hende en pony, da hun fyldte syv. Hvid som sne. Blød som silke.
   Den mægtige krop skrumpede væk på få øjeblikke.
   Tavia faldt stønnende på knæ. Tårer flød ned af hendes kinder. Hun tørrede dem væk og så på sine hænder: de var blodige.
   Synet fik hendes mave til at vende sig. Hun kastede op på det nedtrampede græs, til hun ikke længere havde noget i maven, og til hendes mund ikke længere smagte metallisk, men som galde, der på trods af alt var en bedre ting. Hun havde lige nærværelse nok til at slæbe sig væk fra opkastet, før hun sank om i græsset. Tavia stirrede op på himlen. Gennem tårerne var himlen højblå og smuk. Dragens øjne havde ikke været i stand til at se det.
   "Tavia!"
   Hun rettede sig med et sæt. Kalin var på vej mod hende i løb. Adrenalinen begyndte at pumpe igen, mens den nu velkendte angst lagrede sig.
   "Tavia!" sagde Kalin igen, og sank på knæ ved siden af hende. Tavia kneb øjnene sammen og hulkede.
   "Jeg dræbte en hest!" skingrede hun vildt. "Jeg ville..." Bare tanken gav hende kramper i maven igen, men der var ikke mere at kaste op. Hun mærkede bestemte hænder om sit ansigt og så op igen: Kalin havde et fast udtryk på sit ansigt.
   "Nu må du være stærk, Tavia. Faren er ikke drevet over endnu." Hun pegede ned af den svage skråning: dyr af forskellig art løb omkring langt borte, mellem en del menneskeskikkelser - det så næsten ud, som om menneskene blev gennet sammen. Et par af dem, en løve og en bavian, var på vej mod Tavia og Kalin i fuld firspring, sammen med en mand, der havde blå uniform på... og ovalen med krydset var på hans bryst. De var langt borte. Men dyrene var hurtige.
   Tavia gispede skræmt og kæmpede sig på benene. Kalin rejste sig også, hurtigt, og greb hende om skuldrene. "Leonéen, Tavia, hurtigt! Bid mine bånd over!"
   Tavia parerede ordre uden tøven, måske fordi Kalin brugte den der kommanderende tone igen. I løbet af få sekunder var hun det elegante, hvide dyr, og hun måtte bruge alt sin kæbes styrke på at rive bare det ene bånd over. En chokbølge af energi sendte hende tumlende tilbage i græsset – i menneskeskikkelse.
   Kalin blev omgående til en muldvarp. Et lignende stød sendte hende, ligesom Tavia, på ryggen i græsset i naturlig skikkelse. Men båndet lå på græsset. Hun kunne klare én selv, tænkte Tavia. Kalin var på benene i et nu, og rev Tavia med op. "LØB!" råbte hun og sprintede selv af sted over græsset. Tavia fulgte trop uden at se sig tilbage.
   "Hvorhen? Jeg er hurtigere som..." leonéen, ville hun have sagt, men stoppede brat, da Kalin gjorde det. Foran dem faldt jorden lodret halvtreds meter ned, hvor et plant slettelandskab med skov og klipper i det fjerne bredte sig. Et andet aspekt, drageformen ikke havde været i stand til at opfatte. Kalin så på Tavia: der var ingen overraskelse at spore i hendes beslutsomme ansigt.
   "Forvandl dig til en af dine flyvere! Følg mig og lad være med at se dig tilbage!"
   Og så sprang Kalin ud over kanten.
   Tavias hjerte sprang et slag over.
   Indtil en høg susede gennem luften i høj fart, på vej opefter.
   Det kan jeg ikke! tænkte Tavia febrilsk. Jeg har aldrig prøvet en af de former! Jeg kan ikke...
   Der lød et brøl bag hende, og hun snurrede rundt: løven og bavianen var under ti meter fra hende.
   Tavia kastede sig ud i den blå luft uden en eneste tanke. Hun knugede amuletten af alle kræfter. Jordsvale, jordsvale, jordsvale! skreg hun tavst.
   Den lille plade blev varm mod hendes hånd.
   Og to sekunder senere vidste Tavia, hvorfor jordsvaler holdt sig til jorden.

Det første kraftige vindstød føltes som en forhammer mod hendes spinkle krop. Hun prøvede at rette sig ind efter det, prøvede at ride på vinden, men hun blev slynget rundt i stedet. Tavia baskede febrilsk med sine vinger, men de var bygget til helt andre forhold. Hun vidste, hvordan hun skulle gøre ved jorden – hele hendes sind var indstillet på, hvordan fjerene skulle justere sig, hvordan halen skulle vippe, og hver enkelt lille detalje, for at svalen kunne lave præcist det sving, den ønskede. Men ikke her. Ikke på denne måde.
   Tavia kæmpede sig op. Hendes øjne var heldigvis gode. Høgen, der var Kalin, var allerede et godt stykke væk. Tavia forsøgte møjsommeligt at følge efter, selvom de vinde, der i menneskekrop kunne få hendes hår til at flagre, i denne form ustandseligt slog hende ud af kurs. Forbandet. I det mindste kunne bavianen og løven ikke nå hende her. Hvorfor havde de amuletbærere overhovedet hjulpet dem, der forsøgte at dræbe dem...?
   WHAM!
   Jordsvalen tumlede til siden, ramt af et kraftigere vindstød. Men det var ikke det, der fik hendes lille hjerte til at banke hurtigt, og mennesket i hende til blive grebet af angst – igen. Det var det faktum, at vindstødet netop havde smidt hende ud af en anden fugls morderiske bane.
   Hun flaksede fortvivlet og fulgte med øjnene, hvordan en ørn, mindst tre gange så stor som hende, svævede i en elegant bue op, til den igen var over hende, klar til at slå ned.
   Tavia vidste instinktivt, at det var en anden amuletbærer. Hun så efter høgen. Selv den var mindre end ørnen. Den var desuden på vej væk og havde ikke set noget.
   Tavia var alene og hjælpeløs, stillet over for en rovfugl, der var større, hurtigere og mere manøvredygtig end hende.
   Ørnen dykkede.