Drømmen
   Det her er ved at blive for bekendt, tænkte hun.
   Gangen. Lyset. Rummet, som ikke var noget rum. Og manden, gemt i en kutte, der dækkede ham fra top til tå. Hvad var han bange for at vise?
   "Tavia Deresin," konstaterede han, ligesom han havde gjort sidst, men denne gang blev hun ikke overrasket, og denne gang var hun ikke bange. Hans stemme var væsentligt koldere, end hun havde hørt den være før, men hun følte sig alligevel besynderligt sikker.
   "Det er mig," sagde hun.
   Manden løftede sin arm. Ud af kuttens ærme gled en kroget og tør hånd; huden var spændt stramt over knoglerne, og der var noget sært uvirkeligt over den, der fik Tavia til at gyse og hendes mod til at dale en anelse.
   "Giv mig den."
   Stemmen var så fuld af liv som altid, mere endda, nu hvor den udtrykte så kold en ordre. Den stod i skarp kontrast til den oldgamle hånd, han rakte ud imod hende. Tavia veg tilbage.
   "Er det ikke meningen, jeg skal have den?" sagde hun trodsigt. "Er det ikke forudsagt?"
   Han var stille et stykke tid derefter. Da han talte, var der forstilt vrede i hvert et ord: "Den er ikke din."
   "Jeg har brug for den," svarede Tavia stift. "Det er der mange, der har."
   "Hvad ved du, menneskedatter?" hvæsede han, og hånden greb om luften som en klo. "Had bilder du dig ind, at du forstår?"
   "Måske ikke meget," gav hun igen med en stemme, der rystede, trods hendes forsøg på at holde den i ro. "Jeg forstår ikke, hvordan det her kan gå til. Jeg forstår ikke, hvorfor nogle får Drømmen, og andre ikke gør, eller hvad Drømmen er. Og jeg kan slet, slet ikke fatte hvad en drage kan have med mig at gøre, og hvorfor den skulle komme sådan til mig..." Hendes stemme forsvandt, idet hun huskede, hvordan hun på så uvirkelig vis havde fået fat i det lille, uendeligt vigtige emblem i første omgang. Hun rakte hånden op om sin hals og fandt, at hun havde sin amulet på, også i drømmen. Hun knugede den hårdt, tænkte på leonéen og sagde med fast stemme: "Men jeg ved, jeg ikke bryder mig om, hvordan min verden er lige nu. Det er ikke retfærdigt, at Amuletbærere skal slås for at leve, eller at Verdensordenen skal have så meget magt. Og jeg ved, at hvis jeg har chancen for at gøre noget ved det, så er jeg nødt til at forsøge."
   Mens hun talte, havde han trukket sin hånd til sig, og stod nu og var så skjult og mystisk som han plejede at være. Og selvom hun intet kunne se af ham, havde hun en fornemmelse af, at hans vrede måske ikke var helt så voldsom som tidligere.
   Da tavsheden havde varet i noget, der kunne være en enkelt eftermiddag eller en lille uendelighed, tog Tavia mod til sig. "Du er vel ikke ligeglad?" sagde hun stille.
   "Menneskers skæbner er uvigtige," svarede han, og hun følte sig lettet over, at hans stemme nu var blottet for kulde og raseri. "I lever korte liv og efterlader jer sjældent varige spor. På trods af det, menneskedatter..." Han tøvede. Han tøvede rent faktisk. "Jeg er ikke ligeglad. Menneskers liv ligger mig på sinde."
   "Hvorfor så?" udbrød hun desperat, "Hvorfor vil du standse et forsøg på at skabe en bedre verden?"
   "Du ved ikke, hvad du taler om, menneskedatter," sagde han, og det var, som om der var noget halvkvalt ved hans stemme, som om han tvang ordene ud. Hun forstod det ikke.
   "Men hvis det er en chance..." sagde hun igen.
   "Der er altid en chance," afbrød han uventet. "Men den kan ligge i hjertet på en ulv såvel som hos en sommerfugl."
   Et eller andet faldt på plads i Tavias hoved. "Du vil ikke have det," konstaterede hun tamt; det føltes, som om puslespillet endeligt var begyndt at give mening. "Du vil ikke have, at det skal ske på denne måde, i kamp. Du vil ikke have, at drageprofetien går i opfyldelse. Det var aldrig meningen, at drage-emblemet skulle gives ud. Men det var alligevel skæbnen, at nogen skulle have det – at jeg skulle have det – og du kunne ikke afholde det fra at ske."
   Han sagde ikke et ord. Men han rystede; skælvede fra top til tå.
   "Du er nok udødelig." Hendes stemme rystede vildt. "Men det er jeg ikke, og det kender jeg et par stykker, som heller ikke er. Vi har ikke tid til at vente hundrede år endnu på at en sommerfugl med et løfte om noget bedre kommer forbi og gør tingene på den rigtige måde."
   Da han stadig ikke sagde noget, men vedblev at skælve svagt, tog hun en dyb indånding. "Nu går jeg," bekendtgjorde hun, før hun vendte ryggen til ham og gjorde præcis det.
   Netop da drømmen begyndte at tone ud omkring hende, og hun syntes at skimte den virkelige verden et sted bag sine øjenlåg, skete der noget besynderligt. Den kutteklædte råbte, skingrede efter hende, "DET ER IKKE DIN!"

Og så var hendes øjne åbne, og hun stirrede op i Kalins beslutsomme ansigt. "Tavia, det er nu."
   Den mørkhårede kvinde forsvandt ud af det lille felttelt. Tavia satte sig op og smed tæpperne til side. Hun rejste sig – fuldt påklædt, hun havde sovet i sit tøj – og sagde ud i luften, "Du ville ikke give den ud. Nogen skulle jo have den."

De havde rejst hele dagen, en lille hær i bevægelse – en stor del af dem i form af rovfugle, ræve og ulve, dyr med skarpe sanser, der kunne advare om fare længe før den blev reel. Det havde været en nervepirrende vandring for dem, der ikke kunne gemme sig bag en dyreskikkelse: til Tavias overraskelse var ikke alle amuletbærere. En lille del var familie til amuletbærere eller bare sympatisører. Tavia var gået med til at hjælpe med at bære den oppakning af proviant, våben og udstyr, som det var nødvendigt at have med, i skikkelse af oksen, en form, hun på ingen måde brød sig om. Den gjorde hende langsom og klodset, og den sløvede hendes sanser og tanker.
   Hen på aftenen var de ankommet. Borgen lå mørk og dyster op af en stejl klippevæg, og de mange lys i vinduerne fik den til at ligne et mangeøjet dyr, der krøb sammen i et hjørne. Tavia – eller rettere, dragen – skulle først i aktion senere, så hun havde fået lov til at sove i et af de medbragte telte, der blev opstillet i skjul af de forrevne klipper, mens andre tog opstilling, gennemgik taktik, og i det hele taget foretog sig krigsagtige ting, som Tavia ikke havde den ringeste forstand på. De bad sikkert også til deres guder. Hun havde ingen guder at bede til, og det fortrød hun nu.

"Hvad er planen?"
   Tavia, Kalin og nogle få andre sad i skjul bag nogle klipper og skuede hen mod borgen. Månen hang lavt på himlen og stjernerne glimtede. Tavia synes hun så bevægelse nede på den mørke slette, og forestillede sig de mange mennesker, forklædt som dyr, der gemte sig i græsset dernede.
   "Dragen burde vide, hvad den skal gøre," sagde Kalin uden at fjerne blikket fra deres mål. "Men din første opgave bliver at spy ild, hvis du er i stand til det?"
   "Det ved jeg ikke," svarede Tavia sandfærdigt. "Men det tror jeg da. Det er jo en drage, ikke? Er det ikke, hvad de gør?" Hun sank noget og prøvede at ignorere, hvor dumt det lød. En mand ved siden af Kalin fnøs lavt.
   "Det må vi gå ud fra," sagde Kalin fladt. "Desuden nævner profetien, at ’himlen vil lyse og mørket vil flygte’."
   "Åh... ja. Så er det nok i orden."
   Manden på den anden side af Kalin rystede på hovedet, men sagde ikke noget denne gang.
   "Godt at du er med så langt," sagde Kalin i en kølig, forretningsmæssig stemme. "Det er signal om at sætte angrebet i gang. I lyset af dine flammer burde du være i stand til at se slottet. Det, du skal koncentrere dig om, er at angribe barakkerne, der." Hun pegede mod borgens højre side. "Helt ude på borgens østside. Det er en stor, klodset bygning i gården, og den burde ikke være svær at finde, selvom det er mørkt. Er du med?"
   "Ja." Tavia sank noget og spurgte beslutsomt, "Hvad skal jeg undgå?"
   Kalin så kort på hende. "De fleste fanger sidder i katakomberne, så det behøver du ikke bekymre dig om. Men vi er temmelig sikre på, at børnene befinder sig et sted i nærheden af den nordvestlige del af borgen, så hold dig væk derfra. Resten kan du smadre som du vil, men prøv at holde øje med, om der er nogen løver eller bjørne der, før du gør det." Det sidste blev tilføjet i et meget nøgternt tonefald. Tavia smilede blegt.
   "Men husk at lade dragen styre," fortsatte Kalin. "Hvis vi har ret i vores antagelse, er det ikke så meget dig som dragen, der skal klare sagerne."
   "Det var da altid noget," mumlede manden ved siden af Kalin. Hun sendte ham et skarpt blik, men sagde ikke noget til ham.
   "Er du klar, Tavia?"
   Tavia kiggede ud over sletten og op på borgen. "Nej," sagde hun sandfærdigt. "Det tror jeg aldrig jeg kan blive. Men hvis dragen er det..."
   "God indstilling." Kalin rejste sig og børstede jord af sit tøj. "Godt, Tavia. Så er det din tur. Vi regner med dig."
   Tavia ville gerne have sagt noget, men hendes mund var knastør. Hun rejste sig også og sank et par gange uden noget resultat.
   "Las os komme af vejen," sagde Kalin til de andre, og de var borte i mørket i løbet af få sekunder.
   Amuletten ulmede mod hendes bryst, mens Tavia langsomt gik op på en forhøjning, alene. Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt; inhalerede den friske, fugtige duft af nat. Om lidt ville hun ikke være i stand til at opfatte den slags ting.
   Sjælen var en underlig ting. Hvem vidste, om den overhovedet fandtes? Og alligevel, mens Tavia funderede svagt over dette, mærkede hun en del af sig selv glide ned i de små, opridsede streger, og hendes krop ændrede sig som svar på den glødende varme, der udsprang af amuletten.
   Styrken skar igennem hende som en hvidglødende kniv. Vinger sprang ud af hendes ryg. Hendes negle blev til voldsomme kløer, hun fik hale, muskler, hendes hoved blev spidst og langt, hendes øjne smalle og gyldne. Og hun voksede og voksede. Stor nok til at snuppe en hest i én mundfuld. Om hun havde styrken til at lægge en borg i ruiner var en anden sag.
   Hun havde dvælet mere ved forandringen denne gang. Hun havde mærket forandringerne ske. Og mest af alt havde hun mærket, hvordan hendes jeg gled væk, som om sjælen havde bibeholdt sin oprindelige størrelse og nu slet ikke kunne fylde dragens massive væsen.
   Dragen skrabede sine kløer mod klippen og trak dybe furer i stenen. Væsnet lagde nakken tilbage og udstødte et triumferende brøl, idet det spredte vingerne og baskede hårdt. Tavia kunne ikke andet end at forundres, da det store væsen med voldsomme bevægelser fik kæmpet sig op i luften. Hun måtte veje to tons. Hvad lavede hun i luften?
   Natten var borte. Verden var ikke mere dunkel end den havde været sidst i fuldt dagslys. Da hun nåede en passende højde, svævede Tavia i en bred bue væk fra slottet og så ned mellem klipperne. Det rykkede i hendes dragekrop. En sand stjernehimmel af gyldne pletter vimsede omkring dernede, skjult fra slottet af klipperne, men fuldt ud synligt fra oven.
   Jagt. Føde.
   Banale lyster, der slog benene væk under mennesket i dragen. Drifter så stærke, at de var svære at styre. Selvom Tavia vidste, at menneskene dernede var hendes allierede, hendes venner, mærkede hun en inderligt trang til at dykke, åh, at dykke, mærke vinden flå i vingerne, fiksere øjnene på det ene, lysende punkt og slå ned...
   Dragen snappede med kæberne og justerede vingerne i en hurtig bevægelse. I et ryk var hele den store krop gjort omkring, og hun styrede den direkte mod det punkt langt under hende, hvor en borg gemte sig i skyggerne. Det var Tavias mission. Det var dragens opgave. Den skulle få alt det blod, den ville have, var hendes bitre tanke, idet hun overtog sindet og trak sin hals tilbage. Dragen genkendte en handling, som den elskede med samme vilde glæde som at jage og at dykke.
   I et sekund var de ét væsen, da de spyede et hav af ild, der jog mørket på flugt. Sletten, borgen og klipperne blev oplyst i et skærende lysglimt af frådende flammer, der strøg mod nattehimlen og opløstes i intetheden. Så udstødte dragen et langstrakt kampbrøl, der fik jorden til at ryste, og dykkede mod de mørke mure.

Lad dragen overtage, havde Kalin sagt.
   Hun kunne næsten ikke bære det.
   Det første dyk tog hende tæt over murene, og hun fandt, at alting var tydeligere tæt på, selvom intet andet syntes vigtigt end de lysende skikkelser, der flygtede i alle retninger og under vilde skrig, der virkede fjerne for hende. Dragen skreg vildt og styrede op i højere luftlag igen, for derefter at vende om og suse ned af igen. Dens eneste ønske var at gå efter de gyldne skikkelser – bevægelsen. Varmen. Den tiltrak væsnet som en magnet, og Tavia var skræmt fra vid og sans over den rus, der strømmede gennem blodet på dem begge. Var dette det væsen, der skulle vende kampen? Skulle en vild jagt på føde markere starten på kampen for endelig frihed for amuletbærere?
   Dragen skreg frustreret. Hun tvang det til at bremse, og den hamrede i en klodset bevægelse direkte ind i brystværnet med en kraft, der fik de metertykke mure til at give sig i alle ender og kanter. De enorme kløer hagede sig fast i det massive sten. Tavia hang ind over muren, og hendes bagben skrabede vildt efter fodfæste, og rev hele stykker af brystværnet, indtil hun ved sine forbens formidable styrke fik trukket sig op over kanten. Alle mennesker var flygtet, og gjorde det stadig, langs de takkede mure. På den modsatte side af den store borggård var der dyr og mennesker i vild, indædt kamp, og mens hun så på, fløj flere ind i fugleskikkelser, forvandlede sig i luften og ramte deres modstandere i stærke rovdyrformer. Overfloden af aktivitet fik dragehjertet til at slå hårdt igen, og da lugten af blod, åh, dragen ville have genkendt den til hver tid, slog mod hendes næsebor, begyndte en vild blodrus at brede sig i hende.
   Netop da følte hun en skærende smerte i sit ene bagben og udstødte et vildt brøl af vantro; hvilket væsen vovede at skade hende?!
   Hendes hale slog i luften og trak en dyb fure, da den ramte stenen. Midt på brystværnet stod en ting, som dragen ikke forstod, hvad var, men Tavia fattede godt princippet; det lignede en gigantisk armbrøst, og fem mand var, med febrilske bevægelser, i gang med at lade den igen. I hendes lår sad et tyk spyd.
   Det næste fløj direkte forbi hendes hoved.
   Så var det vist nok med det pjat.
   Hun gav los, og dragen var lykkelig. I ét spring havde den splintret tingen og mast to af soldaterne på samme tid, en faldt ud over kanten og styrtede mod borggården, de sidste to tog flugten. Dragen langede en lap ud og mejede den ene ned, og hun skulle til at gå efter den anden, da der lød sus, og endnu en skarp smerte jog gennem hendes krop, denne gang fra skulderen.
   Dragen var rasende. Aldrig, aldrig nogensinde var en drage blevet angrebet af andet end sin egen art. Intet dyr ville nogensinde forsøge, og intet menneske havde før set en drage i øjnene, så det kostede Tavia en hel del at få dragens sind til at fatte, at den var under angreb fra mindst fem armbrøst-konstruktioner, der alle stod opstillet i borggården – flere var på vej.
   For første gang begyndte hun at frygte for, at denne kamp kunne koste hende livet.
   Dragen kendte intet til den slags frygt.
   Den vidste dog bedre end at springe ned i en – for den – lille, firkantet kasse, som borggården formede, hvor der ingen mulighed var for at slå med vingerne. En stor bygning til siden lod til at være et godt sted. Det drønede i murværket, da hun ramte taget og sendte en regn af teglsten til jorden. Med et rasende brøl lod hun sin hale fare ned og slå den første maskine til pindebrænde, for ikke at snakke om de soldater, der bemandede den. Tavia tvang dragen til at være opmærksom på de spyd, der nu blev sendt mod dem, og kroppen vred sig for at undslippe våbnene. Bygningen under hende knagede. Kasernen, tænkte Tavia vildt, jeg skulle gå efter kasernen!
   Dragen fattede ingenting, da hun med dens kløer begyndte at flå i taget, der nu var begyndt at give efter. Et nyt spyd snittede hendes hals, og hun hylede af smerte. Hendes krop var dækket af hendes eget blod; dragen var rustet til territoriale kampe mod sin egen slags og kunne sagtens klare den slags sår, men hvor meget længere? Lugten af blodet begyndte at gøre hendes hjerne omtåget, men det var synet af den måde, hvorpå bevægelsen i det silende blod fik det til at ulme med en svag glød for hendes øjne, der fik det til at slå klik, og dragen tog over i et frådende raseri.
   Væk var forbehold og hæmninger. Væk var omtanke og beregning. I et kluntet hop var dragen nede fra kasernens tag, og et enkelt svirp med den stærke hale slog den ene mur ind. Det virkede fjernt og ligegyldigt. Vingerne på hendes ryg bredte sig ud og ramte murværk på alle sider, men det var ligegyldigt. Dragen brølede med en tordnende lyd, der fik alle de gyldne skikkelser til at skrige og slå deres hænder op for deres ører.
   Med en kraft som en flodbølge sprang hun på dem.
   Spydtingesterne blev knust som visne blade. Hendes kløer flåede de glimtende, lysende former fra hinanden, og hun bemærkede det knapt nok. Halen piskede igen og igen, og overalt hvor den ramte, blev sten, træ og kroppe knust. Og så den ene tanke, der pludselig var helt klar i det sind, som hun delte med dragen: jagt.
   Det enorme bæst, med alt dets kræfter og styrke, var væk i en voldsom, primitiv blodrus.
   Og pludselig var der ikke noget, Tavia kunne gøre for at stoppe det.
   Fyldt med rædsel så hun sig selv snappe, og for anden gang mærkede hun den forfærdelige følelser af tænder, der sank ned i kød, og blodet...
   Føde havde slet ikke noget med sagen at gøre. Dragen ruskede voldsomt med hovedet og smed den livløse krop tyve meter væk, for derefter at rejse sig på bagbenene; de før så tapre soldater gjorde nu det eneste fornuftige, der var at gøre: flygtede for deres liv. Dragens hale ramte fem af dem på én gang. Monsteret lagde nakken tilbage og brølede. Så vendte den blikket mod de steder, hvor kampene stadig var i gang. Tavia vidste, at der var amuletbærere der, såvel som folk fra Verdensordenen. Dragen kunne ikke være mere ligeglad. Det var den berusende lugt, smag og bare synet af blod, der havde taget i bæstet, og den stavrede på usikre bagben over mod de kæmpende og slog kløerne i brystværnet: hendes hoved var lige ud for den vilde, skinnende masse.
   Men nu kæmpede Tavia imod. Med al sin kraft og vilje forsøgte hun at gennemtrumfe overfor dragens sind, men dens krop var ude for rækkevidde af nogen form for kontrol, og reagerede udelukkende på pludselige lyster og drifter. Selv dragens sind, der kunne være så køligt overlegen, med en intelligens, der var så anderledes fra menneskers, men måske alligevel ikke så meget mindre, var opslugt i de frådende instinkter. Tavia sloges som en gal for at få kontrol. Det her er min krop! skreg hun vildt i sit hoved. Men for sit indre øre hørte hun manden i kutten råbe, "Det er ikke din!" og den frygtelige tanke slog ned i hende, at han haft en grund til at sige, hvad han sagde, og at alt måske ikke helt var, som det skulle være.
   Men profetien...!
   Det rykkede i dragens krop. Hun afholdt den kun med nød og næppe fra at springe direkte ind i mængden, der nu endelig lod til at have fattet, at en drage stod og stirrede på dem. Med en kraftanstrengelse fik Tavia vredet kroppen til siden, og dragen landede på alle fire i borggården, hylende af frustration og raseri og med en hale, der jog fra side til side og efterlod kaos i sit kølvand.
   Og Kalin sagde, jeg skulle lade dragen om at have kontrol! skingrede stemmen i hovedet hysterisk, Overlade kontrollen til det her monster?! Mens hun tænkte, vred dragen sig på jorden, kæmpede mod hendes forsøg på at holde kroppen nede. Hvis hun slækkede grebet, bare det mindste, ville den overtage.
   Jeg må ud, var hendes næste, rystede tanke, ud af denne krop!
   "Den er ikke din," hørte hun igen den kutteklædte sige, som et ekko fra fortiden. Den er ikke din. Var hun ikke den udvalgte? Var det ikke hende, profetien handlede om?
   Jeg fik den ved et uheld.
   Tanken snurrede rundt og rundt og rundt inden i hende, og Tavia så det for sig, så sig selv snuble midt i ingenting og finde noget, der slet ikke burde være der...
   Efter hun havde taget de syv emblemer op af posen...
   Havde hun virkelig beskyldt manden for at holde drage-emblemet tilbage? Hun havde trukket dem tilfældigt op af en pose! Hvordan skulle han have kunnet afholde nogen fra at trække netop drage-emblemet? Havde han ønsket at undgå en kamp som denne, netop fordi han vidste, Tavia ikke ville kunne styre et væsen så stærkt?
   Den krop, der ikke var hendes, rystede i voldsomme krampetrækninger. Tavia forsøgte at fokusere på amuletten, mens så snart hun gjorde, virrede dragen med hovedet og prøvede at komme på benene. Hvis en sjæl kunne blive udmattet, var hendes ved at være det nu, for slet ikke at tale om kroppen, som hun dog besad, selvom hun ikke til fulde styrede den. Dragen borede sine kløer ned imellem stenene i gården og skreg som en besat.
   Og profetien! fortsatte den skingre stemme i Tavia. Hvem ville være så uforskammet vovemodig at forudsige, at et monster som denne drage ville kunne redde et helt folkeslag?!
   Hun kunne ikke mere. Selv dragen lod til at være ved at være udkørt efter kampen med sig selv, og de blødende sår virkende nu mindre opildnende og mere smertende.
   Med de absolut sidste af sine kræfter fokuserede Tavia på den lille sølvplade. Alt sit væsen, alle minder, tanker, tvivl og kærlighed lagde hun ned i de små streger, mens hun endnu en gang hørte stemmerne fra fortiden.
   "Du skal nok blive glad for flagermusen. Det lover jeg dig."
   Den glødende varme mod hendes bryst havde aldrig følt så godt.
   I løbet af få øjeblikke var hun i luften, og natten var ingenting. Hendes syn var borte, og det var hun taknemmelig for.
   Tavia overgav sig fuldt og helt til et dyresind, men denne gang var det som at slappe af i armene på en god ven; en på samme tid fremmed og velkendt krop bar hende på hurtigt baskende vinger gennem natten, og hun følte sig vægtløs som en drøm.