Tvillingerne
   Veldov var en fredelig landsby. Den bestod af en tyve-tredive hytter, et stort fælleshus og en brønd i midten af en cirkulær plads. Endvidere havde den lille by et primitiv træhegn omkring sig til værn mod ransmænd og andre fredsforstyrrere. Om aftenen ordnede kvinderne vasketøj og sladrede lystigt ved brønden, mens mændene røg deres piber og nød aftensolen, og børnene løb udenom og legede. For det meste var det kun de lejlighedsvise ture til nærliggende markeder, som brød landsbyens vante gang.
   For det meste.
   Denne aften var der stille. Alle var inde i deres huse. Børnene spurgte igen og igen deres forældre, hvorfor de ikke måtte gå ud og lege, men de fik kun tyssende fagter og bange blikke til svar.
   Lidt væk fra brønden, helt op af by-hegnet, var der et lille hus med bare to værelser. Klatreroser slangede sig op af murene, vinduesskodderne var lukkede.
   I soveværelset befandt der sig ni mennesker. To var kun babyer, der lå i deres vugge. To var soldater med en rød drage på deres bryst. Tre var mænd i lange kutter - en grøn, en gul og en rød - som stod bøjet over de sovende børn. De sidste to var en mand og en kvinde. Kvinden trykkede sig ind til sin mand med tårer silende ned over hendes kinder. Manden var bleg og holdt krampagtigt fast i hende.
   De kutteklædte mænd lagde hver en finger på det ene barn, en dreng. De blev stående sådan et øjeblik, mens kvinden lukkede øjnene. Så trak de tre mænd hånden til sig igen, og så på de to, der holdt om hinanden.
   "Han har ingen evner," sagde den rødklædte.
   Kvinden åbnede øjnene og gav et på en gang lykkeligt og nervøst gisp fra sig. Manden sukkede dybt.
   Det samme ritual blev udført igen, denne gang på pigen. Begge de to forældre så rædselsslagne ud. Men beskeden blev den samme som før:
   "Ingen evner."
   Kvinden brød ud i lettet gråd og hulkede ved sin mands skulder. De fem andre nikkede kort til farvel, men fik slet intet svar, da forældrene begge var væk i deres egen glæde.
   Hele landsbyen så til fra vinduerne, da de fem heste og deres ryttere red af sted. Og så måtte børnene løbe ud igen, men de fleste fik et hurtigt knus eller et kys på panden af den ene eller begge af deres forældre.
   Og inde i det lille hus gentog manden igen og igen til den grædende kvinde: "De gik fri, Monian. De gik fri..."

Femten år senere var Veldov større. Den talte nu halvtreds huse, og hegnet udenom var kraftigt forstærket. Men ellers løb børnene rundt som ellers, kvinderne vaskede tøj ved brønden, og mændene røg deres pibe efter dagens strabadser på marken udenfor landsbyen. Huset med klatreroserne var blevet bygget ud, så de to børn, som nu ikke var babyer mere, havde et sted at sove.
   Udenfor sad den ene i skrædderstilling på jorden. Hun tegnede med langsomme bevægelser en lille sol i støvet.
   "Canis! Hvad i al verden... åh, ikke igen."
   En kvinde var kommet ud af døren til huset. Hendes hår var mere gråt end for femten år siden, men hun var stadig livlig at se på. Hun så opgivende på pigen.
   "Jeg har sagt igen og igen og igen, at jeg ikke vil have, du sviner dit tøj sådan til, Canis," sagde hun og satte hænderne i siden. Pigen strøg det tynde hår om bag øret med den sædvanlige, tøvende bevægelse, som oftest betød, at hun var nervøs.
   "Undskyld, mama."
   Kvinden sukkede. "Vi skal spise nu. Hvor er din bror?"
   "Det ved jeg ikke."
   "Åh!" Kvinden hævede hænderne i en håbløs gestus og himlede med øjnene. "I to, altså! Man skulle da tro, I var mere sammen, nu da I er tvillinger og alt, men det er ikke tilfældet, må jeg sige. Hvornår har du sidst lavet noget sammen med Sestam?"
   Canis svarede ikke. Det var rigtigt, at hun og Sestam ikke var meget sammen, men de var alligevel knyttet af et tæt bånd og holdt meget af hinanden.
   "Smut ud og find ham for mig, Canis," sagde kvinden og forsvandt ind i huset igen. "Gerne hurtigt!"
   Canis rejste sig og børstede jord af sin sandfarvede sommerkjole. Hun betragtede et øjeblik den ufærdige tegning for sine fødder, før hun skrævede over den og begav sig gennem landsbyen.
   Flere blikke fulgte Canis på hendes vej, uden at hun lod sig mærke med det. Folk syntes, at hun var mærkelig. Sestam var aktiv og udadvendt, havde en masse venner og var populær. Canis var stik modsat. Hun havde aldrig rigtigt været sammen med andre på sin egen alder, eller andre aldre, for den sags skyld. I stedet brugte hun sine dage på at hjælpe til derhjemme og gå ture.
   Da hun nåede træporten, der førte ud, følte hun sig mere tryg. Udenfor byen var der ingen, der så mærkeligt på hende. Hun indsnusede duften af sommer og smilede for sig selv.
   Området omkring Veldov var marker og græsgange til kvæg. Egentlig ganske smukt, tænkte Canis. Men hun havde aldrig følt sig hjemme der. Det var en af de få ting, Canis og Sestam havde tilfælles - de kunne ikke fordrage Veldov.
   Med et blik på den synkende sol satte Canis farten op. Hun var ikke sikker på, hvor hendes tvilling var, men hun havde et gæt.

Sestam gumlede afslappet på et strå og nød solens stråler mod sit ansigt uden at tænke på tiden. Lyset farvede det indvendige af hans øjenlåg i beroligende rødt, og han var nær faldet i søvn, da en kildende følelse i hans øre brat bragte ham tilbage til virkeligheden.
   "Åh," gispede han og satte sig op.
   "Sam, nu lægger du dig vel ikke til at sove, vel?" sagde en drillende stemme. Sestam så utilfreds på den rødhårede pige ved siden af sig.
   "Selvfølgelig ikke. Må jeg så lige få et øjebliks fred?"
   Hun kastede det græsstrå, som hun havde kildet ham med, i hovedet på ham og lo. "Nej, ikke så længe du er sammen med mig."
   "Du er godt nok streng," sagde Sestam, men smilede nu.
   "Mmh." Pigen rullede om på maven og pillede ved en knap i Sestams skjorte. "Jeg må altså snart hjem."
   "Hjem? Hvorfor dog det?"
   "Fordi det er sent, dit fjols. Se." Hun pegede på den nedgående sol og strålede pludselig ligeså meget som den. "Du glemmer måske tiden, når du er sammen med mig?"
   "Ja, det ved du da," mumlede Sestam veltilpas og lagde armene bag hovedet. Et øjeblik lå han og pigen helt stille. De lå på en bakkeside, der vendte væk fra landsbyen, og en lille bæk rislede lidt væk fra dem. Sestam var der ofte, med eller uden pigen. Det eneste, der kunne genere ham der, var myg og fluer.
   "Sestam!" hvinede pigen pludselig, "skal vi ikke rulle ned af bakken?"
   Han udstødte et forbløffet fnys. "Rulle ned af...? Nej, det kan du lige tro, at vi ikke skal."
   Hun svarede ved at le og hoppe op på maven af ham. Inden han kunne nå at reagere, havde hun hevet ham ned i et baglæns fald. I én sammenfiltret bunke tumlede de ned af bakken i hvad der føltes som en kvalmende evighed, før de lå stille på græsengen nedenfor; de gispede begge efter luft.
   "Du er sindssyg, Dena, virkelig gal," stønnede Sestam og tog sig til maven. Hun var uforvarende kommet til at slå sit knæ ind i ham.
   Dena rejste sig og gik fem skridt til højre, før hun faldt igen. Hun grinede ustyrligt. "Det var da sjovt!"
   "Det har jeg ikke gjort siden... siden..." Sestam tav og tænkte sine minder igennem. "Det må være flere år siden, dengang Canis og jeg - "
   "Canis!" afbrød Dena brat og holdt op med at grine. "Hvorfor skal vi nu snakke om din sære søster? Vi havde det lige så hyggeligt!"
   Sestam rystede på hovedet. "Hold nu op, Dena. Canis er ikke sær, hun er bare anderledes."
   "Det er det samme!"
   "Nej, det er ej."
   I det samme hørte de begge Sestams navn blive råbt. Canis dukkede op på toppen af bakken, hvor hun spejdede ud over landskabet og råbte igen. I første omgang lod det ikke til, at hun opdagede de to personer under hende.
   "Når man taler om solen!" fnøs Dena sarkastisk og rejste sig. "Jeg skal hjem nu. Farvel, Sestam."
   Uden flere ord gik hun af sted langs bakken, udenom Canis.
   Sestam lod sig falde tilbage i græsset. Solen var nede nu. Han tænkte, ikke alt for ophidset, over Denas reaktion. Hans tanker vandrede videre mod Canis. Han så op efter hende og opdagede, at hun også kiggede på ham.
   "Hvad?" råbte han fraværende til hende.
   "Mama siger, at der er mad. Du skal komme nu."
   Få minutter senere havde han kæmpet sig op af bakken og stod ved siden af sin søster. Uden at tale sammen begyndte de at gå tilbage mod landsbyen. Dena stred sig frem et stykke til højre for dem i højt tempo. Hun så sig ikke tilbage.
   "Dena kan ikke lide mig," sagde Canis pludseligt.
   "Hun er bare jaloux, fordi du er min søster," svarede Sestam hende ubekymret.
   "Hm," sagde hun stille og tilføjede så lavt, at han næsten ikke kunne høre det; "Og det er resten af landsbyen også, eller hvad?"
   Sestam så forbløffet på sin søster. Det var meget sjældent, hun ytrede nogen egentlig mening om, hvordan andre havde det med hende, og så var det aldrig sarkastisk. Sådan var Canis bare ikke.
   "Nej, det er de ikke. Det ved du godt. De mener vel bare, at du er asocial."
   "Hvad?"
   Hun var standset og så forbløffet og forvirret på ham. Sestam standsede også. "De er ikke jaloux, siger jeg, de kan bare ikke lide, at du er anderledes..."
   "Nej - nej, ikke..." Hun standsede og så helt konfus ud. "Hvordan vidste du det?"
   "Vidste hvad?"
   "Vidste at jeg... hvad jeg..." Sestams søster bøjede hovedet så det tynde, lyse hår faldt ned og dækkede hendes ansigt; "Hvordan vidste du, hvad jeg tænkte?"
   Fuldkommen tavshed fulgte hendes ord. Hun stod stadig med hovedet bøjet, og Sestam stirrede lamslået på hende.
   "Tænkte... jamen, du sagde da..."
   "Nej, jeg gjorde ikke."
   "Tror du ikke, at jeg hørte det?" snerrede han i et pludseligt anfald af vrede. "Ingen kan læse tanker! Ikke andre end... men de bliver jo..." Sestam sank og blinkede hektisk med øjnene for at fjerne de ubehagelige billeder, som hans tankerække uundgåeligt fremkaldte.
   I det samme hørte de begge et fjernt skrig fra landsbyen. De to søskende så forskrækket på hinanden.
   "Det lød som Emri..." hviskede Canis.
   "Jeg troede først, hun skulle føde om to uger!" sagde Sestam.
   Uden videre anstalter begyndte de begge at løbe mod byen. Ingen af dem bemærkede den lille støvsky langt borte på vejen, der førte fra civilisationen mod Veldov.