Overvejelser
   Bagefter kunne Eran have slået sig selv. Nok var fem mod én hårde odds, og nok kunne de måske have brugt hans søster imod ham, men nu var der intet, han kunne stille op.
   Han havde set det store brød bære Ittyka først hen til den største bjælkehytte og siden videre til et faldefærdigt skur af en art. Eran kunne ikke lide den måde, hvorpå flere stirrede på hende, da den store, sorthårede mand bar hende forbi. Kæmpen stillede sig selv på vagt udenfor skuret, og noget tid senere var der så kommet en lyshåret mand gående. Den store mand havde gjort en slags klodset honnør, og den lyshårede var gået ind. Han havde været der længe.
   Eran havde også lidt senere set, at der blev bragt mad til Ittyka, hvilket måtte betyde, at hun var i live. Og så var der blevet sendt ryttere ud.
   Eran havde ligget musestille, da de red forbi. Han spekulerede over, hvad de skulle, og tanken strejfede ham, at det måske var ham selv, de ledte efter. Hvis de troede på Ittykas historie med, at han var gået efter hjælp, var det vel meget sandsynligt, at de prøvede at stoppe ham. Men hvad så, når de ikke fandt ham? Ville de så vide, at Ittyka havde løjet? Skulle han mon gå efter hjælp?
   Nej, det var for sent nu. Hvis han gik efter hjælp, ville han blive opdaget, for rytterne gav jo nok ikke bare op, og området mellem Beikeaskoven og Tigradén var ren græsslette, så der var ikke mange skjulesteder.
   Men hvad skulle han så gøre? Den første plan var gået i vasken, før den overhovedet var begyndt, og nu kunne den ikke gennemføres. Selv den dummeste ork kunne lægge to og to sammen, hvis broren kom ind i lejren to timer efter, at søsteren var blevet fanget, og bad om at få lov til at blive røver ligesom dem. Desuden havde Eran aldrig været så god til at lyve og spille skuespil som Ittyka. Nej, det ville nok aldrig fungere, og Eran kunne hverken hjælpe Ittyka eller Ax, hvis han selv lå i lænker. Han tvivlede nu kraftigt på, at Ax stadig var i live, men Ittyka så... hende kunne han ikke lade i stikken. Hvad ville hans far ikke sige? Selvom han aldrig havde givet udtryk for at nære dybe følelser for Ittyka, var hun stadigvæk hans datter.
   Han sneg sig væk fra lejren og længe ind i den del af skoven, der var helt tæt, mens han tænkte sig om. Han havde ingen mad, og det var efterhånden en dags tid siden, at han havde spist - solen over trækronerne så ud til at have et mere rødligt skær nu, hvilket altså betød, det var ved at være aften. Eran kunne ikke hjælpe nogen, så længe han selv var ved at gå omkuld, så det første, han måtte gøre, var altså at finde sig noget spiseligt.
   I første omgang nøjedes han med at lede efter bær. Der burde være nok af dem på denne årstid, men det lod ikke til, at Beikeaskoven fulgte den slags regler, for han ledte længe uden resultater. Til sidst fandt han en lille, robust busk med lilla bær. Eran anede ikke, om bærrene kunne spises, men han var efterhånden også ret ligeglad; fik han ikke snart noget mad, ville han bare begynde at græsse, og så var små, lilla bær nok bedre.
   Han smagte forsigtigt på en og var derpå lige ved at spytte det hele ud igen. Det var ufatteligt, hvor meget grim smag, der kunne være i sådan en lille bid. Men han sank for sin maves skyld. Den klamme smag fulgte med hele vejen ned, men Eran blev ikke blind af det, så da han havde taget sig lidt sammen, spiste han resten af bærret.
   Det var en kamp at få bærrene ned, men efter lidt tid gik det lettere. Eran holdt sig for næsen, mens han spiste, og det hjalp en smule. Bagefter lå han og sundede sig lidt. Det eneste gode ved bærrene var, at mættede fantastisk godt. Nu var han bare ved at dø af tørst.
   Eran brugte lidt tid på at tumle rundt og lede efter noget vand, en kilde af en art måske, men han blev trættere og trættere i takt med, at det blev mørkere i skoven. Gad vide, hvad der egentlig var i de bær, tænkte han som den sidste tanke, før han gik omkuld i en tilfældig busk. Ud over at han blevet både mæt, tørstig og umådelig træt af bare en lille snes bær, syntes problemet med Ittyka pludseligt at være meget mindre, så da han faldt i søvn, hvilket næsten skete med det samme, var han hverken plaget af skyld, angst eller nogen som helst anden følelse.