Jeg går ned af min gade, og jeg er sammen med to-tre af mine venner - jeg er ikke sikker på hvem. Det er godt vejr, og jeg tror nok, jeg er på vej hjem fra skole. Det er mærkeligt kold-varmt. Der står bøgetræer langs gaden, og vi går på venstre side.
Så kommer der en tandem hen af cykelstien. Der sidder to kvinder på. Den ene ser temmelig bidsk ud, hun er lav og har ikke særlig mange former, hendes stålgrå og perfekte pagehår får hende nærmest til at ligne en robot. Den anden er næsten omvendt (hun sidder bagerst): høj og smuk, bløde former og et meget sexet ansigt. Buede læber og en lidt stror, men lige næse. Hun har tunge øjenlåg, og hendes hår er fantastisk smukt; mørkebrunt med en dyb, rød glød, og det bølger ned af ryggen og om ansigtet på hende. Det går til under skulderbladene.
De standser og spørger mig og mine venner, hvor et eller andet er (jeg kan ikke huske hvad). Vi peger og forklarer, de siger tak og cykler videre på deres dumme, grå tandem.
Hjemme. Ikke at jeg var langt væk før, jeg skulle bare lidt frem og om et hjørne. Nå, men jeg står i huset. Fordi jeg hører stemmer, går jeg ind i spisestuen. Derfra fører nogle stuedøre med glas i videre ind i stuen. Den smukke kvinde og robot-damen står derinde ved siden af hinanden. Førstenævnte ser stift på to mænd foran dem, den anden ser meget sammebidt ud.
(Selvom jeg står inde i spisestuen, ser jeg ikke helt sådan - fra samme vinkel, men tættere på).
De to mænd er kolde og beregnende. Begge har pistoler, men kun den ene har sin fremme. De snakker til kvinderne, siger ting som "troede I, at I kunne snyde os?", og jeg forstår på dialogen (eller rettere; mændendes talestrøm, kvinderne er helt tavse) at kvinderne er hemmelige agenter, men nu er de altså blevet fanget af skurkene. Jeg står paralyseret og ser på det.
Fyren uden pistol - han står længst væk fra mig, overfor den smukke kvinde - trækker pludselig en kniv, træder et skridt frem og stikker den i maven på den mørkhårede. Hun skriger ikke, men hendes ansigt fortrækker sig af smerte, og hun bukker sig forover, mens hun presser begge hænder omkring sin mave, hvor kniven ikke længere sidder, for manden har trukket den ud. Ikke at jeg kan se det; jeg ser kun kvinden. Og der kommer blod fra hendes mave, knaldrødt og kvalmende at se på. Det drypper ikke ned på gulvet - alt er pludselig mærkeligt - i stedet begynder det at flyder ud for mine øjne, det dækker snart hele mit synsfelt, så det eneste jeg kan se, er kvindens forvredne ansigt, mens hun stønner svagt af smerte.
Det er, som om jeg vender tilbage til min krop. Angst pumper rundt i min krop. Jeg ved, at hvis mændene opdager mig, slår de mig ihjel, fordi jeg har set, hvad de gjorde. Jeg vender mig - vores terassedør er lige bag mig. Min flugtvej. Mens jeg åbner døren så stille, som det er overhovedet er muligt, bliver den anden kvinde skudt (jeg kan høre det). Jeg lister mig ud på terassen og ned af trapperne til haven - min eneste tanke er at komme væk og finde nogle mennesker, som kan beskytte mig.
De opdager mig.
Lige foran mig er der en lille, ujævn hæk. På den anden side ligger en kommune-ejet grund med et lille hus på. Derfra kan jeg hurtigt komme ud til en vej. Jeg maser mig gennem et hul i hækken (mændene er på vej), løber over det lange græs, der så sjældent bliver slået, men den ene er lige bag mig, jeg løber desperat ud på vejen og han er så tæt på, to sekunder mere og han har mig, midt på vejen, som er helt tom.

Det er morgen. Min mor har lige vækket mig. Mit hjerte banker, mens angsten fra min drøm gør min vejrtrækning hurtig og anstrengt. Jeg er stadig bange. For han indhentede mig jo! To sekunder mere...
Jeg er stadig træt og skal ikke helt op før om en halv time. Jeg lægger mig, tør næsten ikke falde i søvn. Jeg kan ikke slippe drømmen og de følelser af gru, rædsel og desperation, der fulgte med. Jeg kan ikke styre frygten. Det føltes så virkeligt, og kvindens blod flimrer stadig for mine øjne.
De slog hende ihjel. De stak en kniv i maven på hende, og hun døde.
Hvad ville de gøre med mig?
Billeder vender tilbage og drømmen spoler, jeg løber over vejen, og han er så tæt på...
Jeg er så bange. Min eneste mulighed er selv at beslutte, hvordan drømmen ender. Jeg begynder at skabe min egen slutning, hvor jeg gemmer mig et sted, der er helt sikkert, og hvor ingen kan nå mig. Så står jeg op.
Resten af dagen taler jeg ikke om andet. Alle, jeg møder, skal have drømmen at vide, jeg er nødt til at fortælle det til alle, for at de skal forstå den gru, det var, at se kvinden blive myrdet.
Alt det blod, der fylder mit syn, og kun lader mig se hendes smukke, smukke ansigt så ødelagt af smerte...
Jeg har aldrig glemt den drøm. Jeg snakker stadig om den. Der havde ikke været noget farligt i fjernsynet dagen før eller noget som helst. Jeg forstår den dag i dag ikke, hvorfor en drøm af så skræmmende og forfærdelig karakter pludselig forstyrrede mit liv sådan.
Så nu står den her inde på Fyldepennen. Og hvis du har læst hertil skal du vide, at det er en sand drøm, og at den gjorde dybt indtryk på mig, selvom den måske bare lyder mærkelig og måske endda interessant for alle andre.
Men jeg kan stadig huske angsten så tydeligt og blodet og kvinderne, som var så forskellige, men som jeg ved (hvorfra?), var gode venner.