Leonéen
   Tavia krængede til siden.
   Ørnen ændrede retning og kom mod hende igen.
   "Kalin!" råbte Tavia tavst, men fik selvfølgelig ingen respons. Jordsvalen udstødte et skingert skrig, men det blevet revet væk med samme vind, som igen tillod Tavia at undslippe ørnens klør. Hun snurrede og baskede hårdt med vingerne, selvom hendes lille krop slet ikke kunne holde til det. Det lykkedes hende at holde en fast retning lige op i luften i nogle få øjeblikke, men ørnen var lige i halen på hende – Tavia snurrede, og hendes fjer rettede sig hurtigt i et forsøg på at styre ordentligt. Ikke hurtigt nok. Hun tumlede igen i en tilfældig retning. Et sted bag hende udstødte ørnen et vildt skrig, der muligvis var et tegn på menneskelig frustration. Sikke en trøst.
   Ned! Hun ændrede brat retning og styrede direkte mod jorden, der så ud til at være uendeligt langt væk. Hvis bare hun kunne nå den, ville hun måske have en chance...
   Men ørnen kom jagende forbi hende, i samme retning som hun selv, og langt hurtigere end hende. Den drejede og fløj op i morderisk tempo. Tavia måtte afbryde sit vilde dyk og undveg igen ved at kaste sig rundt, men denne gang mærkede hun suset fra den anden fugls kløer.
   Åh guder. Dette kunne hun ikke klare. Ikke i denne form. Men den eneste anden flyveform, hun havde, var flagermusen! Den var ikke noget match for en gigantisk ørn!
   SWISH!
   Endnu et skingert fugleskrig. Tavia vendte sig i luften og var nær holdt op med at baske med vingerne af overraskelse.
   Ørnen var fortumlet ved at finde sig til rette i luften igen. Under den svævede en høg.
   Kalin. Hun var mindre end ørnen, som nu dykkede mod hende, men på trods af det havde hun prøvet at angribe den. Høgen undveg, langt mere sikker i luften end Tavia, men stadig ikke så hurtigt som ørnen, der pludselig skiftede retning igen. Tavia opdagede for sent, præcis i hvilken retning. Svalekroppen vred sig desperat.
   Hendes vinge fik et slag. Tavia tumlede rundt i luften. Hun havde kun et minimum af indflydelse på, i hvilken retning hun fløj. Fløj hun ned, fløj ørnen med, og hurtigere end hende. Fløj hun til siden, fløj den over hende og kunne angribe i et hurtigt dyk, som det var svært at se – indtil videre var det kun de pludselig kastevinde, der havde reddet hendes liv, bortset fra Kalins heltemodige forsøg på at hjælpe. Ørnen var stadig efter Tavia. Hvilken retning?! Op af var der ingen redning. Hun havde brug for en form, der kunne uskadeliggøre ørnen.
   Jordsvalen blev blæst op i luften uden at kunne gøre noget. Ørnen var på vej nedefra, og undveg høgens forsøg på at slå den ud af kurs. Tavia måtte gøre noget. Hun måtte komme ned til jorden, overvinde den dødbringende ørn, og slippe levende fra det... men hvordan i himlens navn...
   Så kom det til hende, som et lyn fra en klar himmel. En fuldstændig vanvittig idé.
   Hun ændrede sin krop for fjerde gang den dag, men denne gang sprang hun menneskestadiet over.
   Ørnen styrede lige op af mod jordsvalen. Men den lille fugl blev pludselig erstattet af noget andet, og langt større. Noget, der faldt mod ørnen endnu hurtigere, end den fløj op.
   Den nåede ikke at skifte retning, før den blev ramt af et væsen, der var mindst dobbelt så stort den selv. En kridhvid masse af pels og snappende kæber. Ørnen skreg forbløffet og baskede heftigt med vingerne, ude af stand til at holde sig oppe med så kraftig en forøgelse af vægten. Ørnen og Tavia, i leonée-formen, tumlede mod jorden i frit fald.
   Nu.
   Hendes poter klyngede sig til ørnen. Tavia bed sig fast i ørnens ene vinge, og rovfuglen svarede ved at skrige vildt og hakke på hendes hoved med sit sylespidse næb. Tavia bemærkede det knapt nok. Jorden nærmede sig med svimlende hast.
   Hun slap ørnen og forvandlede sig til jordsvalen, der fortsatte faldet, til den var i sikkerhed tæt på græsset.
   Kalin havde sagt, at hun ikke skulle se sig tilbage. Men Tavia kunne ikke vende ryggen til, hvad der kunne ske. Hun drejede, ligeså adræt som ørnen i luften, og så den store fugl tumle mod jorden, mens den febrilsk baskede med begge vinger. Farten tog af. Da den endelig landede på jorden, var det ikke hårdere, end at den burde overleve det. Tavia håbede.
   Hun forvandlede sig til et menneske, netop som Kalin landede elegant tæt på, også i menneskeform. Sidstnævnte stirrede på stedet, hvor ørnen lå og skræppede svagt.
   "Godt tænkt..." mumlede hun imponeret og mest for sig selv.
   Tavia nærmede sig for at se, men Kalin vendte sig hurtigt. "Nej! Vi må videre, og vi må være hurtige."
   Tavia strakte hals og så, at ørnen havde taget menneskeform igen: en mand lå og hev efter vejret... hans arm var blodig. "Men..."
   "Kan du se min høg, når du er leonée?" afbrød Kalin kort for hovedet. Tavia tøvede, men nikkede.
   "Det tror jeg." Hendes øjne var stadig fikseret på den sårede mand. Det havde hun gjort. Hun havde stadig ørnens blod i mund, og bare tanken om den døde hest gjorde hende svimmel.
   "Godt, så skynd dig at følge med. Jeg prøver at flyve lavt." Med denne besked forvandlede Kalin sig igen og susede gennem luften, mens hun baskede kraftigt med vingerne.
   Tavia spyttede blod ud og så kun på manden endnu et kort øjeblik, før hun blev til leonéen igen og satte i løb. Det bragte omgående ro til hendes forvirrede hovedet. Leonéen elskede at løbe.

Tusmørket havde indfundet sig, da høgen udstødte et skingert skrig og satte kurs mod jorden.
   Tavia følte sig skuffet. Leonéen var ikke træt, men tværtimod grebet af iver efter brænde energi af. Det havde været en lettelse at overgive sig til instinkterne, at blive mere dyr end menneske, og glemme at hun havde haft et andet væsens blod i munden to gange den dag.
   Kalin landede på jorden som menneske. Hun var forpustet.
   "Vi er der snart," sagde hun.
   Tavia forvandlede sig modstræbende til menneske igen, og så ud mod horisonten, hvor solen var forsvundet for et stykke tid siden. De sidste par timer var jorden blevet mere og mere klippefyldt, og der stod spredte træer rundt omkring, der blev stadig tættere. Foran dem strakte der sig en tæt skov.
   "Hvor er det helt præcist, vi er på vej hen?" spurgte hun tøvende.
   Kalin begyndte at gå mod skoven med faste, lange skridt, og Tavia skyndte sig efter. "Du ved, hvordan vi amuletbærere bliver jaget?" sagde Kalin over skulderen.
   "Ja, selvfølgelig." Tavia satte farten yderligere op for komme til at gå side om side med Kalin.
   "Godt. De fleste bærere skjuler amuletten for andre og håber på det bedste. Men ikke alle."
   Hun holdt en pause og klatrede op på en klippe. Tavia fulgte møjsommeligt efter. Der var flere træer nu.
   "Nogle af os har fundet sammen og dannet en modstandsgruppe. Vi slår igen."
   De bevægede sig i tavshed et stykke tid. Tavia vidste ikke helt, hvad hun skulle sige.
   "Du... er en del af den modstandsgruppe?"
   Kalin nikkede.
   "Hvad lavede du så i den fangevogn?"
   "Det samme som dig. Nogle af vores spioner havde opsnappet informationer om en stor fangetransport, og jeg, som høg, fløj ud for at finde ud af hvor. Den vogn, vi var med, skulle have sluttet sig til en større gruppe," forklarede hun ved synet af Tavias uforstående ansigt. "Men vi vidste ikke, at der var omvendte bærere med. Den samme ørn, som jagede dig, tvang mig til jorden, og jeg blev taget til fange. Der kom to nye, i løbet af det døgn, jeg nåede at være der. Den ene var dig."
   "Vent, vent," mumlede Tavia forvirret, mens hun kæmpede sig op ad en skrænt. "Omvendte bærere? Hvad i al verden..."
   "Amuletbærere i sig selv er den rene ondskab, men det er okay at hjernevaske dem og bruge dem til at indfange deres egen slags," sagde Kalin tørt. "Vi opdagede lidt efter lidt, hvordan de gjorde. Børnene bliver sorteret fra de voksne, når fangetransporterne når frem til et af Hovedpunkterne. Derfra er der ikke mange, der ved, hvad der sker med dem. Det er lykkedes os at finde ud af, de bliver manipuleret til at tro på en slags frelse, at den eneste måde, hvorpå de kan udfri sig af den såkaldte ’ondskab’, er ved at tjene Verdens-ordenen. Altså hjælpe til med at indfange og dræbe mennesker som dem selv."
   "Det jo vanvittigt," gispede Tavia.
   Kalin skottede til Tavia over skulderen. "Ja, det er det. Men der er mange ting i verden, der er vanvittige lige nu, Tavia." Hun tøvede. "Man må bare gøre sit bedste for at kæmpe imod og standse det. Er du ikke enig?"
   Tavia blev lidt overrasket over det ledende spørgsmål. "Jo. Jo, selvfølgelig," mumlede hun forvirret.
   De var nået et godt stykke ind i skoven, og mørket var tæt mellem stammerne, nu hvor natten var faldet på. Kalin gik stadig hurtigt fremad, og Tavia havde besvær med at følge med. Hun kunne ikke se, hvor hun trådte, og at skovbunden blev brudt af klipper, der stak op her og der, gjorde det heller ikke nemmere. Mere end en gang var de klatret op eller hoppet ned af forhøjninger, og Tavia var træt og sulten. Hun havde ikke fået mad hele dagen. Oven i det havde hun tusindvis af spørgsmål i sit hoved. Hun indså for første gang hagen ved at leve så beskyttet et liv, som hun hidtil havde gjort. Det var som at se verden med helt nye øjne.
   Endelig stoppede Kalin op, netop som Tavia var sikker på, at hun ville falde besvimet om af sult og udmattelse. Kalin vendte sig, og i mørket var det svært at skelne hendes ansigtsudtryk.
   "Bliv her. Jeg er snart tilbage."
   Hun forvandlede sig uden videre til en grævling og trissede bort mellem træerne.
   Tavia følte sig nervøs ved at stå alene tilbage i mørket og brugte derfor lejligheden til at afprøve sin egern-skikkelse. Egernets sind rummede ingen frygt for mørke, kun for den åbne skovbund, så hun sprang op på en gren og krøb ind til stammen.
   Inden længe opfangede hendes ører lyden af skridt. Hun sprang adræt ned på jorden og blev til menneske igen. Kalin kom gående hen i mod hende.
   "Det er i orden. Vi kan godt fortsætte."
   "Hvad skulle du?" spurgte Tavia, mens de fortsatte deres vej gennem skoven.
   "Vagtposter," forklarede Kalin. "Vi er meget forsigtige. Angriber først og spørger bagefter."
   Tavia gøs. Kalin så det.
   "Det er nødvendigt," sagde hun. "Vi kæmper for vores ret til at leve. Men det skal du ikke bekymre dig om nu. De ved, vi kommer, de gør os ikke noget."
   Skoven føltes pludselig truende, i alt sin dystre tavshed. Tavia gik lidt tættere på Kalin, mens hun så op i de mørke trækroner efter et glimt af de vagtposter, der var et sted i nærheden. Også selvom hun vidste, at de højst sandsynligt kun var til stede i form af en ugle eller en mus.
   De gik et stykke tid endnu. Der var vildnis og klipper overalt omkring dem, men Kalin gik af noget, der mest af alt mindede om en dyreveksel, så de var fri for det værste besvær, hvilket Tavia var ovenud taknemmelig for. Hun slæbte træt sine ben efter sig, og hun var sikker på, at de ville knække sammen under hende, for hvert eneste nye skridt hun tog. En del af hende sagde, at leonée-skikkelsen ville have det nemmere. En anden mente ikke, at den kunne se i mørke. Men den overvejende del af Tavia var for træt til at tage stilling til noget som helst.
   Der gik et stykke tid, før hun registrerede lyset, der kom længere fremme.
   Inden hun vidste af det, befandt hun sig i en stor lejr, fyldt med mennesker, dyr, telte, bålpladser og en del andet, som hun var alt for træt til at lægge mærke til. Kalin førte hende gennem lejren, mens hun vekslede et par ord i farten med nogle mennesker, som Tavia ikke nåede at se, fordi hun gik med bøjet hoved og kæmpede for at holde sine øjne åbne. Hun døsede hen, selvom hun gik, og blev derfor en smule overrasket over at finde sig selv i et lille lærredstelt, hvor der stod en feltseng, et lille bord og en stor lærredspose, der så ud til at indeholde tøj. Kalin fik Tavia til at sætte sig på sengen, og stak et brød i hånden på hende (hvor i al verden kom det fra?). Tavia havde lige åndsnærværelse nok til at spise brødet, før hun lod sig falde ned på feltsengen. Hun sov, før hendes hoved ramte puden.

En lang, mørk gang. Lys langt borte.
   Her har jeg været før, tænkte hun. Er det meningen, jeg skal være her igen?
   Hun gik, til hun nåede den hvide tomhed. Der stod han, som sidst, svøbt i sin kutte og med ansigtet skjult. Selvom han lignede sig selv på en prik, blev hun pludselig nervøs. Hun turde ikke gå nærmere.
   "Tavia Deresin," sagde manden.
   "Hvordan... hvordan ved du..." gispede hun.
   "Jeg er ikke nogen gud," svarede han med den dybe fløjlsstemme. "Men jeg er heller ikke noget menneske." Der var en kort pause, hvor hun ikke vidste, hvad hun skulle sige. Så talte han, og denne gang var der noget truende i hans stemme: "Du har noget, der ikke er dit."