Jeg er ikke nogen ond mand, sagde baron Reagard til sig selv, mens han skridtede hen af korridoren i sin borg. Jeg er ikke nogen ond mand - men man har da for helvede lov til at være menneske!
   Det er jo unormalt, hun skal være glad for, at hun lever, tænkte han videre, mens han hilste på de vagter, der bevogtede indgangen til kælderregionerne - eller den del af dem, der indeholdt fangekælderen. Bag døren førte en ny gang indhugget i sten skråt nedad. Fakler hang med jævne mellemrum i jernholdere og kastede deres flakkende lys over stenene. Baronen koncentrerede sig et øjeblik om en grøn bille på væggen for at udelukke de tanker,
   ... du er ussel...
   som han ikke kunne styre. Endnu en gang forsøgte han at overbevise sig selv om, at han gjorde det rigtige.
   Inden det lykkedes, endte gangen i et stort rum med buet loft. En del vagter sad og spillede kort, andre snakkede, og en enkelt snorkede i et hjørne. De vågne nikkede eller bukkede let.
   "Har De brug for eskorte, Herre?" spurgte en, der havde gættet baronens ærinde.
   Hans ansigt blev stramt, da han uden at se på vagten tog en fakkel ned fra væggen. "Nej. Jeg burde selv være i stand til - nåh ja."
   Uden flere ord drejede han til venstre. Til højre begyndte en lang fængselsgang - den eneste med vinduer i cellerne - men den vej, som han tog, førte videre ned.
   Fængselscellerne blev mere og mere elendige at se på og mere og mere mennesketomme, som baronen kom nedefter. Enkelte fanger talte til baronen og blev hurtigt råbt til ro af vagterne, men de fleste stirrede bare tomt ud i luften.
   Til sidst var baronen nået fire etager ned i jorden. Her var der hverken vagter eller fanger eller rotter for den sags skyld, for der var ingen mad at æde. Baron Reagard skuttede sig i den klamme, kolde luft og sagtnede farten på vej ned i bunden af fængselsgangen. Men selvom han til sidst nærmest var gået i stå, førte hans forræderiske ben ham alligevel frem til den sidste celle.
   Halmen på gulvet var tyndt og råddent. Cellen var lille og lugtede forfærdeligt. Der groede mug på de fugtige vægge. Det undrede ikke baronen, at rotterne foretrak de øvre etager.
   Der var ikke plads til, at et menneske i kød og blod kunne blive væk derinde, men ikke desto mindre var han alligevel nødt til at spejde ind i mørket og hæve faklen højt over sit hoved, for at få øje på hende.
   Helt inde i hjørnet sad hun, og i sit lasede grå tøj kunne hun ligefrem være blevet taget for et stykke af væggen. Blege, skelettynde arme sad spændt om hendes knæ, som hun havde trukket helt op under hagen. Hår, som en gang havde været samme farve som mørke valmuer, men nu var tykt af støv og skidt, faldt i tjavser ned og skjulte et ansigt, som baron Reagard ikke kunne slette fra sin samvittighed.
   Uden at sige noget tog han den nøgle, som sad i en kæde om hans hals, og låste celledøren op. Skikkelsen i hjørnet rørte ikke en muskel, selvom det var et år siden, hun sidst havde hørt den lyd. Hendes mad blev skubbet ind gennem tremmerne en gang hver anden dag.
   Baronen standsede midt på gulvet og så på kvinden, mens han som altid håbede, hun ville sige noget som den første. Og det gjorde hun denne gang.
   "Er det allerede nytår igen?" spurgte hun med en hæs og rusten stemme, der ikke var mere end en hvisken. Det var alt, hvad hun kunne præstere.
   "Ja," svarede baron Reagard utilpas. "Rejs dig op."
   Hun forsøgte møjsommeligt at gøre, som han sagde, men var flere gange ved at falde. Baronen måtte til sidst støtte hende, for at hun kunne stå oprejst.
   "Sådan går det," mumlede hun og svajede. "Hvorfor, kære baron, skal jeg gemmes væk hernede?"
   "Du skræmmer vagterne - du skræmmer alle, du kommer i nærheden af," sagde baronen spidst.
   "Også dig?"
   Han ignorerede hende og kommanderede i stedet: "Se på mig."
   Hun hævede hovedet. Håret faldt fra hendes ansigt og afslørede et smalt hoved med høje kindben og fine træk. Men det var ikke det, baronen så.
   Det var som altid øjnene. Ingen kunne trække sit blik væk fra dem, hvis hun først havde fanget deres øjne.
   De var som turkiser med deres blå-grønne farve, og farven funklede og syntes hele tiden at være i bevægelse - som en maler, der blander farver på en palet.
   "Hvis mig det så." Baronens stemme skælvede svagt.
   "Det kommer af sig selv, det ved du godt," svarede kvinden med tom stemme.
   Baronen hørte hende ikke. Han var allerede væk i hendes øjne, og han forsøgte at følge den bevægelse, som han kunne fornemme gemte sig i det turkise.
   Og billeder voksede frem...

Det gjaldt om at finde de rigtige, de vigtige. Tusinde brudstykker af begivenheder hvirvlede omkring baron Reagards øjne og i hans hoved.
   Dér... han fornemmede, at dette var noget, han ville se.
   Med tankerne fastholdt han et af billederne, og langsomt tiltog det i størrelse og klarhed; farverne blev stærkere og linjerne skarpere.
   Det var nogle mænd omkring et bord. De så opbragte ud.
   "Det er tredje år, at min høst slår fejl. Og stadig ingen hjælp at fra Baron Regnorm!" hvæsede den ene. Han højre hånd lå knyttet på bordet. "Min kone er gravid igen - hvordan skal vi kunne brødføde så mange børn?"
   "Får baronen ikke penge af kongen til at hjælpe os?" spurgte en yngre, mørkhåret mand med rynkede bryn.
   "Ha!" fnøs en tredje, "Jo, han får skam penge hvert kvartal, men vi får ikke så meget som en penny at se! De går til hans egen lomme..."
   "Er det sandt?" spurgte den mørkhårede tvivlende.
   "Har du da slet ikke set hans borg? Ganske vist får han 10% af skatteindtægterne her fra området, men det tæller ikke for meget, så fattige som vi er!"
   "Ja, hvis I er sikre..." Den mørkhårede lød mere overbevist nu.
   "Hvem skal vi ellers indvie?" spurgte den første. "Hvem kan vi stole på - og hvem vil være med?"
   "Moss vil," sagde den tredje omgående. "Han hader Baron Regnorm mere end vi tre gør til sammen... han vil sikkert være med på en rask, lille sabotage."
   "Men hvad får vi ud af det, andet end almindelig hævn?" Den mørkhårede lænede sig ivrigt ind over bordet og så på de to andre.
   De fnøs synkront; "Er hævn ikke nok?" spurgte den ene, mens den anden fortsatte: "Vi kan nok negle noget i den almindelige forvirring. Så længe vi ikke kommer for tæt på ilden..."
   Ild? tænkte baron Reagard harmfuldt, vil de sætte ild til min smukke borg?
   Han havde hørt nok og slap billedet med tankerne: det flød omgående væk i en malstrøm af farver, billeder og små scener fra det daglige liv i landet omkring hans borg. Med halvvejs interesse betragtede baronen de små glimt af liv:
   ... "Rev! Hvor mange gange skal jeg sige, at du ikke må tage af æblerne?"...
   ... "Jeg er sulten..."
   ... "Hvad i al verden er det?"...
   ... "Jeg kan ikke lide det, Carrao, hvad hvis baronens folk opdager det?"...
   Det sidste var interessant. Billedstrømmen sagtnede farten, og det udvalgte voksede sig klart, præcis ligesom det foregående:
   En kvinde i en kælder. Hun holdt en fakkel i hånden, der tvang mørket væk for hendes mand, der lå på knæ nede på jordgulvet - var det et hul, han sad ved siden af? Ja.
   "Du skal ikke være urolig, Jullys. Han opdager ikke, at vi snyder lidt med skatten." Manden lagde noget ned i hullet - penge, så baron Reagard. Pennas og penny imellem hinanden. Ikke mange efter baronens standard, men en lille formue for bønderne i området.
   "Han finder ud af det," sagde kvinden alvorligt. "Det gør han, Carrao. Han kan et eller andet... han opdagede også, da Najke fangede en fasan i baronens private skov, og Najke svor på, at ingen havde set ham... alligevel vidste baronen Reagard -"
   "Regnorm," rettede hendes mand.
   "Carrao, vil du ikke godt lade være?" bad hun.
   "Ingen ved det, end ikke nogen af vores venner, " påmindede manden, mens han begyndte at fylde hullet op med jord fra en bunke ved siden af sig. "Najke kæfter altid op om sine nyeste bedrifter, det skulle ikke undre mig, om nogen stak ham... sådan." Han klappede det sidste jord på plads og kom møjsommeligt på benene. "Vær nu ikke så nervøs," sagde han til sin kone og lagde armen om livet på hende.
   "Mor?" sagde en ny stemme, og lys slap ind, da en lille pige åbnede kælderlemmen: "Far? Hvad laver i hernede?"
   Billedet flød videre, da baronen havde fået de nødvendige informationer. Men han fortsatte med at overvære lignende scener længe, så lang tid, at han til sidst begyndte at glide ud af sin koncentration. Nu havde han sværere ved at styre, hvad han så.
   ... en lille, grøn spire voksede op af jorden...
   ... en dreng græd, og en større pige grinede "Lugte-Lunte! Lugte-Lunte!"...
   ... kornblomstblå øjne strålede til en ung mand på knæ...
   ... "Du må da have noget medicin!" skreg en ældre herre og hamrede sine hænder ned i et bord, så urter, kostbare glasflakoner og krukker hoppede rundt imellem hinanden...
   ... jorden gungrede af hestehove, mænd med våben satte ild til et hus og lo, og den største og grimmeste råbte:
   "Til borgen!"...
   Det sidste... baronen koncentrerede sig af alt magt, og billedet med røverne blev, om end det flakkede og farverne var svage og sitrende...
   "... Hvo - når - år - vi - rem?" spurgte en eller anden, og baronen kunne knapt nok tyde de hakkende ord.
   "Borg - en - bræn - er - ind - dage - er - om - e..." svarede en anden. Så flød billedet sammen med resten i et kaos af hvirvlende farver.
   Det er nok! tænkte baronen, Stop! Stop! Men billederne stoppede ikke, de fløj forbi ham med en hastighed, der gjorde ham svimmel, og han kunne ikke...

Med en kraftanstrengelse og et rungende brøl rev baron Reagard sig fri af fortryllelsen. Han faldt tilbage på det hårde stengulv og hev desperat efter vejret, mens han kun svagt bemærkede sveden, der haglede ned af hans ansigt. Han havde været tæt på denne gang. Tæt på at miste sig selv til et par øjne.
   Kvinden stod stadig på gulvet, og hendes turkise øjne forfulgte ham. "Lad være," hvæsede han og dækkede sine egne. Da han så igen, havde hun bøjet hovedet, så håret dækkede hendes ansigt som før.
   "Fik baronen, hvad han ville have?" spurgte hun ydmygt.
   "Ja," mumlede han afmålt. "Hvor lang tid gik der?"
   "Natten er omme, baron," svarede hun lavt og sank ned på gulvet. Hun var også udmattet, vidste han.
   "Javel. Så du, hvad jeg så?" Han spurgte om det samme hvert eneste år, og hendes svar ændrede sig heller aldrig:
   "Glimtvis."
   "Det sidste - det med røverne - hvornår ville de komme?" Han rejste sig først nu fra gulvet og børstede sine klæder, mens han så på den knælende kvinde.
   "Deres leder sagde, at denne borg ville brænde, inden dagen var omme," mumlede hun.
   "Ja, ja, så meget forstod jeg," brummede baronen utålmodigt - han ville ud af cellen nu, han ville op til den sædvanlige pragt, langt væk fra den fugtige og stinkende celle allerdybest nede i borgen, langt væk fra sin samvittighed. Og frem for alt ville han væk fra kvinden - men ikke før han havde fået, hvad han ville have. "Men hvilken dag var det? I morgen? Om en måned? Om syv måneder?"
   Hun var tavs i nogle sekunder. En evighed, mente baronen. Så sagde hun lavt: "De er på vej i dette øjeblik."
   "Guder!" udbrød baronen. Uden at værdige kvinden flere blik løb han ud af cellen og huskede kun lige at låse, før han hastigt satte kurs mod de øvre etager - han måtte stoppe røverne, og bagefter ville han tage sig af de andre misdædere i landet omkring borgen.
   Og hans tanker var allerede langt væk fra cellen, hvor kvinden stadig sad sammensunket midt på gulvet. En enkelt tåre landede på halmen, før hun trak sig tilbage til sit hjørne og gav sig til at vente.
   For næste nytår ville han komme tilbage.