Hun kunne ikke holde et grin tilbage, da hun så, hvor hun var; en lettet, afslappet latter, som kom helt nede fra maven. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde leet sådan.
   "Er der noget, der er specielt morsomt?" spurgte den kutteklædte, så neutral og kutteklædt som nogensinde.
   Hun trak på skuldrene, sagde, "Det er der vel ikke," og smilede ikke desto mindre til den hvide intethed.
   "Dette er den sidste Drøm," advarede han. "De fleste får slet ikke mere end en."
   "De fleste snubler heller ikke over ekstra emblemer," sagde hun til svar.
   Han rakte hånden frem. Den lignede sig selv fra sidst. "Nu vil jeg gerne have den igen."
   Som om det hele tiden havde været planlagt sådan, tog hun amuletten i sin ene hånd og lod fingrene fra den anden glide let hen over bagsiden. Ridserne, der tegnede drageformen, begyndte at glide ud i intetheden, og da de alle var borte, greb hun det genskabte drageemblem ud af luften og rakte det ud mod manden.
   "Jeg bør vel sige tak for lån?" sagde hun med et svagt smil og nød følelsen af sin amulets nu glatte bagside mod hendes hud. Han tog emblemet fra hende og lagde det i den brune lærredspose, som hun ikke havde set siden den første gang hun Drømte. Derefter tog han armene ned til siden og stod passivt og så på hende, og Tavia fik en klar fornemmelse af, at nu ville hun vågne op om lidt. "Vent," sagde hun hurtigt. "Må jeg lige spørge om noget først?"
   Han nikkede langsomt.
   "Godt." Tavia rømmede sig lidt. "Jeg tænkte på... profetien. Er den... er den ægte?"
   "Det ved jeg ikke," svarede han bare. Efter det gloede hun dumt på ham i godt stykke tid.
   "Hvad?"
   "Jeg er ikke nogen gud, som du ved," sagde han roligt. "Jeg er ikke alvidende. Ikke helt. Jeg ved ikke, hvem der fremsagde jeres profeti, eller om den er sand."
   "Jo... jeg troede bare..."
   "Jeg kan til gengæld sige dig dette," afbrød han. "Du havde intet med den profeti at gøre. Mennesker ligger ikke under for den slags."
   Tavias hjerte slog en koldbøtte. "V-virkelig?" stammede hun åndeløst. "Fordi jeg var bange for... jeg mener, hvis det virkelig var mig, hvis jeg havde forspildt chancen..."
   "Der er altid en chance," sagde han, og hun kunne have svoret på, at hun hørte et smil i hans stemme, hvilket fik hendes egen glæde til at røre på sig.
   "Så det var alt sammen bare tilfældigheder?"
   "Hvorfor ikke? Livet er fyldt med tilfældigheder."
   "Ja." Hun grinede stort og kunne ikke fatte, hvad han sagde. " Jeg vidste bare ikke denne her verden var ligesådan." Hun kom til at tænke på noget andet, og smilet svandt en smule. "Du kunne have sagt det til mig før jeg vovede mit liv og... og før jeg dræbte - lod dragen dræbe de soldater," sagde hun med tilkæmpet ro og undertrykte en gysen.
   Han rystede på hovedet. "Nej. Jeg prøvede, men jeg må ikke, jeg kunne ikke."
   "Må ikke?"
   "I mennesker," sagde han og pegede på hende med sin forvitrede hånd, som for at understrege at det var hendes art, han snakkede om, "I har mere frihed end I forstår. I skal vælge jeres egen vej gennem livet. Med min viden må jeg ikke have nogen direkte indflydelse på hvilken retning I tager."
   "Men er det ikke det, du gør nu?" spurgte hun forvirret. "Var det ikke det, du gjorde, da du forsøgte at få emblemet tilbage?"
   "Du har taget dit valg nu," svarede han roligt. "Så nu har jeg ikke længere noget at risikere ved at fortælle dig sandheden. Alt omkring dig påvirker dig, og det samme gør dine møder med mig - men de store valg, hovedvejene, om du vil, dem må du selv forholde dig til. Og jeg måtte gerne bede om dit emblem. Det udelukkede ikke noget valg. Som du ved, valgte du selv ikke at lytte." Der var en snert af noget skarpt i hans stemme, og Tavia rødmede en lille bitte smule. Samtidig kom hun til at tænke over, præcist hvad hun havde gjort.
   "Jeg har virkelig taget et valg, har jeg ikke?" sukkede hun tungt. "Jeg valgte at lade alle de mennesker i stikken. Jeg ved ikke engang, hvordan slaget endte, eller hvor mange der døde, eller hvad de sagde til, at jeg forsvandt." Hun lo bittert. "Jeg ved ikke engang hvor jeg er! Jeg kollapsede bare et sted i mørket, da jeg ikke kunne klare at flyve mere. Og jeg er såret..." Tavia tænkte på de sår, hun havde fået under kampen, og begyndte at føle sig en smule svimmel. Hun så ned på sine fødder og svajede let.
   Noget, der føltes blidt og let som silke, rørte ved hendes skulder. Hun så lige op i det bløde, mørke ingenting, der var under hætten, og fandt at hans hånd lå på hendes skulder.
   "Alle de mennesker vidste, hvad de gik ind til, længe inden du overhovedet havde Drømt. De vil klare sig, på den ene eller den anden måde. De valg, du har taget, må du selv forholde dig til. Der kan jeg ikke hjælpe dig, og det vil jeg heller ikke. Men alle de mennesker, hvad enten de kæmper for Amuletbærerne eller Verdensordenen, traf også selv deres beslutning. Stod de her foran mig, ville jeg sige det samme til dem."
   Lettelsen bølgede igennem hende, og et rystende, men ægte smil spredte sig på hendes læber. "Tak. Tak skal du have." Tavia kunne ikke lade være med at kigge sig omkring. Det var trods alt sidste gang, hun var her, hvis hun altså bare sørgede for ikke at snuble over noget på vej ud. "Jeg tror, jeg er parat til at vågne nu."
   "En sidste ting." Hun så forbløffet på mørket under hans hætte. "Din far."
   Tavias hjerte, der var begyndt at føles let igen, faldt ned gennem hende, og smilet stivnede. "J-ja?"
   "Grunden til at han nærer så stor afsky for amuletbærere, er fordi din mor blev dræbt af en."
   Tavia snappede efter vejret. "Hun gjorde - hvad?"
   "Sådan var omstændighederne. Der var ingen virkelig årsag til drabet, det hele var et spørgsmål om tilfældigheder, men det var sådan, det gik til."
   "Åh... det..." Hvad skulle hun sige? Tavia havde aldrig vidst det. Men hun forstod pludselig bedre hendes fars forstenede udtryk. Han var måske blevet til en hård mand med årene, men hun vidste, at han havde elsket hendes mor højere end livet selv.
   "Jamen, så skal jeg måske en gang et smut forbi Lepas Lucili," sagde hun tamt og stirrede blankt ud i luften.
   "Det ville måske ikke være en dårlig idé. Din far har haft tid til at forstå, at du er borte. Måske vil han ikke have så meget imod, at du kom tilbage." Der var en tavshed, hvor Tavia stadig stirrede ud i luften, og manden med kutten stod ubevægelig og tavs. Men for en gangs skyld var det ham, der brød stilheden: "Hvis du ikke tager hjem nu, hvorhen vil du så?"
   Endelig lod Tavia til at blive nærværende. Hun sendte ham et træt grin gennem det svindende lys. "Årh, du ved... jeg har altid landet mod vest."