Amuletten
   Hun gik gennem mørke. En mørk gang. Men der var lys for enden, og det var der, hun var på vej hen. Mod lyset.
   En mand ventede på hende der. Hun måtte skærme sine øjne mod nogle øjeblikke efter mørket i gangen, før hun kunne se klart, men så var han også tydelig i rummet; en mørk kutte dækkede ham fuldstændig, og han holdt en lærredspose i hånden. Hun stirrede på ham.
   "Du har vel hørt om mig?" Stemmen, som kom fra kutten, var mørk og havde en mærkelig klang.
   Hun nikkede. "Ja."
   "Så ved du vel, hvad det går ud på." Han rakte posen ud mod hende. Hun tøvede lidt, men trådte så længere frem, så hun til sidst kunne række ned i posen.
   "Det gælder om at finde den rigtige," sagde den kutteklædte. "Tag dig din tid."
   Hendes fingre ramte noget i posen. Små, runde emblemer. Hun følte sig for, prøvede at mærke, hvilken der var rigtig, men de føltes alle ens. Til sidst trak hun en tilfældig op og så på den.
   Den lille, runde ting var lavet af noget sølvlignende og på den ene side var der en lille indgravering af et dyr med vinger. Hun måtte knibe øjnene lidt sammen for at tyde, hvilket et det var.
   Til sidst så hun skuffet på manden. "Det er en flagermus."
   "Ja?"
   "Flagermus er da ikke... ikke..." Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige. Det virkede flovt at skulle fortælle manden, at flagermus egentlig bare var rotter med vinger, og hun kunne ikke lide rotter. Endsige flagermus. Hun så ærgerligt på emblemet og spurgte uden håb; "Må jeg bytte det?"
   Der kom en underlig lyd fra manden, og hun kunne ikke gennemskue, om det var et latterudbrud eller et fnys. Under alle omstændigheder var hans stemme udtryksløs, da han sagde: "Du skal nok blive glad for flagermusen. Det lover jeg dig."
   Så begyndte emblemet at forandre sig. Det blev fladere og større, til det til sidst var på størrelse med hendes håndflade. Og der dukkede en lædersnor op i den, så hun kunne have den om halsen. Billedet af flagermusen var vokset med emblemet, det fyldte hele pladen ud.
   Skal jeg trække en ny?" spurgte hun manden. Han nikkede og rakte posen frem mod hende.
   "Det var tydeligvis ikke den rigtige."
   Endnu en gang stak hun hånden ned, og endnu en gang trak hun et lille emblem op. Denne gang var der et billede af en fugl med tvedelt hale.
   "Hvilket dyr er det her?" udbrød hun nysgerrigt. Hendes viden om fugle begrænsede til, hvad nogle forskellige arter hed, men denne genkendte hun ikke.
   "Det er en jordsvale," sagde manden. "En adræt flyver, der bygger rede på jorden."
   "Åh," sagde hun og betragtede emblemet; det svævede op og blev en del af pladen i hendes venstre hånd, så en smal streg i metallet skilte de to tegninger. Svaler var smukke.
   "Det var heller ikke den rigtige," konstaterede manden.
   Hun så undskyldende på mørket under hætten. "Jeg er vist lidt besværlig."
   "Det er ikke noget, du selv bestemmer."
   Igen og igen måtte hun trække et emblem op. Efter jordsvalen fulgte en lille hjort, et egern, en okse og en krokodille. Hver gang smeltede emblemerne ind i hendes halskæde. Hver gang måtte hun flovt tilstå, at det ikke var den "rigtige". Men det lod ikke til at genere den kutteklædte mand det mindste.
   Da hun greb ned i posen for syvende gang, var der intet, der indikerede, at hun ville trække den endelige. Det snurrede ikke i hendes fingre, hun vidste ikke instinktivt, hvilket emblem hun skulle tage. Hun greb en og trak den op for at finde ud af, hvilket dyr det var.
   En lille tegning af et rovdyr. Det lignede en bizar blanding af en ulv og en elegant løve.
   "En leonée?" sagde hun forbløffet og stirrede på det slanke kattedyr. Det var det hurtigste og mest udholdende dyr i hendes verden på grund af de stærke bagben. Det kunne nedlægge store og stærke dyr, simpelthen ved at løbe det træt og angribe fra tid til anden for at svække det.
   Hun stirrede på det. Sølvemblemet viste ikke, at dyret var snehvidt, men hun vidste det. Med en finger strøg hun de streger, der angav leonéens lille manke, som sad omkring dens hoved som på en løve.
   "Du kan godt gå tilbage nu," sagde manden og lukkede sin lærredspose igen. "Syv. Over gennemsnittet, men ikke ligefrem en sjældenhed."
   Hun kunne ikke svare ham. Hendes blik var fæstnet på emblemet, der ligesom de andre gled ind i den lille sølvlignende plade. Den var nu delt af små streger, så den lignede en stjerne, med en lille dyre-indgravering i hver trekant. Hun løftede kæden over sit hoved og betragtede amuletten.
   "Tak," sagde hun overvældet og kiggede op. Men hun var alene, og rummet (eller hvor hun var) var ikke længere så lyst. Tankefuldt fandt hun tilbage til gangen, hun var kommet fra, mens hun gik og vendte pladen i hånden...
   Og så faldt hun.
   Det virkede fuldstændig forkert, at det var muligt at falde i en gang, som nok ikke en gang fandtes. Men hun faldt og tog af med hænderne sekundet før, at hun havde knaldet hagen ned i gulvet.
   I nogle øjeblikke lå hun med tilbageholdt åndedræt og forsøgte at komme sig over det chok, som det havde været. Så gik det langsomt op for hende, at hendes ene hånd lå på noget. Hun skrabede fingrene sammen og løftede tingen helt op til sit ansigt, så hun kunne skimte det.
   Endnu et emblem.
   Hun forsøgte desperat at tyde billedet, men omgivelserne begyndte at smelte væk i mørke. Det sidste, hun opfattede, var at emblemet smeltede sammen med hendes halskæde, og en tanke fløj igennem hendes hoved: det her er helt forkert...

Tavia satte sig op med et sæt. Hun mærkede et skrig bane sig vej gennem hendes krop og slog begge hænder for sin mund for at afværge det. Hendes hjerte pumpede som vanvittigt, hun gispede efter vejret og rystede over det hele.
   Nej. Nej!
   Ude af stand til at sidde stille smed hun lagnet af sig og sprang ud af sin himmelseng. Balkondørene var slået op på vid gab, og en let brise fik de hvide gardiner til at bølge blidt omkring hende, da hun på bare tæer sprang ud på det kolde marmor og gispende trak mundfuld efter mundfuld lummer luft ind i et forsøg på at dæmpe den kvælningsfornemmelse, der lagde sig over hende som et tæppe.
   "Nej! Nej! Nej!" gentog hun ud i natten. "Det var bare en drøm!"
   Men mens hun sagde det, fandt hendes højre hånd op til natkjolens udskæring; der hang halskæden med metalpladen, præcis ligesom i drømmen, let og kølig mod hendes hud.
   "Åh," stønnede hun, da situationens fulde omfang gik op for hende. Tavia satte sig ned på de kolde fliser med et bump og lagde hovedet mellem sine hænder.
   Så græd hun.
   Tavia vidste ikke, hvor lang tid der gik. Til sidst var der ikke flere tårer tilbage, så hun holdt op. Da tegnede daggryet fine streger på himlen mod øst, og hun kunne skimte det smukke landskab, der omkransede hendes hjem.
   Vindruemarkerne fyldte det meste af hendes synsfelt, men der var også en lille plantage af de smukke ebrachile-træer helt ude til højre. Mod venstre kunne hun se søen glimte. Hele det perfekte billede, bakkerne, vinmarkerne, plantagen, søen, den snoede grusvej og alléen det sidste stykke mod det hvide palæ med det røde tag... alt det tilhørte Tavias far. Han havde været musiker, en fantastisk musiker, og oplært flere højtstående personer inde for riget i at spille forskellige instrumenter.
   Og han havde været gift. Men Tavias mor døde, da hun var fire, og så var der kun de to tilbage, ud over en masse tjenestefolk. Marcus Deresin havde trukket sig tilbage fra sit offentlige liv og levede nu mere stilfærdigt som den rige ejer af godset Lepas Lucili.
   Tavia havde en glimrende fremtid. Hun havde haft privatlærer i mange år og var efter hunkønnets standard temmelig godt belæst. Enten kunne hun vælge at bruge sine færdigheder til noget, som for eksempel ved at få en god uddannelse, eller hun kunne nøjes med at gifte sig med en mand af passende byrd og dermed leve et roligt liv uden at mangle noget.
   Eller sådan havde det i hvert fald set ud. Tavia greb igen fat om pladen og betragtede de små tegninger. Der var kun plads til hovedet i de små felter, men Tavia kunne godt kende dem.
   Hvad indebar det? Hvad ville der ske med hende, nu hvor hun havde haft Drømmen? Hvad ville hendes far sige, ham som hadede alle amuletbærere?
   Skælvende kom hun på benene. Hun måtte ligge i sin seng, inden kammerpigen kom, ellers ville det lede til spørgsmål, som hun ikke havde overskud til at lyve sig ud af. Tavia gik tilbage ind i det lumre værelse og gled ind under sit lagen. Hun lukkede øjnene, men kunne ikke sove.
   Kunne ikke fatte, at dette skete for hende.

Det var svært at skjule amuletten. Tavia var nødt til at gå med dækkende tøj midt i den hedeste sommer i tyve år, og det skabte naturligvis meget forundring. Tavia ville hellere have taget halskæden af, men nu var den en del af hende, og det ville være omtrent som at rive sin hånd af, fordi den var i vejen. Det var simpelthen en utænkelig tanke - hun ville slet ikke kunne leve uden den om halsen.
   "Jamen, lille frøken, De er da helt underernæret."
   Tavia sukkede. Hvis der var noget, hun ikke følte sig som, var det underernæret. Hun stod på en skammel med armene ud til siderne, og en skrædder var ved at tage mål af hende. En simpel underkjole af hør skjulte hendes amulet. Skrædderen havde netop lagt målebåndet rundt om brystet på Tavia. Ikke at der var meget, tænkte hun mistrøstigt.
   "Har I tænkt mere over, hvordan kjolen skal se ud?" Kjolen til hendes fjortenårs fødselsdag, som der kun var to uger til. Tavia kunne ikke lade være med at smile. Man kunne blive gift, når man var fjorten, men det regnede hun nu ikke med, at hendes far havde nogen planer om. Alligevel var det, som om hun så var lidt mere voksen.
   Det gik op for hende, at skrædderen stadig stod og så afventende på hende, og hun skyndte sig at sige: "Nej, ikke andet end af den gerne må... må dække halsen."
   "Undskyld?" Den trinde kvinde så forundret på Tavia, der vred sig. Hvordan skulle hun komme ud af dette?
   Et billede af en ærmeløs slags kjole af farverig silke, der sad tæt til kroppen og blev holdt fast af bånd, dukkede op i hendes hoved. Lettelsen var lige ved at få hende til at sukke dybt.
   "Jeg har læst om dem, forstår De," sagde hun hastigt og smilede til skrædderen, "det er en slags kjole fra Surri. Det er højeste mode der."
   "Aha," svarede skrædderen, som altid mistroisk overfor alt nyt. Hun satte sin sidste nål i nede ved foden af stof, hun havde draperet rundt om Tavias ben, men kom ved samme lejlighed til at stikke Tavia med den. Mens hun vendte sig for at hente flere nåle fra en æske, bøjede Tavia sig for at gnide det ømme sted.
   Amuletten gled ud af hendes halsudskæring.
   Et kort øjeblik var hun lige ved at gå totalt i baglås - så greb hun halskæden og nærmest flåede den inden for underkjolen igen, netop som den venlige skrædder vendte sig igen.
   De stirrede kort på hinanden.
   "Det kløede lige," bortforklarede Tavia smilende. "Åh, og du kom til at stikke mig med nålen."
   "Ved alle guder! Det er et under, jeg stadig har kunder, når jeg er så klodset med de nåle," mumlede skrædderen for sig selv og løsnede den lille metalspids. Tavia åndede lettet op. Hun havde ikke set noget.

Den aften, da hun stod på sin balkon og havde sagt godnat til sin far, blev hun overvældet af nysgerrighed. Hun havde lyst til at afprøve medaljonen. Selvom hun var rædselsslagen for den, og selvom hun var blevet flasket op med, at det var en forfærdelig ting, brændte hun efter at prøve.
   Lad være, beordrede hun strengt. Det er forkert. Det er forbudt! Lad nu være.
   Men efter bare få minutter stod hun og fingererede med medaljonen. Fulgte stregerne med en finger. Drømte om, hvordan det ville være.
   Egern. Krokodille. Okse. Jordsvale. Flagermus. Hjort. Og leonéen.
   Det var naturligvis leonéen, der trak mest. Den "rigtige". Vemodigt gned hun den, mens hendes tanker strejfede om og forestillede sig, hvordan det ville være at blive det hvide dyr.
   Langsomt gik det op for hende, at det ikke kun var hendes højre hånd, den der gned indgraveringen, som mødte ujævnheder i metallet. Også med den venstre hånd, som holdt medaljonen, kunne hun mærke noget.
   Tavia vendte tøvende medaljonen om. Bagsiden, som burde være glat og skinnende, var fyldt ud af en anden indgravering.
   Fortumlet talte hun sine dyr igennem igen. Syv. Hun talte, hvor mange felter, forsiden var delt ind i - syv. Hvad var dette, et ottende dyr? Og på den forkerte side af medaljonen?
   Kun månestråler og stearinlys oplyste balkonen. Tavia kneb øjnene sammen og stirrede på dyret. Hun kunne skimte vinger, en hale og kraftige ben.
   Det var, som om hendes hjerte standsede. Det var en drage. En drage!
   Noget gav genlyd i hendes hukommelse. Hvordan var det nu? Noget med et sagn af en slags, mente hun... men hun kunne ikke umiddelbart huske, hvad det var.
   Med et skuldertræk og et dybt suk skubbede hun det til side. I morgen, lovede hun sig selv, mens hun lukkede balkondørene. I morgen finder jeg ud af, hvad alt dette betyder.

Fem timer senere satte hun sig brat op. Det var dunkelt og nattemørkt i rummet, men døren stod åben. Fakkellys faldt ind, da den blev åbnet yderligere og nogen trådte ind.
   Tavia kneb øjnene sammen i det pludselige lys og hævede hånden for at dække. "Hv-hvad...?" begyndte hun.
   "Er dit navn Tavia Deresin?" spurgte en dyb mandstemme. Hjertet begyndte at banke heftigt i Tavias bryst. En frygt, hun ikke kunne placere, vældede op i hende.
   Flere personer kom ind i rummet. Den ene talte; "Det er hende."
   "F-far?"
   Tavias øjne havde vendt sig til lyset. Hun stirrede på ham: jo, det var hendes far. Han så på hende med tomme øjne.
   "Hvad sker der?" hviskede Tavia rædselsslagent. Hun trak lagnet op omkring sig og krøb helt op i hjørnet af sengen.
   En mand med fakkel nærmede sig sengen fra den ene side. Hans øjne glimtede sært, men det var hans tøj, Tavia lagde mest mærke til: en blå uniform med en oval, gennembrudt af et kryds, på brystet. Hun stivnede.
   Skrædderen havde set det alligevel.
   "Tavia Deresin," sagde manden og holdt faklen ud mod hende. "Vis os din amulet."
   "Jeg... jeg har ikke... jeg ved ikke, hvad du taler om!" Tavia tumlede bort fra manden, ud på gulvet, og bakkede mod balkondøren. En anden mand, i samme uniform som første, nåede frem først og spærrede. Tavia veg fra ham og vendte sig mod sin far.
   "Far!"
   Hans øjne blev hårde. Han rørte sig ikke. Panik bankede igennem Tavias krop. Den første mand gik væk fra sengen og nærmere hende igen.
   "Tavia Deresin. Hvis du nægter at vise os bevis på det modsatte, må vi gå ud fra, at vores kilde talte sandt."
   "Jeg har ikke gjort noget!" skreg Tavia, mens tårer begyndte at løbe ned af hendes kinder. Hun havde ingen steder at bakke hen nu. "Jeg har ikke gjort noget!" råbte hun igen.
   Manden blev ved med at nærme sig. "At være en amuletbærer er en synd, en unaturlig ondskab, der bør uddrives med al magt," sagde han roligt og rakte en hånd frem. "Er du ikke enig?"
   Nej! skreg alt i Tavia. Tidligere havde hun været stort set ligeglad... det havde aldrig betydet noget for hendes liv, heller ikke selvom hendes far var så stærkt imod det. Men det kunne han da ikke være, når det var hende, hans eneste barn?!
   Hun fik et chok, da manden foran hende pludselig sprang det sidste stykke frem og greb om hendes arm. Han rev hende brutalt over mod døren, og Tavia svarede ved at stritte imod alt, hvad hun kunne. Hun kæmpede som en gal og så sig tilbage.
   "Far!" hulkede Tavia desperat. "Far, hjælp mig! Det er ikke min skyld!"
   Han så blot på hende. Tavia blev slap i mandens hårde greb.
   "Forsøg ikke at skifte form," advarede han hårdt, langtfra så sympatisk og beroligende som tidligere. Han vendte Tavia bort fra hendes far, og hun spærrede rædselsslagen øjnene op, da hun så, hvem der ventede i skyggerne: en præst havde overtaget mandens fakkel og stirrede nu koldt på hende. Han var kronraget og iført en lang kjortel i samme farve som mandens uniform, med samme tegn på brystet - tegnet for Verdens-ordenen, den største religion i landet, der troede på, at menneskets eksistens var til alene for at skabe en utopisk verden, og at man skyldte sine medmennesker at gøre alt for at frembringe denne verden. I hånden havde præsten en glasbeholder med en tynd, spids kanyle fastgjort i.
   Der skete et eller andet end i Tavia, da hun så den. Noget, hun ikke helt kunne forklare.
   Amuletten glødede mod hendes hud, og fra hendes hjerte kom der en respons, der fik hendes blod til at brænde. Hendes krop ændrede sig i et tempo, der føltes svimlende langsomt, men i virkeligheden kun tog et splitsekund.
   Hendes arme og ben blev slanke og lange og beklædt med silkeblødt, hvid pels. Hendes ører gled frem og blev spidse, og en lang hale dannede sig bag hende. Hun blev længere, smidigere, stærk og anderledes. Tavia opfattede slet ikke, hvad der skete omkring hende. Hele hendes væsen var koncentreret om forandringen i hende selv.
   Hun landede på alle fire. Poter. Hun havde poter!
   "Hurtigt!" råbte en eller anden. Tavia vidste, hvem det var. En farlig mand, der ville hende ondt. Hendes nye krop reagerede instinktivt; de hvide hår rejste sig i stride børster hele vejen ned af hendes ryg, og hun blottede tænder og snerrede af den person, der nu var på vej ned over hende.
   Du er for langsom, tænkte hun sejrrigt, idet den strømlinede krop med legende lethed undgik manden, der ramte gulvet i stedet for hende. Alt for langsom, lo hun i sit indre, da den skaldede mand også greb ud efter den fri luft; hun sprang op sengen og rettede sine gyldne øjne mod de to andre i rummet for at se, om de var nogen trussel.
   Chokket var øjeblikket og som en spand kold vand i hovedet ovenpå den euforiske følelse af frihed, som forvandlingen havde medført: Tavias far stod som forstenet og stirrede på hende med vidt opspærrede øjne. Deres øjne fastlåsedes. Han havde blågrå øjne. Ligesom hende. Ligesom hendes menneskekrop.
   Du er ikke noget menneske lige nu, tænkte hun rædselsslagen ved sig selv og følte sig pludselig meget ensom. Amuletten glødede. Den nye, på en gang uvante og gammelkendte krop skrumpede på få øjeblikke ind til hendes menneskeskikkelse. Tavia rakte desperat ud efter sin far, uden at tænke eller at være fornuftig, sådan som han altid mente, hun skulle være.
   "Far..."
   I næste øjeblik rev en skarp smerte i læggen hende ud af hendes trance. Tavia skreg højt og faldt om på sengen. Hun så på sit ben; kanylen sad kvalmende dybt begravet i hendes krop. Den væske, der havde været i glasbeholderen, var trykket ind i hendes kredsløb nu. Præsten tronede over hende. Han lignede en forskruet, uhyggelig parodi på et rigtigt menneske med sine fanatisk glødende øjne og det kronragede, knoglede hoved.
   Han forsvandt i et væld af mørke pletter, og Tavia følte det, som om hun faldt uendeligt langt ned, før hun ramte det bløde stof på sengen.