Det var torsdag aften. Dagen havde været lang, ulidelig faktisk, træls og hård og uendelig. Min vagt på hospitalet havde trukket ud, fordi Marianne kom for sent igen, og så var der hele den sag om den tolvårige, der var løbet efter sin hund tværs over en vej og var blevet ramt af en bil. Forældrenes reaktion havde spøgt i mine tanker hele vejen hjem til min lejlighed, og i bussen var det moderens ansigt, jeg så i vinduet, i stedet for min egen refleksion. Hun var stadig i mit hoved, da jeg trådte ind af døren til min lejlighed og hørte min telefon ringe: det var min egen mor, og jeg kunne ikke tage hendes trivielle snak om rosenbuske og Ekstrabladet alvorligt. Min aftensmad bestod af brændende kærlighed. Fem minutter i mikro’en og så ind og spise foran TV’et. En tornado havde dræbt elleve mennesker i USA.
   Indtil nu havde mit bad været det eneste lyspunkt på dagen.
   Jeg stod længe under den varme bruser og nød vandet, der lagde sig om min krop som et blødt tæppe. Jeg havde aldrig lyst til at skulle ud i den virkelige verden igen, men da jeg endelig tvang mig selv til at slukke for hanen, følte jeg mig vidunderlig renset og frisk, for ikke at tale om en del mere optimistisk. Jeg vred et hvidt, blødt håndklæde om min krop og lod mit våde hår hænge, mens jeg overvejede, hvordan jeg bedst muligt kunne nyde den sidste time af min aften. Havde jeg ikke noget chokolade i skabet? Det var vist på tide at se "Bridget Jones’ Diary" igen.
   Og så vandrede jeg ind i mit soveværelse og fandt, at min dag nu var fuldstændig spoleret.
   Samos sad på min seng.
   Han så syg ud. Han ser altid syg ud nu. Han er bleg som et lig, ikke videre overraskende, og han er tynd. Min mor ville stoppe flæskesvær ned i hans hals, hvis hun nogensinde så ham (det kommer aldrig til at ske). Samos’ hår er mørkt og hænger pjusket om hans hoved, og hans øjne er kulsorte og flytter sig ved enhver lyd, han hører, også dem, jeg ikke kan opfatte. Jeg er efterhånden blevet ret god til at læse hans følelser på hans øjne.
   I dag havde han valgt mørkt tøj. Han så helt normal ud: langærmet bluse, slidte cowboybukser, gummisko, og han bar den samme ring på sin hånd som altid, sølvfarvet og snoet. Da jeg trådte ind af døren, rodede han sig i sit hår uden at kigge på mig. Han havde vidst, jeg var på vej.
   "Samos," hilste jeg monotont. Han lavede en underlig bevægelse, trak nærmest på skuldrene. "Jeg har låst døren," fortsatte jeg i samme toneleje. "Kan du ikke forstå en hentydning?"
   Hans kulsorte øjne mødte mine egne. Engang kunne jeg ikke holde ud at kigge ind i dem, turde ikke, men nu skal han ikke komme for godt i gang. Siden jeg holdt op med at vige, er han begyndt at holde mit blik. Han prøver mig af, tror jeg. Eller også er han bare nysgerrig.
   "Hvis du virkelig vil hentyde noget, kunne du jo prøve med et kors på døren i stedet," svarede han med et halv-grin. Jeg kan egentlig godt lide Samos’ stemme; den er lav og hæs og mørk. Men det betød ikke at jeg gad høre på ham.
   "Som om det ville have virket," snappede jeg og gik tværs over rummet hen til mit egetræsskab. Jeg åbnede og fandt mit nattøj frem. "Vend dig om," kommanderede jeg. Han smed sig bagover på sengen med begge hænder bag sit hoved og lukkede øjnene. Jeg smed håndklædet og trak i bomulds-pyjamasen. Derefter stillede jeg mig med armene over kors og så på ham. "Hvad vil du?" sagde jeg efter et stykke tid, hvor han fortsat havde lagt ubevægeligt på min seng. Nu satte han sig langsomt op og så sig dovent omkring. Jeg ledte efter mærker på hans krop efter overfald, men fandt ingen. På den anden side ved man aldrig med hans slags. Den trøje kunne gemme over skudhuller, der gik direkte gennem hans krop. Men jeg tror egentlig, det ville have gjort ondt på ham så.
   Til sidst mødte Samos mit blik igen og testede mig som altid et par sekunder, før han smilede svagt og sagde, "Og du tror ikke, jeg bare kom forbi på hyggevisit?"
   Jeg sukkede. "Hvornår gør du nogensinde det?" Og hvad troede han lige, han mente med hygge? Hygge er café sammen med vennerne. Hygge er jul hos min mor. Hygge er en aften med chokolade og film. Hygge er ikke at finde en vampyr med hang til ballade siddende på sin seng en torsdag aften i februar.
   Samos strakte sine ben ud foran sig og så på dem i stedet for mig. "Jeg har brug for lidt rum," sagde han konverserende og skjulte næsten fuldstændig en undertone af uro. "Jeg begik en fejl..."
   "Jeg vil ikke vide det," afbrød jeg og vendte ryggen til ham, idet jeg begyndte at lægge tøj sammen fra en vasketøjskurv på gulvet. Et par gange havde han forklaret mig, hvad vampyrer gjorde ved dem, de ragede uklar med. Han synes mine reaktioner var sjove. Han holdt ikke op med at forfølge mig med den slags historier, før jeg i et anfald af desperation fik en privat samtale med en præst. Siden da har han ikke sagt et ord om den slags. Han kan godt finde på at lade som om, og han kan lide at røre ved emnet og se mig blegne, men han går aldrig videre end det, ikke længere.
   Men jeg tog ingen chancer. Han er lidt en idiot, Samos. Han prøver grænser af konstant. Det er derfor, han hele tiden har problemer med sin egen art. Det var derfor, han sad i mit soveværelse nu.
   "Du kan ligge på gulvet i nat," sagde jeg kynisk og lagde en ulden sweater ind på øverste hylde i skabet.
   "Hvad nu, ingen madras?" Han lod, som om han var såret. Nogle gange betyder det, at han er det i virkeligheden.
   "Jeg har lånt den ud. Gulvet, eller du kan forsvinde." Det kom ud lidt hårdt, men det er han ligeglad med, for han ved, hvornår jeg mener det, og hvornår jeg ikke gør.
   Men han kender mig ret godt, og han fangede godt noget andet også.
   "Du er frustreret," konstaterede han.
   "Der sidder en vampyr på min seng," replicerede jeg tørt.
   "Her har jeg siddet før."
   "Lang dag på hospitalet."
   "Ah. Hospitalet."
   Jeg brød mig ikke om den vidende tone, der sneg sig ind i hans stemme og slet ikke da han tilføjede sarkastisk, "Hvor overraskende."
   "Lad det ligge, Samos."
   Han tav og jeg fortsatte med at stoppe tøj ind i skabet. Da jeg var færdig, lagde jeg kurven på plads og tog håndklædet med på vejen. Jeg redte mit hår, børstede mine tænder og slukkede lyset i køkkenet. Da jeg kom tilbage i værelset havde Samos ikke rørt sig. Han sad og stirrede ud i luften.
   Det gør han kun sjældent.
   "Du er bange," sagde jeg, næsten udfordrende. Han sendte mig et koldt sideblik. Det hader jeg, når han gør. Vampyren skinner i gennem i de situationer, og selvom han aldrig ville gøre mig ondt, får det alligevel en ubehagelig rislen til at løbe ned af min ryg. For at være helt ærligt havde jeg nu ikke forventet andet. Jeg kaldte ham bange. Et godt råd, når du har med vampyrer at gøre: antyd aldrig, at de er bange. Bekymrede, urolige, oprørte, fint nok: men bange, aldrig. Det er et forbudt ord.
   Nu er det bare sådan, at Samos ikke skal sidde i mit hjem og tro, han kan lave reglerne.
   "En slem omgang?" spurgte jeg og viftede af ham. Han adlød min gestus og rejste sig fra sengen, så jeg kunne komme til at kravle under dynen. Hans øjne var fjerne, og det var først, da jeg havde slukket lyset, at han sagde ud i mørket:
   "Ja. Temmelig slem."
   "Du er lidt af et fjols, Samos," mumlede jeg blødt, næsten sørgmodigt. Jeg tøvede før jeg fortsatte; "Det må stoppe engang. Du kan ikke blive ved med at komme her."
   Han var tavs i mørket i nogen tid. "Jeg ville aldrig skade dig, Eva."
   "Det ved jeg godt. Men det går jo ikke, Samos. Det gør det jo ikke."
   Fra mørket kom der en kort, ligegyldig lyd.
   "Det ved du jo godt," hviskede jeg.
   Vi havde begge vidst det fra starten, hvis man da kan sige det på den måde, når vi begge havde været fuldstændig uvidende også. Samos havde ringet på min dør for halvandet år siden, en aften i sensommeren, hvor mørket netop var faldet på. Dengang havde han set charmerende ud, som han stadig kan, og han havde smilt: "Du må undskylde, jeg sådan trænger mig på – må jeg komme ind et øjeblik?"
   Det var først måneder senere, jeg opdagede, at han skulle have min tilladelse. Det var først efter en lang aften fyldt med snaps og øl at jeg i en rus af alkohol og overmod sagde, "Du er altid velkommen" til ham. Nu kan han komme og gå som han vil.
   Dengang havde jeg været forvirret og overrasket, men bygningen var fuld af mennesker og jeg kunne ikke tage øjnene fra hans smil. "Jeg... ja...?"
   I næste øjeblik havde han været ind, døren havde været smækket i, og hans hånd havde været lukket tæt om min strube, så jeg kun kunne gurgle svagt, overrasket og panisk. Han havde tænkt sig at dræbe mig der, at drikke mit blod, som hans slags nu gør, men han var i et djævelsk humør, og han havde lyst til at lege lidt med maden først. Han havde spurgt mig om alt muligt, om mit job og mine interesser, han havde taget billederne fra min kommode i stuen og spurgt, "Er det din familie?" Jeg har aldrig været så bange i mit liv, som da jeg sad i min bløde kaki-farvede sofa og stirrede på den mørke, charmerende mand med tænder som en slanges gå rundt i min stue og spørge ind til mit liv.
   Han var stædig. Han tvang svarene ud af mig, legede med mig og mine følelser, lod mig tro han ville dræbe mig med det samme, for i næste øjeblik at ombestemme sig, fordi der lige var en enkelt ting, han ville vide endnu. Lige den del husker jeg ikke meget af. Jeg var lammet af angst og svarede på alt, hvad han spurgte om. Et eller andet ved mine svar, et eller andet ved mig, fik ham til at ombestemme sig. Han var på toppen den aften, og han havde råd til at have det sjovt. Noget ved det, jeg sagde – jeg ved det ikke. Måske var det fordi at jeg, midt i al rædsel og chok, virkede helt rolig og fortalte uden forbehold om alting i mit liv. Jeg har aldrig spurgt ham.
   Den aften forsvandt han uden at have gjort nogen egentlig skade. Jeg var traumatiseret som jeg ved ikke hvad, klart nok. Jeg søgte hjælp hos en psykolog, som virkede venlig nok, men som i bund og grund ikke troede et ord af, hvad jeg sagde. Og jeg ville sådan tale med nogen. Det var derfor, jeg overlevede Samos’ næste besøg. Denne gang var det min tur til at spørge om alt mellem himmel og jord, panikslagen som jeg var, siddende stiv i min sofa. Samos så på mig med morskab i sine øjne gennem hele samtalen, og især kunne han lide min reaktion på de historier, han fortalte om sine egne og andres rovmord på uskyldige, ofte tilfældige mennesker. Efter det blev arbejdet på hospitalet aldrig det samme – ingenting blev nogensinde det samme. Især ikke tanken om blod.
   Samos kom flere gange derefter. Altid når natten var faldet på. Nogle gange i en times tid, nogle gange længere. Der skete en gradvis ændring i vores forhold. Jeg holdt op med at frygte ham, og han begyndte at sætte pris på mig. Nogle gange blev han natten over.
   Jeg så til, mens hans natlige tilværelse begyndte at spidse til. Jeg så til, da han begyndte at træffe valg, hvor min indflydelse var tydelig. Han gik ikke efter børn længere, ikke siden jeg kom ind på hospitalet en mandag morgen til liget af en niårig pige med så mange sår og rifter overalt, at ingen tog særlig notits af de to prikker ved hendes hals. Han begyndte at holde op med at respektere sin egen art, og det var der, hans problemer for alvor begyndte.
   Og derfor var det klart. Derfor var det klart, at det måtte stoppe før eller siden, at det ikke kunne vare ved. Vi var uforlignelige størrelser. Ganske enkelt.
   Klokken er ti minutter over to, og jeg sover ikke. Det gør jeg aldrig, når han er i rummet, men jeg kommer tæt på nogle gange. Han ved, jeg er vågen, men han siger aldrig noget, når først vi er holdt op med at snakke.
   I dag er anderledes.
   "Eva," hvisker han, lavt og hæst.
   "Mmh," svarer jeg og ser ud i det mørke ingenting.
   "Må jeg... må jeg ligge hos dig?"
   Jeg blinker. Må han... hvad? Nej. Nej. Han har aldrig været så tæt på mig. Vi har stort set aldrig rørt hinanden.
   "Hvad har du... hvad vil du..." Jeg kan ikke samle mine ord til noget, der giver mening.
   "Bare kort," hvisker han, og hans stemme virker brudt: den dirrer en smule. "Jeg skal nok forsvinde bagefter."
   Og jeg ved pludselig, at han mener for altid, forsvinde ud af mit liv og tage alt den død med sig, som han omgiver mig med. Det gør ondt at tænke på. Han er svær at leve side om side med, men jeg holder af ham, på et eller andet plan. Måske bare fordi han er så håbløst forvreden.
   "Okay," hvisker jeg.
   Samos bevæger sig, og jeg kan høre ham gøre det; han lader mig høre det. Han kan være så tavs som en skygge, men det vil han ikke nu. Han lader mig også mærke hans vægt, da han kravler op i sengen og om bag mig: jeg er stiv som et bræt og tager mig selv i at tænke på, hvornår han sidst har drukket blod. Han ville aldrig lægge en finger på dig, hvisker en stemme i mit hoved.
   Men det gør han nu.
   Samos arme kommer snigende rundt om mig, forsigtigt, nervøst. Jeg prøver at slappe af, men jeg kan ikke. De er kolde, hans arme; ikke isnende, men med væsentlige lavere temperatur end min egen. Samos forsætter med at bevæge sig tøvende og langsomt, til vi til sidst ligger i ske, og jeg mærker ham begynde at slappe af, ligeså stille.
   "Jeg kan lide din varme," hvisker han med rystende stemme, næsten uhørligt.
   Vi ligger under samme dyne, tæt sammenkrøbne, med hans arme rundt om mit liv. Jeg ryster en smule i starten. Det holder op hen af vejen.
   På trods af, hvor kold han er, er det ikke helt ubehageligt.
   Jeg falder i søvn kort tid efter. Jeg ved, han er væk, når jeg vågner. Og jeg vil aldrig se ham igen.

Det er først nogle dage senere, at jeg opdager at ringen ligger i min seng, den snoede metalring, som altid var det eneste på ham, der ikke var ren illusion. I lang tid bilder jeg mig selv ind, at det var hans afskedsgave. Men morgenen efter den sidste nat vågnede jeg alt for sent og susede ud af døren uden at skænke ham eller solskinnet, der faldt ind af mit vindue, en eneste tanke. Nu tror jeg, at han blev liggende hos mig, til daggry sendte sit første lys ind over sengen og viskede han ud af mit liv for altid.
   Jeg tror han lærte at hade, hvad han var, gennem mig. Rigtigt eller forkert, morder eller offer for sin natur... jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg ikke kan tilgive mig selv for hvad jeg gjorde mod ham.
   Men jeg kan heller ikke fortryde
   Moral er en underlig ting.

Jeg savner Samos.