En uheldig drejning
   Ittyka så ned i jorden og vidste åbenbart godt, at hun bad om meget. Eran stirrede bare på hende.
   "Det er din ide?"
   "Mmh."
   "Og det vil du have mig til..."
   "Nej! Altså, det er jo bare en ide..." Hun snøftede sørgmodigt. "Jeg tror ikke... jeg tror ikke, der er andre måder at gøre det på."
   "Åh, skønt," vrissede Eran vredt og slog ud med armene. "Lige hvad der manglede; skyldfølelse! Så hvis jeg ikke gør det her, så er det alt sammen min fejl."
   "Nej!" råbte Ittyka vredt - så huskede hun, at de kun stod nogle få hundrede meter væk fra røvernes lejr og sænkede stemmen. "Nej. Men du kan jo selv bruge hovedet, hr. Overklog! Find du på noget bedre, jeg forsøger bare at hjælpe."
   Eran brummede et eller andet og tænkte sig om. Han brød sig ikke rigtig om det - selvfølgelig gjorde han ikke det. Ikke engang en døgnflue ville vandre ind i en bikube og bede om lov til at blive med-bi. Men det var altså det, Ittyka ville have Eran til - nåh ja, måske ikke lige i en bikube, men det ville han tusind gange hellere end at skulle ind i røverreden. Det virkede umådeligt åndssvagt at skulle gå ind og bede om lov til at "være med" - hvor dumme kunne de være? - men på den anden side kunne det meget vel være den eneste mulighed, hvis de altså ville redde Ax. Og hvis Ax var død, var det jo bare at stikke af om natten. Ikke at det ville være helt så nemt, men det kunne vel lade sig gøre. Der var ingen, der sagde, det alt sammen skulle gå lynhurtigt. Man kunne ikke påstå, at tiden arbejdede for Eran og Ittyka, men hvis Ax var død, var der alligevel ikke mere at stille op.
   Han så på Ittyka. Hendes øjne var våde, men hun græd ikke helt. Til gengæld var der en bøn i dem, som han ikke kunne overse.
   "Okay," sukkede han. "Okay. Jeg skal nok gøre det."
   Så brød Ittyka fuldstændig sammen og hulkede så stille, hun kunne. "Bedst som jeg troede, du ville blive glad," mumlede Eran forskrækket og skyndte sig hen til hende. Hun pressede sig ind til ham, og han holdt om hende.
   Da gråden var stilnet lidt af, hviskede hun: "Jeg er glad. Mange, mange tak, Eran." Men hun lød ikke særlig glad.
   "Altså, verdens undergang er det jo ikke," forsøgte Eran sig, men kunne godt høre, det lød lidt dumt.
   Ittyka gjorde sig fri og snøftede lidt. "Du vover på at dø," hviskede hun meget lavt og meget indtrængende. "Du vover på det."
   "Nå, det var ellers planen."
   "Idiot!" hvæsede hun og slog ham - hårdt. "Jeg mener det! Det er ikke noget at lave sjov med! Jeg dør, hvis du gør."
   Hun så så stædig ud som nogensinde, så Eran blev helt forskrækket. Det eneste gode i hendes plan, ud over at den måske kunne fungere, var, at hun ikke selv var en del af den. Så skulle hun ikke gå hen og begå selvmord, hvis det ikke lige gik, som det skulle. Eran ville gerne redde Ax, men ikke hvis det kunne koste hans søster livet.
   "Hør lige her," sagde han og greb hende om skuldrene. Hendes øjne lyste grønt og trodsigt, men han var ligeglad. "Jeg gør det, men på én betingelse: så snart jeg er gået, skal du tage hjem." Hvis han havde haft tid, ville han selv have fulgt hende hele vejen hjem, men når chancen for, at Ax var i live, svandt for hvert øjeblik, der gik, kunne han ikke bruge flere dage på at få hende tilbage igen.
   "Vel vil jeg ej," sagde Ittyka fast, men Eran afbrød.
   "Det er en betingelse. Jeg vil have dig i sikkerhed."
   Ittyka så stadigvæk trodsig ud, men hun kunne se, at Eran mente det. Og til sidst gav hun efter. "Okay. Jeg går, når du går."
   "Sværg på det." Eran stolede ikke hundrede procent på sin søster, og i denne sag ville han være sikker.
   Hun så modvillig ud. "Ja, ja. Jeg sværger." Ittyka vrængede det, men Eran måtte stille sig tilfreds med det. Han spændte sit sværd fast til sit bælte og tog nogle dybe indåndinger.
   Ittykas øjne blev skræmte igen. "Går du nu?"
   "Ja, hvad havde du regnet med?" Eran så forvirret på sin søster. Nu var åbenbart splittet igen.
   Hun bed sig i læben og så alt andet end tilfreds ud. "Altså... du har jo ikke en gang spist siden i morges." Eran tænkte på det våde brød og mærkede sin mave knurre. Det kunne der jo være noget om, men på den anden side var det jo lidt småt med mad, og hvis planen ellers fungerede, skulle han jo ikke slås lige med det samme.
   Så Eran rystede på hovedet. "Jeg går nu. Bliv her. Jeg mener... tag hjem."
   Hun nikkede. Så omfavnede hun ham, kort og hårdt, så det tog pusten fra ham. "Husk det nu," mumlede hun lavt. "Hvis du dør, slår jeg dig ihjel."
   "Tja, hvis der er nogen, der kan gøre det, må det være dig," sagde Eran blidt. Så tog han tasken på skulderen og så advarende på Ittyka. "Lige hjem. Nu, faktisk. Smut med dig."
   Hun strøg sit mørke hår om bag ørene og sukkede. "Okay. Hvis det er det, der skal til."
   Så tog hun Ax's taske - de havde taget den med fra deres første lejrplads i skoven - og så en sidste gang på Eran. "Så ses vi." Hun lagde tryg på det der med ses.
   Der var noget mærkeligt ved at se hende vende om og forsvinde ind i skoven. Eran dvælede ikke længe ved synet, for så ville han bare ende med at rende i hælene på hende. I stedet vendte han sig og gik mod lejren.
   Skoven var ligeså dunkel som altid, men efter at have betragtet bladforhænget lidt tid afgjorde Eran, at det nok var omkring middag. Hans mave knurrede igen, men det måtte han ignorere. I stedet bevægede han sig forsigtigt hen mod røvernes lejr. Han skulle helst ikke opdages, før han var helt derhenne, for så ville de måske ikke tro på, at han var kommet for at slutte sig til dem. Hvilket han jo ikke var, det skulle bare se sådan ud.
   Til sidst var han nødt til at mave sig frem for ikke at blive opdaget. Men netop der, da han var næsten helt fremme og skulle til at rejse sig, hørte han et råb.
   Eran stivnede. Han var for langt væk til at skelne ordene, men han genkendte Ittykas stemme, der gjaldede gennem skoven.
   Allerhelst ville han springe op og styrte hende til undsætning, men det ville jo ikke fungere. Han trak vejret dybt nogle gange og mavede sig så baglæns. Lige så snart han kunne stå op uden at blive set, rejste han sig og løb alt hvad han kunne - samtidig med at han forsøgte at være fuldstændig lydløs.
   Efter få minutters løb var han nået tilbage til hvor, han havde forladt Ittyka. Men nu var hun ikke alene i lysningen. En kæmpe af en mand med sort hår og skæg holdt hende fast (Eran brød sig ikke om hans skæve smil), og en anden med lysere hår stod foran hende. Ud over det var der tre andre mænd med sværd eller armbrøster og en enkelt ork, der havde sin kølle ved sin side. Hans dybbrune hår var flettet i mange fletninger, og hans skind var nopret og muddergrøn.
   "Slip mig, din store bavian!" råbte Ittyka så højt, hun kunne, og vred sig som en gal i den store mands greb.
   "Hør her," sagde manden foran hende med en irriteret mine, "jeg er lidt træt af at spørge. Hvor er drengen?"
   "Gå af helvede til!" skreg Ittyka overmodigt. Hun kæmpede stædigt videre mod kæmpen, men det var ligeså nytteløst som før.
   Det gav et sæt i Eran, da manden, der havde talt, trak en kniv. Han hævede Ittykas hoved med en hånd under hendes hage og lagde kniven mod hendes hals. Hun stivnede.
   "For sidste gang," sagde han silkeblødt. "Du er ligegyldig, så hvis du ikke giver mig de oplysninger, jeg skal bruge, slår jeg dig ihjel. Så simpelt er det."
   Eran knyttede sine hænder. Hvis bare han kunne hjælpe sin søster. Ittyka så ned i jorden med tårer i øjnene.
   "Han skred. Er du så glad? Han var ligeglad med Ax."
   Eran stirrede forbløffet på hende. Det gjorde manden med kniven også, og det var tydeligt, at han prøvede at gennemskue hende. Det var nok ikke det svar, han havde regnet med. "Så drengen stak af." På trods af situationens alvor irriterede det Eran, at han blev kaldt dreng. Manden fortsatte mistroisk: "Men hvorfor?"
   Ittyka snøftede. Om det var skuespil eller ægte, kunne Eran ikke helt afgøre.
   "Jeg syntes, jeg sagde, at jeg var træt af at spørge," hvæsede manden og pressede kniven længere ind mod hendes hals. Ittyka gav et forskræmt gisp fra sig.
   "Han sagde noget om soldaterne," gispede hun. "Han sagde, han ville tilkalde dem. Vi to kunne ikke klare en hel røverbande alene."
   "Og så blev du?" Det lod ikke til, at manden var overbevist, men hvis Eran ikke havde stået og gloet på hende, kunne Ittyka godt have narret ham.
   Hun snøftede stadig. "Jeg kunne ikke. Det var min skyld, at Ax..." Hun hulkede og faldt sammen. Nu lignede det ikke skuespil mere, syntes Eran, men det havde det jo ikke gjort fra starten. Den store mand, der havde så godt fat i Ittyka, ruskede hende let, men nu lod det til, at hun var besvimet.
   Manden med kniven udstødte en frustreret lyd og satte sin kniv tilbage i skeden.
   "Talte hun sandt?" spurgte en af de andre.
   "Det lød sådan," svarede den anden. Orken knurrede.
   "Jeg tror, hun løj," sagde det store brød af en mand og slyngede sådan uden videre Ittyka over skulderen.
   Manden, der havde ført ordet, gned sig panden. "Det må vi finde ud af senere. Vi tager hende med tilbage."
   Og så vandrede de af sted med Ittyka.
   Eran huskede kun lige knapt at skjule sig. De havde taget hans søster. De havde taget Ittyka.