Huset var tomt. Alt for tomt. Alt for stort, rungende, prangende. Der kunne ligeså godt have stået et skilt med ordene: VI FORTRÆNGER DET over døren. Det havde i det mindste været billigere.
   Jeg låste mig ind med en tom følelse af ligegyldig gentagelse. Hallen henlå i andægtig stilhed. Mit eget spejlbillede i det store, guldindrammede spejl overfor døren var det eneste, der hilste mig velkommen. Normal trampede jeg bare forbi ud i garderoben, indstillet på at skabe så meget larm og tumult som muligt, men ikke i dag. I dag kom jeg til at stoppe, kom til at se på den refleksion af den pige, som ikke helt fandtes, fordi hun ikke rigtig stemte overens med den indeni. Det har altid været sådan, jeg kunne kende mine dårlige dage. Når jeg ikke bare kunne gå forbi det spejl.
   Min taske landede på det kølige marmorgulv med et blidt bump. Mine stiletter klaprede over gulvet, og det lød underligt i mine ører, fordi det gik så meget langsommere nu her, end når jeg befandt mig ude i den virkelige verden, hvor alting bevægede sig og havde liv. Jeg havde fanget mine egne øjne, lige fra da jeg trådte ind af døren, og kunne ikke bare sådan give slip igen. Dem i spejlet var kornblomstblå. De stod perfekt til det platinblonde hår, der indrammede mit ansigt med lige lokker. Mascara. Eyeliner. Fundation. Jeg så perfekt ud.
   Jeg gik så tæt på, at jeg til sidst hvilede min pande mod den glatte, kølige overflade. Hvor jeg ønskede at glide igennem. At leve et liv omfavnet af mild kølighed, et liv hvor den umiddelbare refleksion var nok. Hvor stemmer og lyde forsvandt. En tavs verden, hvor man var glad, når man så glad ud, og ked af det, når man græd. Jeg huskede pludselig, ud af det blå, hvordan jeg havde forestillet mig min familie, da jeg var yngre og oftere stoppede foran spejlet, og jeg tog nogle skridt bort fra spejlet, indtil jeg stod helt i centrum, midt på gulvet, og refleksionen gjorde det samme, var ligeså alene. Jeg så til højre for hende og tænkte, der skulle far stå. På den modsatte side, mor. Jeg fortsatte med at tilføje mine onkler og tanter og deres børn, mine bedsteforældre og deres søskende, til pigen derinde til sidst stod omgivet af mennesker, for sig selv i midten uden at være alene. Jeg havde tilpasset billedet. Flere blå øjne. De var højere. Mors rynker var finere, mere utydelige. Fars slips var løsnet en smule, og ham og mor så på hinanden en gang imellem ud af øjenkrogen og smilede svagt. Morbror David var lyslevende, og hans øjne spillede muntert som de havde gjort, før Ida fik cancer og ikke rigtig kunne hjælpes, Ida, som nu stod ved siden af ham og strålede med al den ligefremme glæde, en seksårig kunne præstere.
   Jeg så dem allesammen ud af øjenkrogen, med blikket rettet mod de der blå øjne i midten.
   Tilfredsheden ville ikke indfinde sig. Drømmen ville ikke fænge. Måske var det derfor, jeg var holdt op med at stå og stirre ind i det fordømte spejl. Måske kunne jeg til sidst bare ikke holde ud at skulle se de umulige drømme krakelere og falde sammen, til kun stumperne af ønsket og håbet lå tilbage i en rodet bunke for mine fødder. De stumper havde jeg skåret mig på mere end en gang. Det var fuldstændig ligegyldigt, hvor mange gange jeg stod og stirrede på det usandsynlige billede af de uvirkelig mennesker, så blev det aldrig til noget. De eksisterede kun i den verden, hvor jeg havde blå øjne og glat hår. Med forsigtige fingre pillede jeg de farvede kontaktlinser ud og lod dem skødesløst falde til jorden.
   Jeg sank sammen på gulvet, mens jeg holdt om mig selv. Jeg bøjede mig forover lod håret falde blødt omkrig mit hoved. Hvad gør du nu? spurgte jeg mig selv. Nu har du smidt dit sidste forsvar. Hvad gør du så?
   Det var koldt at sidde der, helt alene på gulvet, og da jeg rettede mig op og så på de nu brune øjne i spejlet, var det virkelig som om det var den mig, der var indeni. På knæ, uden at andre at holde om end sig selv. Kulden blev værre i takt med at tomheden lagde sig over mig som en tung dyne, og jeg stillede mig selv de spørgsmål, der havde runget i mit hoved og i mit liv det sidste lange stykke tid: Hvad er det du vil? Hvad lever du for? Hvad er dit formål?
   Jeg havde ikke noget svar. Ikke et eneste. Det så jeg for første gang i øjnene, det stod jeg for første gang ved. Det er utroligt, hvilken følelse af angst der griber dig, når du først forstår, at der ikke er den mindste grund til, at du er i live. Det er ubeskriveligt. En følelse, der i bund og grund kun kan beskrives som noget forvredent. Du har lyst til at krumme dig sammen og ligge sådan for evigt, du har lyst til at springe ud fra en bro og få det overstået. Som de kloge mennesker allerede har indset, er der ingen mening med livet, ingen overhovedet. Vi må selv skabe et formål med vores eksistens, vi kan ikke lægge det ansvar i hænderne på vores forældre eller på en gud. Man må tage hånd om sin skæbne. Men der lå jeg på det blankpolerede marmorgulv og havde mistet grebet. Jeg havde ladet det hele glide væk under et uægte billede, og da jeg stoppede for at se, hvad der var tilbage nedenunder, var det for sent.
   Jeg blev revet ud af alle de tanker, da en lyd fra en anden verden ekkoede gennem hallen. Det tog et enkelt sekund for min facade at komme op igen, kun et enkelt: jeg trak min mobil, åbnede den og satte den til øret. ”Hallo?”
   Havde jeg fuldstændig glemt det? hvinede en stemme i den anden ende. Det der band kom ned og gav autografer på den der café, der var allerede folk overalt!
   Og hvad så? Det band sagde mig ingenting. Men jeg replicerede næsten udelukkende af vane, jeg er der om ti minutter, ti minutter, okay? Du går ikke derind uden mig! Ti minutter, Anna, vi ses!
   Jeg klappede mobilen i. Tankerne fløj gennem mit hoved. Ti minutter, så havde jeg travlt. Jeg måtte have noget at spise, skiftet bukser, der var kommet en plet på i dag... jeg havde faktisk rigtig travlt! Jeg måtte også hellere efterlade en besked til far, hvis nu han kom hjem…
   Jeg stoppede brat da jeg så mig selv i spejlet. De brune øjne holdt sig selv fanget i nogle lange, lange sekunder.
   Fandens. Jeg må have nogle ekstra kontaktlinser et sted. Jeg strøg op af den svungne trappe, og efterlod nonchalant det tavse spejl og de blå kontaktlinser i hallen.