I Beikeas mørke
   "Beikea" betød "tusmørke" på elvisk, og Beikea-skoven havde ikke fået sit navn for ingenting. Træernes grene dækkede så omhyggeligt for solen, at det næsten så bevidst ud, og under dem herskede der en tyst og fugtig atmosfære. Et sådant sted var perfekt til blandt andet den blå kæmpetudse, hvorfor man kunne høre deres mærkværdige, syngende kvækken, hvor end man befandt sig. Ikke at der var særlig mange bevidste væsner i skoven, for dem, der var dumme nok til at våge sig derind, kunne næppe kaldes "bevidste".
   "Væk! Dumme møgdyr! Forsvind så med jer!"
   Men det forhindrede jo ikke alle i at trænge ind.
   En ung, ranglet og meget vred mand med lysebrunt hår var netop vågnet efter en lille lur under et stort træ og havde fundet sin oppakning fyldt med Nippere, der populært hed "edderkoppe-krabber" grundet deres mærkelige udseende. De havde spist næsten alt hans mad, klippet hans reb i stykker og gnavet huller i hans taske, foruden at have ødelagt hans vandflasker, så hele molevitten oveni var blevet dyngvådt. Nu skiftede han lidt mellem at sparke til væsnerne, prøve at slå dem ud af tasken og bare hive sig lidt i håret og råbe af dem. I sidste ende forsvandt de små pestilenser da også, men de efterlod sig en oppakning, der var til mere besvær end hjælp.
   Manden, som måske endda nærmere skulle kaldes en dreng, bandede over sit uheld. Han stirrede lidt på den ødelagte taske og på hullerne, mens han skældte sig selv ud for ikke at have fulgt Ittykas råd om at tage sygrej med - hans søster havde trods alt mere forstand på den slags, end han selv havde. Og nu var det alt sammen ødelagt. Vredt mumlende for sig selv begyndte han forsigtigt at tømme tasken, men holdt brat mund, da en lille æske kom med ud. Hvad var det? Han mindedes da ikke at have pakket den.
   Han åbnede først forsigtigt, men så kom han til at le; æsken indeholdt fem nåle af forskellig størrelse, to ruller sytråd og en hel bunke lapper. Selvom han havde forsøgt at lyde meget fast, da han sagde til Ittyka, at syning ikke var for mænd, havde hun altså sneget den med alligevel. Da han kiggede igen, opdagede han, at hun havde lagt en lille seddel i; "Tilgiv mig, bror, men du lytter jo aldrig til fornuft! Når du siger nej, er det bedst at sige ja, så her har du noget, du helt sikkert får brug for. Held og lykke på rejsen... jeg glæder mig til at se dig igen, også selvom det skulle lykkes dig at blive en stor helt. Kærlig hilsen Itty."
   Han skulede, mens han læste til brevet, og mumlede et eller andet om åndssvage søstre. Ittyka var seksten, altså to år yngre end ham, men hun forsømte aldrig en lejlighed til at gøre ham opmærksom på, at hun stadigvæk var langt mere moden (det mente hun i hvert fald selv). Hun havde mørkt hår efter deres mor og grønne øjne, der både kunne slå smut og dolke de mennesker, hun havde set sig gal på. Han selv havde gråblå øjne og lignede mere sin far.
   Manden/drengen havde aldrig rigtig været en ørn til det der med syning - det var jo trods alt en kvindeting - og han kunne ligesom se på det hele, at lapningen af tasken alene nok ville komme til at tage noget tid. Dertil kom alt det andet, som måske kunne repareres, men ellers bare skulle smides væk. Han ville altså komme til at blive et stykke tid. Med et suk spændte han sit sværd af sit bælte og lagde det forsigtigt på jorden sammen med den armbrøst, han ellers plejede at bære på ryggen. Så samlede han nogle grene og forsøgte at få gang i et bål.