Jeg tog en gang en test af ren kedsomhed. Der var det her spørgsmål, om hvilken tid af døgnet, jeg bedste kunne lide. Jeg valgte vist nok skumring. Det var forkert.
   Mit yndlingstidspunkt er nat.
   Mørket smøg sig om mig som en kappe. Det kræver format at bære sådan en kappe - og det havde jeg. Masser af format. Jeg fik det endda til at se ud, som om det var noget, jeg havde besluttet at tage på, frem for en påtvunget byrde.
   Månen hang livløs ret foran mig. Ikke halv, ikke hel, ikke væk.
   Mine skridt gav genlyd ned af den tomme gade. Clack, clack, clack. Højhælede sko ser mægtig smart ud, men det er en pine at høre på i længden, det der clack, clack. Irriteret satte jeg farten lidt ned og slentrede i stedet.
   Det var sent. Meget sent, endda. Uglerne var gået i seng, de fleste fulderikker var tumlet omkuld. Jeg så på de tomme butikker omkring mig og afgjorde, at jeg bedst kunne lide midtbyen by night. Vinduer med gitre for stirrede på mig fra alle kanter. Der var skygger i mørke overalt. De fleste andre var nok blevet utrygge, men jeg nød stilheden og alt det sære intet, som gemmer sig i mørke. For det er jo egentlig det, mørke er: ingenting. Intet andet end en farve.
   Clack-lyden holdt op, da jeg standsede foran en butiksrude. Mine øjne ser glimrende i mørke, og jeg kunne tydeligt se smykket bag jerngitteret: en halskæde med knaldrøde sten formet som fugle, alle hægtet på et fint sølvbånd.
   Jeg kunne lide det. Et sekund eller to overvejede jeg endda at bryde ind bare for at få fat i det, men besluttede alligevel at lade være. Jeg kunne dog ikke lade være med at sukke en anelse længselsfuldt, da jeg fortsatte: rød er min absolutte yndlingsfarve. Jeg strøg min kjole, næsten for at sikre mig, at den stadig havde farve som roser. Selvfølgelig havde den det. Jeg havde udvalgt den specielt til i nat.
   Jeg vaklede endnu en gang, da gågaden delte sig: til højre var der værtshuse, til venstre var der boliger og de sidste butikker. Min erfaring sagde til højre, men mit instinkt hælede den modsatte vej.
   Man skal altid følge sit instinkt.
   Jeg kedede mig. Lidt nede af gaden satte jeg mig på hug for at klappe en kat, men det var alt det liv, jeg mødte. "Sent" var kun en hindring for de regelrette, og der burde være enkelte idioter, som havde besluttet sig at blive oppe - bare sådan for uordens skyld. Men jeg fandt ingen og var snart nødt til at vælge vej igen; valget faldt på den vej, der snoede sig længere ind i midtbyen.
   Jeg var netop begyndt at skotte til den dalende måne, da jeg hørte noget. Jeg spidsede ører: det var sang. Nogen skrålede i vilden sky.
   Jeg vidste det, tænkte jeg og smilede skævt til natten.
   Jeg tilpassede min vej, så jeg næsten tilfældigt kom til at møde den syngende - eller der var faktisk to. To mænd.
   "Åhh, ro-ro-ro-min-båd, tag-en-åre-fat," snøvlede den ene og tog hver sætning i en lang og snublende lyd. Han hang på en andens skulder, og de tumlede begge rundt midt ude på vejen.
   Jeg standsede. Det gjorde de også, da de først opdagede mig.
   "Jamen halløj," gryntede ham, der havde sunget. "Rart at møde en daaaame så langt hjemmefra."
   "Du vrøvler," sagde den anden. Jeg genkendte stemmen.
   "Hoýa," sagde jeg til hilsen.
   "Heja til Dem selv, lille De!" Den første mand grinede fjoget og faldt om på jorden.
   "Kom nu," sagde den anden og gjorde mine til at ville hjælpe ham op. Jeg trådte hurtigt et skridt frem.
   "Lad mig."
   "Jaaa, lad nu damen!" udbrød manden på vejen og daskede den anden mands hånd af vejen, for at tage fat i min, som jeg havde rakt frem til sig.
   Jeg stemte min højhælede sko i jorden og hev til. Manden fløj op og landede oven i mig, så jeg vaklede et skridt tilbage med hans vægt over mig.
   "Hov! Undschkyld, min kære-"
   Han standsede, hvilket er forståeligt, for netop da greb min højre hånd fast om hans strube og pressede til. Der kom en gurglende lyd fra ham. Min anden arm slyngede jeg rundt og livet på ham og holdt ham fast.
   "Al saya," sagde jeg og pressede mine spidse hjørnetænder mod hans blottede hals.
   De gennembrød så let som ingenting. Blod af samme farve som min kjole løb ned over manden. Han gjorde modstand. Han kæmpede. Men jeg var stærkere, og han var fuld. Det var en unfair kamp. Jeg bemærkede end ikke hans dødskamp. Det eneste, jeg opfattede, var den søde, metalliske smag af blod på min tunge, i min mund og i hele min krop. Mit hjerte slog. Det brugte fem hamrende slag på at ryste hans blod rundt i min krop, så det snurrede mig. Det brændte og frøs på en gang. Jeg slap hans krop og brugte i stedet begge hænder til at holde hans hals til min mund. Det gjorde ikke nogen forskel; den naturlige gift i mine tænder havde allerede lammet ham, og han var døende.
   Til sidst slap jeg ham. Han faldt om på gaden som en livløs. Og det var han jo også - jeg havde stjålet den smule, han havde. Jeg selv sank også sammen, og min krop skælvede ukontrollerbart. Det var den effekt, som varmt, levende blod havde på mig og på min slags.
   Den anden mand stillede sig foran mig med hænderne i siden.
   "Hoya, Acoíel," sagde han på vores sprog. "Det var mit bytte."
   "Men det var mig, der drak hans blod," svarede jeg ham og rejste mig op igen. Der gik enkelte ryk gennem min krop. "Så hvad vil du nu, Kiano? Vil du slås mod mig?" Jeg kneb mine øjne samme og så udfordrende på ham. Jeg kunne se, at han var fristet til at sige ja, men han gjorde det ikke. Månen stod for lavt, og jeg havde netop drukket blod. Livets kraft dunkede i mig, mens han kun var en svag. Et barn af mørket. Det er det, en vampyr er. Det er, hvad ordet betyder på vores sprog.
   Barn af mørket.
   Mennesker kalder det en skygge. Og det er, hvad vi er, når vi ikke stjæler liv fra dem, som ikke sætter pris på det.
   Barn af mørket.
   Jeg knyttede hænderne. "Vil du, Kiano?"
   Han rystede på hovedet. "Nej."
   "Det tænkte jeg nok," sagde jeg hovmodigt. "Hvorfor spiste du ham ikke før?"
   "For sjov." Han trak på skuldrene. "Jeg ved, du nyder jagten mere end legen, Acoíel, men jeg føler det omvendt."
   "Jagten er en leg," pointerede jeg.
   Jeg tror ikke, at han hørte mig. I stedet betragtede han mig tænksomt.
   "Al saya," mumlede han undrende. "Farvel. Hvorfor sagde du det til ham?"
   Med et slag følte jeg mig utilpas. Han var for tæt på mig. En skygge har ikke noget "jeg", tror mennesker, men det har de. Det har vi. Vi er ikke kun billeder af rigtige mennesker. Hvis vi var det, så ville vi ikke være til. Vi findes, fordi vi desperat søger det liv, som ikke er os forundt. Der følger gaver med. Ynde og skønhed. Men vi er villige til at opgive det hele for et hjerte, der slår, og et sind, der kan elske.
   "Det er min egen sag," hvæsede jeg til ham. "Du skal være glad for, at jeg ikke slår dig ihjel, Kiano. Jeg er ikke i godt humør."
   Han bakkede for at gå. "Al saya, Acoíel," var hans sidste ord til mig, før selv mine øjne ikke længere kunne følge ham.
   Jeg tumlede tilbage den vej jeg kom fra. Tilbage mod min lejlighed. Hvis solen stod op inden da, ville jeg ophøre med at eksistere. Jeg kender klicheerne; vampyrer brænder op i forfærdelig smerte, når de udsættes for ultraviolet lys. Men det gør de ikke. Hvad sker der med skygger, som solen skinner på?
   Ingenting. De findes ikke.
   Acoíel. Det er mit navn. Mit hoved snurrede, mens jeg vaklede tilbage ned af gågaden. Acoíel. Det er også min skæbne.
   Hvis det nogensinde kunne sammenlignes med et ord fra menneskesprog, ville det være natteravn.