Spor i skovbunden
   "Eran! Eran, vågn op!"
   Ittyka... holdt hun da aldrig op med at genere ham?
   Så gik det op for ham, at hendes stemme var opskræmt. Han slog øjnene op med det samme, og episoden med orkerne natten før spøgte i hans hoved. Der var flere i skoven, det vidste han. Alene havde det været let at være modig, men han var bekymret for sin søster; på trods af, at hun godt kunne slås, var hun stadig et barn. Det var hun.
   "Itty? Hvad er der?"
   Hun ruskede i ham, selv om han var helt vågen allerede. "Eran, det er Ax. Han er væk!"
   "Hvad? Og hvad så?" Han så op i trækronerne og kunne svagt skimte solskin. Jo, det var dag.
   Ittyka rejste sig op og snurrede formålsløst rundt om sig selv, mens hun så til alle sider. Hun var bekymret. "Hørte du mig ikke? Han er væk! Han ville ikke... han ville da ikke bare gå!"
   Nu havde Eran jo ikke kendt Ax længere end en enkelt nat, og han havde endda sovet det meste at tiden, så det var jo svært at udtale sig om. Men han syntes nu ikke, det var så mærkeligt, hvis nogen var væk om morgenen; det var det kun, hvis de så ikke kom tilbage. "Kan han ikke bare være gået på jagt?"
   "Her? I Beikea? Vågn dog op, Eran, alting er jo giftigt! Du har da hørt om forbandelsen, ikke?"
   Eran stønnede. Hans søster havde en tendens til at tro på alle de sagn, hun hørte. "Altså, Itty, det er jo bare ammestuehistorier. Det ved Ax sikkert godt."
   "Det er i hvert fald løgn! Det er sandt, det sagde far også selv. Han var her en gang, husker du nok."
   "Itty, hold nu op!" Eran huskede godt historien; engang i tidernes morgen, da elverne og orkerne sloges, flygtede orkerne ind i skoven. Elverne forbandede den med deres magi, så intet sollys måtte trænge ind, ingen plante måtte kunne spises, intet vand kunne drikkes, og ingen ork måtte forlade skoven igen, når de først var inde. De fleste orker døde ret hurtigt af sult eller af den gift, der efter sigende var i alt, men nogle få standhaftige overlevede, og deres afkom huserede stadig skovene. Alt vildt var blevet giftigt, fordi det drak af vandet. Derfor var der heller ikke særlig mange dyrearter i skoven - kunne ganske få kunne overleve.
   Sådan sagde sagnet altså, og det lod til, at Ittyka troede på det. Nonsens var det.
   Men nu hvor Eran var vågen, var der ingen mening i at sove videre. Han rejste sig og strakte sine ømme lemmer. Ittyka gik stadig lidt frem og tilbage og så bange ud. Så vendte hun sig med gnistrende øjne mod Eran. "Det har han aldrig gjort før. Han plejer at vække mig, før han går på jagt."
   "Slap nu af," sukkede Eran og rodede op i ilden. Så fandt han noget brød frem fra sin taske. Det var stadig vådt fra dagen før og så meget lidt appetitligt ud, men så længe Ax stadig var på jagt, var der ikke andet, og Eran var sulten som en bjørn. "Vil du have en bid?" Han rakte brødet frem mod Ittyka, der nøjedes med at betragte det med væmmelsen malet i ansigtet.
   "Nej tak, men det ser ellers lækkert ud," sagde hun og mente det tydeligvis ikke. "Jeg går ud og leder efter Ax."
   Eran himlede med øjnene, men sagde ingenting. Hans søster var stædig som et æsel. Han gumlede i stedet på brødet og holdt ud af øjenkrogen øje med Ittyka. Hun gik søgende ind i skoven og brød sig tydeligvis ikke rigtig om det. Eran sukkede igen og stirrede ind i ildens gløder. Ham Ax var svær at blive klog på. Mon han ville tage Ittyka med tilbage til byen, hvis Eran bad ham om det? Eller skulle han have noget for det? Eran havde penge med...
   Et højt gisp fik ham til at glemme alt om penge og hjemrejser. Han sprang alarmeret op og så hen på Ittyka, der stirrede på noget på jorden.
   "Hvad er der?"
   "Eran, kom her!"
   Eran var for nysgerrig til at komme med indvendinger og skyndte sig bare hen til sin søster.
   Knækkede bregner og blade. Ittyka pegede på det med en hånd, der rystede, og et blik, der kunne have slået en okse omkuld. "Se!" snerrede hun med et meningsløst raseri og frygt i stemmen. "Se! Det der er mærker efter kamp, Eran, og se der!"
   Hun pegede videre, og Eran blev klam. Nu så han, at der var et mærkeligt spor hen af jorden; som om noget stort og tungt var blevet slæbt af sted. Flere steder var der mørke plamager af blod - ikke meget, ikke så man kunne dø af blodmangel, men det var der.
   "Nå? Tror du mig nu?"
   Eran bar over med sin lillesøsters provokerende tone, fordi han kunne høre frygten i hendes stemme. "Det her har ikke noget at gøre med sagn, Itty, det her er..." Kidnapning lød for åndssvagt. Hvis man så bare kunne sige mord, der var bare ikke rigtig nok blod. Men sporet fortsatte.
   Eran pegede på det. "Skal vi..."
   "Selvfølgelig!" sagde Ittyka oprørt. "Selvfølgelig skal vi det! Havde du tænkt dig at lade ham i stikken?"
   "Jeg henter lige mine våben," sagde Eran lavmælt og vredt og fortsatte så; "Og det kan godt være, at du er bange, Itty, men det her er ikke min skyld. Hold op med at hakke på mig."
   Et øjeblik så det ud som om, hun ville komme med et skarpt svar, men så snøftede hun; til Erans forlegenhed flød der tårer ned af hendes kinder. "Jeg ved det godt," klynkede hun og lød som et barn. "Men han er min ven. Og det... jeg tror - det er min skyld, Eran. Han vækkede mig i nat og sagde, jeg skulle holde vagt nu. Jeg skulle vække dig, når der var gået et par timer. Men jeg - jeg faldt i søvn!" Nu græd hun ubehersket. "Det er min skyld! Jeg skulle have holdt mig vågen!"
   Dens slags selvdestruktive tanker kunne være svære at få has på, så Eran nøjedes med at sige: "Det kan ske for en hver. Det der hjælper i hvert fald ikke, så hent nu bare dine våben, Ittyka, så finder vi ham. Det lover jeg, okay?"
   Der kom sådan en mærkelig blanding af et hulk og et latterfnys fra Ittyka. "Ja, ja, den har jeg hørt før. 'Jeg skal lige låne din dolk, Ittyka, jeg lover at komme tilbage med den', kan du huske det? Og så tabte du den i brønden. Din store torsk!" Men hun smilede mere nu og tørrede sine tårer bort. Eran trak beklagende på skuldrene og gik tilbage til bålet efter sit sværd.