Røverreden
   Ittyka pressede sig mod jorden. Hendes hjerte bankede heftigt, og hun brød sig ikke om sin stilling; hun kunne ikke nå at komme op og få en pil på buen, før det var for sent, hvis de altså blev opdaget. Men på den anden side kunne de jo heller ikke stå op. Bare ligge i de åndssvage buske og skjule sig.
   Foran dem var der hektisk aktivitet. Det var en stor lejr med mange mennesker, men ingen kvinder, så det ud til. Der var nogle primitive træhuse, men ellers lod det til, at menneskene almindeligvis sov i nogle små læhytter bygget af grene og hvad der nu ellers lige havde været. Ja, ikke bare mennesker; ud over at der var forskellige slags husdyr som hunde, heste, får og geder, var der også orker! Orkerne gik rundt mellem menneskene, og var tydeligvis "med" i det mærkelige fællesskab. Det kunne næsten ligne en slags landsby; alle lavede et eller andet, pudsede eller lavede våben, fiskede i floden, parterede får, stegte kød, striglede og fodrede hestene, og der var minsandten også nogle, der malede mel. De fik også grinende kommentarer fra deres kammerater, men det meste virkede godmodigt. Orkerne sagde meget lidt, de brummede hellere, og virkede heller ikke specielt sociale.
   Ittyka var ikke sikker på, hvad det var, hun så.
   Hende og Eran havde fulgt sporet så langt, de kunne; først var det bredt, og de mørke plamager af blod var alle vegne – det gjorde Ittyka dårlig at vide, at det kunne være hende, der var skyld i alt det. Men så forsvandt det pludselig. En lysning, mere blod, og så – ingenting.
   Og Eran havde skuttet sig. "Det ser vist ikke så godt ud."
   Men Ittyka var blevet ved med at lede; det blev hun nødt til. Hvis Ax døde, var det hendes skyld. Så kunne hun ikke leve med sig selv.
   Og så fandt hun det. Store fodspor, der førte videre. Det var orker. Nok gik de forsigtigt nu, men de havde fødder på størrelse med små geder, så det var ikke så ligetil ikke at lave fodspor. Ittyka og Eran havde fulgt sporet og var kommet hertil.
   Ittyka blev nærværende, da Eran vinkede hende bagud. Hun nikkede og mavede sig forsigtig tilbage.
   Nogle øjeblikke senere stod de mellem nogle træer og så på lejren, der var kommet længere væk nu.
   "Hvad var det?" spurgte Ittyka. "Og hvorfor har de taget Ax med hertil?"
   "Den første er nem nok," svarede Eran, som var det en gåde, hun havde stillet ham: "Det er røvere."
   "Hvad?" Ittyka spærrede øjnene op og stirrede på Eran. Han nikkede.
   "Så du ikke alle de våben? De holder til her i Beikea. Og det er ret smart... de bruger historien om forbandelsen som skalkeskjul. Ikke mange våger sig herind, og dem der gør, går nok ikke helt ind i dybet."
   Ittyka havde godt bemærket, at lejren lå langt inde i skoven, og hun nikkede forsigtigt. Jo, det gav godt nok mening.
   "Og det andet?"
   "Hvorfor de har slæbt Ax med herhen?" Eran så tænksom ud. "Det ved jeg ikke rigtigt. Måske... måske ville de skræmme os væk."
   Skræmme dem væk? Det lød åndssvagt i Ittykas ører. "Hvorfor skulle de dog have lyst til det?"
   Eran så irriteret på hende. "Itty, kan du ikke se det? Historien med forbandelsen er da meget god, men hvis nogen finder ud af, at der er en røverbande herinde, så vil kongens soldater komme – sagn eller ej."
   "Men hvorfor tog de så bare Ax med? Hvorfor ikke også os?"
   Han strålede triumferende, så Ittyka kunne se, at han havde regnet den ud. "Nogen skal jo sprede ordet, ikke? At der er orker i skoven, som kan komme uden en lyd. Og det var ikke meningen, vi skulle finde de andre spor, vel? Vi skulle se blodet, og så skulle vi løbe. Sådan!"
   "Hm." Ittyka sukkede. "Ja, ja, okay, helt dum er du måske ikke."
   "Nej, det er jeg da vist ikke."
   Så blev Eran alvorlig igen. "Men hvordan skal vi redde ham? Hvis det altså er det, du vil."
   "Det er det!" sagde Ittyka med det samme, men tilføjede så, mere dæmpet: "Altså, tror jeg da..."
   For da hun tænkte efter, var det jo ikke særlig ligetil. De kunne selvfølgelig godt komme løbende under hyl og skrig med krigsmaling og sværd, men det ville der nok ikke komme så meget ud af – de kunne i hvert fald ikke hjælpe nogen som helst i død tilstand. Og det var ikke en gang sikkert, at Ax var levende. Det virkede alt sammen meget håbløst.
   Men så kiggede hun lidt på Eran. Hvad de havde brug for i første omgang, var oplysninger.
   "Eran? Jeg har måske en ide."
   "En ide? Hvilken ide?"
   "Altså..." Ville han gå med til det? Ax var jo trods alt mere Ittykas ven end Erans. Selvom hun ikke havde kendt ham i mere end seks dages tid, var hun glad for hans selskab, og desuden brændte skylden i hende. Hun kunne jo altid spørge.
   Det ville være rart at sige, at hun ikke havde noget at tabe, men hvis Eran gik ind på hendes ide, ville hun have en masse at tabe.
   Ham.