Profetien
   "Tavia!"
   Hun fløj op med sådan en kraft, at hun trillede ned af sengen og ramte jorden med et bump.
   "Åh!"
   Tavia forsøgte at ryste sig fri af søvnen og drømmen, og stirrede op: dagslys strømmede ind gennem teltåbningen, og Kalin stod og så på hende med et smil på læben.
   "Det må jeg sige. Du sover godt. Jeg har kaldt på dig fem gange," sagde hun.
   "Jeg... jeg..." stammede Tavia. Hun følte sig lamslået og forvirret. Noget, der ikke er dit...
   "Det er på tide at tage tøj på og gøre dig klar. Her." En bylt landede foran hende, og Tavia så igen op på Kalin, der nu rynkede brynene og så overrasket ud. "Hvorfor rejser du dig ikke op?"
   Tavia kom tøvende på benene. Hun samlede langsomt tøjet op og knugede det ind til sig, som om det var en af de bamser, hun havde elsket så højt, da hun var mindre. Kalin begyndte at se bekymret ud.
   "Har du det godt?" spurgte hun og lagde en hånd på Tavias skulder. "Hør, jeg ved du har været igennem meget på kort tid, men det er bedst ikke at se tilbage. Tænk fremad." Hun holdt en kort pause og fortsatte så, "Jeg kommer igen om lidt, når du har gjort dig klar," før hun vendte sig og forsvandt ud af teltet.
   Der stod et vandfad på gulvet ved siden af sengen, og det brugte Tavia til at vaske sig i. Det var rart endelig at komme af med det tøj, hun havde været iført i fangevognen, og i stedet trække i noget, der godt nok var brugt, men føltes langt mere naturligt: lysebrune bukser med en snøre om livet, så de kunne strammes ind (de var en smule for store), og en blå, lang trøje med trekvarte ærmer over, der gik hende til lidt over låret. Stoffet kradsede. Tavia var ligeglad.
   Kalin kom gående tilbage, mens Tavia forsøgsvis redte sit hår med sine fingre. Hun så på tøjet og smilede. "Det var det mindste, jeg kunne finde, og du kan stadig ikke passe det. Nå, kom med. Der er en, du skal møde."
   Bemærkningen om hendes størrelse sved en smule, men Tavia ignorerede det. Hun vidste godt, hun var temmelig spinkel, og det var frygtelig irriterende.
   Denne gang fik Tavia et godt indtryk af lejren. Der var masser af aktivitet. Telte af forskellig slags og kvalitet – nogle af dem lignede ikke andet end sammensyede tæpper over nogle stave – stod tæt sammen, og jorden imellem var helt fladtrampet og fri for græs. Selve lejren lå i en aflang skål mellem to klipper, så det ud til, og der var langt færre træer hernede, selvom de stod tæt omkring lejren.
   Men det mest interessante var de mange mennesker. De færreste tog notits af Kalin og Tavia; enkelte smilede varmt til Kalin, men de fleste havde travlt med andre ting. Ting som at hvæsse sværd eller pudse skjolde. En kvinde var ved at lægge sidste hånd på en stor kurv med en svær læderstrop i. Folk løb frem og tilbage, diskuterede lavmælt og uroligt med hinanden. De kom forbi et lille telt, hvor der sad en mand og stirrede tomt ud i luften, mens han knugede en slidt kludedukke i hænderne, som om han ikke kunne bære at sidde tomhændet.
   Den ladede stemning var til at tage og føle på, og Tavia følte sig underligt tilpas over de våben, hun så. Hun skævede til Kalin, der gik fremad uden at se på hende.
   Til sidst nåede de til et kæmpe telt, en smule afsides fra de andre, hvor to bevæbnede mænd stod vagt uden for. Den ene hilste på Kalin, som hilste igen og spurgte, "Er han derinde nu?"
   "Ja. Bare gå ind."
   Kalin puffede Tavia gennem teltåbningen og ind i det firkantede rum, teltets flagrende vægge skabte. Det var nøgternt udsmykket med et solidt bord i midten, et par stole og enkelte dragkister ude ved siderne. Jorden var trampet helt fri for græs og fortalte Tavia, at her var der tit mennesker. For øjeblikket stod to mænd bøjet over bordet med koncentrerede udtryk.
   "... virkelig lade sig gøre?" mumlede den ene, en smal, rødhåret mand, og lod en finger glide prøvende over det kort, de begge studerede.
   "Vi har hele tiden regnet med tab," var den andens svar. Han rettede ryggen, vendte sig om og så på Tavia. "Så her er den pige jeg har hørt så meget om!" sagde han og lyste op i et bredt grin, som Tavia tøvende besvarede.
   Alt i lejren emmede af kampgejst, og denne mand var absolut ingen undtagelse. Han var højere end den rødhårede, solid og stærk at se på, og hans kraftige mørkebrune hår var samlet i en hestehale, som det dog kæmpede for at løsrive sig fra. Han havde en bred mund med fyldige læber, der så ud til at have let til smil. Til gengæld var hans øjne smalle og beregnende, i en klar blå farve der så lige igennem Tavia. Sådan føltes det i hvert fald. Hvorfor i al verden havde han hørt om hende?
   "Noven, vi må gøre dette færdigt senere." Den anden mand nikkede og strøg ud af teltet, men nåede at sende Tavia et indgående blik. Hun gøs. Manden med de blå øjne gik højtideligt frem og rakte hende sin store næve.
   "Du er Tavia, ikke sandt?" spurgte han venligt. "Mit navn er Adevo. Jeg styrer tingene heromkring."
   "Åh, øh... okay," mumlede hun og tog tøvende hans hånd. Hun mærkede Kalins hånd på sin skulder og følte sig lidt mere tryg.
   Jeg forstår, at du har mange spørgsmål, Tavia," begyndte Adevo alvorligt, "Og tro mig, der er meget at forklare, og ikke lang tid til det. Men jeg håber du forstår, at der mennesker her, som har det som dig, som er blevet forfulgt og udstødt på grund af noget, de ingen magt har over." Han fangede hendes blik. "De mennesker har brug for dig, Tavia."
   Det tog hende et øjeblik at fatte, hvad han havde sagt. "Brug for mig?" gispede hun.
   "Kom, sid ned." Adevo gjorde en gestus mod en af de eneste stole i rummet. Tavia sendte Kalin et nervøst blik, før hun gik hen og satte sig. Kalin tog plads på den anden, og Adevo på en af de flade dragkister.
   "Må jeg se din amulet?" bad Adevo roligt.
   "Jeg... jeg tror ikke, jeg kan tage den af," indvendte Tavia og skævede til Kalin igen. Adevo lo kort.
   "Nej, det kan du ikke, ikke uden at gå fra forstanden," sagde han og blinkede til hende, som om det skulle være morsomt. "Vend den om, så jeg kan se den. Bagsiden."
   "Åh." Bagsiden. Selvfølgelig. Tavia fiskede amuletten frem fra blusen og holdt den frem, så Adevo kunne se tegningen af dragen. Hans smalle øjne blev store og måbende, og Kalin smilede triumferende.
   "Jeg sagde det jo," hviskede hun med en stemme, der dirrede af indestængt begejstring.
   Adevo, der havde lænet sig længere og længere frem på kisten, sank nu tilbage. Han smilede fra øre til øre.
   "Ufatteligt. Det er virkelig sandt."
   Tavia skjulte amuletten igen og afgjorde med sig selv, at hun af en eller anden grund ikke brød sig om at vise den frem. "Hvad er det?" spurgte hun indtrængende. "Hvad betyder det?"
   Adevo og Kalin udvekslede et kort blik. "Har du aldrig hørt om drageprofetien?" spurgte Adevo så.
   Tavia rystede på hovedet. Men der var alligevel et eller andet, som rørte på sig i hendes hukommelse. Måske var det en historie, hun havde hørt som barn.
   "Javel," sukkede Adevo. "Det gør det unægtelig lidt mere indviklet." Han holdt en kort pause. "Hvad ved du om amuletbærernes historie?"
   "Ikke meget," svarede hun med et skuldertræk. "Min far har altid hadet amuletbærere." Billedet af ham fastfrosset i afsky sneg sig vej ind i hendes hoved, og hun tog en dyb indånding for at skubbe det væk.
   "Det er der faktisk ingen, der gør," indrømmede Adevo. "Vi ved bare, at de begyndte at dukke op for omtrent hundrede års tid siden. Verdensordenen udmeldte med det samme, at det var blasfemi – en hån mod alt, der var rigtigt og godt. På det tidspunkt havde Ordenen ikke særlig meget magt, men deres uomtvistelige tro på det forkerte ved amuletbærere fik mange til at tænke, at de måtte have fat i noget, især fordi så få andre havde den mindste idé om, hvad en amuletbærer var og hvorfor. I sidste ende var det bare nemmere at lade sig rive med. Som du givetvis ved fra historien, voksede Verdensordenen gennem de næste hundrede år sig stærkere og stærkere, indtil den simpelthen lod til at fylde alt."
   "Kun på grund af deres holdning til amuletbærere?" spurgte Tavia forsigtigt.
   Han rystede på hovedet. "Nej, men for at tro på deres version af historien må man også nødvendigvis tro på, at der er en grund til, at de – vi – er en ondskab. En ting er at hade os, bare fordi vi er anderledes. En anden ting er at hade os, fordi vi er forkerte i forhold til hvordan verden skal være, og det sidste er lettere, fordi det retfærdiggør en hvilken som helst behandling af os."
   Tavia så ned i gulvet. "Så nu tror næsten hele verden, at vi er forkerte." Hun følte en hånd på sin skulder og så op i Adevo dybe, alvorlige øjne.
   "Der er intet som helst galt med os, Tavia," sagde han langsomt og bestemt. "Intet som helst."
   Men selvom hun godt vidste, at det var sandt, var det uendeligt svært at tro på, når hendes fars ansigt fra natten før blev ved med at spøge i hendes bevidsthed.
   "Måske," brød Kalin ind, "er det på tide at fortælle den egentlige historie, den vigtige."
   "Ah ja." Adevo lænede sig tilbage, men slap ikke Tavia med blikket. "Den vigtige historie," gentog han med et lille smil. "Altså, Tavia. Netop da Verdensordenen begyndte at komme rigtig til magten, og jagten på amuletbærere for alvor satte ind, der dukkede der dette her sagn op, om en profeti. Der blev hvisket om det overalt, nogle steder med frygt, andre steder med håb. Der er ingen, der kender den rette ordlyd, men det er noget i retning af dette her: 'Når mennesket og dragen bliver en, vil himlen lyse, mørket flygte og folket, der forener, leve frit.'" Han rømmede sig og tav et kort øjeblik. "Man hørte første gang om denne profeti for mere end et halvt århundrede siden. Og i al den tid har vi ledt efter den drage. I al den tid har vi ventet."
   Og det var først her, hun rigtigt fattede det. Dragen. Hendes drage. På bagsiden af medaljonen, ridset op med de fineste linjer.
   "Ventet på mig," konstaterede Tavia med en stemme, der lød død.
   Adevo nikkede.
   "Men," sagde hun som i en døs, "men hvordan skulle jeg dog kunne..."
   "Vi ved du er meget ung," afbrød Kalin hurtigt og skottede til Adevo, "vi har diskuteret det. Fortæl mig en ting, Tavia – da du var i drageskikkelsen, havde du så kontrol?"
   Tavia, der havde stirret ud i luften, blev med et sæt nærværende og gloede på Kalin. "J-jeg... jeg prøvede," hakkede hun, "men det var svært. Det var som om..."
   "Dragen var i kontrol," færdiggjorde Kalin mens hun så på Adevo i stedet for på Tavia. "Det passer perfekt! Du er for ung til at vide, hvad der skal gøres, men det ved dragen. Det er selve dens formål!"
   At spise heste? tænkte Tavia tvivlende.
   Kalin har en pointe," sagde Adevo langsomt. "Og du fatter sletter ikke, hvor godt dette passer. Hvor perfekt det er."
   "Hvordan?" spurgte Tavia og frygtede rent faktisk svaret.
   Adevo lænede sig frem på kisten og placerede sine albuer på sine knæ, og sine fingerspidser mod hinanden. "I morgen nat har vi planlagt den største aktion for amuletbærere i historien. Gennem de sidste fem år har vi kæmpet for at få informationer nok og planlægge angrebet, og for ganske kort tid siden faldt det hele på plads. Vi har fundet stedet, hvor Verdensordenen holder den største del af amuletbærerne fanget. Vi ved endda, i hvilke sektioner, fangerne sidder. Alt er på plads. Der er kun en eneste ting, vi mangler." Han holdt en kunstpause. "Ildkraft. Stedet er en gammel borg, og at storme den bliver ingen nem sag. En hel afdeling er afsat til kaserne; de har en hel lille hær af soldater derinde. Vi har hele tiden haft brug for noget, der kunne gøre noget ved dette, fordi vi ellers må regne med at løbe ind i alvorlige tab. Alle er parat til at gøre deres for sagen, Tavia, men med dig på vores side..." Adevo fløjtede sagte og smilede, mens han lænede sig tilbage. "Vi kunne vinde. Vi kunne vende alt til det bedre."
   I lang tid derefter var der stille i teltet. Adevo betragtede Tavia med de der blå øjne, Kalin nøjedes med at skæve i hendes retning. Tavia selv sad som forstenet. Tab, havde han sagt. Alvorlige tab. Alvorlige tab til dem, eller til soldaterne i borgen.
   Tab betød død.
   Og død var noget, Tavia ikke kunne klare. Hun havde grædt som pisket, den dag hun som lille fandt en død fugl i buskene uden for huset. Hun havde tigget den om at flyve igen.
   Kalin rejste sig og gik over til Tavia; hun satte sig på hug og tog Tavias hænder.
   "Tavia. Du er kun et barn, og det er et umuligt valg at træffe. Men det er enten dem eller os. Hvis ikke andet, så tænk sådan her: dragen vil handle for dig. Det er dens formål. Hvorfor ville den ellers dukke op nu, når vi har mest brug for den? Det er skæbnen. Og dette er starten på frihed for alle amuletbærere."
   Hendes stemme var så alvorlig, så oprigtig og så håbefuld, at Tavia nikkede. Hun nikkede og forstod og var enig, selvom hun ikke havde lyst til at gøre, hvad der måtte gøres.
   "Okay," sagde hun og så på dem begge. "Okay."
   Ikke det mindste lyst.

Hun gik rundt som i en døs. Alt hun kunne tænke på var, hvad hun lige havde indvilliget i, og det gjorde hende svimmel og ør. Kalin havde foreslået, at hun kunne gå lidt rundt i lejren og få noget frisk luft, og siden det eneste Tavia rigtig ville var at løbe, indtil hun nåede hjem til Lepas Lucili, virkede det som en god ide.
   Men synet af våbnene fik det til at vende sig i hende.
   I sidste ende søgte hun væk fra det hele, ud i udkanten af lejren. Hun fandt en lille skovsø og satte sig på træstammen af et væltet træ ved siden af og trak benene op under sig i forsøg på at sidde nogenlunde behageligt. Hun stirrede tomt ud over vandet, hvor solen dansede glitrende i overfladen.
   "Jeg troede, det her var mit sted," grinede en stemme.
   Chokket over at høre en stemme så tæt på fik hele Tavias krop til at spjætte forskrækket. Hun mistede balancen og tumlede bagover, på ryggen i græsset. Sammenstødet slog al luften ud af hende og hun gispede eksplosivt.
   "Undskyld!"
   Stemmens ejermand hjalp hende hurtigt på benene og støttede hende, mens hun kæmpede for at få luft. Tavia hostede og tog skælvende en dyb indånding.
   "Det er okay," sagde hun åndeløst, "Jeg blev bare overrasket."
   "Det undrer mig ikke. Du så ud til at være ret langt væk."
   Tavia så for første gang på personen, en dreng med vildt, rødt hår, mørkeblå øjne og et akavet smil på læben. Hun smilede halvhjertet tilbage og lod ham hjælpe sig tilbage til træstammen, som hun forpustet sank sammen på. Han satte sig ved siden af hende og rakte hende sin hånd.
   "Jain," introducerede han.
   "Tavia," svarede hun og tog den kort. Derefter sad de lidt i stilhed og så på en spurv, der vaskede sig i vandet, samtidig med at den forsøgte at holde skarpt øje med dem.
   "Det er underligt at tænke på, synes du ikke?" spurgte drengen så og gjorde et kast med hovedet mod fuglen, "At det kunne være en af os, mener jeg. At der kunne være, tja, et menneske gemt derinde."
   "Jeg tror bare, det er en spurv," sagde Tavia tøvende og mødte ikke hans øjne. Spurven valgte netop dette øjeblik til, med et sidste, udfordrende pip, at flyve sin vej.
   "Ja, ja," sagde Jain. "Det var heller ikke det, jeg mente."
   Tavsheden lagde sig igen over dem. Tavia gned fraværende sin arm. "Så det her er dit sted?"
   "Det kan man godt sige," sagde han med et skuldetræk. "Altså, jeg ejer det jo ikke eller noget. Der plejer bare ikke at komme andre folk her."
   "Underligt," mumlede Tavia og så rundt på den uforstyrrede skønhed omkring dem.
   "Sådan er det. Nogle gange lægger folk ikke mærke til det, der er lige foran dem."
   "Det gør de vel ikke." Hun kom pludselig til at tænke på alt det med amuletter og krig og død og sank sammen, mens hun lagde armene om sig selv. "De har nok andet at tænke på," sagde hun dystert.
   "Det har man jo altid ikke?" Tavia så undrende på Jain, idet han lænede sig tilbage på træstammen og dinglede med benene, og hans mørke øjne var rettet mod himlen. "Det er jo ikke nogen undskyldning. Er der ikke det ene, er der nok det andet."
   "Og så?"
   Han trak på skuldrene igen. "Så ikke noget. Det er bare ikke nogen undskyldning for ikke at se sig omkring."
   "Måske har de mere at tænke på end dig," sagde Tavia halvskarpt og vidste ikke helt selv, hvorfor hun pludselig var sur. Hun fortsatte hurtigt, "Jeg mener, der er jo den her store kamp på vej og det. Der skal du vel ikke være med."
   For øjnene af hende begyndte Jain at synke sammen og ændre sig; hele hans ansigt lukkede sig til, og forandringen var så slående, at Tavia et kort, forvirret øjeblik troede, at han havde gjort brug af sin amulet. "Nej," sagde han. "Nej."
   "Hvad? Hvad er der i vejen?" spurgte hun tøvende. "Det var ikke min mening at fornærme dig eller..."
   Det gjorde du heller ikke," sagde han kort. "Jeg synes bare..." Jain skævede til hende. "Her er alle disse mennesker med evnen til at gøre helt utrolige ting, og så ender det bare med kamp og død og hvad ved jeg."
   "Det er jo ikke vores skyld," sagde Tavia indigneret.
   "Nej, det er den der fjollede Verdensorden, der startede det hele, men det kunne ligeså godt have været folk af vores slags, tror jeg."
   "Hvad?!" eksploderede Tavia og sprang ned fra træstammen. Hun så hidsigt på Jain. "Hvorfor skulle amuletbærere dog selv starte en krig? Vi har aldrig bedt om at skulle slås om noget som helst!"
   "Du har ikke været her særlig længe, har du?" sagde Jain. Han sad stadig på træstammen og lod til at være helt upåvirket af hendes vrede. De mørke øjne var meget alvorlige. Tavia anede ikke, hvad hun skulle sige.
   "Nej... men det er da klart at..."
   Hun gik i stå da han rystede på hovedet. Ikke benægtende, men opgivende, på en eller anden måde.
   "Folk her er skøre," sagde han meget stille. "De er ligeså glubske som præsterne for Verdensordenen, hvis du spørger mig. Tag bare hende der Kalin, har du mødt hende?"
   "J-ja," stammede Tavia. "Hun hjalp mig – hun reddede mit liv – og, og hun er da ikke glubsk eller..."
   "Måske ikke glubsk." Jain støttede på sine hænder og lænede sig bagud, mens han så til siden. "Men hun er i hvert fald fanatisk. Hun er en af lederne heromkring, og folk følger hende blindt, fordi hun tror så meget på, at det, vi gør, er det rigtige." Han skottede til Tavia. "Rygtet siger, at hun forlod sin mand og to børn for at tage kampen op med Verdensordenen."
   "Så hun er passioneret," snappede Tavia, "og hvad så?"
   "Der er også nogle, der siger, at vi fik de sidste oplysninger til vores angreb fra hende," sagde Jain og gøs. "At hun forvandlede sig til en fugl og fløj ind gennem vinduet til et barneværelse, hvor en af de højtstående præsters børn lå og sov. De siger, hun fik barnet til at skrige, indtil forældrene kom løbende, og at hun pinte ham for øjnene af dem, for at få denne her præst til at komme med informationer. Jeg mener, lige for øjnene af dem."
   "Det tror jeg ikke på!" snerrede Tavia, men mærkede at hun rystede over det hele. Tanken var forfærdelig. "Hvordan, hvordan ville hun så komme væk igen, hvis hun havde gjort det?!"
   "Samme vej som hun kom ind." Jain mødte hendes blik. "Det siger man altså. Og nogle siger, at hun trak drengen med sig ud af vinduet og lod ham falde, bare for at straffe præsten for de ting, han havde gjort.
   "Det er løgn," sagde Tavia. Hun nægtede at tro et ord af, hvad han sagde.
   Jain trak på skuldrene. "Måske. Men hun er i hvert fald bims. Ingen hæmninger. Og nu har hele denne her fine ledelse besluttet sig til at kaste hele flokken her ud i et fuldstændig vanvittigt slag for absolut ingenting."
   Tavia så for sit indre øje Kalin sige, 'dette er starten på frihed for alle amuletbærere'. Med en rystende stemme sagde hun, "Det er ikke for ingenting."
   "Jo," sagde Jain bare. "Selv hvis vi vinder, kommer der ikke noget ud af det. Jeg mener, hele Verdensordenen holder jo ikke til et eneste sted, vel? Hvis vi nu siger, vi fik fat det helt rigtige sted, og hundredvis af nye amuletbærere bliver reddet og slutter sig til os, så vil Ordenen jo bare blive endnu mere fanatisk besat af at udrydde os. Og så har de endda noget, de kan bruge imod os; de kan sige til hele befolkningen," han gjorde sin stemme dyb og voldsom og skar en grimasse, "'Se, hvad de monstre gjorde! Se, hvor mange de myrdede! De er ondskaben selv!'" Jain sukkede dybt og rullede med øjnene. "Det hele er jo det glade vanvid."
   Inden hun nåede at standse sig selv, udstødte Tavia et frustreret skrig og snurrede bort fra Jain. Hun greb en sten fra jorden og kylede den ned i søen med sådan en kraft, at adskillige fugle flygtede under vilde skrig.
   "Jeg vil ikke mere!" råbte hun rasende, "Jeg kan ikke tage det mere! For tre uger siden var alting lige ud af landevejen og nu, nu ved jeg slet ikke hvad der er op eller ned. Jeg gider det ikke længere!"
   I nogle få øjeblikke stod hun og trak vejret heftigt, mens hun knyttede sine hænder hårdt sammen.
   "Arh," sagde Jain så, og denne gang sporede hun usikkerhed i hans stemme, "sådan er det jo bare, Tavia. Du kan jo ikke... du kan jo ikke stoppe med at eksistere, bare fordi alting blive vendt på hovedet. Sådan fungerer det ikke."
   Tavia stirrede ned i søen nogle øjeblikke og spekulerede på, hvor dyb den var. Så vendte hun sig tilbage mod Jain.
   "Hvad gør du?"
   Han så spørgende på hende.
   "Når alting bliver vendt på hovedet. Hvad gør du for at overkomme det?"
   Jain smilede og lænede sig tilbage. Solen var krøbet frem mellem bladende og oplyste hans ansigt i et blødt skær.
   "Drømmer," sagde Jain til sidst. Han åbnede øjnene og mødte hendes blik. "Min mor var også amuletbærer. Hun fortalte mig engang at i bakkerne mod vest bor der nomader, der accepterer folk som os. Nogle af dem hylder os som en slags shamaner, men for de fleste er vi bare mennesker med andre evner end at kunne male eller være god til at jage." Igen lavede han den bevægelse, hvor han trak på skuldrene og smilede lidt halvhjertet. "Når alt bliver for slemt, siger jeg bare til mig selv, 'Der tager du hen en gang, Jain', og så går det lidt nemmere."
   Hun rynkede brynene. "Men... men du kunne jo tage derhen lige nu, hvis du ville. Hvorfor bliver du et sted, hvor du helt klart ikke passer ind?"
   Han var stille meget længe efter det.
   "Fordi... fordi jeg er lidt bange for, hvordan det vil være, hvis jeg kommer derhen. Jeg vil hellere drømme om et paradis end at finde ud af at... at der slet ikke eksisterer noget paradis. At det ikke bliver bedre. Du ved?" Han skævede håbefuldt til hende.
   "Det tror jeg," sagde Tavia stille. "Men din mor..."
   "Død," sagde Jain bare. "Hun blev taget af præsterne."
   "Det er jeg ked af," mumlede Tavia.
   "Det er okay." Jain kiggede ud over vandet. Så så han på hende og grinede. "Jeg har jo altid landet mod vest, ikke? Nå, men efter det med min mor fandt jeg herover, og jeg har ikke andre steder at være, så..."
   Han slog ud med armene og smilede.
   "Du er optimist, er du ikke?" spurgte Tavia med et halvhjertet smil.
   "Realist, tror jeg," sagde Jain og så tænksomt ud i luften. "Det nytter i hvert fald ikke noget at bekymre sig over alting. Det bliver man skør af i længden."
   "Det begynder jeg at forstå," sukkede Tavia og tænkte på de sidste fireogtyve timer, hvor hun ikke havde haft et eneste øjeblik uden frygt eller panik eller begge dele.
   Jain så forskende på hende. "Tavia, skal du egentlig være med i deres store, glorværdige slag?"
   Isninger løb ned af hendes ryg. "Ja," sagde hun.
   "Hvorfor?" spurgte Jain indtrængende. "Du risikerer at blive dræbt – du risikerer at dræbe!"
   "Ja," sagde Tavia igen. "Men... men jeg risikerer også at starte noget, som kan blive til gavn for os alle sammen." Hun tænkte på profetien igen og så derefter ind i Jains pæne, mørke øjne. "Ved du hvad? Jeg tror ikke, jeg vil kunne udholde det, hvis myrderierne fortsætter, uden at jeg forsøgte at standse det. Slet ikke hvis jeg... hvis jeg rent faktisk kunne have en chance for at gøre noget godt."
   De så længe hinanden ind i øjnene. Til sidst rejste Jain sig og sagde, "Okay. Jeg tror ikke, den krig er vejen frem, men jeg aner ikke selv, hvad der skal til for at standse det her, så du kan ligeså godt prøve. Held og lykke, Tavia." Han løftede hånden til en halvvejs vinken, smilede skævt og gik sin vej.
   Tavia satte sig over på træstammen igen. I lang, lang tid betragtede hun den lille sø, fuglene, der puslede omkring den, insekterne der sværmede over den og bladenes blide raslen i vinden. Hun sad midt i solen og følte sig sælsomt varm i maven.
   Jain havde givet hende det, som hun sådan havde længtes efter, om som ingen andre havde været i stand til at give: ro og klarhed. Og det var hun ham evigt taknemmelig for.