Skuespil og flugtplaner
   Calleck var bestemt ikke tilfreds. Det var tydeligt, at det ikke huede ham at skulle overbringe sin besked.
   "Din forklaring er blevet godtaget," nærmest vrissede han til en søvnig Ittyka, der kun netop var vågnet. Hun følte det, som havde hun en pude for ansigtet, så hun hverken kunne trække vejret ordentligt, høre normalt eller se noget som helst. Alting flød sammen.
   "Du pu-pu-puttede noget i maden," gabte hun omtumlet og huskede, hvordan hun var gået ud som et lys, da hun havde spist det brød og mælk, hun havde fået.
   "Ja, selvfølgelig," sagde Calleck irriteret og betragtede hende, som var hun en stor, fed edderkop i hans mad. "En sovende fange er lettere at have med at gøre end en vågen."
   Ittyka hørte ham knapt nok. Hun forsøgte at komme op og sidde, men hendes arme ville ikke bære hendes vægt, så træt var hun. Ittyka gabte endnu en gang langstrakt og lagde sig ned.
   "Nej, den går ikke," hvæsede Calleck, som virkelig var i ondt lune, og hev hende op igen med et fast tag i hendes arme. Ittyka forsøgte at protestere, men det blev kvalt i et tredje gab. "Barrac kræver en afgørelse. Hvad bliver det til?"
   Først anede Ittyka ikke, hvad han snakkede om, men så huskede hun, hvad han havde sagt: Jeg kan ikke påstå, jeg tror på dig, men det er ikke mig, du skal overbevise. Tænk lidt over hvad du vil vælge, hvis din forklaring mod alle odds bliver godtaget... døden eller medlemskab.
   Og hun havde tænkt aftenen før. Man kunne intet udrette som død. Når hun først var blevet en del af den røverflok - var det virkelig så nemt? - kunne hun vel altid stikke af.
   "Mm," mumlede hun. "Jeg vil vist gerne være med..."
   Calleck udstødte et rasende hvæs. "Fint. Men tro ikke, du narrer mig, min tøs, for jeg har gennemskuet dig!"
   "Ja, ja, så siger vi det," sukkede hun og ville ønske, han snart ville slippe hendes arme, for de gjorde ondt som bare pokker. Det gjorde han også, men han gik ikke.
   Der var stille lidt. Ittyka var allerede halvvejs på vej til drømmeland, da Calleck talte igen - denne gang med samme arrogante, hånlige tone som dagen før: "Din optagelsesceremoni vil foregå i aften. Jeg råder dig til at være klar, for langt stærkere mennesker end du er bukket under for prøven."
   Så Ittyka var pludselig lidt mere vågen. Hun spidsede ører og så søvndrukkent på Calleck. "Hvad snakker du om? Hvilken optagelsesprøve? Hvordan bukket under?"
   Han så overlegent på hende. "De døde."
   Endnu et forsøg på at komme op og sidde lykkedes bedre. "Døde? Men hvad er det da?"
   "Det får du at se i aften - hvis du stadig har lyst." Han smilede sit sædvanlige, lede ulvesmil og forsvandt endnu en gang ud af døren.
   Men den var Ittyka ikke med på.
   "Hej, lige et øjeblik," råbte hun og sprang op. Calleck var ikke hurtig nok i vendingen til at få lukket døren, så et øjeblik senere stod hun udenfor i tusmørket og stirrede rasende på ham. "Hvilken optagelsesprøve?"
   Længere nåede hun ikke, før hun oplevede et deja-vu fra dagen før; et sæt stærke arme lagde sig om hende og klemte hvad der føltes som livet ud af hende. Ittyka gispede efter luft.
   Calleck bevægede sig to skridt nærmere og lagde sit ansigt helt ned til hendes. "Det kan du jo glæde dig til at finde ud af," sagde han engleblidt.
   Så blev Ittyka bogstaveligt talt båret tilbage i hytten og smidt på gulvet. Hun for op, men da var døren allerede blevet lukket igen. Den åbnede ud af, og efter lidt masen gik det op for Ittyka, at den sorthårede mand åbenbart havde stillet sig op af den for at holde hende inde.
   Selvom Ittyka godt vidste, at det var nytteløst, brugte hun hele ti minutter på at hamre på døren og råbe fornærmelser om både vagtposten, Calleck og alle andre i røverreden. Det hjalp ligesom på den kolde knude af angst, der sad i maven på hende.
   Til sidst gav hun op og sank ned på sin seng. Hvor mon Eran var? Og hvad lavede han? Han havde ikke ladet høre fra sig, og det undrede hende. Da de var yngre, ville han bare have tordnet lige hen for at redde hende uanset risikoen og uanset, om det var det smarteste at gøre eller ej. Han måtte da også vide, at hun var blevet fanget.
   Så var der den optagelsesprøve. Selvom Calleck meget vel kunne have overdrevet, kunne han også have talt sandt, og noget i hans øjne fortalte Ittyka, at det var rigtigt. Hun havde ikke regnet noget dødeligt med i sine overvejelser om at sige ja eller nej. Men på den ene side var der den sikre død, og på den anden var der en mulig død. Så hun valgte altså alligevel at tage chancen.
   Eller måske var der en mulighed mere? Der var flere utætheder i hytten, og træet så ikke alt for nyt ud. Den fugtige atmosfære i Beikea kunne sagtens have tæret på det.
   Ittyka så hurtigt mod døren, hvor hun kunne skimte hendes fangevogter gennem knasthuller og andre utætheder. Hvis han opdagede noget?
   "Det er bare for meget!" sagde Ittyka halvhøjt og følte sig umådelig dum, men hvad gjorde man ikke for frihed? "Som om jeg har gjort noget som helst! Og så bliver jeg bare spærret inde og bedøvet og udsat for alt muligt..."
   Imens hun talte, gik hun ned til enden af hytten - altså enden af hendes seng, der fyldte hele siden, og det var endda den lange. Brædderne var hverken særlig godt forarbejdede eller pertentligt sat; faktisk var de hamret så sjusket sammen, at der var lange revner, som Ittyka kunne kigge ud af. Det var meget uforsvarligt af røverne, tænkte hun, og undrede sig over, hvad hytten havde været brugt til før.
   "... Og oven i alt det andet skal jeg nu også gennemgå en eller anden prøve, så jeg kan blive medlem af den røverbande, som kidnappede mig i første omgang..."
   Hun maste prøvende sin hånd ud af en af de bredeste sprækker - det var besværligt, når hendes hænder var bundet, men dagen før havde hun brugt et helt kvarter på at gøre rebet bare en smule løsere. Så greb hun ganske forsigtigt fat om brættet, mens hun sørgede for at hæve stemmen: "Det er altså bare løgn! Idiotiske - lejr - og idiotiske - røvere - og idiotiske - vagtpost!" Hun hørte kæmpen udenfor døren gnægge lidt for sig selv og holdt vejret et øjeblik.
   "Tag en slapper, lille amazone, du får brug for kræfterne i aften," lød det klukkende udefra.
   Hun slappede lidt af igen. Nej, han havde ikke tænkt sig at komme ind - det lod ikke en gang til, at han anede uro. Ikke endnu.
   Calleck fløj ind i Ittykas tanker. Han ville gætte det, det ville han med garanti. Hvis hun sænkede stemmen, ville han måske ikke høre hende, men så lød det ikke som hende selv, og så ville en anden måske regne sammenhængen ud.
   Hun fortsatte med at fornærme alt og alle, mens hun forsøgte sig med brættet. Det var råddent. Forsigtigt trak hun det bagover. Det gav efter!
   Stooooooop!
   I sidste sekund slappede hun af og holdt op med at hive i brættet. Hvis det knækkede nu, ville det ske med et højt knas, og det ville nok få hendes vagt til at reagere.
   En kniv. Hvis bare hun havde haft en kniv!
   Ittyka tav og tænkte lidt. Så så hun over mod døren.
   "Hej," forsøgte hun sig og gik tættere på. "Hej, din store knold, får man noget at spise her, eller hvad?"
   "Det kommer an på så meget..." lød det svævende svar.
   Ittyka tog kvælertag på luften og fortsatte: "På hvad, for eksempel, for jeg er altså ved at dø af sult, og hvis den optagelsesprøve er halvt så sjov, som I giver udtryk for, må jeg hellere være i live til den tid!"
   Der kom latter fra den anden side af døren. "Det kan der jo være noget om." Så gik stemmen over i råb: "Hej, Zack, kom lige med en menu til tøsen."
   "En menu?" lød det spørgende.
   "Jep," råbte den sorthårede tilbage og fortsatte til Ittyka: "Dagens ret er brød med mælk - behager det madammen?"
   "Det er fint," vrissede hun.
   Der gik ikke lang tid, før døren knirkede, og Ittykas vagt kom ind. Han smilede stort til hende, så hun kunne se, at han havde slået det halve af en tand af.
   "Værsartig," sagde han fromt og stillede en lille bakke på gulvet; på den stod der en bliktallerken med et tørt, hårdt brød og et krus (ligeledes af blik) med mælk. "Mad til frøkenen."
   "Det er jo det samme brød som i går," protesterede hun og håbede, manden ikke lagde mærke til sveden på hende pande; hun sad op af væggen og skjulte det hul, hun havde lavet, men hvis han gennemskuede hende nu...!
   "Og hvad så?" spurgte han og gloede på det. "Det er ikke muggent, og det plejer det ellers at være, når det er fangefoder."
   "Det kan godt være, men det er hårdt som sten," forklarede Ittyka og forsøgte at lyde snobbet. "Det er måske dig, der har bagt det?"
   Han kneb øjnene sammen. "Nej, det er det ikke. Men..."
   "Det er ikke til at få ned," afbrød hun. "Kan du ikke skære det i skiver for mig, så det er lettere at spise?"
   "Skære...?!" spruttede han.
   "Ja," sagde hun og forsøgte stadig på at lyde som en forkælet prinsesse; "Jeg er ikke vant til det..."
   "Du kan fandeme selv skære dit brød!" Og så smed han sin dolk hen til hende og trampede vredt mumlende ud af døren.
   Ittyka var nødt til at stoppe sin knytnæve ind i munden for ikke at juble højt. Den nar! Han hoppede på den! Hun så på kniven og brødet og tænkte sig om.
   "Det kan du ikke være bekendt!" råbte hun med falsk bævende stemme. Hun tog kniven og skar hurtigt brødet i små, sjuskede stykker, i tilfælde af at han ville kigge ind. Så vendte hun sig mod brættet, som hun før havde vristet løs og gav sig file løs på det, imens hun med jævne mellemrum kom med bemærkninger som: "Av! Jeg skar mig!", "Jeg kan slet ikke finde ud af det her!" og "Nej, se nu der!" Efter lidt tid gik den dog ikke længere, og Ittyka sørgede for at smaske højlydt, mens hun skar videre i brættet. "Åh, det smager altså ikke særlig godt."
   Kniven var for sløv til at det gik særlig hurtigt, men endelig havde hun fået filet et godt stykke ind i begge ender; hun hev forsigtigt, samtidig med at hun højlydt beklagede sig over alt muligt og endnu en gang fornærmede alt i miles omkreds.
   "Og det brød tager livet af mig!" gispede hun og hostede højt, samtidig med at hun hev til.
   Knæææk!
   Brættet gik i stykker, og nu havde Ittyka et vindue på en halv meter i højden at se ud af.
   Hun hostede igen og fortsatte upåagtet, selvom hendes puls hamrede vildt. Hun lyttede efter bevægelse udenfor, men fandt ingen. Hendes vagt havde ikke opdaget noget!
   Ittyka så forsigtigt ud. Til den ene side lå der et træhus af en art, men det så ikke særlig befærdet ud. Til den anden side var der ikke noget tæt nok på til at have betydning, og lige frem begyndte skoven igen.
   Hvis bare det havde været nok! Ittyka kunne se lige ud i friheden, men hullet var ikke stort nok. Hun var stadig fanget!
   Med et suk gav hun sig til at file videre; denne gang på brættet ved siden af det første.
   I det samme dukkede der et ansigt op lige foran hende.