Barnets synd
   Omtrent hele byen var samlet uden for Ban og Emris hus. Sestam forsvandt hurtigt i mængden, og Canis så ham kort efter sammen Dena, der så bange ud. Selv holdt hun sig lidt i baggrunden. Kort tid efter kom byens jordmoder ud og beordrede alle væk. Så mere end en halv time efter, at Canis var blevet sendt ud efter Sestam, sad hele familien tavse ved bordet og spiste kold suppe med kartofler og grønsager i. Stemningen var trykket.
   "Overlever Emri, Mama?" spurgte Canis.
   "Hold mund," sagde Sestam skarpt.
   Resten af måltidet foregik i stilhed.

Canis satte sig brat op i sengen. Der strømmede lys ind af vinduet, selvom det var nat, men en silhuet skyggede. Det var Sestam, og han havde tøj på.
   "Hvad..." begyndte Canis, men Sestam hastede ud af døren uden at lytte.
   Hun slog sovetæppet til side og sprang ud på gulvet. Der var meget stille. Som Sestam havde gjort, så hun ud af vinduet. Hun kunne skimte fakkellys og forsamlede mennesker. Havde Emri født?
   Et fjernt skrig rev Canis ud af hendes tanker. Hun stod forstenet et kort øjeblik, mens skriget fortsatte, så smed hun hurtigt sin tynde natkjole og trak i en blå hørkjole i stedet. Bagefter løb hun samme vej som Sestam. Hendes mor sad ved deres spisebord, og hun rejste sig hurtigt op, da Canis kom.
   "Nej! Jeg forbyder dig at gå, Canis, bliv her!"
   Canis standsede, og hendes mor så mere beroliget ud. "Det er bedst, du bliver, min kære. Det er ikke noget for... for følsomme mennesker."
   Det var, som om hendes ord vækkede noget inden i Canis. Et følsomt menneske... hun tænkte med sørgmodighed på sin bror, på hvor modig og moden han var. Hun så på sin mor, der havde sat sig igen.
   For en gangs skyld lyttede Canis ikke til sin mor. Hun bakkede først langsomt væk fra bordet, så vendte hun sig og løb ud i natten. Moderens forbavsede råb fulgte hende ud.
   Det var ganske rigtig Ban og Emris hus, der var midtpunkt for den kaotiske forsamling. Forvirret grædende børn og bange voksne stod i en blandet klump. Nogle ledte efter familie, som var forsvundet i mørket. Det gav et sæt i Canis, da en hånd greb om hendes ærme, og hun så på en skræmt kvinde; det var smedens kone.
   "Canis! Har du set min datter? Hvor er Siv? Siv!" Da Canis ikke kunne få noget svar over sine læber, vendte moderen sig mod menneskemængden. "Siv, kom til mor! Vi skal hjem nu!"
   Hvad var det, der skete? Fast besluttet på at finde ud af, hvad der foregik, banede Canis sig ind, hvor mængden var tykkest; folk bevægede sig overalt omkring hende, og fakkellys gjorde deres ansigter forvrængede og svære at genkende.
   Pludselig stod hun overfor Sestam.
   De stirrede på hinanden. Så sagde hun; "Hvad er det, der sker?"
   Han blinkede med øjnene. For en gangs skyld var hendes bror ikke selvsikker og stærk. Han var i vildrede.
   "Det er... hun har født, Canis. Emri. En dreng." Hans stemme rystede, og Canis var sikker på, at det ikke kunne være alt.
   "Og? Hvad mere?" spurgte hun indtrængende.
   I det samme hørtes endnu et gennemtrængende skrig, som afledte tvillingernes opmærksomhed. De stirrede begge med chokerede øjne på huset, hvor flammer nu stod ud af vinduet på første etage. Døren blev smækket op, og Emri kom løbende ud med en bylt i favnen. Hendes ansigt var forgrædt og udtrykte dyb angst.
   Og det var forståeligt. For inden nogen nåede at reagere, kom en kvinde i grøn kåbe gående ud af døren. Hun gjorde en bevægelse med hånden og kneb øjnene sammen, og pludselig rørte jorden under Emri sig - den bølgede som et hav i oprør, og hun faldt, som andre tæt på hende, mens hun desperat forsøgte at skåne bylten.
   Det måtte være hendes søn, indså Canis, og det sitrede i hende. Hun begyndte at forstå, hvad der foregik, og hun ønskede brændende, at hun havde gjort som hendes mor havde sagt.
   "Gør det ikke værre for dig selv, kvinde," sagde jord-troldkvinden og gik frem mod Emri, der kæmpede for at komme på benene, da jorden igen lå stille. "Barnet har skygger af vandmagi i sig. Han må ikke leve."
   Vandmagi. Det var det magiske ord. Veldovs befolkning trak sig tilbage, som om de frygtede, at det smittede. De fleste fortrak sig hurtigt ind i deres huse igen, men der var stadig en flok, der nysgerrigt, skræmt og forfærdet så til, da troldkvinden gik frem mod Emri, og hendes følgesvende, to mænd i en rød og en gul kåbe, kom ud af døren bag hende. Den ene lod først nu til at bemærke flammerne på første sal. Han hævede armene, og flammerne dansede langsomt, men sikkert ned imod hans fremstrakte hænder, til de til sidst var helt ude af værelserne og i stedet rasede rundt om ham, for derefter at ebbe ud.
   Et hjerteskærende "Nej!" rev Canis's opmærksomhed tilbage til Emri, og synet fik hende til at gispe og gribe fat i Sestams arm.
   Emri lå på jorden igen, hendes øjne var fast sammenknebne, og hun knugede sin søn ind til sig hårdere end nogensinde. Og det var uden tvivl nødvendigt, for snoede rødder havde kæmpet sig op over jorden, og dirigeret af troldkvinden gik de til angreb i deres forsøg på at vriste barnet fra moderen. Emri skreg og græd. Canis kunne ikke holde synet ud, men gemte sit ansigt ved sin brors skulder - han stod som forstenet og stirrede på scenariet.
   Emri var en desperat mor, og ti mænds styrke var i hende, mens hun kæmpede for sit barn - men hun var oppe i mod tre elementers kræfter, og der slog ti mænd ikke til. Da Canis, på grund af endnu et vildt udbrud, kiggede frem igen, hang Emri og kæmpede nytteløst en halv meter oppe i luften, mens de rødder, som troldkvinden havde kaldt frem, bragte drengen til hende. Hun strøg sin hætte ned, og Canis kunne først nu se hendes ansigt ordentligt.
   Hun havde skarpe træk og iskolde, blå øjne. Hendes hår var sort og skinnede i skæret fra de fakler, som folkene omkring stod med. Canis mærkede et stik af jalousi, for hun var meget smuk. Øjnene fløj hen over barnet, og derefter så hun på Emri, mens rødderne vendte tilbage til jorden.
   "Du skulle ikke have modsat dig, kvinde. Nu er jeg nødt til at tage dig med. Hvad fik dig til at tro, at du havde en chance?" Tilsyneladende uden at forvente svar, vendte gjorde hun front mod huset. "Soldater!"
   To soldater kom ud af huset. De havde hver et godt tag i Bans arme, og hans chokerede øjne fandt hurtigt frem til sønnen i troldkvindens favn. Hun så dette og skjulte barnet i sine arme. "Lad ham gå," sagde hun tørt. "Han gjorde intet."
   Tøvende gav soldaterne slip. Ban gik i knæ og hans blik vandrede videre til hans kone. "Emri... hvad har du gjort?"
   "Ban, gør noget," græd Emri håbløst. "Lad dem ikke slå ham ihjel! Du må ikke lade dem slå ham ihjel..." Men hun var knækket og hang blot i luften som en grotesk marionetdukke, der havde mistet sin dukkefører. Manden i den gule kåbe mumlede et eller andet, og hun faldt ned på jorden.
   "Bind hende, soldater." Troldkvinden gik, uden at se nogen i øjnene, lige hen i mod Canis og Sestam - Canis knugede Sestams arm og gispede, da troldkvinden trængte sig vej igennem mængden og ved samme lejlighed puffede hårdt til Sestam. Men han var ikke paralyseret som Canis og udbrød vredt; "Så pas dog lidt på!"
   Hun så kort på ham, fortsatte to skridt - og vendte sig så om igen. Hun stirrede på Sestams trodsige ansigt og på Canis bagefter, der så forskræmt tilbage. Hun knugede stadig sin brors arm.
   "Hvem er de?" sagde kvinden og kneb øjnene sammen. Hun bevægede næsten ikke læberne.
   "Mit navn er Sestam," sagde Sestam skarpt, og Canis kunne mærke, at han ligesom rankede sig. "Det her er Canis, min søster. Og det kan godt være, vi bare er landsbyfolk, men derfor kan vi vel godt blive behandlet med respekt!"
   Kvinden hævede et øjenbryn. "Javel..." sagde hun langsomt og fortsatte derefter, som om hun ikke havde hørt det sidste, han sagde: "Sestam. Canis. Er I tvillinger?"
   "Ja," sagde Sestam koldt.
   "Interessant." Canis skuttede sig. Det var næsten, som om hun slugte dem begge med øjnene.
   "Gå din vej," tænkte Canis gysende. "Forsvind. Lad være med nogensinde at komme tilbage."
   Hun mærkede Sestam stivne, mens kvinden vendte sig og banede sig videre frem mod hestene. Efter hende fulgte soldaterne med Emri i mellem sig og derefter de to andre magikere. Alle steg de op på deres heste (Emri sad foran en af soldaterne) og begyndte at ride ud af byen. Canis så efter den grønne kåbe, men kvinden så sig ikke tilbage.

Sestam så efter rytterne med et fjernt blik. Så rev han sig løs fra Canis's krampagtige greb om hans overarm.
   "Er du fuldstændig sindssyg?" råbte han, så flere af de tilskuer, der havde været vidne til Emris håbløse kamp, vendte blikket mod dem. "Hvorfor sagde du det? Hvorfor fornærmede du hende sådan? Så du ikke, hvor stærk hun var? Hun kunne have slået os ihjel sådan!" Han knipsede med fingrene ud for hendes grå øjne, så hun blinkede forskrækket og trak sig bagud.
   "Ikke igen," sagde hun og tog sig til hovedet med en slank hånd. "Ikke igen, Sestam..."
   "Ikke igen hvad?" snerrede han vredt.
   Men hun svarede ikke. Canis vendte sig og gik tilbage mod deres hjem. Sestam vendte hende ryggen og knyttede næverne, mens raseri fik adrenalinen til at pumpe i hans krop. Men vreden blev erstattet af kulde, da han så at Ban stadig lå på knæ i døråbningen og stirrede tomt ud i luften.
   Sestam tøvede lidt, men gik så hen til ham. "Ban... tror du ikke, at det er bedst, hvis du går ind nu?" sagde han usikkert.
   Ban vendte hovedet mod ham, og øjnene begyndte at fokusere. "Jamen, Sestam..." Han rejste sig langsomt op igen. "Det er der jo ingen mening i nu."
   Ikke desto mindre forlod han Sestam og lukkede døren stilfærdigt efter sig. Der var nu kun ganske få mennesker tilbage i natten, så forvirret og rystet måtte Sestam finde tilbage i mørke. Der var lys indenfor, og det brugte han som pejlemærke.
   Han var næsten nået helt frem, da han opdagede, at der sad en skikkelse op af husmuren.
   Sestam kneb øjnene sammen. "Canis?"
   "Vi er nødt til at snakke sammen, Sestam." Hun rejste sig fra siddende stilling.
   "Du har en sær måde at vise det på - bare at gå, når jeg spørger dig om noget." Han gjorde mine til at gå ind af døren, men hun standsede ham med en hånd på hans bryst.
   "Jeg troede, jeg kunne finde ud af det selv, men jeg har brug for din hjælp, Sestam, for det handler om os begge to."
   Han sukkede og skulede. "Hvad er det så, der går dig sådan på, Canis? Hvad fik dig til at være så uhøflig mod troldkvinden?" Han rystede på hovedet. "Hun ville måske ikke have slået os ihjel, men som udsendt magiker har hun loven i ryggen."
   "Ja, ja," sagde Canis mørkt, "ja, jeg ved det. Men sagen er, Sestam... jeg sagde det ikke højt."
   "Du sagde det højt nok, hvis du spørger mig," sagde han koldt og lagde armene afvisende over kors. Hendes kryptiske måde at snakke på provokerede ham i den grad, og det var kun, fordi hun var hans søster, at han blev stående og lyttede.
   "Jeg mener, at jeg slet ikke talte, Sestam. Det var noget, jeg tænkte."
   Hendes ansigt var svært at se i mørket, især når lyset bag hende var så dominerende. Sestam stirrede vantro på silhuetten. Hvis det havde været en hvilken som helst anden, havde han taget det som en ualmindelig dårlig spøg. Men Canis, i al sin indelukkethed, lavede næsten aldrig sjov med noget.
   "Hold op," sagde han til sidst. Hans stemme sitrede af raseri. "Hold op med at... med at sige sådan noget vås. Der er noget galt med din hjerne, Canis. Lad mig være."
   Hun stod helt stille. Sestam ville gå forbi hende, da en bølge af chok og smerte ramte ham fra den blå luft. Overrumplet over den pludselige overflod af følelser, der gjorde ondt, gispede han og standsede brat. Tårer samlede sig i hans øjne, da sorgen overmandede ham.
   "Sestam," sagde Canis stilfærdigt, "det med at hun skulle forsvinde... var det ikke det, du troede, jeg sagde højt? Det var noget, jeg tænkte. Og da hun spurgte, hvem vi var... hun sagde 'hvem er de', i stedet for 'hvem er I', og hendes læber bevægede sig næsten ikke, måske slet ikke overhovedet. Jeg tror... måske, Sestam, var det også bare tanker."
   Sestams hjerne forsøgte at overkomme betydningen af Canis's ord, mens hans hjerte kæmpede for at kontrollere de følelser, som nu var aftagende. Stemmen rystede svagt, da han tryglede: "Lad nu være, Canis. Det er noget, du bilder dig selv ind. Det er ikke muligt."
   "Jo, det er," svarede hun ham lavmælt, og selvom hendes stemme var lav og sørgmodig, var den sikker. "For vandmagikere er det."