Nattemørke
   Det var sen nat i Veldov. Inde i husene var de fleste børn blevet lagt i seng efter den tidligere forvirring. Ingen af folkene i byen havde tænkt over, at den vellykkede, veloverståede fødsel kunne ende i katastrofe. Ingen af dem havde tænkt, at en patrulje kunne nå frem så hurtigt. De havde ikke tænkt over luftmagikernes evne til at spå. Synet af de tre magikere og de to soldater, havde fået de fleste til at gå i panik. Selv for voksne kan alting være mere uhyggeligt om natten.
   Men det var overstået. De fleste forældre havde fået deres børn væk før Emris dramatiske flugtforsøg.
   For Sestam og Canis var det dog langt fra forbi. De to søskende stod uden for deres hus, det eneste, hvorfra der stadig strømmede lys.
   De havde været tavse i noget tid, mens Sestam prøvede at overkomme det, som Canis netop havde sagt. Han nærede respekt for hendes intelligens, men der var grænser for, hvor meget han ville tro på.
   Nu rystede han definitivt på hovedet. "Nej. Vi har ikke vandets evner. Vi blev også undersøgt, husker du vel? Eller, jeg mener... det ved vi jo." For at skjule sit ubehag rakte han hånden ud og pillede ved en af klatreroserne. Men Canis gav ikke op.
   "Hvordan det er muligt, ved jeg ikke. Men det er den eneste mulighed. Du læser mine tanker, og vi læser åbenbart begge to andres tanker, hvis vi tænker på jordmagikeren." Hun talte, som om hun vidste, han ikke ville tro det, men at hun var nødt til at sige det alligevel.
   "Jamen der er ikke nogen chance for, at det kan være rigtigt," protesterede han irriteret og lod rose være rose, "de tre elementer kan genkende det fjerde, og som de fleste andre er vi blevet skånet, fordi vi ikke havde evnerne. Vi havde ikke en gang nogle af de andre evner, ild, jord eller luft."
   "Sestam," sagde hun blidt, "hvis du ikke vil høre på, hvad jeg siger, så må du høre, hvad jeg tænker."
   "Hold nu op, Canis."
   Til hans voksende irritation, kunne han se, at hun lukkede øjnene. "Bølger er en del af vand. Tanker kommer i bølger. Det er en af grundende til, at den slags magi er forbudt, ikke? Evnen til at læse tanker. Prøv at læse mine, Sestam. Prøv nu bare. Hvis vi har evner i udvikling, er det bedst at vide det nu." Hun sagde det, for han kunne se hendes mund bevæge sig. Men så stod hun stille.
   En nattebrise fik Sestam til at gyse. Han begyndte at føle sig meget træt og kneb øjnene hårdt sammen nogle gange for at se lidt klarere. Canis stod stadig helt stille foran ham.
   "Jeg går ind," vrissede han surt.
   "Nej."
   "Jo."
   "Se på mig. Hør mig."
   Han så. Og hun bevægede ikke læberne.
   "Du kan høre mig...?"
   Sestam begyndte at ryste, og det var ikke kun på grund af nattekulden. "Canis," hvæsede han bange, "hold op med det!"
   Det rykkede i hendes ansigt. Han kneb sine øjne sammen og gloede på hende - stod hun virkelig der og smilede?
   "Det er da... det er fantastisk," sagde hun, stadig uden at bevæge munden. Han hørte hende i sit hoved, og det var let at tro, hun virkelig talte til ham som ethvert andet menneske. Men det gjorde hun bare ikke.
   Så blev Sestam for alvor vred. Han greb hende om de spinkle skuldre og snerrede; "Det er ikke godt! Det er ikke fantastisk! Det er bare... jeg ved ikke, hvad det er, men det er ikke vandmagi. Er du klar over, hvad det ville betyde? Er du klar over, hvad det ville gøre ved vores liv?"
   Hun åbnede øjnene. Der var det velkendte, Canis-agtige glimt af sørgmodig usikkerhed i dem. "Det ville ændre vores liv," sagde hun og Sestam mærkede svagt en følelse af bitterhed. En sitrende fornemmelse løb gennem hans krop, da den frygtelige tanke, at det var Canis's følelser, han mærkede, fløj igennem hans hoved. Alt i mens fortsatte hun uforstyrret: "Er det ikke det, vi vil? Jeg har aldrig følt mig hjemme her, og jeg har altid følt, at du... kedede dig i Veldov."
   "Måske," sagde han fortrydeligt, fordi han måtte give hende ret, og kæmpede for at få den skræmmende tanke om Canis ud af sit hoved. "Men jeg vil hellere kede mig i Veldov end at ligge død i jorden!"
   "Vi ved ikke, hvad der venter i fremtiden." Hun smilede blidt og lagde sin hånd forsigtigt mod hans kind. "Du har aldrig været bange for det ukendte... hvorfor begynder du på det nu?"
   Han åbnede munden for at svare, men fandt sig helt tom for ord. I stedet følte han sig overmandet af træthed. Selv Canis, der var lidt af en natteravn, gik ikke helt fri og skjulte et gab med hånden.
   "Jeg kan ikke tage stilling til dette her lige nu, Canis," mumlede Sestam sløret og rodede sit hår igennem. "Kan vi ikke... snakke om det i morgen?"
   Hun blinkede træt med øjnene. "Det ville være bedre, hvis vi gjorde det nu."
   "Det holder jeg ikke til," sagde han og kunne ikke undgå at føle sig lidt irriteret over, at hun styrede tingenes udvikling. Det var ikke en side af hende, han kendte.
   "Nej. Det gør jeg heller ikke."
   Inde i huset lå deres mor og sov ved siden af stearinlyset, der næsten var brændt ned. Det måtte være derfor, hun ikke var kommet ud for at se efter dem. Sestam fandt det sært, at hun kunne falde i søvn med alt det kaos, der havde været den aften. Så pressede et gab sig på, og han tænkte, at det måske ikke var så mærkeligt endda. Søvn var trods alt livsnødvendigt for ethvert menneske.
   "Jeg har aldrig sovet så meget," sagde Canis bag ham, og det gav et sæt i Sestam.
   "Du må altså holde op med det der," sagde han rystet.
   "Jeg skal nok prøve," undskyldte hun hurtigt og forsvandt rødmende ind i deres værelse.
   Sestam skælvede kort, men trak så vejret dybt og tog et af sine talenter i brug - evnen til at skubbe ting væk og ignorere dem. Han lagde en hånd på sin mors skulder.
   "Hmm... hvad? Åh, jeg faldt vist i søvn... hvad er der sket?"
   "Lad det vente."
   Den lille flamme blev mindre og døde til sidst ud, mens han hjalp sin mor ind i soveværelset.

Udsigten over de begyndende Perlebjerge og landets hovedstad var særligt smuk fra Ramori lu Aves store vinduer - han havde arrangeret det sådan. Stik imod hans sædvanlige ideer om ligegyldigt tidsfordriv, kunne han stå og stirre ud over landskabet i hvad der føltes som flere timer ad gangen.
   Og der stod han også nu, skønt det var sen nat, omgivet af al den luksus, borgen kunne byde på. Møbler i poleret guldpil, vaser i krystal eller kostbart porcelæn, enestående tæpper fra Arcimun, guldrammer med billeder malet af nogle af tidens største kunstnere, gulv af hvidt marmor, sart, gulligt tapet med gyldne streger på væggene, store glasvinduer. Hans høje, statelige skikkelse stod i skarpt relief til den skinnende måne, og de mørkebrune krøller sad som altid perfekt om hans lidt spidse ansigt. Ramori betragtede fredfyldt den lysende fuldmåne og strøg tænksomt sit mørke, olierede skæg.
   En sagte banken på døren gjorde ham nærværende. "Ja?"
   En tjener kom ind. "Jeg undskylder for det sene tidspunkt, herre. Frøken Avani er netop vendt tilbage. Hun ønsker at tale med Dem."
   Ramori hævede sine øjenbryn og vendte sig mod tjeneren. "Hvad er det, som ikke kan vente til i morgen?"
   "Jeg ved det ikke, herre, men hun insisterede."
   "Udmærket," sagde Ramori med en snert af forundring i stemmen, "send hende bare ind."
   "Javel."
   Et øjeblik senere trådte den sorthårede troldkvinde ind. Hun smilede sit forbeholdne smil og lod Ramori kysse hendes hånd.
   "Avani, min kære veninde. Jeg må indrømme, du gør mig nysgerrig." Han smilede selv og henviste hende med en håndbevægelse til en grøn sofa.
   Hun satte yndefuldt, og han tog plads foran hende. "Det glæder mig at høre," sagde Avani med en svagt tilfreds stemme og begyndte at tage sine ridehandsker af. "Du ved, hvordan jeg elsker opmærksomhed."
   "Ja, i høj grad," sagde Ramori. "Men jeg kender også din forfængelighed; hvorfor har du endnu din kutte på? Tillad mig at sige, at den er frygtelig beskidt efter alt det vejstøv. Og så er den jo også lidt... kedelig."
   "Den skjuler mig måske en smule for godt," sagde hun spøgefuldt og strøg en fold med let ærgerlig mine, som om hun heller ikke brød sig rigtigt om den. "Men jeg følte det vigtigt at fortælle med det samme, hvad jeg har oplevet."
   Hun livede op og sendte ham et drillende blik. Det var tydeligt, at hun nød at have en hemmelighed. Det pirrede Ramoris utålmodige sjæl, og for at skjule det tog han vindrue fra et fad på det lave bord imellem dem.
   "Jeg mødte noget særligt i den lille landsby, jeg netop er kommet hjem fra. Det er i hvert fald, hvad jeg tror."
   "Virkelig? Havde barnet evnen?"
   Hun viftede afværgende med hånden, "Ja, ja, men det tager soldaterne sig af."
   Fordi han vidste, at det ville provokere hende, afbrød han: "Det er egentlig lidt bestialsk, er det ikke? Sådan at slå spædbørn ihjel, for hvad de kan komme til at gøre en gang i fremtiden."
   "Det er en forholdsregel," fnøs hun, og Ramori måtte tage sig sammen for ikke at smile ad hendes indignation. "Der er for meget magt i det element, til at man kan løbe den risiko... Men det var ikke det, jeg ville sige."
   Avani lænede sig frem og lod til endelig at være kommet til sagens kerne. "Jeg mødte to unge der, tvillinger. Og jeg tror, at de måske... Ramori, jeg tror, at de har vandets gave."
   Hun strålede af virketrang og forventede tydeligvis en reaktion fra Ramori - men han blev roligt siddende.
   "Hvad får dig til at mene dette, Avani? Jeg finder det svært at tro på."
   "Det forstår jeg," sagde hun ærgerligt og lænede sig tilbage igen, "men du må stole på mig, Ramori. Det lod til, at de læste mine tanker... Jeg fornemmede helt klart noget, men uden de andre elementer er jeg ikke sikker. Du har selv luftens kræfter," hendes øjne hvilede kortvarigt på det gule bånd om hans venstre arm, som det var lovpligtigt at gå med for luftmagikere, ligesom det var for hende at bære et grønt, "og så mangler vi bare en ildmagiker, vi kan stole på."
   "Hvorfor en, vi kan stole på?" Ramori rynkede sine bryn, da hun lo en kort, overrasket latter.
   "Kan du da ikke se det? Kan du ikke se mulighederne? Ingen andre vandmagikere i hele landet... tænk på, hvilke døre, der ville åbnes! Evnen til at læse tanker, at kunne styre vejret, kontrol over væsker... mulighederne er uendelige, Ramori, hvis bare..." Hun havde lænet sit ivrigt frem, men slappede nu lidt af. Hun færdiggjorde sin sætning; "Hvis bare vi tør tage chancen. Hvis nogle af alle de tumper, som er så forgabt i vort lands love, finder ud af det, så bliver de begge to dræbt, og det får ingen af os to noget ud af."
   Ramori sad tavs og overvejede, hvad hun sagde. Det lød forrykt, at nogen skulle have kunne undgået at blive undersøgt, eller at de pågældende magikere ikke ville have fundet evnerne. På den anden side så var Avani ikke dum, og hun brød sig næsten lige så lidt om at spilde tiden, som han gjorde, hvilket udelukkede, at hun var usikker på deres forehavende. Ramori måtte jo også indrømme, at der ganske rigtig var mange fordele ved at have en vandmagiker eller to på sin side, når det gjaldt det indviklede magtspil i hovedstadens højere kredse. Hvis selvfølgelig børnene indvilligede, men det var ikke den store forhindring - de kunne overtales. Den første opgave måtte gå ud på at forvisse sig om, at tvillingerne virkelig havde det kræfter, som Avani troede.
   Ramori havde besluttet sig. Han nikkede fast til Avani.
   "Udmærket. Jeg foreslår, at vi tager derud i morgen tidlig." Han rejste sig, og Avani gjorde det samme, mens hun samlede ridehandskerne op fra bordet.
   "Og ildmagikeren?" spurgte hun.
   "Jeg skulle mene, at min nevø Jain kan gøre det. Han er ikke så trænet, men han ved, hvordan man genkender det fjerde element."
   Med dette sluttede deres samtale. Efter at have ønsket godnat, forsvandt Avani ud af døren, og det efterlod Ramori til endnu en gang at stirre ud i den verden, der for et par timer endnu ville være i nattens hænder.