Uventede gæster
   Han vågnede med et sæt ved lyden af et højt hyl, som bestemt ikke lød menneskeligt. "Orker!" tænkte krigerdelen af hans sind omgående, mens den anden søvndrukkent forsøgte at komme op. Han tumlede hen, til hvor han havde lagt sit sværd og famlede febrilsk efter det. Nattens mørke skjulte alt for effektivt hans våben, men endelig fandt hans hånd læderskeden, og han trak sit sværd. Bålet, der næsten var udbrændt, sendte kun svagt sit lys på omgivelserne. Han hørte flere hyl, alt for tæt på, og en mærkelig rallen. Så blev der stille.
   Hvis han da bare kunne se! Alt, hvad han kunne skimte, var træet, han sov under, og jorden lige omkring bålet.
   Det raslede bag ham, og han snurrede kampberedt rundt. En skikkelse! Med et højt krigsråb gik han til angreb.
   "Hov, hov, du!" sagde en dyb mandsstemme, og et andet sværd parerede uden besvær hans. "Det er jo ik' mig, der er fjenden!"
   "Hvem er du så?" spurgte den unge mand og angreb fra en ny vinkel.
   Endnu en gang mødte hans sværd et andet med en syngende lyd. Han ville angribe igen, men han afbrød brat sit udfald, da en kendt stemme sagde:
   "Eran, dum har du altid været, men vi har altså lige reddet dit liv!"
   Han gispede højt. Det var da ikke...!
   Jo. Der stod Ittyka med et på en gang drillende og alvorligt glimt i øjet.
   "Dig!" hylede Eran.
   "Hva', kender I to hinanden?" spurgte den mand, som Eran havde angrebet, og så fra den ene til den anden.
   "Kender og kender," sagde Ittyka og smilede engleblidt. "Han er bare min bror. Et rigtigt brushoved."
   "Ja, det ka' jeg lissom forstå," brummede manden og fortsatte til Eran: "Pas lige på med den pind der, du risikerer at stikke en eller andens øje ud." Han pegede på Erans sværd.
   Ærgerlig stak Eran den tilbage i sværdskeden. "Hvad laver du her?" spurgte han sin lillesøster og forsøgte at lyde streng.
   Hun rystede på hovedet, som om han var tungnem. "Tror du, jeg vil lade dig alene om at drage ud i verden? Nej tak! Jeg vil sådan set gerne have dig tilbage i et stykke."
   Hvis ikke Ittyka havde lydt så irriterende overlegen, ville Eran måske være blevet helt glad for, at hun bekymrede sig for ham, men lige nu ville han bare have hende af vejen. Han skulede til hende. "Kan du da aldrig lade mig være i fred?"
   Hun løftede en advarende pegefinger. "Hør lige, bror Sagnhelt, hvis jeg havde ladet dig være i fred, så var du død nu! De orker derinde kom ikke forbi for at varme sig ved bålet, at du ved det! Hvis det ikke havde været for mig, havde du ikke overlevet din første uge hjemmefra!"
   Manden, der var sammen med Ittyka, rømmede sig og knurrede noget i retningen af: "Tja, som jeg så det, var du nu ik' alene om de bøller."
   Ittykas øjne flammede som kun hendes kunne, da hun så på sin følgesvend. "Selvfølgelig ikke! Men for det første skød jeg en pil i hovedet på den, der angreb dig bagfra, og for det andet hvem var det så, der ville ind i skoven?"
   Eran så spørgende på manden, som trak modvilligt på skuldrene. "Ja, jeg forsto' ik', hvorfor hun patou ville følge sporet herind," indrømmede han.
   "Følge sporet?!" hylede Eran og stirrede anklagende på Ittyka. "Det mener du ikke!"
   "Jeg fik jo ret, ikke?" Ittyka stak næsen i sky og så sur ud. "Hvis jeg ikke var fulgt efter..."
   "Ja, ja, så var knægten død," sukkede manden. "Hør, jeg er sulten og træt og jeg fryser sådan set, så jeg mener ik', det er tid for en sludder. I mor'n er der jo atter en dag."
   "Det er meget muligt," vrissede Eran med armene over kors, mens han forsøgte at nedstirre Ittyka, "men hun skal ikke med videre."
   Ittyka så dræbende på ham og hvæsede: "Nogle mennesker er så højrøvede, at de ikke kender til taknemmelighed, og at én af dem skulle være min bror, det er sgu lige godt til at tude over!"
   Manden, der ellers havde været i gang med at få ordnet bålet, standsede og stirrede forbløffet på hende. Eran sukkede og syntes, det var en skam, man ikke kunne høre på Ittyka, at hun var vokset op i et rigt og fornemt købmandshjem, hvor faderen var venner med kongen. Der var Eran selvfølgelig også opvokset, og da han gerne ville være kriger, eller i det mindste soldat, var han blevet trænet i både sværdkamp, bueskydning, ridning og en mængde andre nødvendige ting. Ittyka havde aldrig fået lov til at være med, men hun så på, og der gik mange år, før det gik op for deres far, at hun trænede for sig selv. På det tidspunkt var hun stadig en hel del dårligere til sværdkamp end Eran, fordi hun manglede styrke, men til gengæld var hun et naturtalent til bueskydning og ganske hurtig med sine dolke. Hvis Eran og Ittykas mor havde levet, ville hun sikkert have holdt Ittyka i ørerne, men deres far havde kun øje for sin søns fremskridt - og det blev Ittykas held. Deres far havde regnet med, at Eran ville gå i lære som soldat, og han var blevet meget misfornøjet, da Eran proklamerede, at han ville rejse ud i verden. Ittyka var også rasende og påstod, det var noget, han gjorde, for at blive en helt, så han kunne genere hende. Eran kunne ikke blive klog på, om hun gjorde det, fordi hun var misundelig, eller fordi hun ville savne ham. Når hun, som han sagde, ikke var en pestilens, og når han, som hun sagde, ikke var totalt barnlig, så var de faktisk gode venner.
   Mens Ittyka blev hængende i udkanten lysets rækkevidde, gik Eran hen for at hjælpe hendes ven, som han stadig ikke vidste, hvad hed. Faktisk vidste han stort set ingenting om ham. Nu, hvor han stod i lyset fra bålet, kunne Eran se, at han var stor som en bjørn.
   "Ja, undskyld mig," sagde Eran tøvende og vidste ikke helt hvor meget høflighed, han skulle vise sådan en skovmand; han havde en mørkegrøn kofte på, med et reb som bælte, og hans benbeklædning var et par brune hoser. På fødderne havde han skindsko, der, selvom de var godt forarbejdede, ikke var halvt så fornemme som Eran og Ittykas af læder. Altså en jævn mand - men en jævn mand, der lige havde reddet Erans liv. "Undskyld mig, men jeg ved altså ingenting om dig," endte det med at blive til.
   "Det er da ik' noget at undskylde," mumlede manden - om han ikke fattede hentydningen eller bare overså den var ikke til at sige.
   Eran så irriteret på ham. "Hør, jeg ville bare gerne vide..."
   "Han hedder Ax," sagde Ittyka, som åbenbart havde besluttet sig for at holde op med at surmule. Ikke at hun lød glad, men hun talte i det mindste igen; hun plejede ellers at fryse Eran ude, når hun var virkelig gal på ham.
   "Ax?" Eran så undrende på sin søster, for det navn havde han godt nok aldrig hørt før.
   "Ax kan da være ligeså godt som Eran," snøftede Ittyka.
   Eran, der ikke gad diskutere det, slog det hen. "Og hvordan fandt I så sammen?"
   "Du ka' jo spørge tøsen," brummede Ax og pegede med en tommelfinger på Ittyka, som omgående satte en fornærmet mine op over at blive kaldt "tøsen", for det havde hun aldrig kunne snuppe. "Hun sku' patou følge efter mig."
   "Jeg fulgte i hvert fald ikke efter dig, dit store brød!" råbte Ittyka, som var ved at være varmet op. "Jeg fulgte efter ham. Du strejfede bare rundt!"
   "Det er vel ik' forbudt," sagde Ax forsonligt. "Men det virkede nu som om, at du fulgte efter mig. Hun gjorde det hele dagen," fortsatte han til Eran. "Til sidst blev jeg træt af det, og så hev jeg hende ud af den busk, hvor hun altså havde gemt sig. Det ku' tøsen sgu ik' li'... sikke et postyr!"
   "Jeg er ikke 'tøsen'!" protesterede Ittyka rasende.
   Eran gabte. Hvor nødigt han end ville indrømme det, var det helt hyggeligt at have selskab - selvom det så var hans emsige lillesøster. Han havde allerede spist tidligere om aftenen, og han faldt i søvn, mens Ax var i gang med at varme et eller andet fra sin ulveskindstaske.