Mikkel sad sammen med Kim, Iben og Ghita ved et åbent vindue og udstødte en høj brægen ud af det.
   - Altså, sagde Kim forlegent, vil du have folk skal tro, det her er en åndsvageanstalt?!
   - Folk må tage mig som jeg er, ellers må de lade være!
   - Jeg synes nu bare ikke det der er dig at være sådan - ikke normalt i hvert fald!
   - Jeg bræger, når det passer mig! Men noget helt andet er, at jeg da gerne vil have, at du kommer en tur hjem til mig i aften. Iben og Ghita kommer også.
   - Ok. Det lyder hyggeligt.
   Det var ved at blive november, men da det var et efterår med indian summer kunne det lade sig gøre at gå udendørs uden jakke. Det var en sær fornemmelse, at så mange træer var nøgne i det vejr.
   Kim havde mange gange spurgt Mikkel til hans far og to søskende, men det virkede som om han ikke ville ind på det. Han forekom også Kim at være mere og mere pjattet, især den vane at bræge som et får.
   Var der ved at opstå noget mellem Mikkel og Iben? Det så sådan ud, siden de havde været ude sammen. Og Mikkel, der altid snakkede om, at han aldrig kunne få fat i en pige!
   Kim kiggede hen på døren og så Mia ankomme. Hun smilede venligt.
   - Hej, drenge, hilste hun muntert. Kim hilste lige så muntert igen, Mikkel hilste afmålt, Iben og Ghita hilste slet ikke.
   - Jeg har da tænkt mig at invitere jer hjem til mig på min fødselsdag, sagde hun.
   - Det kunne være hyggeligt, sagde Kim begejstret.
   - Jeg skal se om jeg kan få det ordnet, sagde Mikkel uden megen glød i stemmen.
   - Du kan da tage dine søskende med.
   - Det skal jeg tænke over.
   Nu ankom Susanne.
   - Hej, Susanne, sagde Mikkel i et slags babysprog.
   - Hejsa, folks, sagde hun.
   Iben sad og så sur ud.
   - Nå, er du stadig sur, sagde Mikkel.
   - Jeg er ikke sur! Snerrede hun.
   - Nej, det kan jeg høre, sagde Kim spydigt.
   - Hold din kæft! råbte Iben.
   Mia og Kim kiggede på hinanden, hun rystede på hovedet. Mikkel udstødte en brægen, Iben, Ghita og Susanne grinede.
   - Hvad skal den brægen til for, sagde Mia irriteret.
   - Det er da sødt, indskød Ghita.
   - Skulle vi ikke lige gå ned på gaden og nyde solen lidt inden det ringer ind? sagde Mikkel til de tre piger. De rejste sig og gik. - Kommer du med, Kim?
   - Ikke hvis du går og bræger! Der er grænser for, hvad jeg vil sættes i bås med.
   Mia og Kim sad nu alene ved bordet, Mia brød tavsheden.
   - Er det kun mig, der er noget i vejen med, eller er Mikkel ikke nær så flink, når de tre er i nærheden, som han plejer at være?
   - Du har helt ret, svarede Kim.
   - Der er vist ved at opstå noget mellem Iben og Mikkel.
   - Noget tyder på det.
   Han var lige ved at fortælle om værtshusbesøget, men valgte at lade være.
   - Hvor er Frank egentlig?
   - Han sidder inde i klasselokalet. Han blev irriteret over Mikkels brægen.
   - Det kan jeg også godt forstå. Er det noget han har gjort altid siden I lærte ham at kende.
   - Nej, det er først i år. Han er i det hele taget begyndt at opføre sig barnligt.
   - Det klæder ham ikke.
   Nu ringede klokken ind. Kim og Mia rejste sig og bevægede sig ind i klasselokalet.
   De indtog deres respektive pladser til den første time. Fredagen forløb som den plejede, og alle havde weekenden i hovedet. Kim iagttog i frikvartererne, at det var Frank og Mia, der talte sammen og så Mikkel, Iben, Ghita og Susanne, der snakkede i den anden ende af bordet. Kim sad midt i mellem og prøvede at hænge på begge steder.
   Da de forlod gymnasiet, standsede Kim ved Mikkel, der var ved at låse sin cykel op.
   - Hvordan kan det være, at du ikke har inviteret Frank i aften?
   - Jeg har også lidt dårlig samvittighed. Det er bare det, at de to piger ikke kan fordrage ham.
   - Hvorfor kan de egentlig ikke det?
   - Det irriterer dem, at han altid skal være så korrekt. Jeg synes også det er irriterende ind imellem.
   - Men hvad med Mia?
   - Hun er meget sød, men hun har jo fået det uheldige stempel.
   - Det troede jeg, vi var enige om at skide på.
   - Ja, men det er så hyggeligt, når vi er sammen med Ghita og Iben. Jeg morer mig godt, når vi fire er sammen. Jeg synes ikke vi skal ødelægge det venskab, der er opstået mellem dem og os.
   Kim kunne ikke lade være med at tænke over det på vej hjem. Frank var god nok, men det var ligesom ikke ham, man snakkede med om det med piger, han kunne ikke forstå, hvor meget det kunne betyde. Det kunne tidsnok komme, plejede han at sige.
   Men Kim kunne alligevel ikke lide, at Frank ikke skulle med denne aften.
   Eftermiddagen ilede, og så var det aften. Selv i denne indian summer sladrede dagens længde om årstiden, så det var ved at være solnedgang, da Kim var ved huset på Rosenvænget, som de plejede at kalde gaden.
   Nu var Mikkels gade efterhånden hjemmevant for Kim efter de mange gange han havde været der.
   - Hej Kim, råbte en stemme. Han kiggede ud mod børneflokken på gaden, der var i gang med at stå på rulleskøjter. Det var Malene, der var i gang med at tage en tur rundt på sine midt i en flok af børn i forskellige aldre.
   - Hej Malene, hilste han igen og vinkede. Hun satte sig lige på halen og grinede lige så meget som de andre af det. Da Kim var nået hen til indgangsdøren, skubbede hun sig hen til ham.
   - Når jeg får lært at stå bedre på disse, kan jeg sagtens stikke af fra dig, drillede hun.
   - Så venter jeg bare til du tager dem af, svarede Kim og daskede blidt til hende.
   Han gik hjemmevant gennem haven og ringede på døren. Mikkel lukkede op.
   - Hej med dig, sagde han, vores to veninder er kommet. Jeg skal spare dig for min sædvanlige vittighed om, at du er første mand.
   Kim trådte ind. Mads kom springende ham i møde. - Hej Kim, kommer Frank i aften?
   - Det gør han desværre ikke.
   - Øv, jeg ville ellers gerne have ham til at hjælpe mig med noget.
   - Han kommer nok en anden aften, svarede Kim.
   - Hvad med Mia?
   - Hun kommer ikke i aften.
   Kim gik ind på værelset og fandt de to piger midt i en samtale. De hilste begge på ham. Kim satte sig ned. Mads stak hovedet ind. - Jeg kan altså ikke finde ud af den opgave.
   - Nu skal jeg prøve at se på den, svarede Kim venligt, jeg er bare ikke så god til matematik som Frank er.
   Han rejste sig og gik ud. Mads viste ham opgaven, som til Kims glæde var en let opgave.
   - Den er ikke sværere, end at jeg kan hjælpe dig med den.
   - Skidegodt.
   Kim satte sig nu til at forklare Mads stille og roligt, hvordan han skulle gøre med denne enkle andengradsligning. Midt i det hele kunne der høres høj latter inde fra Mikkels værelse.
   - De går til den, sagde Mads.
   Kim nikkede og fortsatte med at gennemgå opgaven med ham. Efterhånden kom de igennem den, Mads virkede, som om han havde forstået det.
   - Nå, sagde Mads, hvad mon de laver derinde?
   - Vi kunne jo gå ind til dem.
   - Jeg skal mødes med Ib og Asger.
   - Hvem er det?
   - To kammerater fra min parallelklasse.
   - Det er da godt, at du har fået nogle kammerater.
   - Ja, det er skidegodt. Det er bare, at min far og mine søskende kan ikke lide dem.
   - Kan de ikke?
   - Nej. De er så dumme.
   Kim gned sig forlegent på hagen. Mads stak hovedet ind til Mikkel og fortalte, at han nu tog i byen.
   - Kom ikke for sent hjem, vel?
   - Nu lyder du sgu lige som far!
   Mads spænede ud af døren, og Kim gik ind til sine klassekammerater, der sad og snakkede om både det ene og det andet.
   - Jeg kan overhovedet ikke med matematik, sagde Ghita.
   - Frank gør det som at drikke postevand, konstaterede Kim.
   - Det er sgu en lettelse at han ikke er her, sagde Ghita. Jeg aner ikke, hvad man skal snakke med ham om. Når vi snakker om de andre i klassen, vil han ikke være med til at sladre og når vi snakker om erotik, gider han tydeligvis ikke.
   - Han er god nok, sagde Mikkel, han er bare så overkorrekt, at det er uhyggeligt.
   - Men pludselig kommer han så med de forfærdeligste sarkastiske bemærkninger. Det vil jeg ikke kalde korrekt!
   - Jeg kan nu godt lide ham, sagde Kim, jeg var aldrig kommet med i matematikken, hvis det ikke havde været for ham.
   - Men synes du ikke han er sarkastisk nogen gange?
   - Han har aldrig været det overfor mig.
   - Du siger jo nok også hvad der passer ham.
   - Han har da altid været sød overfor os, sagde Malene, der uden at de havde hørt det var kommet ind til dem.
   - Hvad mener I så ellers om hende Inga, sagde Iben, hun er simpelthen den grimmeste pige jeg kender.
   - Ja, hun er ikke særlig køn, svarede Mikkel.
   - Hun er forfærdelig, sagde Ghita og snakken gik hurtigt videre til andres forfærdeligheder.
   - Sig mig, sagde Malene, er der ikke nogen i klassen I kan lide?
   - Du skal bare blande dig udenom, sagde Iben, jeg har lov til at sige, hvem jeg synes er grim!
   Mikkel blev højrød i hovedet. Malene kiggede forvirret.
   - Jeg synes altså, det er grimt gjort! Sagde Malene, hvad ville du sige hvis man sagde sådan om dig?
   - Jeg vil bare have lov at sige, hvad der passer mig! Svarede Iben heftigt.
   - Tag det nu roligt, sagde Mikkel udglattende, vi kender jo hinanden og kan vel sige, hvad vi vil til hinanden.
   Malene undlod at fortsætte diskussionen og forlod lokalet.
   Kim gjorde forsøg på at komme ind i samtalen, men når han gav et bidrag til den, blev det ikke besvaret. Da han hørte nogle toner fra klaveret, gik han ud.
   - Hvad spiller du i øjeblikket, spurgte han Malene.
   - Jeg er ved at lære Lumbyes Drømmebilleder, svarede hun og lyste lidt op.
   - Vil du spille den for mig?
   - Det kan du tro. Jeg kan den bare ikke så godt endnu.
   Hun spillede den, mens Kim sad og lyttede åbent.
   - Det er da pænt, sagde han.
   - Det kan bare blive bedre.
   - For fanden, lød Mikkels stemme henne fra døren, jeg er ved at få spat af at høre den om og om igen!
   Malene stoppede og så forvirret ud.
   - Han er så irritabel for tiden, sagde hun.
   - Det går nok over.
   - Både han og vores far er bekymrede for Mads. Det er de to, som han omgås nu fra sin parallelklasse. Jeg kan ikke lide dem.
   - Hvem er de?
   - Det er to, der kun tænker på ballade i skolen. I deres klasse kalder man dem vikarmorderne.

Frank og Mia gik rundt nede ved søen i gadelygternes skær.
   - Det er sjovt som Mikkel er blevet pjattet, sagde Mia, er der ved at være noget mellem ham og Iben?
   - Det tror jeg der er, svarede Frank.
   - Ja, nu er vi vist også ved at sladre, grinede hun. Frank smilede.
   - Ja, vi bliver smittet af klassens uvaner.
   Frank nød at snakke med hende. Han havde aldrig forestillet sig, at han kunne føre en venskabelig samtale med en pige nogensinde, men Mia havde fået ham overbevist om det modsatte uden argumenter bare ved sin måde at være på. Der var intet ved hende, der lagde op til scoring. Han undrede sig over, at hun virkelig kunne blive genstand for ond sladder.
   - Det er lidt underligt, det er som om Mikkel ikke var så begejstret for at komme til min fødselsdag, sagde hun.
   - Jeg ved ikke rigtig, hvad der er galt med ham, sagde Frank. Ham og Kim snakkede meget sammen om deres fortidige kærestesorger. Det er ligesom ikke det samme med de to heller.
   - Jeg synes Kim er sød.
   - Det er han bestemt.
   - Det er Mikkel da også, men han er så forandret.
   Frank bemærkede tre drenge, der hoppede på en personbil henne ved Lille Triangel.
   - Vi må vist dreje af her, hviskede Frank, jeg bryder mig ikke om nærkontakt med sådanne bander.
   - Heller ikke mig, hviskede hun tilbage, men så stoppede hun pludselig.
   - Hvad fanden, det er jo Mads den ene af dem.
   Frank kneb øjnene sammen. -Du har minsandten ret!
   De to unge gik stille og roligt hen til enden af søen.
   - Der har vi jo Frankie Boy og Mia, udbrød Mads.
   - Davs, Mads, hilste de begge, hvad er det dog du laver.
   - Jeg laver bare lidt sjov.
   - Jeg er vis på ejeren af bilen også kommer til at dø af grin, sagde Frank sarkastisk.
   De to andre fyre, der begge var klædt i cowboytøj og havde malet barske slagord bag på jakken, gik nærmere. Den ene stak hovedet frem og udstødte et højt ræb ind i Franks ansigt.
   - Hvad glor du på? Sagde knægten med et ondskabsfuldt smil. Frank bemærkede en tatovering af et hagekors på hans nakke.
   - Ved din familie godt hvor du er? Sagde Mia til Mads.
   - Det rager ikke dem!
   - Hvad er det for en laber barnepige du har fået dig der, sagde den anden af de to og gik hen og ræbede Mia ind i ansigtet. - Hvad tager du for en nat, min skønne?
   Mia kunne tydeligvis ikke beherske sig. Det behøvede hun heller ikke, for to motorcykelbetjente kom kørende, standsede ved fortovskanten og steg hurtigt af. De to fyre forsøgte at stikke af, men Frank fik fat i kraven på den ene af dem og Mia spændte ben for den anden.
   - Der er blevet anmeldt, at der øves hærværk, sagde den ene af betjentene, der var en, der så det fra sit vindue.
   - De to her, sagde Frank.
   - Det er blevet anmeldt, som om der var tre.
   - Nej, ham her er med os, sagde Frank og pegede på Mads, der skulle til at komme med en højlydt protest, men Frank stoppede ham.
   - I skal have tak, sagde betjenten og vinkede venligt til dem, og straks havde de to betjente hver af de store drenge i et førergreb.
   - Selv tak, sagde Frank og tog godt fast i Mads og trak ham videre, Mia fulgte med ved siden af.
   - Nu skal du hjem til din familie!
   - Vil I sladre?
   - Nej da, men vi synes det var bedre for dig selv, at du selv sagde det til dem og afsluttede det pjat en gang for alle!
   - Frank har ret, sagde Mia, du bør holde dig fra den slags fyre!
   - De er de eneste venner, jeg nogensinde har haft i min skoletid! Slip mig!
   - Det er vist bedre at være venneløs end have sådanne venner, svarede Mia.
   - De vil give mig tærsk i skolen! De vil mene jeg forrådte dem, fordi jeg kendte jer! Slip mig!
   - Det skulle du vist have tænkt på inden du begyndte at omgås dem, sagde Frank uden at give tegn til at slippe ham - Kom så!
   De trak videre med Mads, der skreg sine protester højlydt ud i natten. Efter en sej kamp var de ved huset på Rosenvænget.
   - Gå så ind med dig! Og husk: det er bedre de får det at høre fra dig end fra andre mennesker!
   - Dumme røvhul! Luderkælling!
   - Spar din stemme, for vi er kolde i røven. Og vi bliver stående her, til vi har set dig gå ind ad døren!
   - Svin! Hundehoved!
   - Kom så ind med dig!
   Mads sparkede Frank over skinnebenet og langede ud efter hans ansigt med en knytnæve, men han bed smerten i sig og holdt drengen ud i en armslængdes afstand.
   - Det er kun fordi jeg godt kan lide dig i øvrigt, at jeg ikke pander dig en for det! Og det er også af samme grund, jeg ikke lod strisserne tage dig med! Ind med dig, inden jeg mister besindelsen!
   Mads gik slukøret op gennem havegangen og ind ad døren.
   - Pyh, sikke en omgang, sagde Mia.
   - Det må du nok sige.
   - Du klarede det fint.
   - Vi siger ikke noget til Mikkel om det, Mads skal selv fortælle det.
   - Jeg er enig.
   De gik videre og fandt snart en cafe, hvor de kunne sidde over en kop kaffe og geare ned.

Kim og Malene hørte døren gå op. Mads udstødte højlydte eder og forbandelser ude i entreen, inden han kom ind i stuen.
   - Det var godt du kom hjem nu, Mads, sagde Malene og gik hen til ham. Mads udstødte et højt ræb ind i hendes ansigt.
   - Hvad glor du på? Sagde han.
   - Hvordan er det du bærer dig ad?! Sagde Kim.
   - Det rager ikke dig, dit røvhul, svarede Mads, afleverede også et ræb til ham, hvorpå han gik ind på sit værelse.
   - Bare far dog også ville komme hjem, sagde Malene med et snøft.
   Kim lagde hænderne på hendes skuldre.
   - Han kommer nok snart.
   De hørte høj latter inde fra Mikkels værelse.
   - De har vist ikke hørt noget, konstaterede Kim.
   - Tydeligvis ikke.
   Nu gik entrédøren op igen, denne gang var det hendes far, der kom ind.
   - Hej, min pige. Davs, Kim, sagde han med et venligt smil. Han var ædru, det var ellers sådan en aften, der bragte ham i farezonen.
   - Hej far. Malene og løb hen og gav ham et knus.
   - Er Mads kommet hjem?
   - Ja, men han er helt tosset.
   Malene fortalte om Mads' underlige opførsel. Den midaldrende mand rystede undrende på hovedet.
   - Jeg kan ikke kende min mindste søn, sagde han, jeg vil lige snakke med ham.
   Han åbnede døren ind til Mads' værelse. - Gamle ged! Skrid! Lød det derinde fra som når man brat skruer op for et stereoanlæg. Han trak sig tilbage og lukkede døren.
   - Nå, sidder Mikkel derinde?
   - Ja, sammen med to piger fra vores klasse, sagde Kim.
   - Så vil jeg da lige ind og hilse på dem.
   Han bankede på indtil Mikkel og gik hen og sagde goddag til hver enkelt af pigerne. Ghita hilste høfligt igen, kun Iben sagde ikke noget.
   - Er du sur? sagde Mikkel.
   - Jeg er ikke sur!
   Mikkels far kiggede.
   - Nå, men I må hygge jer, sagde han og gik ud igen.
   Kim sad lidt inde hos dem, men kunne ikke rigtig komme med i samtalen. Så han gik ud i stuen til Malene og hendes far.
   - Det er helt mærkeligt, at Frank og Mia ikke er med i aften, sagde faren.
   - Ja, det er mærkeligt, sagde Kim.
   Malene kiggede lidt på Kim.
   - Er det hende Iben, som han...?
   - Har han fortalt dig om deres kissemisseri uden for værtshuset? Spurgte Kim.
   - Ja, netop.
   Kim bekræftede, at det var hende.
   - Er de ved at blive kærester?
   - Jeg kan ikke finde ud af det, svarede Kim, det ser i hvert fald ud som om Iben er ude på det.
   Faren gned sig eftertænksomt på hagen. Med ét lød der øresønderrivende musik nede fra Mads' værelse.
   - Hold da kæft! Udbrød Kim.
   - Ja, han har gjort det meget den senere tid, sagde faren. Og han er blevet så næsvis, at jeg mistænker ham for at spille højt bare for at drille.
   Kim sad og tænkte. Han havde selv været ligesådan en overgang. Han huskede hvordan han i syvende bare ikke gad noget som helst og hadede alle de voksne.
   - Det er nok bare en overgang, sagde han højt.
   - Det håber jeg. Det er længe siden, vi har set Lissy. Hvordan har hun det?
   Malene bøjede sit hoved forover, så hendes lange hår dækkede ansigtet.
   - Det skulle jeg måske ikke spørge om?
   - Jeg tror ikke hun kan lide mig mere.
   - Sidder I ikke sammen mere?
   Malene rystede bare på hovedet. Hendes far så rådvild ud. Kim følte sig usikker.
   - Undskyld, sagde hendes far usikkert, det var ikke for at gøre dig ked af det, min pige.
   - Leo kom i går og sagde til mig, at du var en svamp. Og hun stod og grinede og påstod, hun havde set dig dingle hjem sidste fredag.
   - Dumme svin! Møgkælling! sagde Kim delvis for sig selv. Han strøg hende på armen.
   Hendes far begyndte at synke sammen. - Det er min skyld, sagde han.
   - Nej, far! Det må du ikke sige!
   - Jo, det er! Hans ansigtstræk begyndte at hænge.
   - Nej, sagde Kim nervøst, det er dem, der er dumme at sige noget sådant!
   Malene sprang hen til Mikkels værelse og rev døren op. - Mikkel, far er ved at blive ked af det!
   Mikkel kom ud og lagde armen om skuldrene på sin far.
   - Det er min skyld, at mine børn bliver drillet, sagde han.
   - Hvorfor fortalte jeg det dog?! Råbte Malene med gråd i stemmen.
   - Far, kom nu til dig selv! Bad Mikkel indtrængende.
   Kim rejste sig. - Det her er måske noget, I skal ordne alene?
   - Ja, men vi ses på mandag, svarede Mikkel.
   I det samme viste Iben sig i døren. - Sig mig, render du fra dine gæster!
   - Vi har altså et problem, sagde Mikkel.
   - Ja, det lyder sådan!
   Kim tog sin jakke på og gik efter at have taget afsked med hver enkelt af dem. Det var blevet mørkt da han gik nedad Rosenvænget i lyset fra gadelygterne, der skinnede dystert.
   Tankerne arbejdede i ham. Han var selv blevet forrådt af sin bedste ven i skolen til mobberne, så han vidste, hvordan Malene følte det.
   Han var snart hjemme på gåben, for der var ikke megen trafik på denne tid. Hans forældre var stadigvæk oppe.
   - Nå, sagde hans mor, havde I en god aften.
   - Ja, den var da fin nok.
   - Hvad med Frank? Hvordan har han det?
   - Han har det godt, men han var ikke med i aften.
   - Var han ikke? Hvordan kunne det være?
   At hun kunne spørge! Hvad skulle han sige?
   - Han kunne ikke i aften.
   - Nå, det kan jo ske.
   - Ja, men nu er jeg træt, godnat.
   Han fik hurtigt børstet tænder, men da han lagde sig, var søvnen længe om at indfinde sig.

Hjemme hos familien Rasmussen var de to piger gået hjem. Iben havde tydeligvis været sur og sagde ikke farvel til nogen af dem. Den øredøvende musik lød stadigvæk fra Mads' værelse, og Malene var ved at fortælle Mikkel om Mads' hjemkomst.
   - Nu går jeg lige ind og snakker med ham!
   Mikkel bankede på indtil Mads, der åbnede på klem.
   - Hvad skal du!?
   - Jeg vil lige snakke med dig.
   - Så kom ind!
   Mikkel fik lov at passere ind i Mads' rodede værelse.
   - Vær venlig enten lige at skrue ned, mens vi snakker eller også slukke!
   Mads slukkede cd-afspilleren modstræbende.
   - Hvad er det for en måde, du kom hjem på! Det er ikke en måde at te sig på!
   - Undskyld. Jeg er bare så kanonrasende.
   - Er du blevet uvenner med Ib og Asger?
   - Nej, men jeg mødte Frank på vejen, og han sagde, at jeg skulle hjem og hev mig af sted.
   - Men dog! Hvorfor gjorde han det?
   - For at spille stærk mand, selvfølgelig. Og ved du hvad? Da han havde fået mig bragt hen til havelågen, så stak han mig en på kassen!
   - Hvad!
   - Ja, det gjorde han, og han sparkede mig i skridtet.
   - Er det virkelig sandt?
   - Ja, det er!
   - Det var satans!
   - Ja! Dumme røv!
   - Det troede jeg godt nok ikke om ham. Godt, du sagde det. Lad os lige gå ud og snakke med de andre om det.
   De to brødre gik ud til de andre.
   - Mads var gal og ked af det, da han kom hjem, det var derfor han var sådan, som han var. Han vil lige forklare det.
   Mads gentog nu sin historie overfor resten af familien.
   - Du må ikke sige sådan noget! Skreg Malene.
   - Det var som fanden, sagde deres far.
   - Jeg er færdig med at se Frank, sagde Mikkel, stol på det!
   - Mads, er det sandt hvad du siger? skingrede Malene. Han har siddet i mange timer og hjulpet dig med lektierne!
   - Hvorfor skulle det være løgn? spurgte Mikkel.
   - Jeg har svært ved at tro det!
   - Men så beskylder du jo Mads for at lyve! Vil du det?
   - Mads, sig nu, det ikke er sandt! bad Malene indtrængende.
   - Det er sandt, svarede Mads koldblodigt.
   - Nu går jeg i seng, sagde Malene, jeg vil være lidt alene nu! I må have en god nat!
   Hun rejste sig og gik. De andre sad og kiggede tomt frem for sig i tavshed. Mads begyndte at smile skævt. Deres far rejste sig.
   - Det kunne også være vi skulle se dyner, vi snakker om det i morgen.
   - Ok, far, svarede de begge og gik hver til sit værelse.