Det var ved tiden, hvor Iben skulle komme.
   Mikkel var ved at lave noget frokost sammen med sin far i køkkenet.
   - Nå, så glæder jeg mig da til at træffe hende rigtigt, når hun kommer.
   - Ja, hun er rigtig sød, svarede Mikkel.
   - Hun virkede bare lidt sur i går.
   - Ja, men alle har deres fejl.
   - Det er rigtigt nok.
   Mikkel gik ind med en skål med sild, Malene kom hen til ham.
   - Jeg har hørt fra en i min parallelklasse, da jeg var igennem Øster, at Ib og Asger blev taget for hærværk i aftes.
   - Har du?
   - Ja. Det skulle have været cirka klokken elleve, og Mads kom hjem næsten halv tolv.
   - Hvor vil du hen med det?
   - Jeg synes lige, du skal snakke med Frank om sagen!
   - Men er den ikke klar nok?
   - Nej, de to fyre blev taget for hærværk. Hvad er Mads' plads i det spil? Og Franks for den sags skyld!
   - Beskylder du din bror for at være med til hærværk?
   - Jeg beskylder ikke nogen for noget, men der er noget, der ikke går op!
   - Men det har vel sin forklaring.
   - Skulle vi ikke prøve at finde den forklaring?
   Mads kom ud fra sit værelse.
   - Mads, var du sammen med Ib og Asger hele aftenen i går? spurgte Malene.
   - Ja, jeg var.
   - Hvor er de henne nu?
   Mads kiggede undrende på hende.
   - Vel hjemme eller ude en tur. Det ved jeg sgu da ikke.
   Deres far kom ind fra køkkenet, han stod tavst og lyttede.
   - Gik de hjem i går samtidig med dig?
   - Ja, de gjorde.
   - Hvornår mødte du Frank?
   - På vej hjem, efter at jeg havde sagt farvel til Ib og Asger.
   - Godt, det forklarer det hele, sagde Mikkel, lad os nu ikke blive uvenner.
   Da brød deres far ind.
   - Men i går sagde du, at du mødte Frank, mens du var sammen med Ib og Asger!
   - Hold nu op, far! sagde Mikkel bestemt. Nu kommer Iben snart, så skal vi ikke være uvenner.
   Malene så betænkelig ud.
   Det ringede på døren. Mikkel gik ud og lukkede op, der stod Iben, fortryllende til lejligheden med rød kjole og håret ekstra børstet. Mikkel havde også selv været i bad og plejet sit udseende ekstra meget. De omfavnede og kyssede hinanden, hendes varme pulserede gennem ham.
   Hun gik ind og hilse på resten af hans familie. De satte sig alle om bordet og begyndte hver især at smøre deres madder. Mikkel observerede, at Iben havde svært ved at smøre, hvad der undrede ham.
   - Nå, I har mødt hinanden i klassen, sagde faren i håb om at få gang i samtalen.
   Hun nikkede bare kort.
   - Du er jo glad for klassisk musik, sagde Mikkel, det er Malene, der spiller på klaver.
   Iben nikkede.
   - Ja, det er det, sagde Malene.
   Iben nikkede.
   - Mikkel siger, du kan lide at læse, sagde Malene.
   Iben nikkede endnu engang uden ord.
   - Hvad kan du lide?
   - Nok især ældre danske forfattere.
   - Har du nogen søskende?
   - En storebror.
   - Er han flyttet hjemmefra?
   Iben nikkede.
   - Du bor hos din mor efter hvad Mikkel fortæller.
   Iben nikkede endnu engang.
   Mikkel fulgte spændt med. Hun var den første person han havde oplevet, at Malene ikke kunne snakke med. Da han for et par dage siden havde fundet ud af, hvad der interesserede hende, havde han troet, at hende og Malene sagtens kunne snakke sammen. Malene forsøgte tappert et par gange endnu, men der var ikke bid.
   På et tidspunkt rejste Mads sig op.
   - Nu går jeg.
   - Hvor går du hen? spurgte hans far.
   - I byen.
   Med dette korte svar var han ude af døren.
   - Det er vist snart slut med vores indian summer efter hvad vejrudsigten siger, sagde faren.
   - Det kan ske når som helst, svarede Mikkel.
   Iben sad tavs, mens hun spiste. Malene opgav sine kontaktforsøg og spiste på livet løs.
   Da de var færdige med at spise, sagde hun, at hun godt kunne hjælpe far med opvasken, hvis de ville være alene. Mikkel indvilligede i det, Iben ivrede efter, at de skulle til hans værelse. Han tog hende med derind.
   - Endelig er vi alene, sagde hun og gav sig til at kysse ham vildt. Han lagde begge arme om hende og trak hende ind til sig.
   Nu begyndte han at pille ved hendes bluse og fik den af i et stræk. Hun knappede hans skjorte op. De klædte hinanden af og sank ind i hinanden.
   Den oplevelse ville Mikkel vedblive at huske. Den overvældende ham som en rejse i rummet, han ville gøre det igen, og det skulle være snart.

S-toget susede af sted og ankom til Ishøj, hvor der var mange almennyttige boliger. Hans far boede tæt på stationen i en sparsomt indrettet lejlighed, der var ikke meget på væggen og ikke flere møbler end de nødvendige. Tv-apparat stod der som det eneste udover det nødvendige.
   - Hyggeligt at få besøg af dig, min dreng, sagde hans far. Han var lidt kraftig og havde tilbageredt mørkt hår, der var begyndt at gråne ved tindingerne.
   - Ja, og det er hyggeligt at besøge dig. Det er ikke så tit jeg får det gjort nu jeg går på HF.
   - Nej, det skal du jo passe. Det var bare sjovt, at du spontant fik ideen.
   Frank kiggede ned.
   - Jeg må indrømme, det var fordi vi blev uvenner derhjemme.
   - Men dog! Ja, nu vil jeg jo ikke spille dig og din mor ud mod hinanden.
   - Det ved jeg du ikke vil, far. Men jeg må sige, at jeg bedre kan forstå, at du skred.
   Den midaldrende mand smilede. - Sandt at sige skred jeg ikke, jeg blev smidt ud.
   Frank kiggede forundret.
   - Ja, jeg ved godt, du siger det i god tro, min dreng, for sådan har du hørt det. Men det er faktisk sandt.
   - Det var som...
   - Ja, nu ved du det.
   - Men hvorfor smed mor dig ud?
   - Hun sagde, at jeg gik hende på nerverne og der ikke var liv mellem os mere. Måske var det min skyld. Jeg kan ikke gøre det om i dag, nu skal jeg bare leve så godt jeg kan med det job, jeg har nu.
   - Det er godt du kan det.
   - Men hvad med dig, min dreng? Du går stadigvæk i klasse med de to fyre, du mødte i tiende?
   - Ja, vi ville gerne fortsætte sammen, så det gør vi.
   - Det er da dejligt. Det er mit indtryk fra de to gange jeg har mødt dem, at de er et par hyggelige fyre. Mikkel har efter hvad du fortæller et par søde mindre søskende. De er tvillinger, ikke?
   - Jo... men ja, altså.. drengen virker som om han er begyndt på lømmelalderen.
   - Den alder har vi alle sammen været igennem, svarede faren med et smil. Du var heller ikke helt let i den alder.
   - Nej, det var jeg vist ikke.
   Han lo lidt, men var hurtigt alvorlig igen.
   - Det er bare.. han var lidt skyld i, at vi tørnede sammen derhjemme.
   - Nå?
   De blev afbrudt af, at det ringede på døren. Hans far gik ud og lukkede op, Frank genkendte Ellens stemme derude. Hun blev tydeligt overrasket, da hun trådte ind.
   - Hej, da, Frank! Det var sandelig en overraskelse!
   Hun løb hen og gav ham et knus. Hun var en middelhøj, lidt kraftig pige med en kortklippet lysblond frisure. Hendes ansigt havde en lidt fremstående hage og øjnene var grønne.
   - Det er længe siden, vi har snakket sammen, sagde hun, hvordan går det?
   - Uha, det går godt med skolen, men ikke så godt derhjemme.
   - Stadigvæk ikke, sukkede hun.
   - Ja, men jeg blev særlig gal i dag. Vi kan snakke om det over maden.
   - Ja, det må vi gøre. Hvad med dine to venner?
   - Dem går jeg stadigvæk i klasse med. Desuden har jeg lært en pige godt at kende. Vi er ikke kærester, men vi er gode venner. Hun hedder Mia.
   - Det er dejligt at høre. Men det er bare knap så dejligt hjemme, kan jeg forstå.
   Deres far havde lavet en middag, der så indbydende ud og smagte derefter. De tre sad ved bordet og nød den med velbehag.
   - Lad os høre, hvad der er sket hjemme, sagde Ellen.
   Frank gav sig til at fortælle hele historien; hvordan han om aftenen havde overrasket Mads og hans to kammerater i hærværk, hvordan han havde forhindret at Mads blev arresteret og hvordan Mads havde fortalt en løgnehistorie til Jane.
   - Det var dog... begyndte Ellen og stivnede midt i det, højrød i hovedet som en kogt hummer.
   - Sådan en skarnsknægt! Udbrød hans far.
   - Ja, han er nok begyndt på lømmelalderen som du sagde, sukkede Frank.
   - Men du skal ikke finde dig i, at han fortæller sådan en løgn om dig! Sagde Ellen skarpt, det skal han simpelthen trække tilbage!
   - Ja, men mor vil bare ikke høre.
   - Det skal hun! råbte hun skingert, og du skal også forlange, at hun hører Mias vidneudsagn om, hvad der skete! Bare ring til mig, hvis hun nægter det, så kommer den skrappe kælling her og giver hende tørt på! Stol på det!
   - Det tror jeg hun bliver glad for, grinede Frank, hun klager gentagne gange over, at du aldrig kommer på besøg.
   - Nej, det har jeg heller ikke været den flittigste til. Jeg kan bare ikke holde hendes evindelige snakken om sig selv ud. Hun hører slet ikke på, hvad andre siger.
   - Hun siger, at I skændtes, da du flyttede hjemmefra. Passer det?
   - Ja, gud passer det. Jeg syntes ikke om den måde hun behandlede dig på, for den sags skyld heller ikke mig. Det er Jane mig her og Jane mig der hele tiden.
   Frank nikkede alvorligt.
   - Vores oplevelser er rimelig ens, kan jeg høre. Det går først op for mig nu.
   - Har du tænkt på, at når den lille skid har fortalt vores lillesøster den løgn, så har han også fortalt den til sin familie?
   - Det kan jeg godt se.
   - Du burde nok snakke med dem om det, inden møgungen gør det.
   - Det er nok for sent, indskød deres far, det har han formodentlig allerede gjort.
   - Det er nok rigtigt, men så må du snakke med dem om det på mandag.
   De sad alle tre tavse en tid. Sagen skulle tygges igennem som de kraftige bøffer de spiste.
   Efter en tid begyndte Frank at spørge til Ellens situation. Så var det deres fars situation, og så blev det vittigheder til dessert.

Kim sad søndag eftermiddag og kæmpede med matematikopgaven til mandag. Den var særlig svær denne gang. Ellers var han kommet godt med i det fag, men han var ved at give fortabt med denne opgave. Han gik ind til telefonen og trykkede Franks nummer. Hans mor tog den.
   - Han er ikke hjemme, han kommer først hjem søndag aften, han er taget ud til sin far, vi er jo så rystet over, at han kunne gøre sådan noget og slå på en der var mindre end ham selv, det tror jeg sandelig heller ikke du kunne finde på, det kunne jeg ikke forestille mig om dig. Jeg ved ikke hvad du vil ham, men jeg vil godt kunne forstå hvis du har en anden holdning til ham nu, i sin tid brød jeg også med min mand, fordi han ikke var til at snakke med og føre et eneste fornuftigt ord med
   Kim sad med røret et stykke fra øret. - Ok, kan han kontaktes på sin mobil? Spurgte han, da det endelig var muligt at sige noget.
   - Ja, formodentlig, ja de unge i dage bruger den jo i tide og utide, men det tror jeg nu ikke at Jane hun gør, hun er jo så fornuftig. Jeg ved jo ikke om du har mobiltelefon, men man skal jo i hvert fald ikke misbruge den på offentlige steder, og...
   - Tak, jeg prøver at kontakte ham på mobilen!
   - Ja, gør du bare det, hvis han har tid til at snakke...
   Kim lagde hurtigt røret på og bandede stille.
   Han trykkede Franks mobilnummer. Den blev taget og Kim fik forelagt sit ærinde. Frank forelagde langsomt og stille, hvordan den skulle løses.
   - Jeg kan forstå, at du er ude hos din far?
   - Ja, og jeg har også snakket med min storesøster i aftes.
   - Hende har vi aldrig mødt.
   - Nej, det er ikke så ofte vi ser hinanden, når vi bor så langt fra hinanden. Men jeg var glad for snakken.
   - Det var da godt.
   Kim sad og tænkte lidt, han ville egentlig spørge Frank om Mads' voldsklage, men turde ikke.
   - Har du ellers haft en god weekend? Spurgte Frank.
   - Ja, udmærket, hvad med dig?
   - Jo, det har været hyggeligt her hos min far.
   - Fint.
   Kim tøvede lidt.
   - Men vi ses jo i morgen, lød Franks stemme i telefonen.
   - Ja, det gør vi.
   Kim lagde røret.
   Hvor i alverden vidste hans mor om hændelsen fra? Havde Mikkels far ringet til hende og klaget?