Mikkel og Iben var langt væk i hinanden. Det var efterhånden blevet hverdagskost, at de ikke snakkede med andre end hinanden, end ikke i et øjeblik som dette med en pæn flok omkring sig i opholdsstuen, der satte madpakken til livs. Ofte snakkede de som om, der ikke var andre til stede. Ind imellem kunne der dog godt være emner, der optog sindene, det var især i denne gruppe Mikkels lillebror, som nu var endt med at være slået halvt fordærvet af Frank. Kim undrede sig over, at de bare åd det råt.
   Alle andres bidrag til samtalen bestod mest i kommentarer til de to kæresters samtale. Kim bidrog også ind imellem, men blev sjældent besvaret. Alle snakkede om deres respektive kæresteforhold. Hvad kunne han fortælle?
   Med et halvt øre hørte han, at Mikkel og Iben skulle være sammen i weekenden. Det vidste han, de var sammen hver weekend.
   Han havde tilbragt en lørdag eftermiddag sidste weekend med Mikkel, Iben og Ghita. Hendes kæreste var ved at glide fra hende efter hvad hun fortalte den dag. Det havde været det samtalen mest havde drejet sig om og så Mikkel og Ibens forhold.
   Da de alle fire på et tidspunkt havde været ude og gå en tur henover Fælleden, havde Mikkel og Iben gået med armene om hinanden, Kim og Ghita havde gået på hver sin side af de to. Mikkel havde på et tidspunkt trukket sig over til den side, hvor Ghita gik og havde forsøgt at komme i snak med hende, men hun trak sig i samme takt over til den anden side. Da Kim lidt senere igen havde trukket sig over til den anden side, havde hun igen trukket sig i samme takt over til den modsatte. Hun svarede generelt ikke Kim på noget han sagde, men når hun snakkede med de to turtelduer, blev hun munter og åben.
   Om mandagen havde Mikkel snakket om, hvor dejlig en eftermiddag de havde haft sammen og at de måtte gøre det igen. Kim modsagde ham ikke, han ville ikke tage glæden fra ham.
   Nu hvor december måned rykkede tæt på, virkede det som om Ghita og hendes kæreste var ved at finde ud af det igen. Det var ikke til at finde ud af.
   Frank og Mia holdt sig væk fra stambordet nu. Kim følte, han sad mellem to kliker. Det var ved tiden, at de skulle til Mias fødselsdag, det tegnede til at Kim og Frank var de eneste, der kom fra klassen.
   Trætheden var ved at overvælde ham, og dagdrømmene begyndte at rulle. Hvis bare Tanja boede her i byen. Han kunne for tiden ikke sidde stille uden at han straks gled ind i den verden, hvor alt var fryd. Hvis det blev spillet som film, var det en kedelig film. Der var ingen forhold og venskaber, der blev stillet på prøve, og den fik aldrig ende. Det ændrede ikke, at den føltes levende.
   - Hvad skal du i weekenden? Spurgte Mikkel pludselig, som om han kom i tanker om noget han havde glemt.
   - Tanja kommer på besøg, slyngede Kim ud.
   Hvorfor sagde han det? Han forstod det ikke selv. Det var en dagdrøm, der bare røg ud af ham.
   - Nej, hvor herligt! sagde Mikkel. Så må du da være glad.
   - Det er jeg sandelig også.
   De andre piger, som ellers dårligt nok værdigede ham et ord, begyndte at spørge interesseret.
   - Det var hende du mødte i en sommerferie. Så skal I måske til at ses igen? Det er da også bedre end at skrive sammen.
   Nu gik Susanne i gang. - Ja, mig og Bjarne har jo også prøvet et par gange at være adskilt i meget lang tid. Det var ikke sjovt, men vi har alligevel holdt sammen. I sådan nogen situationer er det rart at skrive breve, og så er det så dejligt når man ser hinanden og man så endelig er sammen. Jeg kan huske da han kom hjem sidste gang han var bortrejst. Jeg ventede sådan på ham og var lige ved at gå helt i frø, troede jeg. Men da han så kom, så kyssede han mig lige med det samme og ….
   Kim faldt igen hen i egne tanker.
   Nu skulle han tilbringe en weekend alene, og han kunne ikke tillade sig at gå ned til Frank eller nogen anden kammerat, for så ville det rygtes at han ikke havde haft besøg alligevel.
   Han havde bundet dem en løgn på ærmet, de havde troet den og han hadede sig selv for det. Snakken gik livligt omkring ham, især med Susannes snak om hende og Bjarne.
   Det havde bare været et velgørende øjeblik, for pludselig var han ikke udenfor. Han var en person med en bedre halvdel ligesom de andre, og de snakkede med ham på lige linie. Selv Ghita var venlig.
   Men leden meldte sig hurtigt bagefter. Han rejste sig langsomt for at gå.
   - Vi ses om lidt, sagde han.
   - Det gør vi, sagde Mikkel med et venligt smil.
   Bebrejdelserne spillede som en løbsk radio inde i hans hoved, da han med tunge skridt gik ned til stationskiosken for at købe et stykke chokolade. Hvad ville de sige hvis de opdagede, at han havde løjet?
   Han slog sig til ro. Det var værre, hvis han havde fortalt, at Tanja skulle flytte til byen. Når hun kun kom en weekend, kunne han lade det blive ved det. Han skulle bare gennem en weekend, hvor han ikke måtte blive set på gaden af nogen. Så skulle det være slut.

Mikkel var lettet, for han havde længe haft dårlig samvittighed over ikke at have snakket meget med Kim.
   Han ville ønske, at han bedre kunne holde sammen på flokken, for han kunne lide dem alle sammen. Ham og Kim havde bare ikke meget tilfælles efter han var begyndt at komme sammen med Iben. De havde før snakket meget om deres ulykkelige kærlighedsaffærer på tidligere skoler og hvor svært det var at få fat i piger.
   Når han så Tanja igen, så havde de igen noget til fælles.
   Han havde i starten, da han inviterede pigerne hjem, haft dårlig samvittighed over ikke at have inviteret Frank og Mia. Han måtte splitte noget ad for at få det til at gå op. Sagen var klar nok: hverken Ghita, Iben eller Susanne kunne fordrage ham, for han var altid så rigtig. Hver gang de sagde noget om en person i klassen, kom han med sarkastiske bemærkninger om, at det var dejligt at sidde og bagtale. Det kunne ødelægge enhver atmosfære, så de ikke kunne tale frit. Efter episoden med Mads var han færdig med Frank, det gjorde sagen lettere.
   - Nå, så gik Kim endelig, lød det pludselig fra Iben. Han gav et sæt.
   - Øh..?
   - Kunne de andre dog ikke tage og gå? Vi er næsten aldrig alene.
   - Tag det nu rolig, pusser, vi skal jo hjem til mig i weekenden.
   - Ja tak, og så ved man aldrig, hvornår dine to små søskende kommer rendende eller din far begynder at drikke.
   - Jeg har gjort klart for dem, at vi gerne vil være alene denne weekend!
   - Det ville jeg også synes var rigtig rart!
   Når hun talte på den måde, var hun sur. Det blev hun ofte, og han kunne ikke altid finde ud af, hvad der gjorde det. Det værste var, at det kunne holde weekenden over, når det først var begyndt.
   Forhåbentlig gik det snart over. Måske kunne der laves en weekend, hvor hans far tog af sted på familiebesøg med tvillingerne? Det ville ikke være dårligt.
   Men hvordan skulle han sige til Kim, at han og Iben engang imellem ville være alene? Ville han blive såret? Det skulle han helst ikke blive.
   Tanja kom på besøg hos Kim nu. Det gjorde ham rolig at tænke på det.

Nu skulle weekenden overvindes. Han ville ikke nyde det denne gang. Han havde følt kortvarig tilpashed ved at fortælle historien om Tanjas besøg, men nu skulle han igennem den triste weekend, hvor der ikke ville komme nogen Tanja, og hvor han ikke kunne besøge nogen.
   De ville spørge til Tanjas besøg på mandag. Han følte sig som en stor lort. Hvis han nu fortalte på mandag, at det var løgn? Ville de blive sure på ham?
   Han kunne vel digte en historie om, at hun havde fundet en anden. Men hvorfor var hun så kommet til København for at besøge ham?
   Hvad skulle han få dagene til at gå med? Han plejede nok at kunne få tiden til at gå med at læse nogle af de bøger han kunne lide, måske gå i biografen, men denne fredag eftermiddag kunne han ikke samle sig om det. Han tænkte ikke engang på, hvad der gik i biffen.
   Fredag gik han tur efter skoletid, da han havde været hjemme med tasken. Det plejede han, han skulle ikke nå lektierne til næste dag, så det var en eftermiddag han kunne holde fri. Han gik som i blinde uden noget mål. Det var væk fra Østerbro og ind til byen, der var chancen for at blive set mindre.
   Beslutningen var taget, han ville ikke digte flere historier. Han følte sig bedre tilpas ved denne beslutning og stivede sig af med den. Han rettede hovedet op og daskede resolut af sted henad Stockholmsgade.
   Han havde igen noget at snakke med Mikkel om og var med i kredsen, følte sig ikke længere udenfor, som han havde gjort længe.
   Men beslutningen stod fast.
   Det var ellers svært at komme til at snakke med Mikkel. Det kunne gå, når der ikke var andre end ham og Iben. Så snart en af de andre var der, var han ikke til at snakke med. Så Kim besluttede at komme tidligere om morgenen, så han kunne få snakket med Mikkel og afsluttet løgnen.

Frank havde besluttet sig. Han ville flytte hjemmefra så snart som muligt. Han havde været på Egmontkollegiet og blevet skrevet op. Det måtte være et kollegium, han kunne ikke klare huslejen på en almindelig lejlighed.
   Gad vide, hvor lang tid det ville vare inden det kom ned til ham på ventelisten? Måske tænkte de, at han havde et sted at bo, så ham kunne de bare udsætte. Det blev måske først til næste skoleår.
   Han havde ikke sagt noget til sin mor om det. Han ville først sige det den dag, værelset var sikret, for så slap han for kedelige diskussioner, som der var rigeligt af i forvejen.
   Netop nu sad han og kiggede lidt på kataloger. Det var en fødselsdagsgave til Mia, som det gjaldt nu. Han ringede lige til Ellen og bad hende om et godt råd til en gave.
   - Hvordan går det derhjemme? Sagde hun efter at de havde snakket frem og tilbage om det og fundet en god gaveide.
   - Af h.. til, vil jeg sige. Mor lader ikke en dag gå til ende uden hun kommer med en stikpille.
   Han fortalte så om sine udflytningstanker, Ellen syntes det var fornuftigt, han skulle bestemt ikke blive boende og lade sig plage.
   - Hvad med Jane?
   - Hun er til fest hver fredag aften. Og hun kommer hjem ved tre-firetiden hver gang.
   - Det er sjovt, at mor ikke giver hende en tid at være hjemme. Gjorde hun ikke det overfor dig?
   - Jo. Hun mener, at er hun som pige før moden og derfor mere fornuftig.
   - Så er det underligt, at jeg var undtagelsen fra den regel!
   - Du godeste! Sagde Frank, jeg finder hele tiden ud af nye ting, siden vi begyndte at have mere kontakt med hinanden. Men du er godt nok altid blevet omtalt som det sorte får siden du flyttede, jeg troede det skyldtes jeres skænderi ved flytningen.
   - Hun har altid ment, at det var nogle forfærdelige kammerater jeg valgte. Hun blev gal på mig, fordi jeg engang sagde, at jeg ikke gad slikke klassens populære pige i røven. Hun mente, det var at nedvurdere klassens populære pige, hun havde da vel ikke den status uden grund.
   - Det er sjovt, dig og Jane er to modsætninger.
   - Det er jeg klar over! Stol på det!
   - Det regnede jeg også med.
   - Hun har gjort mig edderspændt rasende mange gange. Vi skulle næsten have en aften samme og snakke rigtig meget om det.
   - Det kunne være hyggeligt.
   De var hurtigt enige om, at finde en dato mellem jul og nytår, så de kunne få en snak.
   Da han havde siddet lidt over lektierne og følte trang til en kop kaffe, besluttede han at gå på café. Hans mor og søster kom snart hjem, og han orkede ikke et skænderi med dem udover det, der uundgåeligt ville komme ved middagsbordet.
   Han rejste sig og gik ned på Øster Farimagsgade, hvor der var mange caféer at vælge imellem. Der var ingen grund til at vælge den dyreste, så han satte sig ind i den billige, bestilte en kop og gav sig til at studere avisen.