Der var ikke noget som en lørdag, dagen hvor man kunne glemme alt om lektier til søndagen. Man kunne sove længe, og det benyttede han sig af. Hans forældre sov også længe, så han kunne bare blive liggende.
   Da han lå og kiggede op i loftet, tænkte han på aftenen i forvejen. Mikkel var så begejstret for samværet med de to piger, men Kim kunne ikke svinge sig op til samme begejstring. Han følte de ignorerede ham, og Mikkel udstødte oftere sin irriterende brægen, når de var til stede. De syntes det var så herligt. I det hele taget virkede det som Mikkel blev fem år yngre i modenhed sammen med dem.
   Han tænkte lidt på Frank. Hvad havde han lavet aftenen i forvejen?
   Han skubbede sig lidt op og kiggede på det lille billede af Tanja, som hun havde sendt ham. Det gjorde ham som sædvanlig varm indeni at tænke tilbage på sommeren med hende, og han livede mere op ved at kigge ud af vinduet og se på den indian summer, der var. Nu kunne han også høre, at kaffemaskinen i køkkenet var sat i gang, så han skubbede sig langsomt op at stå.
   Hans forældre var i gang med morgenmaden, da han kom ud.
   - Du glemte vist din vindjakke i går, sagde hans mor.
   - Ja, jeg går lige op til Mikkel og henter den, svarede han.
   - Var det en god aften I havde i går?
   - Ja, da, udmærket.
   Han prøvede at få lov at sidde lidt i sine egne morgentanker, men det gik ikke.
   - Hvordan har Mia det egentlig? Var hun der i går?
   - Hun har det godt, men hun var der ikke i går.
   - Kunne hun heller ikke komme?
   - Nej.
   - Men hvordan har Mikkels to søskende det så?
   Han svarede, at de havde det godt.
   - Mads er da en meget sød dreng, ikke?
   - Jo da.
   - Du er ligesom lidt kort for hovedet, når du svarer, indskød hans far.
   - Jeg er altså lige stået op. Lad mig nu være bare lidt, ikke!
   De trak begge på skuldrene.
   Han rejste sig, da han var færdig med sin morgenmad og sagde til dem, at han ville gå hen til Mikkel efter sin vindjakke og snakke lidt med ham, hvis han havde tid.
   Da han havde børstet sine tænder og var kommet i tøjet tog han af sted, gik han op til Rosenvænget og ringede på hos Mikkel, der lukkede op og udtrykte den formodning, at Kim kom efter sin vindjakke. Han kunne bekræfte det.
   - Er du alene? Spurgte Kim.
   - Ja. Mads er i Øster, Malene gik ned på biblioteket og min far er ude og købe lidt ind. Kom bare ind og få en kop kaffe.
   Kim kom ind og satte sig ved bordet, hvor han fik sig en kop formiddagskaffe sammen med Mikkel.
   - Gik det godt i går, da jeg var taget hjem? Spurgte Kim.
   - Ja, og du må have Mads undskyldt at han overreagerede. Han var temmelig gal og ked af det. Jeg håber, du kan tilgive ham.
   - Jo, det kan jeg sagtens. Hvad var han gal over?
   - Du tror det ikke, når jeg siger det.
   - Hvorfor ikke?
   - Han havde mødt Frank inden han kom hjem, og han havde givet ham tæv.
   - Hvad!
   Kims underkæbe røg helt ned og hans øjenbryn røg den modsatte vej.
   - Ja, jeg var også rystet. Men det sagde han.
   - Men det kan da ikke passe!
   - Jeg har ingen grund til at tro, at Mads lyver. Hvorfor skulle han gøre det?
   Kim rynkede brynene og kiggede ned i bordet.
   - Det vil jeg heller ikke beskylde ham for at gøre uden videre. Men det er en alvorlig anklage, vil jeg nok sige!
   - Ja, men det er også alvorligt at anklage nogen for at lyve.
   - Altså, nok siger Frank tingene barskt, når han bliver vred. Men jeg kan ikke forestille mig, at han skulle være voldelig, og da ikke overfor en, der er næsten to hoveder mindre end ham selv.
   - Ja, jeg forstår dig godt, gamle dreng, men du må forstå, at Mads er min lillebror, og jeg har aldrig oplevet ham lyve.
   - Jeg troede egentlig også, at Mads var ude med hans to venner fra parallelklassen i aftes. Turde Frank være voldelig, hvis de havde været tre mod ham?
   - Han er som du siger to hoveder højere!
   - Ganske rigtigt, ja.. Kim tøvede lidt.
   - Du vil helst ikke tro det, vel?
   - Nej, du har ret.
   - Det er helt i orden, Kim. Jeg forstår det godt, nu da vi har lært hinanden så godt at kende.. ja, altså, du ved.. det er også hårdt for mig. Og Frank har hjulpet dig meget med matematikken, det ved jeg. Du skal ikke føle dig forpligtet til at bryde med ham, vi er lige gode venner, selv om du holder ved ham, men du forstår forhåbentlig mit standpunkt nu.
   Kim kiggede ned. - Jo, vist forstår jeg det da. Jeg er bare chokeret.
   - Forståeligt nok. Det var jeg også i aftes. Og jeg har nu haft tid at tænke over det, du har først lige hørt det.
   - Det er sandt nok.
   Kim sad lidt og funderede.
   - Hvad sidder du og tænker på? spurgte Mikkel.
   - Det var lige en ting... jeg håber ikke du tager det ilde op..
   - Bare kom med det.
   - Ja, du mener, at når Frank er to hoveder højere end Mads og hans to kammerater, så kunne han sagtens tæve Mads og hans kammerater, selv om de var tre. Det er det, du mener, ikke?
   - Jo.
   - Jeg tænker bare på... i sommer sloges jeg for sjov med din søster og Lissy ovre i Øster, og de kunne sagtens få mig ned og ligge, fordi de var to, selv om de er meget mindre end mig.
   - Det var netop for sjov og derfor ren brydekamp. Men det i aftes var alvor, det gør en forskel.
   - Men så har de tre drenge også brugt næveslag og andet grimt. Skulle vi ikke lige se på mandag, om Frank har mærker i ansigtet?
   - Jeg forstår godt din reaktion, men jeg har taget standpunkt. Jeg vil ikke mistænke min lillebror for at lyve.
   - Det er så dit valg, men jeg vil bare have beviser, før jeg tror det. Håber ikke du tager det ilde op.
   - Det er som sagt helt i orden, men for at snakke om noget andet, så er jeg altså dødforelsket.
   - Er det Iben?
   - Ja, du har nok observeret, at hun har lagt an på mig et stykke tid.
   - Det har hun ikke ligefrem gjort diskret, sagde Kim med et let smil.
   - Nej, og jeg er faktisk blevet forelsket... ja, jeg kan godt lide hendes måde at være på.
   - Men det er da godt. Så er det jo gensidigt nu.
   - Ja, netop. Det er bare problemet, at hun ikke kan fordrage Mia og Frank, og det kan hendes veninder heller ikke.
   - Så du står i lidt af et valg?
   - Ja, og det er ikke sjovt. Men efter det, der skete i aftes, så er valget ikke svært, for nu er jeg for alvor gal på ham Frank.
   Kim gned sig på hagen.
   - Mon ikke du alligevel skulle snakke med Frank og høre det fra hans side?
   - På en eller anden led er jeg tilfreds, svarede Mikkel, det fritager mig for at sidde mellem dem og ham. Nu da jeg endelig har chancen for at få en kæreste, så må jeg gribe den.
   - Javist. Men nu tror jeg også, at jeg må se at komme videre i dagens tekst. Det var hyggeligt at snakke lidt.
   - Ja, Iben kommer også om en time.
   Kim rejste sig og sagde farvel. Han følte trang til at gå alle mulige andre steder hen end til sit hjem, så han besluttede at gå ned på biblioteket. Da han kom til hjørnet, gik han derind. Da han så Malene sidde derinde, kom han i tanker om, at Mikkel havde fortalt hun var der. Han gik ind og hilste på hende. Hun lyste op og smilede til ham.
   Han satte sig ned ved siden af hende.
   - Har du det godt?
   Hun rystede på hovedet. Kim lagde en hånd på hendes arm.
   - Skulle vi gå over i Øster og snakke lidt? Hviskede han. Her skal man jo helst være stille.
   - Gerne.
   Hun rejste sig op, og de gik over og satte sig på en bænk i parken.
   - Jeg troede aldrig, at Lissy kunne forråde mig på den måde!
   Kim følte sig så usikker på, hvad han skulle sige. Han holdt hendes hænder.
   - Og nu beskylder Mads Frank for at have tævet ham!
   - Ja, Mikkel fortalte det, da jeg lige var oppe ved jer og hente min vindjakke.
   - Han var sammen med Ib og Asger, og de to bøfler kunne sagtens have ordnet Frank! De er store og muskuløse, og så var de med Mads tre mod en, men jeg vil heller ikke beskylde Mads for at lyve.
   - Naturligvis ikke.
   - Vil du bryde med Frank?
   - Kun hvis jeg får et klart bevis.
   De sad lidt tavse.
   - Jeg kan snart ikke klare at gå i min klasse, Leo har fået flere over på sin side, som jeg troede holdt med Mads og mig. De går rundt og siger, at de har en hilsen fra min far, og så hikker de, og en af dem sparkede til min madpakke i går og kaldte mig drankertøs.
   - Det viser mere om dem end om dig.
   - Jeg ved det godt. Jeg kæmper bare sådan for ikke at tude, når de ser det.
   Kim anede ikke, hvad han skulle sige og gøre nu, for han var selv ved at tude.
   Der kom en høj lys pige gående hen ad parkstien. Hun forekom Kim bekendt, og da hun smilede venligt, kom han i tanke om, at det var en fra Mads og Malenes klasse - eller var det parallelklasse? Det var i hvert fald en fra Nyboder Skole.
   - Hej med jer, hilste hun.
   - Davs, sagde Malene, Kim løftede lige hånden til hilsen.
   - Nå, er I to ude og nyde indian summer?
   - Ja, vi sad lige og snakkede.
   - I skal lige høre den nyeste sladder: det er blevet fortalt mig nede på boldbanen, at Ib og Asger blev snuppet for hærværk i aftes.
   - Er det rigtigt?
   - Ja, er det ikke bare fryd? De kan ganske vist ikke blive straffet, de er jo under lavalderen. Men hvis de kommer på opdragelseshjem, så er vi endelig fri for dem i vores klasse. Det er jeg sgu ikke ked af.
   - Min tvillingebror var ude med dem, hørte du noget til, hvad der var sket med ham?
   - Næ, intet. Jeg kan ikke fatte, hvad han ser i dem. Men han er ikke taget, vel? Så havde rygterne sagt noget om det.
   - Nej, han kom sent hjem.
   - Både dig og din bror skal sgu sige til lærerne, at jeres klassekammerater driller jer på den måde. De er så dumme.
   - Vi tør bare ikke.
   - Hørte du noget om, hvornår de blev taget? Spurgte Kim.
   - Omkring klokken treogtyve, siger man.
   - En halv time før Mads kom hjem!
   Malene så betænkelig ud.
   - Han var nok gået sin vej, da de begyndte på hærværket, sagde pigen, så har han måske indset, hvad det var for et selskab, han havde bragt sig i. Men jeg må videre. Fortsat god weekend.
   - I lige måde.
   Kim og Malene sad lidt tavse.
   - Tror du Mads har været med til det hærværk? Spurgte Malene.
   - Bare jeg vidste det.
   - Jeg havde ret i min opfattelse af dem, råbte Malene, de er nogen svin!
   - Men nu slipper I for dem, sagde Kim usikkert.
   - Ja, men hvis nu Mads har løjet? Det er en grov løgn. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige og gøre.
   Kim rørte igen blidt ved hende. Hun gav ham et knus.
   - Hvor har det været dejligt, at snakke med dig om det. Nu må jeg hellere komme hjem. Mikkel har fået kæreste på, vi skal introduceres til hende.
   Hun løb af sted. Han sad lidt og kiggede efter hende. Hvad havde han egentlig gjort rigtigt? Han havde dårligt nok sagt noget.
   Han rejste sig og gik en tur videre ind i Øster.

Frank sad og kiggede i avisen, mens hans mor og søster snakkede. Gennem alle årene havde han lært at gå ned i total åndsfraværelse, så han hørte dårligt nok hvad de talte om. Den var et godt beskyttende lag for hans sind.
   - Nå, hvordan går det med Mia? Bliver det snart til noget med hende?
   - Mor, vi er kun gode venner!
   - Da jeg mødte din far, var jeg også overbevist om, at vi kun skulle være venner, jeg følte ikke andet for ham end det, men så var det at der opstod mere mellem ham og mig, man kan jo aldrig vide, og du er jo også ved at være ved en alder, hvor det er på tide, du kan se dine fætre og kusiner har da fundet en de går med allerede, ja nu ved jeg godt piger måske er før på den end drenge..
   Han kvalte et suk og gled igen ned i den totale åndsfraværelse, som han snart blev hevet ud af igen.
   - Du må altså godt svare, når man spørger dig om noget!
   - Hvad spurgte du om?
   - Ja, er det ikke typisk? Du sidder bare i dine egne tanker og hører ikke efter, hvad andre mennesker siger. Jeg spurgte om hvordan Mikkel har det?
   - Så vidt jeg ved...
   - Han er jo en pæn ung mand, han hører altid så pænt efter alt hvad man siger, det kunne du lære meget af, din far han gad heller ikke høre på hvad jeg sagde til sidst, det var en af grundene til at vi gik fra hinanden det kan jo ikke gå i længden når man skal fungere sammen med andre mennesker at man ikke hører efter hvad de siger, men nu Mikkel han er god til at lytte det er sådan en god ting han er en rar fyr. Men hvordan med hans søskende, hvordan har de det?
   - Ja, altså Mads, han..
   - Ja, han er sådan en sød dreng det var du nu også da du var på hans alder, det er ligesom du bare er gået helt i dig selv nu men jeg ved jo ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved det men altså du lærer jo selvfølgelig nok at omgås andre med alderen..
   - Malene er så åndsvag! Udbrød Jane pludselig højlydt.
   - Men altså min pige, sagde deres mor med et lidt fjoget grin, nu er du vist for slem.
   - Du synes jo alle er åndsvage, der ikke er ligesom dig, sagde Frank lavmælt.
   - Den er god med dig! Svarede Jane.
   Frank var ved at fare i flint, men han beherskede sig og rejste sig op.
   - Nu går jeg altså en tur! Jeg trænger simpelthen til at hvile ørerne.
   - Kunne du ikke bare blive lidt hjemme og hygge dig med os bare en gang imellem?
   - Du har en særpræget opfattelse af hvad hygge er, svarede han syrligt og gik ud af døren.
   Han gik en længere tur ud af Fælleden, hvor der blev spillet fodbold på flere baner.
   Hvor havde han lyst til at flytte hjemmefra! Hans eneste indvending var, at han ville have svært ved at tilpasse fuldtids HF med arbejde. Han kunne selvfølgelig tage HF i langsommere tempo.
   Han kiggede ud på legepladsen og kunne genkende Mads derude.
   Det fik ham til at tænke over gårsdagens begivenheder. Hvad ville der ske med de to bøller? De var under den kriminelle lavalder, men hvis de blev sendt væk, ville Mads givetvis finde bedre selskab, så problemet var måske ikke så stort.
   Ved udgangen af Fælleden kom han til Egmontkollegiet. Han stod og kiggede op mod vinduerne. Hvor havde han lyst til at skaffe sig et værelse og være en af dem, der gemte sig bag ruderne i den vældige silo for unge under uddannelse. Var det ikke bedre at kunne gå hjem og have fred og ro?
   Han kunne bare ringe og spørge dem, hvordan man kom ind på kollegiet.
   Der stod en flok udenfor og snakkede, det var ikke alle, der tog hjem til deres forældre i weekenden. Mon dem, der flyttede til byen, havde førsteret?
   Han blev afbrudt i sine tanker af et slag på ryggen. Han vendte sig hurtigt om og så Mads spæne i fuld fart ind på Fælleden. Det var åbenbart noget han havde kastet. Frank kiggede ned og så en sten.
   Tak, hvis den havde ramt baghovedet! Lille møgunge!
   Frank undrede sig, for det var ikke lang tid siden, han havde omtalt ham som en sød dreng og ment det. Hvad var der pludselig galt med den knægt?
   Han drejede om og begyndte at gå hjemad. Nede ved Søerne kunne han på afstand se, at Mads stod og snakkede med hans lillesøster. Mærkeligt, han troede ikke hun kunne lide ham. Han gik roligt videre og bemærkede, at de begge to kiggede over på ham. Nu satte hun sig på cyklen og hjulede af sted. Hun ville være før hjemme end ham, det var der ingen tvivl om. Han overvejede, om han skulle gå over og snakke med Mads og komme overens med ham. Det var for sent, for han var væk i fuld firspring.
   Da Frank kom hjem, var han knap nok kommet ind ad døren, før hans mor begyndte.
   - Altså, det må jeg sige nu synes jeg godt nok du går over stregen at du kan være så fej at slå på en der er mindre end dig selv og ligefrem sparke ham i skridtet, det er det jeg har sagt om dig du er fuldstændig ufølsom, men nu begynder du også at bruge vold og oven i købet overfor små forsvarsløse drenge..
   - Altså, mor, nu kræver jeg altså en forklaring!
   - Ja, tak det kan jeg ikke se at jeg skylder dig du ved vel udmærket hvad jeg snakker om, han fortalte Jane det hele...
   - Hvem fortalte Jane hvad? Nu må du give mig en forklaring! Og helst i roligt tempo, tak!
   - Altså, Jane snakkede med Mads, Mikkels lillebror! Siger det dig noget?
   - Tænk, er han ellers ikke en dum drengerøv? Er det ikke det du plejer at sige om ham, Jane? Er han pludselig god nok?
   - Mads fortalte, hvad du gjorde i går aftes!
   - Fortalte han også, hvad ham og hans to kammerater gjorde?
   - Det drejer sig ikke om hvad de gjorde, men hvad du gjorde!
   - Skulle jeg hellere have ladet strisserne tage ham med?
   - Jeg forstår ikke hvad du mener med det, men du behøver i hvert fald ikke tæve ham og sparke ham i skridtet.
   Frank blev brandvarm i ansigtet. - Hold kæft, det er løgn!
   - Jeg siger dig i hvert fald en ting: sådan tillader jeg ikke du gør, ikke på vilkår!
   - Var det ikke rimeligt, at du lige hørte min fremstilling af sagen?
   - Du vil jo bare benægte det.
   - Og det har jeg ret til! Og Mia var øjenvidne, så hun kan fortælle hvad der skete!
   - Hende vil jeg ikke høre, for hun er din gode veninde, så hun vil altid sige det, der er i din favør. Hvad ville du sige til at blive tævet af en, der var meget større end dig selv?
   Frank satte sig fortumlet ned på en stol og så tomt hen for sig.
   - Nå, har jeg endelig fået dig gjort mundlam! Så kan du måske lære, at det virkelige liv ikke er en gangsterfilm?
   Frank tog telefonen og trykkede sin fars telefonnummer.
   - Hvem ringer du til nu?
   Frank svarede hende ikke, men ventede. Efter tre ring blev røret taget.
   - Det er John Lerskov, sagde en rusten stemme.
   - Davs, far. Må jeg komme hjem til dig og blive til søndag aften?
   - Ja, det må du gerne, min dreng. Ellen kommer på besøg i aften.
   - Dejligt, det er længe siden jeg har snakket med hende.
   - Så ses vi måske om lidt?
   - Ja, jeg plejer at kunne være hos dig i løbet af en time.
   - Hvad skal din far blandes ind i det for, sagde hans mor, da han havde lagt røret.
   - Luk røven! Svarede Frank skarpt.
   På rekordtid havde han pakket sin tandbørste og lidt ekstratøj og nogle skolebøger, mens han overhørte en lang prædiken om, at han i hvert fald ikke kunne tillade sig at tale til sin mor på den måde, man var så optaget af, hvad forældre ikke måtte sige til deres børn og så kunne han bare tale sådan.
   - Nu kan I rende mig i hvert fald i denne weekend! Sagde han og med raske skridt var han ude af døren.
   På vej mod S-togsstationen begyndte tårerne at løbe i en jævn strøm ned ad kinderne. Han tørrede dem hurtigt væk og gik næsten i blinde mod stationen.