Mikkel og Kim havde sat sig på stampladsen, som de i spøg kaldte det bord de plejede at sætte sig ved. Frank ankom og hilste på dem. Mikkel brægede som et får, det fik hans to kammerater til at kigge olmt på ham.
   - Sig mig, har du fået udgangstilladelse fra Zoologisk Have?! sagde Frank.
   Mikkel grinede. - Det er alle de får jeg hørte i sommerferien. De er virkelig søde. Jeg kan ikke lade være, jeg har lært at sige næsten lige som dem.
   Han brægede igen.
   - Altså, alle folk kigger på os, sagde Kim.
   - Nå, så lad dem kigge. Hvis folk ikke vil godtage mig som jeg er, så må de lade være.
   Han brægede endnu engang.
   - Hold nu op med det pjat! slyngede Frank irriteret ud.
   - Åh, du er da altid så alvorlig, sagde Mikkel.
   - Jeg synes altså også det er pjattet, indskød Kim, vi er ikke børn mere.
   Mikkel grinede endnu engang.
   - Hvis du ikke vil sige andet end mæh, så har jeg noget mere fornuftigt at tage mig til.
   Med disse ord forlod Frank opholdsstuen og satte sig ind i klasselokalet.
   - Han er altid så overkorrekt, hviskede Mikkel.
   - Men det er også for meget med den brægen, du er begyndt på.
   - Det synes du. Men noget helt andet er: vi skulle jo lige have en tår eftermiddagskaffe henne hos mig på lørdag, hvad med at vi inviterede Mia med?
   - God ide, sagde Kim.
   Han glædede sig til endnu en lørdag eftermiddag med vennerne.
   Han bemærkede også, at der ikke var nogen der kaldte Mia en luder længere. De havde forhåbentlig fået nok af det pjat.

Snart var det den lørdag, hvor Mia for første gang skulle tilbringe en lørdag eftermiddag med hendes nye venner.
   Kim daskede op ad Lille Trianglen langs med søerne, hvor svanerne vuggede. De var fredelige nu, hvor deres unger var blevet voksne.
   Ved Trianglen kiggede han over mod Fælledparken, hvor træerne var blevet gule.
   Han fortsatte op ad Rosenvængets Alle, hvor det forvandlede sig til huse med haver midt i etagebyggeriet. Det var efterhånden blevet et hjemmevant sted nu, hvor han var kommet meget i familien Rasmussens hjem. Så almindeligt var deres efternavn, selv om han ikke syntes det var en almindelig familie. Fare til fire, tænkte han lidt for sjov. Far til tre!
   Han gik gennem den efterårsmærkede have og bankede på døren. Mikkel lukkede op.
   - Nå, du blev første mand i dag, sagde Mikkel med et luret glimt i øjet.
   - Ok, svarede Kim og trådte ind og hængte sin jakke i entreen. Han så da, at Mia allerede sad derinde og snakkede med Mikkels far.
   - Jeg syntes du sagde, at jeg var første mand.
   - Det er du også, første mand!
   - Hø hø, du er vel nok vittig i dag.
   - Ja, da også i dag, svarede Mikkel og blinkede.
   Mia hilste på ham og fortsatte samtalen med faren. Hun var ved at fortælle lidt om sin baggrund.
   - Hvor er dine søskende? spurgte Kim.
   - Ovre på Fælleden en tur. De kommer om lidt.
   - Jeg glæder mig til at møde dem, sagde Mia med et smil og fortsatte samtalen.
   Kim satte sig ned og lyttede lidt til den. Mia kom godt ud af det med deres far, det var tydeligt.
   Det ringede på døren igen. - Nu skal jeg lukke op, råbte Kim ud til Mikkel i køkkenet. Han gik ud til døren og lukkede op. Det var Frank.
   - Hej med dig, sagde han, er vi ved at være samlede?
   - Ja da, jeg var første mand, sagde Mikkel til mig. Og han mente mand, for Mia kom først.
   - Ha ha.
   Han gik ind til de andre, og Mikkels far hilste hjerteligt på ham.
   - Nå, gamle ven, sagde han, så kom du også.
   - Ja, da, altid på pletten.
   Frank satte sig ned og kort efter var Mikkel der med ostemadderne. De kastede sig over dem og snakkede ivrigt.
   - Nå, sagde faren, mon ikke tvillingerne snart indfinder sig.
   - De er på vej derude, sagde Frank, der sad i en vinkel, så han kunne kigge ud af vinduet. Og han havde ret, for kort efter gik døren op og de to tvillinger kom ind og hujede.
   - Kør dem hjem i ambulance, så har de jo ingen chance, sang Malene manisk.
   - Nå, I er vist i en løftet stemning, sagde deres far.
   - Ja da, svarede Mads. Mia rejste sig op og gav hånd til Mads, der var først inde i stuen.
   - Davs, du må jo være Mads. Jeg hedder Mia.
   - Hej, Mia, og du går så i klasse med vores storebror.
   - Ja, det gør jeg.
   Hun var så henne og give hånd til hans tvillingesøster. - Og jeg behøver jo ikke spørge om dit navn. Jeg hedder Mia.
   - Hej, Mia, hilste Malene muntert.
   - Det er dig, der spiller klaver her i huset?
   - Ja, det er.
   - Det vil jeg da gerne høre.
   Malene satte sig hen til klaveret og gav et af Bachs småstykker.
   - Du kan jo godt spille, sagde Mia.
   Malene smilede og satte sig hen ved siden af hende. Snart var de to i gang med at snakke om musik. Mikkel og hans far blinkede til hinanden.
   På et tidspunkt endte de tre unge mænd med at snakke om lektier og timer, som det er typisk når klassekammerater er sammen. På et tidspunkt hev Malene Kim af sted, hun skulle vise ham noget.
   Mia henvendte sig nu til Mads.
   - Og du går i samme klasse som din søster?
   - Ja, det gør jeg.
   - Hvad spiller du på din playstation?
   - Det kan jeg da vise dig.
   Han gik hen og tændte for Tv'et og PlayStationen og fik hurtigt forklaret Mia, hvad det gik ud på. Straks efter bragede og bippede det, mens de virtuelle biler kørte hen over skærmen. Mia fandt snart ud af det, og så gik det løs.
   - Min bror spiller et lignende spil, grinede Mia, så pas bare på, nu slår jeg dig snart!
   Frank smilede til Mikkel. - Hun kan vist godt snakke med dine søskende, sagde han.
   - Ja, det er tydeligt, svarede han.
   Malene var i fuld gang med at vise Kim de nye bøger hun havde købt.
   - Du er rigtig til fantasy, sagde Kim med et smil. Selv om hun var yngre end ham, så havde de noget de kunne snakke om.
   - Ja, det kan du tro.
   - Hun er sød, sagde Malene og nikkede hen mod døren.
   Kim måtte give hende ret.
   - Hun er vist i gang med et spil sammen med din bror derude.
   - Det nyder han sikkert.
   På et tidspunkt blev døren åbnet på klem og Mikkel stak hovedet ind.
   - Vi har lige besluttet at gå en tur sammen.
   - Ok, svarede de og rejste sig. Da de var i tøjet gik de sammen ud ad Fælleden og ud mod Jagtvej. Det var ikke sommer mere, så de var nødt til at have deres gode tøj på. De første kastanjer var begyndt at falde ned fra træerne. Alle gik og snakkede sammen to og to, og ind imellem delte de sig lidt, men det var let nok at se for alle de mødte, at de var en gruppe der hørte sammen.

Da Kim kom hjem sent den eftermiddag, skrev han et brev til Tanja. Han fortalte hvordan han havde haft en dejlig eftermiddag med vennerne, og at det stadig var de samme venner fra sidste skoleår.
   Få dage efter fik han brev fra hende, hvor hun skrev, at hun var glad for at han havde nogen venner nu.
   Det blev den første af en række eftermiddage, de havde sammen. De skiftedes til at være værter.
   Kim syntes, det var en fed tid. Nogen gange kom de med hjem efter skoletid, andre gange var det weekendeftermiddage. Efterårsferien kom, hvor de nød at have tid og ofte var sammen.
   Kim havde aldrig prøvet at have en fast vennekreds, og hans lektier gik fint nu, for selv om der kunne være noget hængepartier, så var Frank altid villig til at hjælpe.
   Henne i skolen kunne han iagttage, hvordan Mikkel snakkede meget med de tre piger Ghita, Iben og Susanne.
   Susanne spurgte en dag Kim og Mikkel, om de ikke ville i byen fredag. Der var et værtshus, hvor hun elskede at komme. Mikkel undrede sig over, hvad de ville med den invitation, Kim mente, at de bare kunne gå hjem igen, hvis det ikke var hyggeligt.
   Det var i den senere tid efter efterårsferien, at Mikkel var kommet godt ud af det med dette pigetrekløver. Det var ikke uden problemer. Kim ville gerne have, at Frank skulle blive ved at høre til kredsen, men han kom ikke særlig godt ud af det med de tre piger. Han ville også gerne have Mia skulle høre med også, men de tre piger ville ikke snakke med hende på grund af sladderen.
   Men nu skulle de i byen med dem.
   Da det blev den fredag, hvor de skulle på værtshuset sammen, snakkede Kim og Mikkel lidt om det og lavede et par forholdsregler. Mikkel indrømmede ærligt, at han ikke var vild med det på grund af hans dårlige erfaringer. Kim ville egentlig også hellere hygge sig hjemme, når han skulle være ærlig, men gentog, at de bare kunne gå hjem.
   Kims forældre undrede sig meget over, at Kim skulle på værtshus. Det havde ellers ikke været noget, han var vild med tidligere. Men siden det var med Mikkel tog de det afslappet.
   Mikkel havde et forklaringsproblem overfor sine små søskende. De mente begge, at det var nok med deres far, han skulle ikke også begynde. Han forstod godt deres reaktion, men han fik dem beroliget.
   Så kom aftenen. Det lå inde på Ryesgade, det kunne lige så godt være Nørrebro. Susanne havde et stort hjerte for nørrebroerne, det var sådan nogle dejlige mennesker, syntes hun.
   Kim og Mikkel fulgtes ned ad Ryesgade og snakkede.
   - Det er egentlig utroligt, som Franks mor snakker Fanden et øre af, sagde Mikkel.
   - Ja, du milde, svarede Kim. Og det er så underligt: hans lillesøster er på alder med dine søskende, men der var vist ikke speciel god kemi mellem dem.
   - Min søster siger, at hun kun snakker om tøjmode og om, hvor sjovt det er at mobbe de kiksede i hendes klasse.
   - Det er underligt, at Frank er så kontrolleret med den familie.
   - Jeg giver dig ret. Det er måske en modreaktion.
   - Jeg kan se på ham, at han nogle gange stejler over dem.
   De var henne i den del af gaden, der snart blev til det grønne anlæg ved broen. Værtshuset lå nede i en kælder, der var tydelige reklamer for øl over vinduerne.
   - Det havde nu været billigere at sidde og hygge os med en øl derhjemme, konstaterede Mikkel.
   - Ja, det er sandt nok, men nu er vi her.
   De gik ned ad den skæve trappe, da de åbnede den mørkegrønne dør, skar den højrøstede musik dem i ansigterne. Men de trådte ind, alt lugtede af gammelt træ og øl. Der var halvmørkt, små petroleumslamper hang over hvert enkelt bord, de var alle forsynede med el-pærer. De to drenge så pigerne ovre i hjørnet, Susanne vinkede dem over og sidde. De kom derover og satte sig på bænken.
   - Nå, det var da hyggeligt I kom, sagde Susanne. Synes I ikke, det er hyggeligt?
   - Jo, svarede Mikkel høfligt.
   Kim og Mikkel fik bestilt en øl ved bartenderen og nu sad de alle og snakkede sammen så godt de kunne. Det var nærmest umuligt, for de skulle råbe ind i ørerne på hinanden for at fatte noget af hvad de sagde.
   Ghita var temmelig sur. Hun ville gerne have haft kæresten med, men han kunne ikke. Hun sad mest og snakkede om, hvor meget hun savnede ham.
   Kim sad lige overfor Iben og prøvede flere gange at få en snak i gang med hende. Hun var egentlig en køn pige, lille lyshåret med et lidt rundt ansigt. Men hun virkede reserveret. Han sad flere gange og længtes efter at være hjemme.
   På et tidspunkt var Kim og Mikkel ude på toilettet sammen. Da de stod ved siden af hinanden ved kummerne, var de enige om, at de havde fået mere ud af at være hjemme og snakket sammen. De havde begge mest lyst til at gå.
   De satte sig ind igen og købte en øl mere. Kim vidste ikke, hvorfor han gjorde det, han havde ikke lyst. På et tidspunkt kunne han se, at Mikkel rejste sig og gik udenfor, Iben gik lige bagefter ham. Kim sad tilbage og forsøgte at komme i snak med de to tilbageværende piger. På et tidspunkt rejste han sig også for at trække frisk luft eller nærmest for at hvile ørerne.
   Han stod nu ude på gaden og kiggede. Gad vide hvor Mikkel var. Han ville da vel ikke gå uden at sige farvel.
   Nu fik Kim øje på ham og Iben. De stod og kyssede og krammede hinanden ovre på den anden side af gaden. Kim undrede sig, havde de to lige fundet sammen i aften? Nu kom de tilbage med hinanden i hånden.
   - Nå, jeg tænker at gå hjem, sagde Kim, da de var tæt på.
   - Det er da i orden, sagde Mikkel.
   Kim gik lige ned og sagde farvel til de to andre piger og daskede hjemad.
   Da han kom hjem, var hans forældre ved at se en film i TV.
   - Nå, var det hyggeligt? spurgte de.
   - Ja, det var da meget hyggeligt.
   Løgn? tænkte han for sig selv, eller bare at pynte lidt på det?

Mikkel kunne ikke fatte det. Han var gået ud for at trække frisk luft, og da han havde vendt sig om, var Iben der. Hun var gået lige bagefter ham med meget beslutsomme skridt som en, der har ventet på en chance og nu var den der. Han havde begyndt en samtale med hende derude, det var lidt lettere uden den høje musik. Med et havde hun kastet sig om halsen på ham og kysset ham. Han undrede sig, der havde da ikke været noget mellem dem før. Havde der været det fra hendes side?
   Han endte med at følge hende hjem. Så havde han da lidt romantik med hende, det havde han aldrig troet han nogensinde skulle opleve. Det var vel også kun en enkelt affære på en aften.
   - Nå, sagde han på hjemvejen, bor du hos dine forældre?
   - Hos min mor. Hun er fraskilt.
   - Nå, men ser du så din far sommetider?
   - Jo da, jeg besøger ham ind imellem.
   - Har du nogen søskende?
   - En storebror, men han er flyttet hjemmefra. Men hvad med dig?
   - Ja, jeg har jo kun min far. Min mor døde af kræft for nogle år siden.
   - Men du har to søskende, ikke?
   - Jo, en bror og søster, tvillinger.
   De gik længe og Mikkel ledte efter ord at sige til hende.
   - Har du et godt forhold til din bror?
   - Jo da, han er meget sød.
   De fik hinanden indviet i deres familieforhold på den lange gåtur. Da de nåede hendes opgangsdør næsten ude ved Svanemøllen, kyssede han hende godnat.
   På den ensomme hjemtur undrede han sig. Mon hun var interesseret i et kæresteforhold udover denne aften? Det kunne han ikke tro.
   Da han kom til huset, kunne han se, at der var lys i køkkenvinduet og i vinduet til Malenes værelse. Så var hun åbenbart vågen.
   Han gik ind i køkkenet og ganske rigtig, hun sad i nattøj ude i køkkenet med et glas vand. Hun rejste sig og gav ham et knus.
   - Så du er stadigvæk oppe?
   - Ja, jeg kunne ikke falde i søvn. Var det hyggeligt?
   - Egentlig ikke, svarede han. Han fortalte om, hvor svært det var at snakke for den høje musik og hvordan de to andre piger heller ikke havde været meget for at snakke. Men da så han kom til, at han havde fulgt Iben hjem, lyste hun lidt op.
   - Så skal du måske til at have kæreste på?
   - Jeg tror det ikke. Jeg har aldrig rigtig kunnet holde på nogen.
   - Men hun kom selv ud efter dig og kyssede dig selv. Så mener hun det alvorligt.
   - Det kan godt være du har ret. Men der har bare ikke været noget mellem hende og mig før.
   - Det har der måske været fra hendes side.
   - Utroligt. Men vi får se. Du havde svært ved at sove, sagde du?
   Nu begyndte Malene at snøfte lidt.
   - Det er bare.. ja, du ved ham den nye dreng i klassens.. Leo...
   - Er du forelsket i ham.
   - Det ved den søde grød jeg ikke er! Råbte hun så det gav et sæt i Mikkel. - Han er et dumt svin. Han er hele tiden efter Mads, ikke bare med hentydninger om fars drikkeri som de andre, men han tæver ham!
   - Det skal I sige til jeres lærer!
   - De gør ikke en skid ved det. Og så Lissy.. ja, vi er stadig veninder, men hun er ligesom ikke så sød, når Leo er i nærheden. Hun kan godt lide ham og spiller op til ham.
   - Men hun har da ikke brudt med dig, vel?
   - Jeg tror, hun gør det snart, slyngede hun ud.
   - I har da været veninder siden anden klasse! Det tror jeg da ikke hun gør.
   - Hun er forandret! Og der er en ting mere, de to fyre fra vores parallelklasse, som Mads snakker en del med, jeg kan ikke lide dem. De er flinke overfor Mads når de er sammen med ham, og jeg kan godt forstå han falder for det, når han ikke har haft mange venner før, men jeg stoler ikke på dem.
   Mikkel funderede lidt.
   - Det må vi snakke med ham om i morgen.
   - Han er ikke hjemme, sagde Malene.
   - Hvad er han ikke!?
   - De to kom og hentede ham lidt efter du var gået og spurgte, om han ville med i byen.
   Mikkel bandede lavmælt.
   - Hvad sagde far til det?
   - Han formanede ham til at være hjemme inden 23, og nu er den snart midnat.
   Der lød trin udenfor. Deres far kom ind.
   - Nå, det var dig, der kom hjem, Mikkel.
   - Ja, og vi sad og snakkede lidt.
   - Jeg kan ikke lide Mads ikke er kommet hjem.
   - Det kan vi heller ikke, erklærede de begge næsten med en mund.
   Endelig gik døren op derude. Mads kom ind.
   - Hvor har du været i al den tid?
   - I byen.
   - Ja, tak, det er en lidt lang bytur! Sagde jeg ikke, du skulle være hjemme inden elleve?
   - Vi havde det så sjovt, så glemte jeg tiden.
   - Hvad lavede I?
   - Det kommer ikke dig ved, din gamle ged!
   Mikkel og Malene tabte underkæben.
   - Den tone finder jeg mig altså ikke i! Kan du så gå ned på dit værelse og komme i seng. Vi snakker om det i morgen.
   Mads gik med trodsig mine ned på sit værelse.
   - Sådan har han da aldrig snakket til dig før, konstaterede Mikkel.
   - Du har ret, min dreng. Jeg ved godt, jeg har været en dårlig far ind imellem.
   - Du er ikke en dårlig far, sagde Malene.
   - Nej, det er du ikke, samstemmede Mikkel.
   - Så siger vi det. Men det kan være vi skulle få sovet.
   De gik hver til sit værelse for at sove. Mikkel var længe om det, han måtte tænke tingene igennem.