Kim stod op tidligt den mandag morgen. Han ville have løgnen ud af verden igen, det var han ikke i tvivl om. Den klæbede ved ham som en klam omgang slim.
   Det varede ikke længe, inden melankolien greb ham. Nu havde han bare én dag følt sig indenfor i varmen, nu skulle han til at opgive det. De ville måske blive så sure på ham, at de ville fryse ham ude. En kort glæde - nej, ikke glæde, en kort lindring af en lille smerte. Nu skulle det blive til en stor smerte.
   Men han ville gøre det, det var besluttet.
   Han gik op af den stadigvæk tomme trappegang på gymnasiet. Der sad Mikkel og Iben og var væk i hinanden.
   - Nå, du kommer tidligt i dag, sagde Mikkel med en undertone af irritation.
   - Ja, svarede han forlegent. Selvfølgelig, de ville være alene.
   - Havde du så en god weekend med Tanja?
   - Ja, den var fin!
   Han sagde det bare, forstod det ikke. Han kunne ikke fortælle sandheden.
   - Det glæder mig virkelig at høre!
   Det føltes lidt rart, ligesom i fredags. Mikkel og Iben ignorerede ham ikke, han kunne tale med dem på linie med de andre, han hadede bare sig selv endnu mere.
   Nå, det var kun denne ene weekend, hvor han skulle fortælle om hendes besøg, så skulle det være slut.
   - Hyggede I jer så?
   - Ja, det gjorde vi.
   - Det må have været en dejlig weekend for dig.
   - Ja, det var det.
   Hvert ord han sagde, sad mere og mere fast i halsen og var ved at kvæle ham. Han ønskede bare, at Mikkel ikke ville spørge mere, men det fortsatte.
   - Fik du vist hende noget af København?
   - Ja, bestemt.
   - Det bliver måske dig, der skal besøge hende en weekend næste gang?
   - Ja, måske.
   Han forsøgte at holde på smilet. Hvis det mislykkedes, så lagde Mikkel og Iben i hvert fald ikke mærke til det.
   - Næste gang hun kommer her, så ville vi da gerne se hende.
   Nu løb kulden som en fos gennem kroppen.
   - Jeg synes allerede jeg kender hende efter alt, hvad du har fortalt om hende, fortsatte Mikkel.
   - Ja, men nu skal jeg lige på toilettet.
   Han gik ud på toilettet og holdt hovedet hen over håndvasken. Han sank et par gange, så sukkede han. Da han så sig i spejlet, havde han lyst til at råbe dumme lort ind i det.
   Snart skulle det være forbi, han ville digte en historie om, at hun havde fundet en anden fra sin hjemegn. Det var der også en rimelig chance for, det var ikke muligt at holde forbindelsen og forholdet på den afstand alligevel.
   - Kim, er du dårlig?
   Han vendte sig forskrækket om. Det var Frank.
   - Nej, det tror jeg ikke.
   - Hvis du er, så er det bedre du går hjem.
   - Det var kun et kort øjeblik.
   Kim gik ud af toilettet og så lige, at Frank kiggede efter ham. Nu mødte han Mia.
   - Nå, jeg hørte lige en fugl synge om, at du havde en fin weekend med Tanja. Det må have været dejligt.
   Nu var han ellers lige kommet ovenpå igen.
   - Ja, det var det.
   Han kunne ikke holde til mere.
   - Men Kim da, gik det ikke så godt?
   - Jo da.
   - Du virker bare så trist.
   - Nej, jeg har det ok.
   Hun lagde en hånd på hans arm. - Du ser bare ikke sådan ud.
   - Men jeg har det fint, tak.
   Det ringede ind til første time, så der blev ikke mere ud af det. Mia kiggede stadig forundret på ham. I løbet af den første time sendte hun en seddel ned til ham, hvor hun spurgte, hvad der var galt. Han skrev en seddel tilbage med et ord: "ingenting". Hun skrev tilbage, at han bare skulle være ærlig, de var da venner. Mere blev det ikke til, for læreren opdagede det og sendte dem begge et olmt blik.
   Da timen var omme, hviskede hun til Frank, at Kim var ked af et eller andet. Det måtte Frank give hende ret i.
   - Det er besynderligt efter en god weekend med hans langdistance-kæreste, konstaterede han.
   - Helt enig. Enten har hun slået op med ham, og han kan ikke få sig selv til at sige det, eller..
   Frank kiggede spændt afventende på hende.
   - Nej, det andet tror jeg ikke. Tror du, at han ville digte en historie af den slags? Du har kendt ham længere end jeg.
   - Nej, det tror jeg absolut ikke, svarede Frank bestemt. Det er bare så mærkeligt, både Kim og Mikkel er helt anderledes dette skoleår end sidste år i folkeskolen, hvor jeg lærte dem at kende.
   - Uha ja, Frank, bare de to måneder jeg har kendt dem, altså..! Ingen af dem er, som de var.
   Snart var frikvarteret slut. Da Frank passerede Kim, der gik med lidt bøjet hoved, gav han ham refleksivt et klap på skulderen. Da skoledagen var omme, spurgte han Kim, om han ville med ham og Mia over på cafeen og snakke lidt. Det ville Kim da godt.
   Det var der, at de ofte satte sig hen i mellemtimer eller efter skoletid for at snakke. Det var rigtig kulsort udenfor, det passede til november måned. De satte sig og bestilte hvad de ville have, og da det kom, sad de og kiggede tavst ned i hver deres kaffekop.
   - Der har vi jo Malene, sagde Mia. De to drenge kiggede ud og konstaterede, at hun gik ovre på den anden side af gaden på vej hjem. - Mon hun tror på Mads' dumme historie?
   - Det er et godt spørgsmål, sagde Frank.
   - Det gør hun ikke, sagde Kim, jeg hørte dem diskutere det sidst jeg var hjemme hos dem. Hun kan se selvmodsigelser i det, Mads kommer med.
   - Hun er en klog pige, konstaterede Mia. - Men hun kan ikke overbevise de tre mænd i hendes familie?
   - Nej, svarede Kim og rystede bedrøvet på hovedet.
   - Hvordan kunne Mads dog fortælle sådan en løgn? Jeg troede han var en sød dreng, sagde Mia.
   - Det har han også været i den tid jeg har kendt ham, sukkede Frank, det er først her i dette efterår… ja, du forstår nok, hvad jeg mener.
   - Det er ubegribeligt, sagde Mia skarpt, altså, folk der lyver på den måde kunne jeg kvæle langsomt!
   Udtalelsen fik det til at løbe som isvand gennem Kims årer, han hev efter vejret.
   - Sådan en ækel lille løgner altså! Det er lige før jeg går ind for den gammeldags metode at vaske hans mund med sæbe! Ja, jeg kunne give ham, kunne jeg, hvis jeg var hans mor!
   Kims tænder begyndte at klapre.
   - Ja, nu er jeg vist lidt strid, sagde Mia med et smil, som om hun gennemskuede Kims følelser, jeg er bare så gal.
   - Der er ikke noget at gøre ved det, indskød Frank trist.
   - Så er det kun Kim, der har noget forbindelse med Mikkel og hans familie, konstaterede Mia.
   Kim nikkede.
   Nu var det som at tristheden tog et fast kvælertag på ham og ikke ville lade slippe ham. Han havde selv bragt sig i en situation, hvor de sikkert alle sammen ville begynde at hade ham, når de kendte sandheden. Cappuccinoen smagte ham ikke mere. I det hele taget var der intet, der glædede ham mere. Julemåneden begyndte at rykke tæt på, men han var ligeglad i år. Han havde ikke lyst til noget som helst.

Mikkel havde kysset Iben farvel ved Trianglen. Hans tanker gik frem til næste weekend, hvor han gerne ville invitere vennerne hjem. Iben var bare ikke meget for disse eftermiddage med vennerne, hun ville være alene med ham.
   Det var bare svært. Hjemme hos ham kunne han ikke vide, om hans far faldt i vandet, og så skulle han være den, der hjalp tvillingerne, hvis der var noget.
   Mads var efterhånden sjældent hjemme. Det var blevet en vanlig foreteelse med dette replikskifte mellem ham og deres far: "Hvor skal du hen?" "Ud."
   Han havde vist ikke selv været anderledes for bare få år siden.
   Da han trådte ind i huset, sad hans far der.
   - Nå, så er det weekend igen, sagde han.
   - Jovist, sagde Mikkel.
   - Jeg er bekymret for din søster, sagde hans far, hun er meget alene.
   - Det er også rigtigt, det er hun blevet mere og mere. Er begge tvillingerne hjemme?
   - Kun Malene. Hun er eneste pige i familien her, det er nok ikke så let.
   - Sikkert ikke, sagde Mikkel og tænkte lidt. - Måske skulle du besøge onkel Karl og faster Ida en weekend med tvillingerne? Så er hun lidt sammen med vores to kusiner.
   - Det var nok en ide, sagde faren med et smil, så kan dig og Iben også have en weekend helt alene sammen, det behøver I vel også.
   - Ja, i høj grad.
   Mikkel kiggede tænksomt ud i luften.
   - Hvad tænker du på, spurgte hans far.
   - Ja, altså.. der er noget der nager mig. Vi har aldrig rigtig mulighed for at være alene på skolen. De andre piger kan vi godt sige til, at vi vil være alene, og de kan forstå det, men Kim er der bare hele tiden, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal sige det til ham.
   - Men dig og Kim kender jo hinanden fra før, det burde da være muligt at sige det til ham, uden at han blev stødt.
   - Jeg har bare aldrig sagt sådan til ham før, og så.. ja, jeg prøver lidt med hentydninger ind imellem, men han fatter dem ikke.
   - Jeg synes det var bedst du fik en snak med ham om det på en pæn måde.
   - Det er altså bare svært!
   - Måske, men det er det bedste, min dreng.
   Mikkel nikkede alvorligt.
   - Så vil jeg da ringe til faster Ida, sagde hans far, så aftaler jeg en weekend med hende.
   - Kanon godt.
   Hans far gik hen for at ringe, Mikkel satte sig ind på sit værelse for at slappe af. Han kiggede på billedet af Iben, som nu var i glas og ramme på hans natbord. Han kunne sidde og se på det i timevis, det gjorde ham varm indeni. Han fattede det ikke, der var pludselig en, der lagde op til ham, som han ikke syntes han havde kendt før.
   Et øjeblik overvejede han at gå ind og snakke med sin lillesøster. Men det var som om noget gjorde modstand. Han kunne ikke finde ud af, hvad det var.

Frank kom hjem, og han var dårligt nok kommet ind før hans mor sagde, at han vist var noget længe om at komme hjem fra skole. Han valgte ikke at svare på den. Hans mobil ringede.
   - Kan du dog ikke slukke den, når du er hjemme!
   Han tog den. Det var Mias bror. Han kendte til en ledig lejlighed, som han kunne få, det var ikke så langt fra Trianglen, på Nørre Allé. Der var et telefonnummer, som han skulle ringe til. Det skyndte han sig at gøre, og ganske rigtigt, de havde hørt om ham, og han kunne flytte ind, når det skulle være, hvis han var interesseret. Han var oppe og køre, han troede ikke, at han skulle være heldig så hurtig. Det var bare med at få det i orden.
   Han ringede lynhurtigt til telefonnummeret, som Mias bror havde givet ham og meldte sin indflytning næste weekend. Mens han talte kunne han se, at hans mor lagde to og to sammen.
   - Sig mig, flytter du?
   - Ja!
   - Men du kan da ikke klare at køre et hjem selv. Du skal jo også passe din skole.
   - Jeg kan heller ikke klare at høre på jer to hver dag! I er så dødåndssvage at høre på, at det halve kunne være nok!
   - Altså, nu.. nu…
   - Jeg flytter næste weekend, hvad enten du piver eller synger! Så snakker vi ikke mere om det!
   Han gik lige ind på sit værelse og smækkede døren efter sig.
   Det var en lettelse. Han skulle nok klare det, det var han overbevist om, for huslejen i den lille lejlighed var latterligt lav.
   At være flyttet ind og komme hjem til fred og ro - han glædede sig.
   Han greb mobilen og ringede til Mia og Kim, og spurgte om de ville hjælpe ham med flytningen. Det ville de begge gerne.
   Bedre kunne det ikke være. Bare denne uge med skænderi, så var det slut. Han udstødte et glædeshyl og hoppede op og sidde i sengen.
   Han kunne ikke fatte det, nu var det endelig kommet. Tænk, at det kunne gå så let.
   I morgen ville der komme et brev med posten med lejekontrakten, og han kunne så sende den retur med hans underskrift.
   Endelig væk fra det cirkus her! Skønne tanke!