Solen bagte stadig som i starten af sommeren, men nogle af træerne i Øster var begyndt at blive gule. Der var ingen børn der legede derinde nu, for skolen var begyndt. De var alle nu i skolen og få udleveret bøger og få skemaet for det kommende år. Fra Øster Borgerdyd gymnasium lige overfor lød skoleklokken. Det ringede ud nu, en større flok unge mennesker var blevet indviet i, hvordan ugen skulle forme sig for dem det næste års tid.
   Den første linde strøm begyndte at gå ud af døren. Der var nogen, der blev stående lidt og snakkede.
   Blandt dem var tre unge mænd. De to af dem rimelig høje, den ene af dem lidt kraftig og brunhåret. Den anden var lys og havde et fast ansigt, der gjorde hans udseende mere voksent end hans reelle alder. Den tredje var noget mindre og mørk, let bølget hår.
   - Det er vel nok spændende at skulle begynde på noget nyt, sagde den laveste af dem.
   - Vi har jo prøvet det en gang før, Kim, sagde den høje mørke.
   - Ja, men det var stadig folkeskolen. Nu begynder vi på noget helt nyt.
   - Der er en ting, der undrer mig, sagde den høje lyse, når jeg så på alle vores nye klassekammerater, så undrede det mig, at de fleste så ud til at være i den gængse gymnasiealder ligesom os. Hvor er alle de lidt ældre?
   - Det er vel nogen, der ikke kunne klare optagelseskravene til gymnasiet ligesom os, Frank.
   - Det er selvfølgelig muligt. Jeg forestillede mig bare vi skulle sidde og være rene børn i sammenligning med de andre.
   - Men nu har vi startet og set vores klasselærer og vores klasse.
   - Hvad var det han sagde, sagde Kim og grinede, oldævl.
   - Ja, det er vist en normal betegnelse for oldtidskundskab.
   De smågrinede. Den høje mørke funderede lidt.
   - Skulle vi ikke gå hjem til mig og hygge os lidt?
   Det syntes de to andre var en fed ide.
   De gik alle tre sammen hen ad Dag Hammarskjölds Allé ud mod Trianglen. Sommerferieoplevelserne blev drøftet livligt.
   - Du mødte ingen sød pige denne sommerferie, sagde Mikkel og blinkede til Kim.
   - Nej, det kan jeg ikke sige, svarede Kim.
   Da de sammen gik ind i huset, var de to tvillinger allerede hjemme. Mads var fordybet i et videospil foran fjernsynet og var ikke meget for at slippe det. Malene kom springende og gav hver af dem et knus. Kim og Frank kunne ikke dy sig for lige at løfte hende op og give hende et par luftture så hun hvinede. Mikkel gik ud og ordnede ostemadderne. Efter at han havde smurt dem satte de sig ind og nød dem, mens de snakkede livligt. Mikkel spurgte lidt til tvillingernes første skoledag.
   Kim følte sig altid godt tilpas, når de var sammen her.
   Telefonen ringede, Mikkel gik hen og tog den.
   - Ja, goddag, sagde han høfligt. Er han ikke? Men han gik da hjemmefra i morges samtidig med at jeg gik i skole. Nå, ja… hans glade smil var blegnet.
   Han lagde røret og så meget betænkelig ud. - Det var min fars chef, han siger at far ikke er mødt på jobbet.
   De sad alle tre tavse. Kim, der sad ved siden af Malene, mærkede hendes hånd begyndte at pille febrilsk ved hans ærme. Han lagde en arm om hende.
   - Satans også, sagde Frank, har han….. gjort det i løbet af sommerferien?
   Mikkel rystede energisk på hovedet. Mads var også begyndt at blive betænkelig.
   - Han har altså lovet ikke at ville gøre det mere! råbte Malene så det skingrede i øret på Kim.
   De andre sad tavse og kiggede ned i bordet.
   Frank rejste sig. - Er det ikke henne på hjørnet ved Trianglen at beverdingen ligger?
   Mikkel nikkede.
   - To af os går der hen og ser efter ham! sagde han.
   - Det er godt nok første gang at det sker på vej til arbejde, sagde Mikkel. Det plejer at være på vej hjemad.
   - Jeg skal nok blive her, sagde Kim, mens han strøg Malene over håret.
   - Kom, vi går, sagde Frank til Mikkel, hvis han ikke er der henne, efterlyser vi ham hos politiet.
   Mikkel fulgte Franks opfordring og gik med ham ud af huset. Kim sad nu alene med de to tvillinger. Han blev lidt forlegen ved den situation. Han havde selv været sammen med Mikkel og hentet hans far på værtshuset, og han vidste det var et farligt besvær. Bare han dog kunne berolige dem, især Malene. Mads kom nu over og satte sig ved siden af ham, han lagde en arm om sin tvillingesøster. Kim holdt om dem begge.
   - Nu skal jeres bror og Frank nok komme hjem med ham snart, sagde Kim beroligende mens han overvejede, om han selv troede på det.
   De to tvillinger sad nu helt stille og knugede sig til ham. Minutterne føltes som timer mens de ventede. Endelig gik døren derude, og en rusten røst sang det gamle Osvald Helmuth hit Jeg har det så dejligt.
   - Hold nu kæft, far, og kom ind og få den bøhmand sovet ud! lød Mikkels stemme.
   - Du skammer dig vel over din far! Lød det brøsige svar.
   - Vel gør jeg ej! Kom nu ind.
   Entredøren gik op, den midaldrende mand kom ind flankeret af Mikkel og Frank, der ihærdigt prøvede at holde ham oppe. Mads og Malene knugede sig endnu stærkere til Kim. De to store drenge fik anbragt Mikkels far sikkert i en lænestol, han blev fjern i blikket og mumlede nogle uforståelige sætninger.
   - Skal I have hjælp til at få ham i seng? spurgte Kim.
   - Ja, gerne, svarede Mikkel. Kim rejste sig, klappede lige tvillingerne blidt på hovedet i farten og kom hen til de andre. Med stort besvær fik de ham bakset ind i hans soveværelse, hvor de fik ham anbragt på sengen.
   - Bare han ikke mister jobbet på det, sagde Mikkel, vores økonomi er hård nok i forvejen.
   - Jeg har desværre en aftale med min mor, sagde Frank, jeg må gå nu.
   - Det er i orden, svarede Mikkel, bliver du her lidt, Kim?
   Kim nikkede. - Jeg skal bare være hjemme inden mine forældre kommer fra arbejde, så de ikke bliver urolige, sagde Kim.
   Frank vinkede farvel og gik, de to andre drenge gik ud til tvillingerne, der sad og kiggede ned i bordet.
   - Nu er far ved at sove den ud, sagde Mikkel, så må vi håbe det bedste. Jeg vil lige ringe til hans chef igen.
   Mikkel tog røret igen og ringede tilbage og forklarede sagen. Malene satte sig til klaveret og spillede. Mads kastede sig igen over sin PlayStation.
   - Jeg havde sådan håbet, at det aldrig ville ske mere, sukkede Mikkel.
   - Det er nok svært at forhindre, svarede Kim.
   - Jeg kan sige dig en ting, sagde Mikkel, jeg har gået i mange år og ventet sådan på at få lidt frihed. Siden min mor døde har jeg ofte skullet se efter tvillingerne. Og jeg har aldrig kunnet vide, hvornår min far gik i druk. Ofte har jeg måttet blive hjemme fra klassefester og jeg har helt opgivet alle historier med piger på grund af det. Jeg var så rygende forelsket i Mette, en pige fra min klasse på min gamle skole. Jeg troede også jeg havde en chance hos hende. Men da hun fandt ud af situationen trak hun følehornene til sig og til sidst i min skoletid sagde hun: du er meget sød, men jeg er ikke forelsket i dig. Aldrig i mit liv er jeg blevet slået sådan ud! Jeg tror ikke, jeg har nogen chance hos nogen piger som min situation er. Det har jeg set i øjnene, det er godt nok tungt, men nok ikke andet at gøre.
   - Det kan jo være du ikke har mødt den rigtige, svarede Kim.
   - Ja, måske. Men pigerne vil nok helst have den flotte playboy med check på det hele og mange penge.
   Kim funderede lidt.
   - Det kommer vel an på, hvem hun er, sagde han. Ja, jeg kunne også sige det samme som dig. Men så mødte du dog en forrige sommer.
   - Men det er jo svært at få det til at køre med en der bor langt væk.
   - Ja, det har du ret i. Vi skulle måske sige ligesom Frank, at vi da ikke har så travlt. Ja, Frank er da flink nok, men der er ligesom noget der irriterer mig ved ham. Ja, du forstår… han er altid så rigtig og gør næsten aldrig nogen forsømmelser i skolen. Og han er altså lidt af en nørd. Det er muligt jeg er for hård, men jeg kan bare blive lidt træt af det.
   - Ja, jo, tøvede Kim, men Frank har jo hjulpet os så godt i skolen.
   - Det har han godt nok.
   - Og din lillebror har jo også fået god hjælp af ham med lektierne.
   - Ja, da.
   - Det er spændende, hvad det er for nogen, vi skal gå i klasse med nu.
   - Der var ikke nogen af pigerne, der var særligt kønne syntes jeg, sagde Mikkel.
   - Nu skal vi lige lære at kende dem først.
   De snakkede et stykke tid om deres oplevelser sammen i tiende. Så var det tid for Kim at gå. Han var hjemme lidt før sine forældre og fik lagt sine bøger op. I går havde han været ved en boghandel og købt indbindingspapir, så han gik stille og roligt i gang med at binde bøger ind.
   Hans forældre kom hjem, mens han var i gang med det. Hans far var den første.
   - Hvordan er det så at begynde i skole igen? Spurgte hans far.
   - Foreløbig er det da godt nok, svarede han.
   - Og hvordan er så de nye, du skal gå i klasse med?
   - Det kan jeg jo nok først sige om et par dage, sagde han med et smil.
   - Hvad har du lavet i dag.
   - Været ovre ved Mikkel. Han undlod med vilje at fortælle det, der var sket i løbet af dagen.
   - Hvordan har han det?
   - Han har det da godt.
   - Og hvad med Frank? Var han også med?
   - Ja, det var han.
   - Og Mikkels to søskende, var de hjemme?
   Du milde, hvor var Kim nogen gange træt af de detaljerede spørgsmål, som hans forældre ofte kom med.
   - Ja, de var hjemme.
   - De er vel også begyndt i skolen?
   Han gjorde alt for ikke at vise irritation.
   - Men hvor stor en klasse er det så du skal gå i?
   - Jeg fik det til cirka tredive, men så er der jo altid nogen der hopper fra.
   - Ja. Er det nogen på din egen alder…?
   - Ja, en stor del.
   - ..eller er der nogen lidt ældre?
   - Jeg finder nok ud af deres alder, når jeg har begyndt rigtigt på skoleåret.
   Det lykkedes ham lige at undgå at lyde irriteret. Det lykkedes, fordi at han tænkte på, at det var da bedre end den evindelige boren i lektierne.
   - Er det alle dine nye skolebøger? Sagde faren og pegede på bogbunken.
   - Ja, det er det.
   Døren gik derude igen. Det var hans mor, der kom hjem.
   - Nå, hvordan er det gået? Sagde hun. Kim holdt ansigtet i rette folder, nu skulle han snart til at svare på en ny stribe spørgsmål, en stor del af dem ville være det samme, som hans far havde spurgt om, bare med andre ord.
   - Det er da gået godt.
   - Hvad er det så for nogen du skal gå i klasse med?
   - Det kan jeg sige om et par dage.
   - Det var jo kun en time. Hvad har du ellers lavet?
   - Været ovre ved Mikkel.
   - Hvordan går det med ham?
   - Fint, da.
   - Var Frank der også?
   - Ja.
   - Det er da dejligt i skal gå i klasse sammen. Var Mikkels søskende også hjemme?
   - Ja.
   - Hvad med Frank. Hvordan har han det?
   - Han var der også. Han har det godt.
   - Hvor gamle er de, du skal gå i klasse med?
   - Det finder jeg jo nok ud af.
   - Er de på din egen alder.
   - Nogen af dem er nok.
   Nu havde hans far lavet kaffe. Han havde taget kager med hjem. Det var kager, som Kim godt kunne lide, så han sagde ja tak. Men han sad godt nok mest og tænkte på at komme ind og slappe lidt af inde hos sig selv, indtrykkene ovre hos Mikkel havde trættet ham. Da hans far sad og snakkede om, hvordan tilværelsen var blevet så meget bedre siden han havde forladt sin første skole, hvordan de ikke længere behøvede være urolige for hans karakterbog og hvordan de kun hørte godt om ham nu fra lærerne og at det ikke længere var en klasse, der gik på druk. Skulle Kim fortælle om problemet med Mikkels far? Han valgte at lade være. For dem var alt fryd og gammen nu, det ville han ikke tage fra dem.
   Men på den anden side, så kunne det være rigtigt. Han skulle begynde i en ny klasse. Han så frem til det, det kunne være det blev en med et godt sammenhold.
   Hans mor snakkede nu også vidt og bredt om, hvor dejligt det var at han var begyndt på noget nyt og at der ikke længere var den samme grund til bekymring som før.
   På et tidspunkt sagde han tak for kaffe og gik ind til sig selv, hvor han med et lettelsens suk faldt ned på sovesofaen med en god bog, som han snart forsvandt ind i.