Mikkel og Iben gik sammen ud fra huset på Rosenvængets Allé.
   Mikkel følte sig altid tryg og godt tilpas, når han gik med hende i hånden. Noget af det bedste ved HF var de mange tilvalgsfag, for det gav alle de mellemtimer, hvor han og Iben kunne være alene. Når der var to mellemtimer i træk, så kunne de nå hjem til ham og tilbage igen og alligevel have noget tid med hinanden.
   Hun smilede hen til ham. Det gjorde ham altid godt, når hun gjorde det, for så var hun ikke sur over noget denne dag.
   Det forekom ham, at han så en bekendt midaldrende kvinde ved Trianglen. Ved lige at tænke sig lidt om fandt han ud af, hvem hun var.
   - Det er jo Kims mor, hviskede han til sin kæreste.
   - Jamen, goddag, Mikkel og Iben, sagde hun, da de var tæt på. Så I har også mellemtime nu ligesom Kim?
   - Goddag. Ja, vi har det endda længere tid end han. Vi har ikke valgt filosofi.
   - Det er længe siden jeg har set jer. Har I det godt?
   - Jo, vi har det fint, sagde de begge to.
   - Skal I hjælpe Frank med at flytte i morgen ligesom Kim?
   Mikkel sank et par gange.
   - Nej, det skal vi ikke. Vi skal lidt på tur sammen.
   - Nå ja, I skal jo også have tid sammen.
   - Ja, og vi ser heller ikke Frank mere. Det har Kim måske ikke fortalt?
   - Nej, det har han godt nok ikke. Er I blevet uvenner med ham?
   - Ja, altså..
   Mikkel fortalte om den aften, hans lillebror havde fortalt om Franks voldelige fremfærd. Kims mor så mere og mere rystet ud efterhånden som han fortalte.
   - Det var godt nok trist at høre, sagde hun, jeg troede ellers godt om ham.
   - Han er dum som en dør, sagde Iben, og så er han så grim at det halve kunne være nok.
   - Jeg er godt nok rystet!
   - Ja, det var vi også. Men så er man blevet så klog.
   - Ja da.
   - Men vi skal vist videre. Hav det godt.
   - Ja, i lige måde.
   Mikkel og Iben gik videre med hinanden i hånden.
   - Hvad mon hun siger til Kim? Spurgte Iben.
   - Det er ikke godt at vide.

Kim gik som sædvanlig i hans mellemtimer gennem Øster. Der var stille og fredeligt, og det var en væsentlig del af hans barndom. Det fulgte ham ind i det gryende voksenliv, for det var her han ofte havde siddet og nydt forårsvejret med sine nye venner.
   Hvordan ville det blive næste forår? Der ville Frank ikke være med længere, det vidste han.
   - Men hej, Kim, går du her og fjoller rundt!
   Han blev et øjeblik forvirret, fordi det var en, der lignede Tanja med det lange sorte hår. Han fik hurtigt indstillet sig på, at det var Franks lillesøster. Hun havde før forvirret ham på grund af denne ydre lighed med hans sommerkæreste.
   - Ja, jo, hvis det er at fjolle rundt bare at gå en tur inden næste time.
   - Her er min storebrors klassekammerat, råbte hun over til tre drenge, der stod lidt afsides. De vendte sig om. Det gav et gip i Kim, for den ene af dem var Mads.
   - Men hej, Kim, sagde denne, så du lever endnu, din røver?
   - Ja, så længe det varer, svarede Kim, han følte sig ikke tryg ved de to andre drenge. De var klædt i cowboyjakker med militærsymboler, og de var et hoved højere end Mads. Kim spurgte sig selv, om de gik et par klasser over ham, eller om de bare var store af deres alder?
   - Nå, hvad er du så for en, sagde den ene af dem, har du tabt dit spejdermøde?
   Den anden udstødte et højt ræb.
   - Lad være at drille ham! råbte Mads, han er sgu god nok.
   - Men der har vi jo Jakob, den lille skid, udbrød den ene af de to høje, idet der kom en mindre dreng i den tidlige skolealder gående. De tre større drenge stillede sig i vejen for ham, han prøvede at komme uden om, men de rykkede sig, så de hele tiden stod i vejen.
   - Lad mig komme forbi! Skreg Jakob. Jane grinede højlydt.
   - Lad dog være med at drille ham, råbte Kim, det er da synd!
   - Åh, hold kæft! Knurrede den ene af de to høje, er du sådan en hellig ko?
   Jakob prøvede nu at slippe forbi Mads, der stadig spærrede ham vejen. Kim greb fat i Mads og trak ham til siden, den lille benyttede sig af det og stak i løb.
   - Hvorfor er du sådan? skældte Kim, du har selv prøvet hvordan det føltes, da det gik ud over dig og din søster!
   - Den tid er heldigvis forbi, grinede Mads og udstødte en brægen, der lød som Mikkels.
   - Derfor behøver du ikke gøre det samme mod andre! Men nu beskylder du vel også mig for at have tævet dig?
   Mads trådte et skridt tilbage og blev højrød i hovedet.
   - Hvad rager det dig! råbte den ene af de to høje og puffede Kim så hårdt, at han trådte tre skridt tilbage. Fyren var stærk, det kunne mærkes.
   - Skal du have nogen på tuden? Råbte den anden. De kom begge to gående hen mod ham, Kim skævede til siden for at finde noget, der kunne slå hårdt. Der var ingen anden mulighed, de ville snart indhente ham, hvis han prøvede at stikke af.
   - Lad ham være! Råbte Jane.
   - Ja, lad ham være! Gentog Mads, han er god nok, han ved bare ikke hvad der er sjovt og så tror han bare på hvad dumme Frank siger! Han skal nok blive klogere.
   - Ok, råbte begge to høje.
   - Men hvis du sladrer, skumlede den ene til Kim, så bare vent!
   Kim gik forbi dem og bevægede sig med raske skridt mod gymnasiet. Hans knæ rystede, så det føltes som et mirakel, at han kunne gå tilbage. Tilbage ved udgangen ved Øster Borgerdyd stod han lidt og pustede, indtil han trak vejret normalt igen.
   Nu begyndte tankerne at arbejde. Var det Ib og Asger? Det måtte det være. Så forstod han godt, at Malene og hendes far var betænkelige. Hvorfor kunne Mikkel ikke forstå det?
   Var Franks lillesøster virkelig begyndt at se det slæng? Vidste Frank det?
   Han måtte glemme tankerne, for nu begyndte timen snart. Han bevægede sig over mod skolen. Det var et tilvalgsfag, som Mia også havde valgt, så hun stod i døren til klasseværelset.
   - Hej, Kim, du ser noget svedig ud. Har du løbet kondiløb i din mellemtime?
   - Uha, gid det kun var det, svarede han stakåndet.
   - Det lyder lidt forskrækket.
   Kim fortalte hende, hvad der var sket ovre i Øster i mellemtimen.
   - Frank ved det godt, sagde hun alvorligt, hans mor synes bare, det er så godt, at Jane og Mads er gode venner.
   - Det ville det også være, hvis det ikke var for de to idioter.
   - Du har ret.
   - Var det de to, som Mads var med den aften.. du ved nok hvad jeg mener?
   Mia nikkede energisk.
   - Hold da kæft! Udbrød Kim, nu har jeg fået klart bevis på, at Frank taler sandt! Han kunne godt have klaret Mads alene, hvis der var blevet håndgemæng, men de tre sammen.. nej!
   - Præcis! Er du kommet dig over skrækken?
   - Ja, jeg er ved at falde ned.
   Lærerens ankomst fik dem til at gå ind i klasseværelset og sætte sig ved siden af hinanden ved et af bordene. Kim hørte dårligt nok de første ord læreren sagde for sine tanker.
   Nu var det lørdag i morgen, så skulle han og Mia hjælpe Frank med at flytte. Han glædede sig til samværet med dem i den forbindelse.
   Han kunne bare ikke lade være med at tænke på, at Mikkel ikke var med.
   Ligesom at han, når han var hjemme hos Mikkel, ikke kunne lide, at Frank og Mia ikke var med.
   Han havde ofte hørt voksne, der fortalte om deres oplevelser af skilsmisser hos par i deres vennekreds. Det var så svært, sagde de, for de holdt lige meget af dem begge to. Sådan følte han det også nu. Han holdt lige meget af Mikkel og hans familie på den ene side, og Frank og Mia på den anden side. Kunne det ende med, at han måtte vælge mellem dem?
   Hvad nu hvis det kom frem, at han havde løjet om Tanjas besøg? Det prikkede det over hele kroppen på ham, når han tænkte det. Han ønskede, at ingen ville spørge til hende mere, men det gjorde de, og hver gang var han nødt til at gentage sin løgn.
   Timen efter dukkede Mikkel op med Iben. Det var en af de faste timer.
   - Nå, hvad så, Kim? Min lillebror har lige fortalt mig, at han mødte dig i Øster.
   - Åh jo, svarede Kim syrligt, han var jo ikke ligefrem alene.
   - Nej, det ved jeg da. Men jeg hører, at Frank flytter hjemmefra nu. Passer det?
   - Ja, det passer.
   - Hvornår?
   - I morgen.
   - Ærgerligt, at han ikke flytter så langt væk, at han skal gå på en anden skole, sagde Iben muggent.
   - Helt enig, svarede Mikkel.
   - Jeg synes altså, at I er uretfærdige.
   Mikkel udstødte sin efterhånden berømmelige brægen, og efter den sagde han - Åh nej.
   - Hvad mener du med åh nej?
   - Ja, nu er vi jo blevet så vant til at du siger sådan hver gang jeg bræger, så jeg synes bare det skal komme.
   Han brægede endnu engang og udstødte endnu engang et åh nej bagefter.
   - Folk kunne snart tro, det var en tosseanstalt, sagde Kim surt.
   - Ja, jeg må jo heller ingenting, sagde Mikkel med et bredt grin.
   Kim rystede på hovedet og gik ind i klasseværelset.
   Sidste time var snart slut, den dag gik hurtigt til ende.
   Han syntes altid Østerport station virkede trist på denne årstid. Egentlig kunne han lide synet af den, men når der var gråt syntes han, den virkede dyster. Eller var det ham, der var dyster indeni? Dag Hammarskjölds Allé var efterhånden mørkebrun, snart ville træerne være nøgne.
   Nu ville han hjem og slappe af. Han ville nyde denne ene eftermiddag i ugen, hvor det ikke hastede med at få læst til næste dag. Inde på sit værelse kastede han sig straks på sofaen og tændte for sin radio. Dem sendte musik ud, som passede ham. Det kunne ikke vare så længe, inden hans forældre kom hjem.
   Det gjorde de snart, og sin sædvane tro gik han ud og drak kaffe med dem.
   - Nå, så skal Frank jo flytte i morgen, sagde han muntert. Sikke et held, at han ikke har en større lejlighed med mange ting.
   - Skal Mikkel være med og hjælpe? Spurgte hans far i et påfaldende alvorligt tonefald.
   - Nej, han skal vel være sammen med Iben.
   - Men kunne hun så ikke komme med og hjælpe? Spurgte hans mor.
   Var det indbildning eller så hun betænkelig ud?
   - Nej, hun og Mikkel vil vist helst være alene.
   - Det er bare lidt mærkeligt, at Frank sådan flytter allerede, fortsatte hans mor. - Han har jo ikke mange penge at bo for,
   - Nej, men huslejen ude i det boligkompleks er ikke særlig høj.
   - Men jeg synes alligevel det er mærkeligt.
   - Ja, det vil jeg også sige, fortsatte faren. I den tid han flytter, går der tid med det. Kommer han ikke bagud i skolen af det?
   - Han er skide dygtig, han skal nok holde trit.
   - Men er der så ikke andre end dig og Mia, der skal hjælpe? Spurgte hans mor.
   - Det er muligt, svarede Kim, det finder jeg ud af i morgen.
   - Skal I bruge hele dagen på det?
   - Det får vi jo at se.
   - Kan det virkelig passe, at Mikkel ikke hjælper med, det kan jeg ikke forstå.
   Kim anede ikke hvad han skulle sige. Det var vel egentlig hans egen fejl, for han havde ikke fortalt dem, hvad der var sket mellem Frank og Mikkel.
   - Ja, naturligvis er det jo hans sag, kørte hans far videre, men du må forstå vi tænker lidt over tingene. Vi ved heller ikke, hvad hende Mia er for en.
   - Men I har jo hilst på hende.
   Han syntes tidligere på ugen, da han havde fortalt om Franks lejlighed, og at de skulle hjælpe ham med at flytte, at de havde de været så positive. Hvorfor var de slået om i dag? Var det bare noget han bildte sig ind?
   - Ja, jo, men regner du med også at blive ovre ved Frank om aftenen? fortsatte hans mor.
   - Det kommer jo an på stemningen!
   - Bliv nu ikke hængende derovre til langt ud på natten.
   - Er der chance for det, efter at vi har flyttet hele dagen? Vi er formodentlig trætte.
   Det var år og dag siden, at de havde udtrykt for betænkeligheder ved at han var ude hos nogen. Hvad var der galt?
   - Ja, og I skal jo også passe jeres hjemmearbejde.
   Et øjeblik sad Kim og følte, at tiden var skruet tilbage til da han gik i syvende klasse. Dengang var hjemmet ofte præget af en samtale som denne. Dengang var det også berettiget, det kunne han godt se nu.
   Men hvorfor den samme skure nu? Han havde da ikke haft dårlige karakterer i den første karakterbog.
   - Ja, jeg opfatter jo Mikkel som en meget moden dreng, sagde hans mor. Kim var ved at få en slurk kaffe i den gale hals.
   - Det er han jo nok blevet af at skulle se meget efter sine søskende hele tiden, fortsatte hun, og det er nok også typisk, at han så har fundet en pige meget tidligt. Han kan i hvert fald ikke flytte uden videre med den situation han lever i. Men det er jo godt, at han har fået en kæreste, der så kan hjælpe ham. Ved du, om hans far holder skansen?
   - Han er ikke plumpet i længe, svarede Kim.
   Et øjeblik sad han og overvejede, om han skulle fortælle om Frank og Mikkels brud. Ville de så blive mere betænkelige angående i morgen, end de var i forvejen? Han anede snart ikke, hvad han skulle tro.
   Han rejste sig og sagde tak for kaffe. Nu ville han gå en hyggelig eftermiddagstur ind i byen. Det synes hans forældre var en god ide.