Weekenden var omme, det var indian summer også. Kim frøs hele vejen til gymnasiet, han burde tage mere tøj på.
   Selv indendørs frøs han, men ikke af kulde, for han iagttog, at hver gang Frank nærmede sig, fjernede Mikkel og Iben sig fra ham. De to piger, der holdt sammen med Iben, gjorde også.
   De skulle have geografi den dag, så de skulle i den time være i et andet lokale. Læreren udskrev gruppearbejde, som drejede sig om hvad der skabte vindene. Iben og Ghita vendte sig om mod Kim og Mikkel for at danne gruppe. Kim åbnede en bog for at finde ud af noget om sagen.
   - Har I to været i seng med hinanden? Spurgte Ghita.
   - Ja, det har vi, svarede Iben.
   - Det er underligt, for jeg kan ikke få min kæreste til det.
   - Det lyder mærkeligt, indskød Mikkel.
   - Jeg gør alt for at få ham til det, men han er blind og døv.
   - Skal vi ikke lige koncentrere os om vores opgave? sagde Kim.
   De åbnede deres bøger og begyndte at kigge i dem.
   - Jeg kan slet ikke finde ud af det, sagde Mikkel efter lige at have kigget lidt på det. Kim læste intenst.
   - Jeg har prøvet at spille op til det på alle mulige måder, fortsatte Ghita, men det hjælper ikke.
   - Hvem skriver ned? Spurgte Kim.
   - Vil du ikke gøre det? spurgte Mikkel.
   - Ok, men så må I altså lige koncentrere jer mere om at finde ud af sagen!
   De to piger begyndte at kigge i bøgerne.
   - Jeg forstår ikke en skid, sagde Iben. Der står noget her om vindpust.
   - Hvad siger du? Sagde Ghita med et fjoget grin, et kindpust? Det kan du snart få.
   Hun pustede Iben på kinden.
   - Hold jer nu alvorlige indtil frikvarteret! Sagde Kim nervøst.
   - Ja ja, sagde Ghita, stadig med det fjogede smil, vi holder os alvorlige!
   Mikkel udstødte sin efterhånden velkendte brægen, det fik læreren til at kigge ned mod deres borde. Kim mærkede, at det prikkede og stak over hele kroppen på ham.
   - Gider I ikke lige, altså...!
   - Jo, det skal vi nok, sagde Mikkel med spøgefuld velvillighed.
   - Altså, det, der får vindstyrken til at gå op og ned..
   - Op og ned! Grinede Mikkel og begyndte at lave samlejebevægelser. De to piger grinede.
   - Vi kan pjatte i frikvarteret! Gem det lige!
   Hans stemme blev overdøvet af latteren. Det fik ham til at give op og læse om vindene i stilhed, mens skiftevis pjatteriet og den alvorlige snak om Ghitas sexhunger blæste omkring ham. Et øjeblik så han op fra bogen og lyttede nærmere, for de snakkede om Frank. Den forfærdelige fyr havde slået Mikkels lille bror i mellemgulvet og tilføjet ham et blåt øje. Kim overvejede at bryde ind, men valgte at lade være og fortsatte. Han skrev ned og fik det til at se rimelig fornuftigt ud. Det var snart slut på timen, så han lod papiret gå rundt til underskrift, skrev under selv og gik op til læreren med det.
   Da timen var omme, kom Mikkel hen til ham.
   - Ja, mig og Iben gjorde det i går. Det var bare så stærkt.
   - Det var da herligt at høre.
   - Der er bare en ting, der irriterer mig: hun bliver nogle gange sur uden at fortælle hvorfor, og så siger hun ingenting. Det skete i morges. Hvad er hun mon så sur over?
   - Tja, bare jeg vidste det, svarede Kim. Sandt at sige er jeg også lidt mopset over, at jeg skulle lave alt gruppearbejdet som solist!
   - Du siger det så i det mindste rent ud med det samme. Det gør Iben bare ikke.
   - Kan du ikke godt se, det er irriterende? Det er helt sikkert tyndere, fordi jeg lavede det alene, men det vil blive bedømt som om vi var fire om det. Det rammer også jer.
   - Tag det nu roligt. Det er kun en time.
   - Ganske rigtigt. Men hvis I bruger hver eneste time vi har gruppearbejde på den måde, så kaster vi det hele væk. Jeg pjattede for meget i folkeskolen, nu vil jeg helst gøre noget alvorligt ved det.
   - Jo. Undskyld.
   Han udstødte en brægen. Kim sukkede.
   Da Frank og Mia passerede, vendte Mikkel tydeligt ansigtet den anden vej for at lade som om han ikke så dem. Mia standsede foran Mikkel.
   - Jeg ved godt, hvad din lillebror har sagt, sagde hun, men hvad med at høre Franks side af sagen og min øjenvidneforklaring!
   - Nå, har du da kigget ind af et nøglehul, siden du er øjenvidne, sagde Mikkel fjoget. Han udstødte igen en brægen.
   Mia rystede på hovedet og gik sin vej med Frank.
   - Hun har ret, sagde Kim, du skal høre den anden part i sagen! Det er almindelig rimelighed.
   - Du må forstå en ting, Kim, jeg har fået mig et forhold til Iben nu og et godt kammeratskab med Ghita. De kan ikke fordrage Frank. Jeg er nødt til at vælge.
   - Hvis de ikke kan tåle du er ven med en de ikke bryder sig om, så bestemmer de for meget over dig!
   - Det er så din mening, men tænk hvis Tanja ikke brød sig om en af dine venner. Ville du så ikke vælge hende?
   - Det er muligt, men spørgsmålet er om hun ville sætte mig i det valg.
   Der var ikke så meget tilbage af frikvarteret, det ringede snart ind efter den samtale.
   Kim besluttede på et tidspunkt at snakke med Frank om det efter skoletid, så han stak en seddel hen til ham i starten af en time om at mødes efter sidste time. Så da dagen var til ende, satte de sig ved et af bordene i opholdsstuen.
   - Der er en ting jeg vil spørge om, jeg håber ikke du tager fortrydeligt op..
   - Jeg tror, jeg ved hvad du vil spørge om, svarede Frank, Mikkel har fortalt dig om Mads' beskyldning, ikke?
   Kim nikkede usikkert.
   - Jeg håber ikke, du tager det fortrydeligt op, at jeg spørger.
   - Nej, ikke det mindste. Det er kun godt i modsætning til Mikkel, der bare ignorerer mig uden at høre min forklaring. Mia er øjenvidne på, hvad der skete.
   - Fortæl mig om det.
   Frank fortalte hele historien som den var foregået fredag aften. Kim rynkede brynene.
   - Det burde du fortælle til Mikkel.
   - Han vil ikke snakke med mig mere, det er tydeligt.
   - Det er godt nok trist.
   - Det synes jeg også. Men der er ikke noget at gøre ved det.
   - Nej, det er der vel ikke.
   Kim kiggede ned.
   - Jeg ville helst have, at vi blev ved med at holde sammen alle tre.. fortsatte han, - ja, alle fire skal jeg sige nu inklusiv Mia.
   - Også jeg. Men hvis Mikkel ikke vil høre, kan vi ikke tvinge ham.
   - Det er bare ikke sjovt at skulle stå mellem jer.
   - Det behøver du heller ikke. Vi to er lige gode venner, selvom du stadig holder ved Mikkel.
   - Jeg er glad for, du tager det sådan.
   - Der er ikke andet at gøre.
   - Det er såmænd heller ikke fordi jeg kommer til at se meget til Mikkel nu, nu har Iben førsteprioritet.
   - Det er klart.
   - Men jeg synes alligevel han burde høre din side af sagen. Jeg ved godt, det var hans lillebror, men altså...
   - Jeg forstår godt hvad du mener, men vi kan ikke tvinge ham til det.
   - Nej, sandt nok.
   Nu kom Iben og Mikkel gående.
   - Hej med dig, sagde Mikkel henvendt til Kim uden at sige et ord til Frank.
   - Hej med jer. Vi troede I var gået hjem.
   - Vi havde noget at snakke om.
   - Ok.
   Frank rejste sig og gik med en kort hilsen.
   - Burde du ikke høre sagen fra Franks side? Spurgte Kim.
   - Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle det.
   - Det kunne forholde sig anderledes end du troede.
   - Jeg har valgt.
   Kim trak på skuldrene.
   - Ja, jeg siger bare hvad jeg synes, jeg kan jo ikke tvinge dig. Men fortsat god dag.
   Han forlod opholdsstuen og gik.

Mikkel og Iben gik sammen hen ad Lille Triangel. Hun var så tryg at holde om, den bløde faste krop, håret i hans ansigt. Kim havde mange gange fortalt om de følelser, som Tanjas nærhed og berøringen af hende havde vækket i ham. Det var som et forvarsel om det, Mikkel oplevede nu. De standsede flere gange og kyssede hinanden. Op ad Rosenvænget var de lige ved at støde ind i en ældre dame. De fnisede lidt over det.
   De kom ind, og Mikkel konstaterede, at hans far ikke var kommet hjem, for hans jakke hang ikke i entreen. Mads sad inde ved bordet i stuen.
   - Davs, sagde Mikkel med et glad smil og brægede. Mads plejede at grine af det, men ikke denne gang. Han løftede hovedet og kiggede. Hans ene øje var ophovnet og blåt.
   - Men.. hva'... Mikkel kom nærmere og kiggede. - Hvordan har du fået det?
   - Det var Leo. Nu er Ib og Asger ikke derhenne, så nu tør han igen.
   - Sig det dog til din lærer!
   - Så får jeg tæv for at sladre.
   - Kom nu! sagde Iben.
   - Ja, ja, vent nu lige lidt, pusser! Du skal ikke finde dig i det. Hvordan har Malene det?
   - Hun sidder inde hos sig selv og græder. De stjal penalhuset fra hende og kvaste alle hendes penne i stykker. Og hendes forhenværende veninde hjalp dem og kaldte hende drankertøs.
   - Forbandede møgunger! Snerrede Mikkel. Iben, kan du ikke lige gå ind og snakke lidt med min lillesøster?
   - Jeg troede vi to skulle være sammen, bed Iben.
   - Det skal vi da også, er vi ikke det nu?
   - Det vil jeg ikke kalde det!
   - Jeg skal altså lige tage mig af det her, når far ikke er hjemme! Mads, jeg synes I begge skulle snakke med læreren om det.
   Han mærkede Iben trække i hans ærme.
   - Det bliver bare værre, fordi vi sladrer.
   - Men vi skal have gjort noget ved det!
   - Det kan ikke lade sig gøre.
   - Nu må jeg lige snakke lidt med Malene. Har du stadig ondt i hovedet?
   - Lidt.
   Mikkel gik ud og gjorde en klud våd med kold vand og gav den til Mads.
   - Hold den her på sæbeøjet. Jeg går lige ind til Malene.
   - Hvor er det typisk! Råbte Iben vredt, du tænker mere på din lillesøster end på mig!
   - Vel gør jeg ej, råbte Mikkel. Jeg kommer jo snart! Så hjælp dog lidt med!
   Han gik ind til Malene, der ganske rigtig lå og hulkede ned i puden. Han satte sig ned og strøg hende blidt over håret.
   - Mads har fortalt, hvad der skete i dag.
   Hun satte sig lidt op og lagde armene om halsen på ham. Da han holdt hende tæt ind til sig, blev hans skjorte våd.
   - Vi skal ikke fortælle far det, sagde hun da hun var i stand til det. - Han vil føle, at han er skyld i det, og så begynder han at drikke.
   - Han vil spørge om, hvor Mads har reddet sig det sæbeøje. Det kan vi ikke skjule.
   - Nej, det kan vi selvfølgelig ikke, sagde hun og begyndte at græde igen. Han strøg hende op og ned ad ryggen. Efter en tid stoppede hun igen.
   - Du mangler måske penne for at få lavet dine hjemmeopgaver?
   Hun nikkede.
   - Jeg tror ikke far har noget imod vi låner en hund fra husholdningskassen til det. Gå bare ud og tag en og køb nogen nye penne. Jeg tager ansvaret og siger, at det var mig der sagde det.
   - Det gør jeg så. Tak skal du have.
   - Helt i orden.
   - I må snakke med jeres lærer om det.
   - Vi tør ikke.
   - Så går mig og far hen til ham og siger, at det må ophøre.
   - Lad være, de vil tro det er os.
   - Vi skal nok få ham til at sige, at det var mig og far, der sagde det. Vi må have stoppet det!
   Hun nikkede. Han strøg hende blidt over kinden og gik ud i stuen, hvor Ilse mødte ham med et olmt blik.
   - Nå, skal vi gå ind og se på lektierne. Og lidt til.
   Han blinkede med det ene øje.
   - Det var du længe om! Og så skulle jeg bare sidde her!
   - Altså, pusser! Du kunne bare hjælpe lidt til!
   - Du snakkede om, vi skulle være sammen i eftermiddag om at lave lektierne!
   - Det går vi også ind og begynder på nu.
   - Du er simpelthen så...!
   Malene kom ud og hilste venligt på Iben, der ikke svarede. Malene så forvirret ud.
   - Du kunne i det mindste hilse pænt! sagde Mikkel.
   - Det skal du ikke bestemme! Jeg hilser på dem, der passer mig!
   Mikkel følte sig kold indeni. Hans glødende følelser blev til et isbjerg.
   - Nu kan du godt tage at vise lidt anstændighed! Jeg har haft kammerater, som har hjulpet mig i situationer som disse, så skulle du så meget mere være villig til det som min kæreste!
   - Du er en superegoist! Tror du virkelig, at jeg skal være din tjenerinde!?
   - Hvornår var det på tale, om jeg må spørge?! Rendte jeg rundt med en seddel på ryggen, hvor der stod, at jeg var din hersker?
   Malene passerede gennem stuen, hun havde vasket sit ansigt.
   - Nu går jeg ned efter nye penne, sagde hun.
   - Godt.
   Hun benede ud ad døren.
   - Du tror nok, at du bare kan få mig til hvad som helst! fortsatte Iben.
   - Nu vil jeg bede dig om at stoppe!
   - Jeg råber, når det passer mig!
   Mikkel opdagede, at Mads sad og fniste.
   - Hold lige op med det dumme grin! Råbte Mikkel, det her er en sag mellem Iben og mig.
   - Undskyld, sagde Mads, men han kunne ikke stoppe grinet.
   - Vi går ind til mig og snakker videre, sagde Mikkel og gik ind på sit værelse med Iben efter sig.
   - Jeg synes du burde vise lidt forståelse! Vi kører ikke et fritidshjem her, det er et hjem med samme problemer som andre steder, og da der kun er en fuldvoksen person, bør jeg som den største hjælpe lidt til. Kan du ikke forstå det?
   - Ja, tak, du kan rende og hønse kan du!
   Mikkel hørte entredøren derude.
   - Nu skal jeg altså lige snakke med min far om det. Har jeg din tilladelse til det?
   - Ja, og så går der tid med det!
   Mikkel gik ud til sin far, der allerede havde snakket med Mads om hvad der var sket med hans øje. Mikkel satte sig og forklarede, hvad der ellers var sket og spurgte, om det var i orden med de hundrede fra husholdningskassen.
   - Det er helt i orden, sagde hans far, hun behøver ikke at låne, hun må få dem og beholde byttepengene. Skulle Iben ikke med hjem i dag?
   - Hun sidder inde hos mig.
   - Så må jeg lige hilse på hende.
   Han rejste sig og gik ind og hilste. Iben gav ham bare hånden uden at sige et ord. Han gik hurtigt ud igen.
   - Du er ikke særlig høflig! sagde Mikkel.
   - Ja, tak, nu har jeg fået nok af, at du skal alt muligt andet end at være sammen med mig!
   - Men nu er vi sammen, skal vi begynde at se på lektierne?
   - Ja, det må vi hellere! sagde hun surt. De tog bøgerne op og gjorde alt for at forstå matematikopgaven.
   - Åh, altså, nu mangler vi vist Frank, sagde Mikkel da de sad og stønnede over den.
   - Du vover at ringe til ham nu!
   Mikkel sukkede, men de fortsatte med at arbejde. Efter en del møje var det løst.
   Nu smilede Iben sit søde smil til ham, og al isen indeni smeltede. Hun hoppede over ham og kyssede ham varmt og inderligt. Det fik ham til at trække hende ned på sin seng, og snart var de igen ved at klæde hinanden af.
   Skænderiet blæste væk som aske for vinden.