Egentlig er det bare en almindelig novelle, hvor jeg har lagt lidt blød erotik ind, fordi den er en del af det budskab og den historie, jeg vil give af to unge elskende om deres forbudte kærlighed, i en indianerstamme i det forrige århundrede. Det har en konsekvens for dem. Det ved de, og er villige til at betale prisen for deres kærlighed, om så det er døden for den ene. Gamle traditioner blandt Indianerne, er i dag måske ikke til at forstå, men hele deres liv, var baseret på disse traditioner, og dem kunne man ikke komme uden om. Om så man var høvdingedatter, gjaldt også disse uskrevne love.
   Men jeg ønsker også at fortælle om et folk, der næsten blev udslettet, og som i dag stadig kæmper for at overleve. At fortælle om en enkelt episode, som den kunne have foregået.
   God fornøjelse. Michael.


* * *
   Den gamle medicinkvinde, så dem gå hånd i hånd mod engen. Hun smilede, vidste at der nu, om få timer, ville blive undfanget et barn, der skulle træde i hendes fodspor. Tilfreds gik hun tilbage til teltet, hvor hendes mand, Sorte Krage, ventede på mad.
   Hun smilede frem for sig. Et bedre barn, af så stærke forældre, kunne hun ikke ønske sig som sin kommende efterfølger.
   Sorte Krage, der var stammens Shaman, brummede venligt, og så på sin kvinde, bemærkede hun smilede et smil, han kun to gange tidligere havde set, nemlig da Lille Due og Sorte Jærv var blevet født. Sorte Krage sagde, at Ånderne endelig havde forligt sig med dem, det følte han i sit hjerte.
   Medicinkvinden smilede, så på sin mag, og sagde, at han skulle gøre sig klar til at holde ceremoni. En ceremoni for de Ånder der var livets Ånder, de Ånder der gav liv til efterkommere af slægten. Sorte Krage så på sin kvinde, smilede og sagde at i aften og i nat ville han våge, være der for de unges skyld. I sit hjerte, følte han glæde, følte som sin mage, at en ny æra ville komme til den stamme, de var en del af.

Sorte Jærv var 18 år gammel, Lille Due 16 år. Nu gik de hånd i hånd til de klipper på engen, ved den store flod, hvor deres forældre havde fortalt, at de for første gang, på lige netop dette hellige sted, havde givet sig hen til hinanden. Sorte Jærv havde medbragt et lille telt, tæpper af renskind og af bisonokse, så de kunne ligge blødt og hvile i hinandens arme. Trods sin oppakning, gik han let og frejdigt, med Lille Due i sin hånd.
   De to unge så genert på hinanden, de vidste, at de hørte sammen, vidste at den kærlighed de følte for hinanden, ville bære frugt ved de hellige klipper.
   Lille Due gik i sine egne tanker, sang stille en vise hendes bedstemor havde lært hende, om kærligheden mellem mand og kvinde. Hun var nervøs, men stolede på at hendes store kærlighed, Sorte Jærv, ville være blid, nænsom, kærlig og øm ved hende.
   De to unge, havde ikke fået stammens velsignelse til deres forbindelse, men Sorte Jærv havde sagt, at kom det dertil, ville han kæmpe for hende. Lille Due, havde længe hemmeligt elsket Sorte Jærv, og han havde ofte set til hendes side, havde smilet til hende, og havde hjulpet hende med at bære vasketøjet hjem fra floden. Andre havde drillende sagt, at de var et smukt par, men Gule Vinge, stammens høvding, havde andre planer med sin datter, Lille Due. Han ville, at hun skulle ægte Hjorteløber, som var en del ældre, men som var en tapper kriger. Det havde han vist ved flere lejligheder, hvor stammen havde været i krig mod den hvide mand i det blå tøj, i fortet mod nord.
   Sorte Jærv havde, sammen med Lille Due, besluttet sig for, de ville have hinanden, om han så skulle kæmpe for hende mod Hjorteløber. Han vidste, at kun døden, for den ene af dem, kunne give retfærdighed. Alligevel var han fortrøstningsfuld og glad.
   De rejste det lille telt, tog deres tøj af, og badede nøgne i floden. Solen var på vej ned i vest, og farvede himlen blodrød. Ikke en vind rørte sig, det var som om naturen holdt vejret. Som om universet gjorde sig klar til at hjælpe de unge med at fuldbyrde de ældgamle traditioner, der ville få liv til at gå videre.
   Lille Due gøs efter badet i det kolde vand, og så kærligt på Sorte Jærv, der stod og rystede vandet af sig. Så smuk han var. Så muskuløs. Ville hun kunne leve op til de forventninger, han havde om og til hende? Som den kvinde der fremover skulle sørge for hans mad, sy hans tøj, og være der for hans skyld? Føde ham mange børn, og sammen med ham opdrage dem til at være det folk, der snart ikke var længere? Hun skuttede sig, smilede til ham og sagde, at hun ville gå til teltet og gøre klar til natten.
   Sorte Jærv var nervøs. Så smuk en kvinde Lille Due var. Hans hjerte bankede vildt, da han så hun nøgen gik mod teltet, bærende sit tøj i sine smukke arme. Hun havde allerede de former, der fortalte hun var kvinde. I nat, ville hun blive hans kvinde.
   Han var tændt, men ville huske at være kærlig, nænsom, og ikke presse på for at opnå Lille Dues kærlighed. Langsomt og med rank ryg gik han efter hende, bad Ånderne om hjælp til at være hendes kærlighed værdig. Bad om, hun måtte være tilfreds med ham som hendes kommende mand.
   I teltet lagde de sig, efter Lille Due havde bredt deres tæpper ud på det leje, de nu skulle hvile trygt på i hinandens arme hele natten. Sorte Jærv, havde talt med Sorte Krage, sin onkel, om hvad der forventedes af ham. Sorte Krage havde sat ham ind i de mysterier, det var at elske, at elske en kvinde, nænsomt og kærligt, og være noget for hende, ved hendes første oplevelse med en mand. Han huskede alle de detaljer, han var blevet gjort bekendt med, og bad Ånderne være ham behjælpelig med at være Lille Due en værdig elsker, og ikke gøre hende ondt.
   Lille Due havde talt med sin bedstemor, Hvide Elg, om det at være en mands kvinde. Hun huskede hvert ord om at bruge kvindelist, sine hænder og sin mund, og de urter, der skulle forlænge Sorte Jærvs glæde ved hendes krop og skød, hjælpe ham med ikke at blive tilfreds for tidligt. Hun havde gjort klar til det lille bål i teltet, der også skulle varme deres nøgne kroppe, og som skulle danne baggrund for den ceremoni, de skulle holde for at ære Ånderne.
   Sorte Jærv tog hende ind til sig, krammede hende, og kunne allerede føle, at hans manddom var spændt til bristepunktet. Lille Due skubbede ham nænsomt og kærligt fra sig, fortalte ham blidt, at de skulle huske bålet, ceremonien for den første gang, og de urter hun havde med, som hun ville koge i en lille kedel vand, og som de skulle nyde at drikke sammen. Det ville besegle deres kærlighed, og give dem tid til at nyde hinanden.
   Sorte Jærv var rasende på sig selv, så tændt som han var, havde han glemt det allervigtigste, ceremonien. Han vendte sig fra Lille Due, skammede sig, var irriteret på sig selv, og tændte bålet med de medbragte gløder og den fyrsvamp, han havde pakket omhyggeligt i sin rygsæk.
   Snart blusede ilden, og Lille Due havde kogegryden klar med de urter, hun sagde de skulle bruge, for at formilde Ånderne. Sammen satte de sig, og ventede på at drikken var færdig.
   Lille Due så stjålent på Sorte Jærv. Den mand hun elskede over alt på jorden, og som hun vidste, hun i nat skulle forenes med. Hendes mave trak sig sammen i en varm forventning om, at hun nu ville give sig hen til den mand, hun elskede, at hun nu fremover skulle være hans kvinde.
   Da drikken var klar, skænkede hun den for dem begge. Sorte Jærv drak langsomt i små slurke, mærkede magien beruse sit indre, og takkede Ånderne for deres hjælp. Bad til at de ville velsigne deres forhold og at gøre vejen let for dem. I en time sad de begge og messede, de gentog igen og igen det ritual, deres fædre og mødre havde gjort første gang, de forenedes i kærlighed, og skiftedes til at tale med Ånderne for endelig at se på hinanden.
   Sorte Jærv trak Lille Due kærligt ind til sig, så i hendes øjne en kærlighed så smuk og varm, at han blev bange. Ville han kunne være denne kvinde værdig som mage? Ville han kunne være denne kvindes mand, som hun stolt ville fortælle alle, at hun elskede? Ville han kunne give hende smuk kærlighed uden at såre hende, eller gøre hende ondt?
   Langsomt strøg han hendes krop med sine bløde hænder. Lagde hende blidt ned og berørte hendes bryster med sine læber. En stille sitren kunne han mærke ramte hendes krop. Hendes arme kærtegnede blidt hans krop, hendes hænder strøg over hans lange hår. Han fortsatte med at kæle for hende, lod læberne lege med hendes hals smukke linier. Han nappede blidt igen i hendes strittende brystvorter, og atter rystedes hun af fryd over hans berøring af hendes sanselige og spændte krop. Langsomt bevægede han læberne ned mod hendes varme og duftende skød.
   Blidt spredte han hendes ben, berørte hendes inderlår med sine bløde læber, fortsatte mod hendes skød, og tog så hendes lille klitoris mellem sine læber, lod tungen spille over den, og hørte hende stønne højlydt af velvære. Hans hænder kærtegnede blidt den spændte krop, der sitrede af lykke. Hendes små hænder havde fundet hans spændte fallos, og klemte den let. Hun kærtegnede ham så blidt, at han mærkede heden i kroppen, mærkede varmen ved deres kærtegn.
   Lille Due satte sig langsomt op, hun så på ham med øjne, der var sorte af længsel, af kærlighed. Langsomt nærmede hun sig hans skød, mens hun fastholdt hans smukke øjne.
   Hun legede let med hovedet på hans lem, og tog det kærligt ind i munden. Læberne klemte svagt om ham, og stille lod hun ham glide ned i halsen, til han var begravet i hendes ansigt. Han stønnede, kyssede hende igen på maven, og krummede sig, så han kunne nå hendes skød. Der fandt han igen den kilde, der randt med livets vand. Han slikkede villigt hendes safter i sig, legede med tungen på hendes klitoris, så hun gav små spjæt, med sine smukke lange ben. Deres hænder og munde var ikke eet sekund stille, de gav hinanden en så smuk følelse i deres kroppe, at alt omkring dem, ja selv tiden, den stod stille, i det favntag der var deres ubetingede overgivelse til de følelser, de havde for hinanden.
   Sådan lå de længe og var for hinanden, hvad deres ømme kærlighed bød dem. Langsomt, og med den største blidhed, vendte han hende, satte hende op, så deres ansigter og øjne mødtes. Han så ind i hendes øjne, og så der den smukkeste kærligheds ømmeste tanker. Han tog om hende, hviskede at han ville være hendes mand, som hun kunne være værdig at elske. Han knugede hende let ind til sit bryst, og satte hende blidt på sine strakte lår, med et ben på hver side af ham. Duften fra hendes nu åbne skød, slog ham kærligt i møde. Deres øjne mødtes, og hendes hænder tog kærligt om hans stærke nakke. Hendes øjne fortalte ham, at hun nu var rede til at blive hans, hun var klar til at modtage ham i sit længselsfulde hede skød.
   Blidt, og så kærligt han kunne, trak han hende mod sig, trængte ind i hendes varme skød. Han mødte modstand, så på hende, så hun i et sekund var bange. Samtidig med han trak hende til sig, stødte han blidt sit stive lem ind i hende. Hun gispede. En kort smerte i hendes smukke ansigt, fortalte ham, at hun ikke længere var jomfru. Han var helt stille, så på hende med kærlige og varme øjne, der fortalte hende, at han var hendes, og at han elskede hende. Hun hulkede let, tårerne kunne hun ikke holde tilbage længere, de randt ned ad hendes kinder.
   Langsomt bevægede hun sig, stødte mod ham og følte, han udfyldte hende helt. En svag smerte trådte i baggrunden for den fryd, hun følte, da han også fandt takten og elskede med hende. Hun mærkede de små kramper af velvære gennemryste sig, mærkede hendes skød trak sig stødvist sammen, og sendte bølger af velvære gennem hendes krop. Hun knugede sig til ham, og mærkede hans varme sæd pumpe ind i hendes skød. Hun kastede nakken tilbage, hylede af fryd som kun Ulv kunne gøre, når den havde nedlagt bytte.

Efter nogle sekunder, mærkede hun igen den fornemmelse, som bedstemor havde fortalt om. Hendes øjne søgte hans, sammen kom de i et skrig, der kastedes tilbage fra de hellige klipper.
   Sorte Jærv mærkede sit lem strammes, og mærkede han pumpede sin sæd i skødet på Lille Due. De små ryk ville ingen ende tage, igen og igen pumpede hans spændte lem de millioner af celler, der snart skulle blive til et nyt liv, ind i hendes varme skød. Konstant hørtes deres elskovs kalden på de Ånder, der havde velsignet dem med den smukkeste kærlighed, de ikke havde drømt om, kun havde forestillet sig, kunne eksistere. Længe varede deres orgasmer, der gennemrystede deres elskende og af sved glinsende, kroppe.
   Sorte Jærv tog om sin kvinde, holdt hende tæt ind til sig, og takkede i sit stille sind Ånderne for den kvindes kærlighed, han nu havde i sine arme, og som han havde forenet sig med. Så smuk en kærlighed, havde han ikke forestillet sig, kunne eksistere.
   Lille Due smilede til ham, sagde hun var glad, sagde hun ville være hans kærlighed værdig. Sammen lå de længe og lagde planer for fremtiden, deres fremtid som de begge vidste, ville vare i mange år fremover. Da søvnen endelig kom til dem, hvilede de trygt i hinandens arme, og intet skulle nogen sinde skille dem ad.
   Lille Due lå tilfreds og glad halvt ind over Sorte Jærvs krop, begge smilede de i søvne. Deres arme holdt dem så tæt, at sveden der randt af dem havde svært ved at finde vej ned over deres tilfredse og mætte kroppe.

Den gamle medicinkvinde så på sin mand Sorte Krage, der havde siddet stille og mediteret. Hun bad ham gøre en takkeceremoni for det barn, der i dette øjeblik var undfanget på den hellige eng. Sorte Krage standsede sin messende stemme, så på sin kvinde og smilede, han gjorde nu den ceremoni, som hans kvinde havde ønsket.

Da Sorte Jærv og Lille Due den næste dag kom tilbage til lejren, var der nærmest oprør, det var tydeligt, at deres fravær var årsag til den forvirring, der nu herskede blandt beboerne. I små grupper, talte kvinder og mænd med hinanden. Lille Due gav Sorte Jærvs hånd et fortroligt klem, så på ham med øjne, der fortalte om en stor og varm kærlighed, der ville følge ham i den forestående kamp, som de vidste, var uundgåelig. Hun skyndte sig til sin fars telt, vel vidende at der ville hun få ballade over hendes forsvinden.
   Hjorteløber spærrede vejen for Sorte Jærv, kastede den lange og hellige lanse for hans fødder, der betød at han udfordrede ham til døden. Sorte Jærv så på Hjorteløber, hvis blik var vredt, men også fast. Han tog den hellige lanse op, så på Hjorteløber igen og sagde, at han modtog udfordringen, ville kæmpe for den kvinde, han elskede.
   Den gamle Shaman, løftede sin stav med de mange farvede strimler af malede huder, og bestemte, at de skulle kæmpe, når solen stod højest på himlen. Høvdingen Gule Vinges vrede ansigt, var vendt mod Sorte Jærv. Hans øjne var hadske, Sorte Jærv og Lille Due havde med deres gerning vanæret stammen og deres familier. Han ville have hævn, ville se Sorte Jærv dø langsomt for Hjorteløbers stærkere kræfter, ville se ham lide, for til sidst at blive båret ud på sletten, for at blive fugls og ulvs føde. Han ville ikke være værdig at blive stedt til hvile på de gamles hellige begravelsesplads ved bjergenes fod.

Sorte Jærv sad for sig selv bag forældrenes telt, og gjorde sig klar til at kæmpe mod Hjorteløber. Han vidste, at kampen ville blive hård, men håbede på, at Ånderne ville være ham venligt stemt. Ville gøre ham til mand, i den kamp på liv og død, som han ikke kunne undslå sig nu, uden at skulle forlade stammen med skam, og være udstødt for evigt af fællesskabet.
   Han tænkte på Lille Due, så hendes trygge og stolte smil til ham, da han samlede lansen op, og vidste, at hvad der end skete, ville hun altid elske ham. Han måtte ikke svigte hendes kærlighed, ikke svigte det løfte de havde givet hinanden, med Åndernes velsignelse, på den hellige eng.
   Hans mor havde sat de skåle med farver frem til ham, som han skulle bruge til at male sit ansigt og sin krop, de farver, der i mange generationer havde været hans families farver. Han ville gøre alt, for ikke at give dem sorg over hans unge kærlighed til Lille Due. Tabte han kampen, vidste han, at hans familie ville blive vanæret, ydmyget, ville miste troværdighed og magt i stammen. Hans far var på sletten, for at holde et vågent øje med den hvide mand, i det blå tøj.
   Den gamle Medicinkvinde rev ham brat ud af hans tanker. Hun satte sig, så på ham med varme men mørke øjne. Sagde at hun ville give ham en drik, der ville gøre ham stærk. Nattens oplevelser, med den kvinde han elskede, havde gjort ham sårbar. Det ville hun hjælpe ham med at jage bort.
   Hun rakte ham et krus. Langsomt satte han det til sine læber, mens han fastholdt hendes blik. Drikken var bitter, ram og tyk. Han måtte opbyde al styrke, for ikke at kaste den op, efterhånden som han sank den, mundfuld for mundfuld. Den gamle Medicinkvindes øjne glødede, hendes mund smilede, da han rakte hende det tomme krus, og takkede for hendes omsorg. Hun rejste sig, så en sidste gang på ham, og forsvandt bag de andre telte.
   Længe sad han og mediterede, bad Ånderne være ham venligt stemt, bad dem vise ham, hvor han skulle sætte sin fod, for at være dem værdig. Han bad dem passe på den kvinde, de havde givet til ham sidste nat, og takkede dem for den kærlighed, de havde vist dem begge.
   Hans lille søster, Blide Vind, rev ham ud af hans tanker, sagde at pladsen var klar, og at man kun ventede på ham. Langsomt rejste han sig, tog det spyd han ville kæmpe med, og satte kniven i bæltet. Hans ben føltes stive, men som han gik mod pladsen, rankede han sig, rejste hovedet, og så fast frem for sig.
   På pladsen var mændene samlede. Alle så på ham. Kun den gamle Shaman, hans onkel, gik over til den side, der var udvalgt til at være hans. Gule Vinge så hadsk på ham, spurgte om han var klar til at møde sin skæbne. Sorte Jærv rankede sig endnu mere, så fast på Gule Vinge, og svarede, at han var klar.
   Gule Vinge løftede den hellige lanse, svingede den tre gange over hovedet, og plantede den mellem de to krigere, der skulle kæmpe til døden. Han gik langsomt rundt om dem begge, mens han mumlede fremmede ord. Tre gange gik han rundt, så tog han lansen, kastede den mod jorden mellem de to krigere, og trak sig tilbage mod Hjorteløbers halvdel af pladsen.
   Den gamle Shaman løftede bydende sine arme. Alle tav, så på ham. Hans øjne lynede, vredt sagde han, at Gule Vinge havde vanæret lansen ved at kaste den på jorden. At det var et dårligt tegn fra Ånderne, at høvdingen tog parti for Hjorteløber, ved at kaste lansen. Han befalede høvdingen at fjerne lansen og ære dens magt, befalede ham at bringe den udenfor pladsen.
   Gule Vinge så på den gamle Shaman, hvis øjne var sorte af vrede mod ham, han fjernede skyndsomt lansen. Kampen kunne begynde.

Begge krigere nærmede sig forsigtigt hinanden, deres øjne læste den andens bevægelser til mindste detalje. Hjorteløber havde valgt en økse og en kniv som sine våben. Sorte Jærv sit spyd, der var en gave fra hans far, da han var blevet indviet til mand for et år siden.
   I minutter så de ind i hinandens øjne, så angreb Hjorteløber pludseligt og voldsomt. Hans økse kløvede luften, tæt forbi det spyd Sorte Jærv holdt om med begge sine hænder. Sorte Jærv sænkede på en brøkdel af et sekund spyddet, netop så meget at øksen ikke ramte og knuste spidsen på hans våben. Så trådte han et langt skridt frem, strakte sine arme, og plantede spyddet i højre skulder på sin modstander. Hjorteløber udstødte et brøl af smerte, da spyddet trængte gennem hans skulder og ud på den anden side. Øksen havde han tabt, kniven også.
   Med et hårdt ryk trak Sorte Jærv spyddet tilbage, og han så på den faldende modstanders blødende og gennemborede krop, der langsomt sank sammen. Hjorteløber væltede om på ryggen, smerten i hans øjne, angsten, lyste fra dem. Sorte Jærv sigtede mod hans ansigt, klar til at gøre en ende på Hjorteløbers lidelser.
   Så så han rundt på mændene. Deres ansigter var som sten, men alle udtrykte forbavselse over den korte kamp, og over det udfald, der stod klart for enhver. I et sekund så han på Gule Vinge, så dennes rædsel over den uventede udgang på kampen. Hans blik søgte Shamanens, der stod med den hellige lanse løftet. Shamanen nikkede. Sorte Jærv hævede spyddet, mumlede en stille bøn som tak til Ånderne, og pressede det mod Hjorteløbers strube.

Et øresønderrivende brag, og et lufttryk så enormt, at tordenen ikke havde mage, sendte ham hen ad jorden. Fortumlet kom han på benene og så, at der på jorden lå mange kroppe og vred sig i smerte. Endnu et brag hørte ha, og så flere telte, med mennesker, hvirvle gennem luften.
   De hvide, i det blå tøj, havde brugt lynets kraft for at udslette dem. I de næste minutter, var lejren et virvar af løbende børn, kvinder og krigere, der forvirrede ledte efter deres egne.
   Den gamle Shaman tog i hans skulder, vendte ham om, så på ham. Blodet løb ned ad hans tøj, øjnene var sørgmodige, han sagde bydende, at han skulle tage børnene, de kvinder der var i live, og skynde sig til skovs. Bag de hellige klipper mod vest ville de være i sikkerhed. Her kunne han ikke gøre noget, det var kun de mænd, der var tilbage, der ville kæmpe mod den overmagt, de hvide, i det blå tøj, havde.
   Hans ansigt var mørkt, fyldt med smerte, da han sagde, han satte sin lid til, at Sorte Jærv ville føre de overlevende til bjergene og beskytte dem.
   I mange minutter var der næsten stille, kun de såredes klagen hørtes. Luften dirrede af spænding. Støv blandet med krudtrøg og sort røg fra de brændende telte, drev gennem den ødelagte lejr. Forvirrede krigere, bevæbnede med buer og pile, hastede i flere retninger. De kunne ikke se nogen fjende, kun mærke døden omkring dem.
   Flere børn og kvinder var allerede taget til skovs, Sorte Jærv havde sendt Lille Due og Medicinkvinden efter dem for at samle dem, og lede dem til de hellige klipper.
   Nu hørte han de hvides rifler, hørte hvordan hans brødres buer og pile, blev nedkæmpet af pistoler, rifler og sabler. Han så de blå ride mod og gennem lejren, hvor de kun efterlod sig døde.
   En sidste gang så han ud over den lejr, der havde været hans hjem, men så kun sodsværtede stænger stå tilbage, så de døde kroppes forvredne stillinger, hørte de såredes klagen og lovede sig selv, at en dag ville han komme tilbage, ville dræbe de hvide, blå mænd, der så modbydeligt havde nedslagtet hans brødre, kvinder og børn.
   Det var en sort dag for Sorte Jærv. En dag han altid ville huske, som dagen hvor han vandt sin elskede, men også dagen, hvor hans folk blev slagtet, næsten udslettet, for at gøre plads for den hvide mands hærgen.
   Han vendte sig mod skoven, et forfærdeligt og smertefuldt hyl, kommende fra hans strube, gjaldede ud over dødens lejr, fortalte alle, at hans sjæl ville kæmpe, ville nære den hævn, der for altid ville drive ham fremad mod den hvide mand, i det blå tøj, for kun at dræbe.

Hurtigt afsøgte Sorte Jærv de nærliggende teltrester for våben og tøj, han samlede, hvad han mente, han kunne bære, og skyndte sig til skovs uden at se sig tilbage. Det var let for ham at følge de flygtende kvinder og børns spor. Hastigt løb han, vel vidende, at i dette virvar af grene og væltede træer, ville den hvide mand ikke kunne komme frem.
   Hastigt jog han gennem skoven, og snart var han ved de bagerste af kolonnen af flygtende. Han nikkede til en dreng på tolv år, der fast trykkede en bue med en pil klar til skud, mod sit bryst. Øjnene var bange, men også beslutsomme. Sorte Jærv kendte drengen godt, det var Røde Ørns søn, en tapper krigers dreng, der her sluttede bagtrop, og som var fast besluttet på at byde fjender trods. Drengen så ned, da han passerede ham, men smilede dog, da han igen så efter Sorte Jærv, der hastede af sted for at nå de forreste.
   Endelig var han fremme. Den gamle medicinkvinde førte den lille skare af overlevende fremad mod de frelsende bjerge. Der kunne de gemme sig, der turde soldaterne ikke komme.
   Tre små heste, med al den oppakning de kunne bære, var der i den lille sluttede trop, fire kvinder og tolv børn af forskellig alder var alt, hvad der til nu var blevet reddet fra de blå hvide. Sorte Jærvs hjerte krympede sig, en sorg så stor og dyb rystede hans unge sjæl i dens rødder.
   Hvorfor lod Ånderne det ske?
   Hans øjne faldt på en stor dreng, der med et fast blik holdt to små drenge i sine hænder og trak af sted med dem. Da drengens øjne mødtes med Sorte Jærvs, var det styrke de udstrålede, en styrke, der fortalte Sorte Jærv, at en gang med tiden, ville denne dreng blive en stor Høvding.
   Han vidste bare ikke på nuværende tidspunkt, at den dreng senere ville være en af de høvdinge, der ville blive den hvide general Custers banemand. Han ville blive en legende blandt sit folk.
   Som i et syn så han, at drengen ville sidde på en høj, skue ud over landet, der altid havde været deres, men nu snart ikke var mere.
   Han så endeløse kolonner af kvinder og børn på vandring, så udmattede krigere vandre med den hvide mands lænker om deres arme, så de blå hvide genne dem til områder, hvor de ikke kunne leve frit længere.
   Han rystede synet ud af sit hoved, og hans blik mødte den kvinde, han elskede. Hun var alvorlig, men rolig og fattet, så på ham med værdighed, stolthed. Han var ikke i tvivl, han skulle føre de overlevende til en anden stamme, hvor de kunne være frie og blive optaget som ligemænd. Stammen boede længere mod nord, og hans kvinde, Lille Due, ville være ved hans side, støtte og opmuntre ham på deres vej dertil.
   Sorte Jærv smilede for sig selv, mærkede smilet og varmen, der blev sendt til ham fra hans kvinde og vidste, at de nok skulle klare sig. Ånderne ville være med dem på den lange vandring mod nord.