Det var en frostklar vinteraften. Byen lå søvnig hen. På den mørke himmel glimtede tusindvis af klare stjerner sammen med fuldmånen. I villakvarteret var de fleste vinduer i husene oplyste og de tændte gadelygter sendte lange skygger ud på gaden. Også i det lille hus på Solsortevænget skinnede lyset varmt ud. I haven lå sneen i driver og dækkede buske, træer og børnenes sandkasse.. Midt på græsplænen stod snemanden, som Ole og Lise havde bygget. Der stod han kuglerund og meget majestætisk. Som øjne havde han to smukke, brune kastanjer. Næsen var en gulerod og munden var formet af småsten. På hovedet bar han bedstefars gamle hat og i den havde Ole stukket en strudsefjer. Denne kæmpe fjer havde han fået sidste sommer, da han og Lise havde besøgt en strudsefarm sammen med deres mor og far. Snemanden stod så ensom derude på græsplænen, mens fuldmånen skinnede ned på den. En kat listede forbi, ellers var alt stille og tyst.

Indenfor i børneværelset var Eva ved at putte sine to børn i seng. De sov i køjeseng på deres fælles værelse i huset.
   "Godnat børn. Nu skal I lægge jer til at sove."
   "Jamen mor," sagde Ole på 6 år. "Du skal først fortælle os en historie. Det vil vi altså gerne have i aften."
   "Ja;" sagde Lise, den to år ældre søster. "Du plejer altid at fortælle os en godnathistorie, mor. Vi kan ikke sove uden."
   "Jamen, put jer så ned under dynen, så må vi se, hvad jeg kan finde på."
   Eva smilede til de to børn og puttede dynerne godt ned om dem.
   "Jo, nu skal I høre," sagde mor og satte sig i gyngestolen, som stod ved siden af køjesengen.

"Sidste nat kunne jeg ikke rigtigt falde i søvn. Jeg listede op, ligeså stille, for ikke at vække far eller jer. Jeg gik ud i køkkenet og tog et glas mælk fra køleskabet. Jeg tændte ingen lys, for månen skinnede så meget, at man næsten skulle tro, at det var dag. Månen skinnede ned på den hvide sne og ned på jeres snemand, som I byggede i går. Jeg stillede mig hen til vinduet, drak min mælk og kiggede ud på snemanden. Han så rigtig rar ud, som han stod derude i sneen. Jeg kiggede på ham og pludselig kiggede han også på mig. Han løftede sin ene hånd og vinkede til mig. Jeg blev hel forskrækket, for en snemand er jo ikke levende, men så smilede han - med sin mund lavet af de småsten, som I fandt. Han rystede også langsomt på hovedet, som om han ville sige, at jeg ikke skulle være bange. Han gjorde en bevægelse med armen, at jeg skulle komme ud, så jeg stillede glasset fra mig, lukkede havedøren op og listede ud til ham i min natkjole og sutsko. Jeg tænkte slet ikke over, at jeg ville komme til at fryse i så lidt tøj ude i sneen.

Snemanden tog min hånd og sagde, at jeg skulle følge med om i indkørslen. Der holdt den yndigste lille karet med fire heste spændt for. Han bød mig sin hånd og hjalp mig op i kareten.
   Snart sad jeg inde i kabinen på den fineste, røde fløjlssæde I kabinen lyste to små lampetter op og da jeg så mig selv i spejlet, som hang på kabinens væg overfor, gav jeg et lille skrig fra mig. Derinde i spejlet så jeg en smuk ung dame. Det var mig med opsat hår og iklædt en skinnede hvid silkekjole med pailletter strøet ud over det blanke knitrende stof. Om halsen bar jeg en perlerække og midt i hang en stor diamant. Snemanden havde også forandret sig. Det eneste jeg kunne kende ved ham, var hans kønne brune øjne. Han var nu en smuk ung mand, som bar en sort smoking. Lige så sort som kul og en skjorte mere hvid, end den nyfaldne sne. Til smokingen bar han en rød sløjfe og et rødt skærf og på hovedet havde han en hat, hvori der var stukket en kæmpefjer. Jeg var meget overrasket over, hvad der var ved at ske. Det var spændende, men jeg var jo også bekymret for jer to og for far. Men snemanden, som nu var den unge smukke mand, tog min hånd i sin, smilede til mig og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Jeg ville være hjemme ved huset igen, inden solopgang. Han råbte til kusken, om at køre og snart var vi på vej gennem byen i kareten. Hvorhen vidste jeg endnu ikke, men det fandt jeg hurtig ud af.
   Snemanden, som jo ikke var snemand mere, strøg min hånd, smilede til mig og sagde, at han hed Albert. Han vidste godt, at jeg hed Eva og da jeg så overrasket ud, fortalte han, at I to havde talt om mig, da I var ude i sneen og bygge snemanden. Han fortalte, at I havde været bekymret for mig, fordi jeg var gået i stå med at digte godnathistorier til jer. Det lo jeg lidt af, men blev også så varm af glæde over jer to krudtugler.

Jeg spurgte Albert om, hvor vi var på vej hen. Jo, vi ville køre op til kongens slot, hvor der netop i aften blev holdt bal, fordi kongens datter, den smukke unge prinsesse skulle forloves med prinsen af naboriget. Jeg skulle med som Alberts ledsager, for det betød meget at komme parvis, når der skulle danses lancier. Han bad mig om at opføre mig, som en rigtig dame og neje dybt for kongen. Kun spise små bidder af maden og kun lige nippe til vinen. Jeg lo lidt af ham og tænkte, at han bare skulle vide, at det havde jeg lært alt om, af min mor. Hun havde været stuepige hos et fint herskab, lang tid før hun mødte min far. Men det fik han ikke at vide. I stedet fortalte han mig, at jeg skulle være parat til at følge med ham, når han sagde til. Det var vigtigt at vi var herhjemme på Solsortevænget igen, inden solen stod op. Vi var nemlig fortryllet til at være Albert og hans smukke ledsagerske og fortryllelsen ville være væk, ligeså snart solen stod op. Det tog jeg mig i agt for, men snart glemte jeg det igen, for nu blev det hele så overvældende og spændende.
   Vi kørte op ad en lange bakke, op til kongens slot og snart holdt vi foran slottet. Der var lys i alle vinduerne og langs de tykke mure, var der stukket fakler med ild ned i jorden. Albert hjalp mig galant ud af kareten, tog mig under armen og førte mig op ad en lang trappe. Op til porten i kongens slot. Soldaterne i uniform, som holdt vagt ved porten, stod stive og ranke og stirrede lige ud i luften, da vi passerede dem. Vi kom ind i en kæmpe forhal, hvor kongens hofmarskal modtog os. Han talte et kort øjeblik med Albert. og førte os gennem hallen ind i et endnu større sal, hvor fine damer og herrer stod rundt omkring og talte dæmpet sammen. Kongens hofmarskal bankede tre gange i gulvet med sin stav og råbte højt:
   "Deres Majestæt Kongen, må jeg præsentere prinsesse Eva af Lilleputland og prins Albert af Storeputland."
   Forskrækket kiggede jeg på Albert og spurgte ham om, hvad det var for noget. Jeg var aldeles ikke prinsesse Eva af Lilleputland men Eva Hansen fra Solsortevænget.
   Med en finger for munden tyssede Albert på mig og førte mig hen til kongen og dronningen mens alle de fine damer og herrer nejede og bukkede. Dronningen gav mig et knus og et kys på hver kind. Kiggede længe på mig og med tårer trillende ned ad kinderne sagde hun:
   "Åh, mit dejlige barn. Nu er du endeligt hjemme igen. Hvor har vi savnet dig." Derefter gav hun mig endnu et knus.
   Kongen lo glad og gav mig også et kram.
   "Gud ske lov, at du er uskadt, lille due. Sikker en historie."
   "Jamen jeg er ikke jeres datter. Jeg er Ole og Lises mor og jeg vil gerne hjem til dem igen." sagde jeg og ville til at vende mig for at gå min vej, men Albert tog mig lidt hårdt i armen og hviskede:
   "Du bliver her. Du er prinsesse og i aften skal vi to forloves."
   Kongen klappede Albert på skulderen og takkede ham for, at han havde frelst deres lille pige og bragt hende med hjem til dem igen. Nu skulle der festes og senere på aftenen ville kongen belønne Albert.

Deres lille prinsesse Eva var blevet taget til fange af trolden, der boede i de store skove tre dages rejse bag kongeslottet. Hun var ikke mere end 12 år, da det skete og kongen og dronningen havde sørget i mange dage og år og ligeså mange nætter og år over at have mistet deres elskede datter. Mangen ungesvend var taget ud i de store skove for at redde prinsessen, men ingen af dem vendte nogensinde tilbage.
   Kongen og dronningen var ved at opgive håbet om at få prinsesse Eva hjem igen, da prins Albert en dag ankom til slottet. Han blev budt indenfor på slottet til en måltid mad og nattely. Mens prins Albert spiste, fortalte han, at han var prins og arvefølger af nabokongeriget Storputland. Han havde været i krig i fremmede lande i 7 lange år og netop hjemvendt til sin faders slot i Storeputland. Her hørte han om, hvilken tragedie der var overgået Lilleputlands regentpar og nu var han villig til atter at drage af sted. Denne gang ud for at redde prinsessen. Som belønning forlangte han, at få prinsessen til kone og desuden at være konge i både Storputland og Lilleputland. Kongen og dronningen indgik en aftale med prins Albert herom og næste morgen drog prins Albert af sted ud i de store skove, hvor trolden holdt til med prinsesse Eva i fangenskab.

Se nu var det sådan, at kongen netop have ansat en ny lakaj, som sjovt nok også hed Albert. En smuk ung mand med mørkt hår og store, kønne brune øjne. Han var vældig flink og kom hurtig og dygtig ind i sit arbejde. Det varede da heller ikke længe, inden den nye lakaj serverede måltiderne for kongen og dronningen. Lakajen Albert var ikke en hel almindelig ung mand, men derimod en trold, som havde forklædt sig som den unge lakaj. Han var bror til trolden ude i de store skove, og nu ville han gerne have fingrene i Lilleputland, men vidste at det måtte gøres med list. Det var grunden til, at han nu vandrede selvsikkert rundt på slottet, efter at have vundet kongens fortrolighed. Lakajen overhørte samtalen mellem kongen og prins Albert om prinsesse Eva. Han morede sig lidt over deres snak, for han vidste godt, at ingen var kommet levende fra, at befri prinsessen fra hans bror. Samtidig gav samtalen ham en god ide. Snart havde han lagt en plan og bad kongen om, at måtte få fri nogle dage, da hans gamle mor lå og var meget syg. Kongen gav ham lov til at holde fri, selvom han var svært at undvære, nu hvor der skulle holdes stor fest på slottet. Kongen og dronningen havde nemlig sammen med prins Albert bestemt, at prins Albert skulle være tilbage på slottet med prinsesse Eva inden tre dage ud og tre dage hjem og at de på trejde dagen hjem, om aftenen ville holde forlovelsesfest for det unge par.
   Lakaj Albert gik rundt i byens gader. Han var ved at være træt og sulten og så småt begyndt at fryse. Efter at have gået rundt det meste af dagen, uden at finde den unge kvinde, som ville være egnet i hans plan, var han noget misfornøjet. Han var efterhånden nået ud i byens villakvarter og var lige ved at opgive håbet om at finde hende, da han på en stille villavej kom til et lille hus, der lå lidt tilbagetrukket fra vejen. Han bemærkede på vejskiltet, at der stod "Solsortevænget".
   I indkørslen til villaen gik en mand og ryddede sne og i forhaven var to børn i færd med at bygge en snemand. Albert standsede op for at betragte børnene, mens de havde travlt med at rulle de store kugler til snemandens underkrop. Han kunne tydeligt høre, hvad de talte om.

"I aften skal mor altså fortælle os en godnathistorie," sagde Ole, mens han havde travlt med at klappe sne fast mellem de to store kugler, der skulle blive til snemandens krop.
   "Det kan du godt glemme alt om," sagde Lise. "Mor skal til engelsk på aftenskolen i aften."
   "Øv, det havde jeg glemt, men i morgen aften slipper hun ikke." sagde Ole og stampede trodsigt i sneen.
   "Jamen Ole. Det er, som om mor helt har glemt at fortælle de gode historier." sagde Lise.
   "Hun skal fortælle en historie. Basta," sagde Ole og stampede endnu mere..
   "Det synes jeg også," sagde Lise, "men jeg tror ikke, at hun har fantasi til flere historier."
   "Så kan hun bare fortælle dem forfra. Jeg vil have en historie", sagde Ole. Snart var han igen optaget af at bygge på snemanden.
   "Lise, synes du ikke, at vi skal bruge denne her store gulerod som næse til snemanden?"
   I indkørslen holdt børnenes far en pause fra at rydde sne. Han stod lænet op ad sneskraberens skaft, mens han fik ild på sin pibe. Så råbte han:
   "Eva. Kommer du lige ud med mine vanter? Jeg fryser sådan mine fingre."
   "Ja, min skat," svarede en ung kvinde, der i det samme kom ud ad indgangsdøren og gik hen til den piberygende mand og rakte ham vanterne..
   "Her er dine vanter, men så må du også få skrabet indkørslen færdig, så jeg kan få bilen ud i aften. Jeg skal til engelsk."
   Eva gav sin mand et kys på kinden, skuttede sig lidt i den kolde luft.
   "Uf. Det er også væmmeligt koldt. Det varer ikke længe, inden vi skal spise. Maden er ved at være færdig." sagde hun og skyndte sig ind i huset igen.
   Det gav et sæt i lakaj Albert, da han så Eva komme ud af huset, kysse sin mand og skynde sig ind igen. Her var jo netop kvinden, som han skulle bruge i sin plan. Han lo en lille latter, trak frakkekraven godt op om halsen og gik målbevidst ind mod byen igen. I aften ville han vende tilbage til huset. Trylle sig om til børnenes snemand og få lokket Eva ud til sig. Inden natten var omme, ville han være arvefølge til Lilleputland. Der var noget at glæde sig til og nu ville han skynde sig, at finde et hotel, hvor han kunne vente i varme og lys og få noget at spise og drikke, inden hans listige plan mod kongen kunne begynde. Lakaj Albert tænkte ved sig selv, mens han rask gik ind mod byens centrum:
   "Det her bliver pærelet."

"Fortæl mere mor. hvad skete der så," spurgte Ole og Lise i munden på hinanden.
   Nu sad begge børn op i deres senge og kiggede med store øjne spændt på deres mor, for ikke at gå glip af et eneste ord, som kom ud af hendes mund.
   Eva vuggede frem og tilbage i gyngestolen. Smilede til sine børn og fortsatte:

"Jo, ser I. Albert og jeg var jo havnet til kongen og dronningens store fest. Albert havde fortalt mig, at vi skulle forloves, inden natten var omme. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke. En gift kone og mor til to børn.
   Jeg prøvede at finde en måde at flygte fra ham på, men det var svært, for Albert holdt sig tæt op af mig hele aftenen. Vi dansede lancier. Vi tog små bidder af maden og vi nippede til vinen. Vi havde det sjovt, men hele tiden lurede tanken i hovedet på mig, om hvordan jeg skulle slippe uset ud af slottet, så jeg kunne komme hjem til jer igen. Jeg havde helt glemt at Albert havde sagt til mig, at jeg ville være hjemme, inden solopgang.
   Pludselig slog det store ur i tolv slag. Hofmarskalen bankede tre gange i gulvet med sin stav og råbte:
   "Hans Majestæt Kongen vil hermed gerne give følgende meddelelse."
   Kongen rejste sig. Kiggede på Albert og blinkede til Eva og sagde:
   "Dronningens og min elskede datter er vendt hjem igen, takket være den modige Prins Albert af Storputland. Derfor vil jeg gerne meddele, at Hendes kongelige Højhed Prinsesse Eva hermed er blevet forlovet med..."
   Mere fik kongen ikke sagt, for pludselig lød et drøn. Den store dør ud til forhallen røg op med et brag og ind væltede en snavset og forfrossen ungesvend med iturevne klæder. Med sig havde han en ung kvinde, som så ligeså laset ud. Hun var iført en pjaltet pels og havde langt uredt hår. Efter sig havde parret en flok soldater, som var parate til at gribe både manden og kvinden på kongens befaling og smide dem i slottets fangehul nede i kælderen. Soldaterne standsede dog op da kongen højlydt udbrød:
   "Stop. Jeg lader disse unge mennesker få en chance. De skal have lov at forklare sig, hvorfor de kommer brasende ind på kongens slot, når de kan se, der er fest."
   "Deres Majestæt. Det er mig - prins Albert og med mig har jeg Deres datter prinsesse Eva. Jeg vil gerne have lov at forklare mig."
   "Er det min datter," spurgte kongen og kikkede på den unge tilredte kvinde.
   "Hvem er da den anden?" spurgte han og pegede på Eva.
   "Sig frem, unge mand. Jeg håber, at din forklaring er god, for ellers nøjes du ikke med fangehullet. Nej, så er det den visse død."
   "Jeg er parat til at fortælle Dem min historie, men tillad os at sidde ned. Vi har haft en hård og streng tur tilbage her til slottet."
   "To stole," råbte kongen og straks stod lakajerne med to stole.
   Kongen og dronningen og de to fremmede satte sig ned. Dronningen havde svært ved at klare lugten, som det unge par udsendte, men hun holdt slet mine og lyttede snart opmærksomt til den unge mand, som begyndte at fortælle om sine bedrifter.

Som I ved, drog prins Albert af sted ud i de store skove for at befri prinsesse Eva. Han havde mod på at redde hende og gik glad og fornøjet hen ad vejen. Bedst som han gik, hørte han noget pusle i et tjørnekrat. Det var en lille fugl, som sad hjælpeløs fast med sin vinge i tjørnen. Selvom han havde travlt, gav han sig tid til at standse op og hjælpe den lille fugl fri.. Fuglen kunne tale og sagde til ham.
   "Du har reddet mit liv. Som tak vil jeg hjælpe dig, om du skulle få brug. Fløjt disse tre toner."
   Derpå fløjtede den lille fugl tre toner.
   "Og jeg vil straks komme flyvende og hjælpe dig," lovede den lille fugl.
   Prins Albert gik videre. Over bakker og ned i dale. Han var lige kommet over endnu en bakketop, da han atter måtte hjælpe et dyr fri. Det var den største vædder, han nogensinde i sit liv, havde set. Den havde enormt lange spidse horn, som den havde fået viklet ind i meterlange brombærstængler, der lå sammenfiltret i skovkanten. Jo, mere den kæmpede for at komme fri, des mere viklet ind i det, blev den. Han tog sin skarpe kniv frem, fik snittet stænglerne over og snart var vædderen fri.
   Vædderen sagde:
   "Tak min gode mand. Du har reddet mit liv. Det vil jeg aldrig glemme. Om end jeg kan, vil jeg gøre gengæld. Får du brug for min hjælp, så klap i hænderne tre gange og jeg vil være hos dig."
   Igen skyndte prinsen sig af sted. Han havde såmænd ikke gået langt, før han hørte et råb om hjælp fra et hul i jorden. Han kiggede ned i hullet og der sad en gammel kone. Hun var faldet i hullet og kunne ikke komme op igen. Prins Albert kastede hurtig sin line ned til hende og fik hende trukket op. Hun blev så glad for, at han havde reddet hende, at hun kastede sig om halsen på ham. Hun fortalte ham, at hun havde siddet i hullet i meget lang tid og var ved at tro, at hun aldrig ville komme op igen.
   "Du skal vide," sagde hun. "Jeg er meget taknemmeligt, for at du reddede mig. Får du brug for mig, så råb "Bedste Mia" tre gange og jeg vil straks stå ved din side."
   Prins Albert tog afsked med den gamle kone og skyndte sig videre ind i de store skove for at befri prinsesse Eva.
   Efter næsten tre dages vandring nåede han endeligt frem. Til en kæmpestor borg, der var mere eller mindre tilgroet over det hele med løvblade og omgivet af en voldgrav med dybt vand. Det ville blive en vanskelig sag at komme ind i borgen. På hængebroen, over voldgraven ind til borgen stod trolden, der havde bortført prinsessen. Han stod tilbagelænet med hænderne i lommerne og grinede, så det rungede..
   "Hør, min gode mand. Hvis du er kommet her, for at befri prinsessen, så kan du godt tro om igen. Det er umuligt, at trænge ind på borgen. For at komme ind, må du låse en lille port af løv op med en nøgle af det pureste guld."
   Trolden grinede endnu mere og slog sig på maven.
   "Men nøglen er oppe i tårnværelset hos prinsessen og den er så lille, at selvom det lykkedes dig, at få prinsessen til at smide den ned til dig, ville du ikke kunne finde den i løvet eller i vandet.
   Trolden stod afventende på broen. Begyndte at pille sig i næsen, kiggede interessant på fangsten og stoppede veltilfreds fingeren i sin mund. Med smaskende lyde fortsatte han:
   "Skulle du alligevel komme ind på borgen, vil du hurtig miste livet. Derinde står nemlig mine to vagter og forsvarer både mig og min borg. Du kommer ikke langt med linen og den lille kniv, du der har."
   Prins Albert svarede blot:
   "Vi får se. Vi får se."
   Trolden slog en kæmpe latterbrøl op, vendte sig og gik, med sine hænder dybt begravet i lommerne, ind på borgen. Inden han forsvandt ind gennem porten, vendte han sig og råbte:
   "For øvrigt, så kommer du slet ikke levende tilbage herfra. Vi skal nok få ram på dig."
   Snart efter hørtes en kæmpe snorkende lyd ud over hele den store skov. Trolden havde lagt sig til at sove.

Prins Albert satte sig på en træstub og funderede over, hvordan han bedst skulle gribe sagen an. Han havde ikke siddet ret længe, inden der var én, som råbte på hjælp. En lille spinkel pigestemme, et sted over ham. Han kiggede rundt og vendte ansigtet op mod borgens tårne. På en balkon fik han øje på en pige i laset pels og med langt uredt hår. Hun kaldte tryglende ned til ham, om at befri hende. Hun ville væk fra dette modbydelige sted. Han svarede tilbage, at hun måtte have lidt tålmodighed, så skulle han nok finde en udvej. Pludselig kom han i tanke om fuglen, som han havde reddet på vej ud til trolden. Han fløjtede en bestemt tone tre gang - og vupti, sad fuglen på hans skulder.
   "Lille fugl. Flyv op til prinsessen i tårnværelset efter den lille nøgle af pureste guld."
   Fuglen lettede og fløj op og ind ad vinduet. Kom straks tilbage med nøglen i sit næb, som den lod dumpe ned i hans hånd. Fløj derefter ud i verden igen.
   Prins Albert skyndte sig at finde den lille port af løv, selvom den var godt gemt i resten af løvet. Nøglen passede i låsen og snart stod han oppe på hængebroen og var i gang med at åbne den store, tunge port ind til borgen. Lige indenfor i hallen stod to frygtindgydende kæmper. Det var troldens vagter. De så både grimme og onde ud og begyndte at fnyse ud mellem tænderne. De knyttede deres hænder og gik faretruende hen mod ham. Prins Albert var ikke stolt af situationen, men heldigvis kom han i tanke om vædderen. Kæmperne kastede sig med et spring over ham, men han nåede just at klappe i hænderne tre gange, inden alt blev sort for ham. Da han vågnede var han godt forslået og hans klæder iturevne De to kæmper lå over hinanden - hulter til bulter. De var begge slem tilredte og var mere døde end levende. Ved siden af prins Albert stod vædderen og hev efter vejret. Den havde alene kæmpet en brav kamp med kæmperne. Denne gang var det den, som havde reddet prins Alberts liv. Der gik kun et øjeblik, så var den forsvundet igen.
   Prins Albert styrtede op ad vindeltrappen. Ind ad døren til tårnværelset og der stod hun - den lille prinsesse Eva i sin lasede pels og med langt, uredt hår. Hun kastede sig grædende i hans arme og takkede ham mange gange, fordi han var kommet for at befri hende. Efter en stund, listede de sammen ned ad vindeltrappen igen og ind i den store hal, hvor trolden lå henslængt på gulvet og snorkede lige op i luften
   "Hvad gør vi nu?. Vi har stadig trolden, som vi skal have bekæmpet, men hvordan gør vi? Heldigvis sover han endnu.", sagde prinsen sagte. Lagde armene over kors og spekulerede, så det knagede.
   "Jeg har det," hviskede han.
   "Konen, selvfølgelig. Jeg kalder på den gamle kone. Måske har hun et godt råd.."
   Med sine lungers fulde kraft råbte han "BEDSTE MIA - BEDSTE MIA - BEDSTE MIA" tre gange i træk. Trolden kunne ikke undgå at høre prins Alberts råben og vågnede op ved det. Gav et brøl fra sig og satte sig arrigt op. I samme stund stod den gamle kone ved prinsens side. Hun sagde:
   "Nå, det er trolden der, som volder dig problemer. Han og hans bror er nogle værre banditter. De snyder alle, så vandet driver af dem og holder små prinsesser i fangenskab. Nu har jeg min chance for at hævne mig på ham, for alle de menneskers skyld, som han har snydt.. Ser du min søn. Min magi er mægtigere end troldens, men jeg har ikke haft mulighed for at møde ham før nu. Jeg vil med glæde trylle både ham og hans bror om til frøer. De skal være frøer, så længe jeg lever. Den dag jeg dør, vil fortryllelsen igen blive ophævet."
   Derpå pegede hun på trolden med sin tryllestav og sagde en trylleformular:
   ABRA KADABRA - NU ER DU EN FRØ.
   Trolden, der for alvor var ved at blive rigtig rasende, forsøgte at komme på benene. Han var næsten oppe at stå, da et lysskær pludselig oplyste hele rummet. Der lød en buldren og bragen og trolden var væk. Over gulvet hoppede en frø hen mod porten, der stod åben. Ud på hængebroen og plask... ned i voldgraven.
   Prins Albert og prinsesse Eva tog kærligt afsked med den gamle kone og begav sig mod Lilleputland. Snart var de på tilbagevejen, som var både lang og møjsommelig. Over bakker og ned i dale vandrede de i regn og blæst , der piskede dem ind i ansigtet. På trejde dags aften var de endeligt fremme ved kongens slot. Nu ventede de unge mennesker bare på at blive forlovet, thi de var kommet til at holde meget af hinanden på den lange vej hjem.
   Prins Albert sluttede sin beretning og kiggede spændt på kongen og dronningen.

Dronningen blinkede til den unge prins og sagde:
   "Det lyder meget troværdig, hvad du fortalt os, men før vi er helt sikre, vil jeg sætte jer på en prøve. Vores datter prinsesse Eva har et modermærke på højre skulder, formet som et hjerte. Har denne unge kvinde også et modermærke der, vil vi tro jer, ellers er det fangehullet."
   Den unge kvinde rejste sig op, krængede pelsen ned over skulderen og fremviste det nydeligste hjerteformet modermærke. Der var ingen tvivl. Kongen og dronningen havde fået deres datter tilbage. Og til lige med en svigersøn.

Lakaj Albert og jeg stod lidt bag kongeparret og det unge par, så vi havde hørt hvert et ord. Lakaj Albert var blevet meget blegt i ansigtet og stod som forstenet. Pludselig fik han travlt , greb mig i armen og for af sted. Over det store dansegulv, ud i hallen, gennem porten og forbi soldaterne. Vi skyndte os ned ad den lange trappe. Jeg kunne næsten ikke følge med. Kareten, som vi var ankommet i og de fire heste var borte, så vi måtte fortsætte med at løbe. Vi løb ned ad den lange bakke. På vej ned ad bakken passerede vi en gammel kone, som stod i vejsiden. Da vi var ud for hende, pegede hun på Albert med en stav. Der kom et vældigt lysskær og der lød en buldren og en bragen. I det samme slap lakaj Albert sit greb om min arm, så jeg mistede balancen og faldt om. Lakaj Albert var pludselig borte, som var han sunket i jorden. Der, hvor han før havde været, så jeg nu en frø hoppe hen ad vejen.
   Kold og fortvivlet lå jeg der i sneen. Jeg havde ikke længere den fine kjole på, men lå nu i min natkjole. Sutskoene havde jeg tabt. Jeg var så ked af det og lå bare helt stille med lukkede øjne og græd. Det eneste, som jeg ønskede, var at komme hjem til far og jer.
   Jeg vågnede ved, at én eller anden blidt ruskede i mig. Jeg åbnede øjnene og opdagede, at jeg lå i min egen seng. Jeg kiggede op og så ind i jeres fars øjne:
   "Eva, hvorfor ligger du og græder?"
   Jeg vågnede rigtigt op.
   "Jeg må have drømt."
   Med et forstod jeg, at alt, hvad jeg havde oplevet med snemanden og lakaj Albert var noget, som jeg havde drømt. Ja, det hele var kun en drøm.

Lise og Ole havde spændt hørt på godnathistorien fra begyndelse til ende. De var begge enige i, at det var godt, at det hele kun havde været en drøm og at de stadig havde deres søde mor hos sig.
   Eva stoppede dynerne godt ned om sine børn, kyssede dem på kinden og ønskede dem godnat. Hun gik stille ud ad værelset. På vej ind i stuen, stoppede hun op. Kiggede ud ad vinduet til snemanden og smilede til den. Det var, som om den blinkede tilbage til hende.
   Men snemænd er jo ikke levende.