Hun var næsten lige stået op af sin middagssøvn og gennemførte nu sin ritual. Hun redte sengen omhyggeligt, mens en lille sug føltes i hendes underliv. Hun satte sit hår i en knold og holdt det fast med det sølvspænde, som han havde givet hende, da de fik drengen. Så ud i køkkenet og sætte kedlen med vand på gasblusset og ind i stuen og dække kaffekopper op til to på det lille bord ved vinduet. Hun kikkede på klokken. Det var på tide at tage af sted. Hun tog den blå frakke på, som var ved at være falmet og slidt. Kiggede sig i spejlet. Gik ud på trappen, låste entredøren og tog i dørhåndtaget en ekstra gang. Derefter gik hun ned ad gaden.
Det med at låse døren var først kommet til senere. Hun var begyndt at låse sin dør, efter den dag, hvor hun overraskede en indbrudstyv i færd med at gennemrode hendes stue. Et øjeblik havde hun troet, at det var ham, men måtte skuffende konstatere, at det var det ikke. Heldigvis havde tyven ikke taget noget fra hende, men det irriterede hende at nogen havde rodet i hendes sager og at hun havde alt bøvlet med at få ryddet op igen.
Folk rystede på hovedet, når de så hende komme gående gennem den lille stationsby på vej mod sit mål. Hendes gang var ikke så sikker mere. Hun gik foroverbøjet og var blevet glad for sin stok. Den stok, som hun havde hadet at tage i brug. Nu kunne hun slet ikke undvære den. Nogle af byens beboere hilste pænt på hende, når de mødte hende. Hun snakkede aldrig med nogen, men nikkede genkendeligt til dem igen. Hun fik lov at passe sig selv og det passede hende udmærket. Dog morede børnene sig med at drille hende. Løbe efter hende og råbe ukvemsord efter hende. Hun tog sig ikke af dem, men fortsatte ukrænket sin gang.
Hun var født og opvokset i Roskilde. Som hel ung havde hun mødt Peter og straks faldet for hans charme. Det varede ikke længe, inden de dannede par. Giftede sig og flyttede sammen i det lille hus, som hun havde købt for arven efter sine forældre. Det var et lille bryllup på rådhuset, hvor de blev viet af sognerådsformanden, mens rådhusbetjenten og rengøringskonen optrådte som vidner. Der havde ikke været andre med til brylluppet. De gik hjem til deres fremtidige bo og spiste en god middag, som hun havde forberedt om formiddagen, inden de tog hen på rådhuset.
Peter var en glad og sorgløs mand. Han havde en lattermild og drenget natur. Desværre var han ikke særlig ansvarlig og troværdig, men det var noget, som hun først opdagede efter, at de var blevet gift. Hun syntes også, at det var et problem, at han var så glad for de grønne flasker. Utallige gange gik han til kro, i stedet for at komme hjem til hende. Hun havde grædt sig i søvn mange aftener, inden han kom ragende hjem. Lallende og syngende. Han blev ikke voldelig og aldrig havde han lagt hånd på hende. Det skulle han have.
Når han var blevet ædru igen, var han så glad og kærlig overfor hende og vidste ikke alt det gode, han ville gøre for hende. Vartede hende op, kaldte hende "min madame" og købte små gaver eller blomster til hende. Så var det, som hun glemte alt om hans dårlige sider og hans besøg på kroen. Så kunne de leve lykkeligt i deres lille hus, indtil han igen fik trang til at se flasken dybt i bunden.
Peter arbejdede som murerarbejdsmand i et lille murerfirma og hun havde forskellige rengøringsarbejde hos private rundt i byen. De levede knapt, men havde da til dagen og vejen. De var også ret nøjsomme, når man lige så bort fra Peters udgifter på kroen. Især for hende var det en æressag at sætte tæring efter næring. Peter var mere afslappet, hvad angik penge.
Hun og Peter havde nok i sig selv. De havde ikke rigtigt fået skabt en vennekreds. Hun talte faktisk kun lige med nabokonen udenfor huset, ellers holdt hun sig for sig selv. Peter havde sine arbejdskollegaer og så var der drukkammeraterne på kroen. Dem regnede hun dog ikke for noget godt.
Familie var der ikke meget af. Som sagt var begge hendes forældre døde, da hun endnu var hel ung og hendes eneste bror var emigreret til Amerika. Hun hørte ikke længere fra ham. Han havde drømt om det helt store eventyr derovre, men helt så godt var det ikke gået. I det sidste brev, som hun havde modtaget fra ham for godt 30 år siden, havde han skrevet, at han og en kammerat ville forsøge at købe en lille farm i Nebraska, hvor de ville slå sig ned. Siden havde hun intet hørt fra ham.
Peter kom fra Esbjerg-kanten. Han havde nogle søskende derovre i Vestjylland, men heller ikke dem havde de nogen særlig kontakt til. De havde været i Jylland til en familiefest og en gang mens hun og Peter stadig var nygifte, kom en´ af Peters søstre på besøg et par dage. Nej, hun og Peter passede sig selv og det havde hun det bedst med.
Stor var lykken den dag, de opdagede, at hun endeligt var blevet gravid. De havde næsten opgivet håbet om at få et barn. De var efterhånden blevet 39 og 40 år, da de skulle have barn. Peter blev så glad, svang hende rundt i luften og satte hende derefter forsigtigt ned i husets eneste lænestol. Han forbød hende at lave noget som helst anstrengende og han ville have, at hun sagde fra de steder, hvor hun gjorde rent. Han ville ikke risikere, at der skete hende eller barnet noget. Hun var af en anden mening. Ikke tale om, at hun ville sidde til pynt der i stuen i snart ni måneder. Efter nogen diskussion bøjede Peter sig og freden sænkede sig atter over det lille hjem.
En varm sommerdag i august måned blev Aksel født. Fødslen havde været lang og streng. Hun havde ligget med veer i to døgn, inden barnet besluttede at se dagens lys. En dejlig lille dreng, som havde sin fars næse og blå øjne. Lille Aksel blev en kernesund dreng, som stortrivedes og snart havde lært, hvem mor og far var og hvor han skulle få noget at spise. Det blev en god tid for dem efter Aksel´s fødsel. Ikke en gang var Peter på kroen, men kom pænt hjem fra arbejde hver dag for at være sammen med sin kone og lille søn.
Det blev vinter. Sneen lagde sig som en tung dyne og frostgraderne bed sig fast. Hundekoldt var det blevet i det lille hus. Peter fyrede i kakkelovnen, så den stod gloende, dog uden at det hjalp noget særligt. De kunne ikke holde på varmen. Den lille Aksel blev syg og trivedes ikke. Han småklynkede hele tiden. Havde ikke længere kræfter til at skrige. Var efterhånden en pjevs, der havde svært ved at holde maden i sig. En dag han var endnu mere bleg og slap, end han plejede, havde Peter skyndt sig efter lægen, men da var det for sent. De fandt hende siddende med den lille livløse krop i armene. Døden var indtruffet, inden de nåede tilbage. De havde mistet deres lille Aksel. Varsomt tog Peter den lille bylt fra hende. Sørgede for kiste og begravelse og ensomt tog de afsked med deres lille dreng.
Sorgen mejslede sig fast i hende. Dagene gik og hun foretog sig stort set ikke andet end at ligge på sengen og stirre ud i luften. Hun opdagede ikke at årstiderne skiftede og bemærkede ej heller, at Peter, der ellers sørgede for hendes forplejning, begyndte at blive væk om aftenen. For hende var alt så ligegyldigt og hendes eneste ønske var at følge sin lille søn i døden.
Peter forsøgte at opmuntre hende men kunne slet ikke trænge ind til hende. Når han sagde noget til hende, fik han kun enstavelsesord som svar. En dag sagde han til hende, at nu måtte hun til at tage sig sammen. Det her kunne ikke længere gå. Han foreslog, at de skulle pakke deres sager sammen. Rejse et andet sted hen og begynde på en frisk. Han ville tage til Roskilde og se på en fremtidig bolig til dem. Han ville være tilbage med 14 toget næste dag. Han kyssede hende farvel på kinden, kiggede sig rundt i stuen og gik.
Hun lå tilbage og tænkte på, hvor lykkelige de havde været, da de endeligt havde fået deres lille dreng. En hård fødsel havde det været. To døgn havde hun været om at føde Aksel, men da han kom til verden var han en stor og sund dreng. Nu var hendes lille dreng død og borte. Hvad havde hun gjort, siden hun skulle straffes så hårdt. Det var uretfærdigt og total meningsløs. Åh, hun ville bare dø. Hun tænkte på Peter. Mindedes hvor bekymret han var blevet for hende, efter at de havde puttet Aksel i graven. Jo, for Peters skyld ville hun prøve at give både ham og sig selv en chance. Starte på en frisk et andet sted. Her kunne hun ikke blive med alle minderne om Aksel. Hun brød sammen i et hulkende anfald. Længe lå hun og græd, inden hun til sidst faldt hikstende i søvn. Næste morgen vågnede hun efter en lang og dyb søvn. Længe lå hun stille og tænkte på Peter og på deres barn, som de ikke fik lov at beholde. Hun strammede sig op og besluttede, at nu ville hun fortrænge alt, hvad der havde med Aksel at gøre. Hun ville leve livet igen for Peters skyld.
Hun tog sig sammen. Svang benene ud af sengen. Svimlede lidt og vaklede, inden hun fik fodfæste. Hun bestemte sig for at gøre det lille hus rent og lave en dejlig middag til Peter. Vaske hans tøj og ordne sengen, så den kunne stå frisk og indbydende til om aftenen, når de igen var to. Peter havde sagt, at han ville være hjemme med 14 toget, så hun kunne nemt nå at blive færdig med sine planer, inden hun ville hente ham på stationen. Hun kiggede rundt i den lille stue og var ganske tilfreds med resultatet. Det gav en lille sug i maven ved tanken om, at snart ville hun igen ligge i Peters stærke arme. Det var efterhånden også længe siden, at de havde vist nogen som helst følelser eller kærtegn for hinanden. Først var der så meget med drengen og hans sygdom og siden havde hun ikke haft overskud på grund af sin sorg. Men nu – nu når Peter igen var sammen med hende, så skulle de kysse og kramme og give hinanden kærlighed.. Hun redte sit hår og satte det i en hestehale, holdt sammen med sølvspændet, som hun havde fået af Peter, da hun havde skænket ham en søn. Kaffebordet var dækket og i køkkenet stod kaffen klar til at blive brygget. Hun kiggede sig en ekstra gang i spejlet, glattede sin kjole, snurrede rundt om sig selv og smuttede ud af døren. Hun var på vej ned til stationen for at tage mod sin elskede, som kom med toget fra Roskilde klokken 14.
På stationen stod en del mennesker. Nogle af dem smilede til hende, men hun snakkede ikke med nogen. Hun havde kun øje for toget, som snart måtte komme brusende på skinnerne ind til perronen. Der var det. Langsomt spyttede det sine passagerer ud. Hun stod på tæer for bedre at kunne få øje på ham, når han trådte ud. Hun hoppede af glæde over at skulle være sammen med ham igen. Snart var alle ude af toget, men ingen Peter. Hun gik hen ad perronen og kiggede til alle sider uden at få øje på ham. Hun begyndte at småløbe og puffede til folk, som stod i vejen. Henvendte sig i billetlugen for at høre, om de vidste noget, men selvfølgelig gjorde de ikke det. Hun besluttede at vente på stationen til det næste tog, som ville komme klokken 16. Der var heller ingen Peter med det tog. Skuffet gik hun hjemad igen. Hjem til det lille hus, som tog sig så rent og indbydende imod hende.
Hvad kunne der dog være sket med Peter. Hun tænkte de værste tanker om død og ulykker, men så skændte hun på sig selv. Der var selvfølgelig kommet noget i vejen med udlejeren i den bygning, hvor Peter havde fundet deres nye lejlighed. Ja, sådan var det. Anderledes kunne det ikke være. Hun nægtede at tro, at han var gået på værtshus. Nej, han var blevet forsinket og ville helt sikkert komme med toget i morgen klokken 14.
Glad og energisk gik hun i køkkenet og lavede en duftende kop kaffe til sig selv. Ved nærmere eftertanke havde hun ikke drukket kaffe, siden den dag de havde holdt begravelse. Nej, det ville hun ikke tænke på. Bare nyde sin kaffe og glæde sig til, at Peter kom hjem til hende i morgen.
Dagene gik. Hver dag gik hun ned på stationen lidt i 14. Ned og tage imod Peter, som ville komme med toget fra Roskilde. Og hver dag blev hun skuffet og gik trist hjem til sin lille bolig igen. Men når hun var kommet ind i sin stue og havde fået brygget sin kaffe, kom hun på andre tanker. Der var helt sikkert kommet noget i vejen. I morgen ville han ganske afgjort være med toget.
Sådan blev hendes liv de næste 45 år. Tiderne skiftede. Udviklingen tog til. Der kom InterCity tog på skinnerne, men hun var uanfægtet. Ikke en eneste dag svigtede hun at gå til stationen efter Peter. Derimod svigtede toget nogle gange hende. Især i de kolde isvintre. Skuffelse, forståelse og håb var de tre begreber, som holdt hende oppe. Hver dag havde hun noget, som hun skulle. Hun skulle holde sit hus pænt til Peters hjemkomst og hun skulle på stationen og hente ham. Et ensomt liv havde hun, men hun var selv ganske tilfreds og i morgen... Ja, i morgen kom Peter jo.
Folkene i den lille by holdt øje med hende og nogle hilste venligt på hende, når hun kom gående. Enten på vej til stationen eller på vej hjem.
En dag begyndte nogle dog at undre sig over, at hun ikke længere kom gående. Snart snakkede de om, hvad der kunne være sket, siden de ikke så hende mere. Kunne det passe, at Peter endeligt var kommet hjem eller hvad var årsagen til, at hun var forsvundet fra gadebilledet. Efter et par dage blev man enige om at tilkalde politiet, som skaffede sig adgang til hendes hus. Der fandt de hende liggende død i sin seng med et smil på sin mund. En epoke var slut og ingen gik mere til 14 toget fra Roskilde. tage imod Peter.
En epoke var slut. Ingen gik mere til 14-toget fra Roskilde for at hente Peter.