Jeg er både skuffet og ked.
Jeg føler mig helt til grin.
Jeg kommer faktisk i tvivl.
Synes ikke mine evner rækker.

Passer læren fra min barndom.
Kan jeg ligeså godt lade være.
Må jeg ikke tro på mig selv.
Er jeg slet ingenting værd.

Jeg er, som andre mennesker flest.
Jeg har mine meninger og mod.
For mig er det en stor værdi.
At begå mig her på denne jord.

Larmende tavshed kan være hårdt.
Jeg kender jo slet ikke grunden.
Den må ikke slå mig ud af kurs.
Jeg får alligevel ikke brug for den.

Jeg bliver så flov og forlegen.
Kan mærke barnet i mit bryst.
Uroen stiger til uanede kræfter.
Angstens sved dækker min krop.

Tvivlen sidder lige midt i hjertet.
Jeg er både såret, skuffet og ked.
Jeg prøver at lytte til fornuften.
Men overdøves af min selvkritik.

Jeg ønsker at forstå mine egne ord.
Jeg vil så gerne tro på mig selv.
Men det er så forbandet svært.
Når jeg er både skuffet og ked.