Bodil stirrede ud i luften, mens hun holdt pause fra sit papirklipning. Karton og papir flød på køkkenbordet og fra radioen lød Jodle Birges 'Tre hvide duer'. Hun var ved at lave bordpynt til festen, som hun og Simon ville holde i anledning af deres kobberbryllup.
   Det var ikke, fordi hun havde særligt meget lyst til at holde fest, sådan som deres forhold kørte for tiden. For ikke så længe siden, havde de sammen glædet sig til festen og det at skulle fejre hinanden og de havde sendt invitationer ud, lejet festlokaler, bestilt mad og musik og i det hele taget brugt en del tid på forberedelserne.

Simon var blevet så fjern og hun følte, at hun efterhånden blot var et stort irritationsmoment for ham. Når hun spurgte ham om noget, svarede han kun med enstavelsesord og ellers forholdt han sig tavs med et fraværende udtryk i ansigtet og hans kønne blå øjne virkede så triste og tomme...
   I aftes forsøgte hun at tale med ham om deres forhold, men endnu en gang var han kort for hovedet og sagde, at der ingen problemer var.
   Hun kunne vel forstå, at han var træt og bare ville være i fred.
   Da hun udtrykte sine bekymringer og direkte spurgte ham, om han skjulte noget for hende, blev han rød i ansigtet af vrede, smed avisen fra sig og sprang op fra lænestolen. Ophidset for han hen til døren og idet han var på vej ud i gangen, råbte han, at fordi hun havde lig i lasten fra sin fortid, behøvede han vel ikke også at have det.
   Han huggede vredt døren i efter sig og kort tid efter lød der en smækken fra entredøren.
   Hun sad lamslået tilbage. Sådan havde han aldrig før været overfor hende. Et eller andet måtte være rivende galt. Hun blev siddende for at vente på ham, men efter et par timer da han stadig ikke var dukket op, besluttede hun at gå til ro. Hun lå i sengen og forsøgte at læse lidt i en bog, men kunne slet ikke koncentrere sig om, hvad hun læste.
   Tankerne kværnede rundt i hovedet på hende, mens hun grublede over, om det kunne være hendes skyld, at han var blevet både indelukket og samtidig opfarende og ilter.
   Han havde vist arrogance, da han havde beskyldt hende for at have lig i lasten fra fortiden. Hvis han mente hendes eksmand, var det jo rigtig nok, for han var dyb alkoholiker, der ikke havde vist noget ansvar, hverken overfor sig selv eller overfor hende og børnene.
   Kunne det være hendes alder? Hun nærmede sig de 60 år. Det havde ellers aldrig været noget problem, at hun var fjorten år ældre end ham og de gange hun havde nævnt aldersforskellen for ham, havde han kærligt føjet hende af og sagt, at han elskede hende præcis, sådan som hun var. Kunne det være noget på hans arbejde, som gav ham problemer?
   Hun lagde bogen fra sig, slukkede lyset og hviskede godnat ud i mørket. Hun faldt i søvn med håbet om, at han ville falde ned og igen blive den gode, gamle Simon, så de kunne få talt ud om, hvad der nagede ham.
   Hun var pædagog i en børnehave og havde mødt ham der for femten år siden, da han en overgang skulle hente sin niece i børnehaven. Hun var faldet pladask for ham, da hun første gang så ham komme slentrende gennem lågen ind på legepladsen, hvor hun sad med børnene, som endnu ikke var blevet hentet. Han havde givet hende hånden, kigget hende dybt i øjnene og havde sagt: "Dav, jeg hedder Simon." Der var ikke gået mange dage, før han havde inviteret hende ud at spise og bagefter var de endt hjemme hos hende. Næste dag var Simon flyttet ind, et par år senere var de blevet gift og i næste uge kunne de altså fejre deres kobberbryllup.
   Det blev ikke til meget søvn for hende i løbet af natten, men hun måtte have sovet, for hun hørte hverken Simon komme hjem eller tage af sted igen. Havde han overhoved været hjemme? Hans seng stod redt, men på køkkenbordet fandt hun en seddel, hvorpå han med en hurtig, sjusket skrift havde skrevet, at han var taget på arbejde.
   Han var souschef i Sparekassen i deres hjemby, mens hun stadig var pædagog i børnehaven.
   I denne uge havde hun fået nogle feriedage i forbindelse med festen.

Hun sad ved køkkenbordet i sine egne tanker og stirrede ud i luften, mens hun snoede et stykke papirbånd om sin finger. Hun blev helt forskrækket, da Simon pludselig stod i døren.
   Han var ligbleg i ansigtet, så ganske fortvivlet ud og vaklede som en gammel mand ind i køkkenet. Han satte sig tungt på stolen overfor hende, kiggede ned i bordet og sagde med en sagte stemme:
   "Jeg er blevet fyret med øjeblikkelig varsel. De vil ikke se mig i Sparekassen mere."
   "Jamen, Simon. Hvad er der sket? Er det derfor, at du har været så fjern den sidste tid?"
   "Jeg har taget af kassen derhenne Jeg har lånt cirka en million kroner af kundernes penge til mit spilleforbrug og nu er det blevet opdaget," sagde Simon, mens han kiggede ned i bordet.
   Han tav, men fortsatte så:
   "I eftermiddag kommer der en psykolog fra Sparekassernes fagforening og snakker med mig. Jeg skal sikkert på et afvænningshjem for ludomani allerede i dag."
   Bodil vidste ikke, hvad hun skulle sige. Sikkert chok han gav hende. Hun sad med en masse blandede følelser, der rasede rundt i kroppen på hende. Hun var lammet af vrede, foragt og svigt og kunne pludselig ikke kende den mand, som hun havde været forelsket i, siden den varme sommerdag i børnehaven.
   Sådan som han sad der overfor hende, virkede han både svag og ynkelig at se på.
   Hun rejste sig op, samlede hurtigt sit papir og karton i en bunke, lagde det på hylden og sagde hårdt:
   "Jeg går en tur. Jeg har brug for at være alene."
   Mens hun tog jakke og støvler på, fortsatte hun:
   "Jeg er ikke sikker på, at jeg når hjem til at være her, når din psykolog kommer."
   Derefter gik hun ud i bryggerset, fandt sin frakke og støvler frem, tog det på og gik søvngængeagtigt ud ad døren.

Hun gik på må og få rundt på villavejene uden egentligt at registrere, hvor hun var. Da hun havde gået rundt i lang tid, standsede hun op og opdagede, at hun var i nærheden af børnehaven, hvor hun arbejdede.
   Hun besluttede sig for at gå ind til kollegaerne og fortælle, hvad der var sket, så de ikke skulle høre om Simons problemer af andre end hende. Hun var klar over, at der hurtig ville dukke rygter op i den forholdsvis lille by, om at Simon havde taget af kassen på grund af ludomani.
   Hun trak vejret dybt, krummede hænderne i lommerne og gik langsomt hen mod børnehaven. Hun lukkede lågen op til legepladsen og smilede kort til de to drenge, der kom hende jublende i møde. Hun hilste på dem og sagde til dem, at hun lige skulle ind og tale med Birte og Jonna.
   Birte og Jonna var hendes leder og hendes tillidsrepræsentant og de var også de to kollegaer, som hun havde det tætteste forhold til på arbejdspladsen. De sad på kontoret og var optaget af at lave arbejdsplan, da hun trådte ind til dem.
   "Hej Bodil," sagde Birte og skubbede brillerne op i sine grå hårlokker, som kun sjældent havde kontakt med en kam.
   "Kan du ikke undvære os, når du holder ferie."
   Bodil kunne mærke, at tårerne pressede på og hun kunne ikke lade være med at græde, da hun fik fremstammet:
   "Det er Simon. Han har taget af kassen henne i Sparekassen. Han har hugget næsten en million fra kundernes konti. Han er ludoman. Han har netop fortalt mig det. Jeg blev så skuffet, at jeg måtte ud og bare være mig selv, men så savnede jeg jer".
   Bodil dumpede ned på en stol ved bordet og tørrede tårerne væk med sin hånd.
   "Jamen, Bodil, dog. Det var da forfærdeligt. Det er klart at du bliver chokeret over sådan meddelelse, men burde du ikke være hjemme hos din mand," sagde Birte med en stemme, der lød bebrejdende i Bodils ører.
   "Det kan og vil jeg ikke. Han har ikke kun ødelagt sin egen tilværelse men også min. Måske må vi gå fra hus og hjem. Hvordan kunne han gøre det?"
   Nu hulkede Bodil højt, rejste sig med et ryk, så stolen bag hende væltede.
   "Bodil, sæt dig ned igen," sagde Birte og skubbede hende blidt ned på stolen, som Jonna hurtigt havde rejst op igen.
   "Jeg har en kop kaffe til dig. Det har du vist brug for og bagefter kører jeg dig en tur til lægen, hvis du synes. Jeg tror, at du har fået et chok, som vist hellere må behandles."
   "Jamen, du sagde jo, at jeg skulle tage hjem til Simon igen. Selvom mine følelser til ham lige nu, kan ligge et meget lille sted, så er han trods alt min mand. Jeg kan bare ikke samle mine tanker," sagde Bodil og tørrede igen sine øjne med hånden.
   "Vrøvl Bodil. Det var dumt sagt af mig. Han skal nok klare sig. Drik nu din kaffe og slap af, så må vi se, hvordan det hele går. Vær klar over, at du har vor fulde støtte. Har du brug for en sygemelding, vil det ingen problem være," sagde Birte og rejste sig.
   "Lige et øjeblik, Bodil. Jeg skal bare lige give Karina en besked."
   Birte gik ud på legepladsen til den unge pædagogmedhjælper. Bodil så, hvordan Birte stod og gestikulerede til en nikkende Karina, inden hun igen forsvandt ind i huset og lidt efter var tilbage på kontoret.
   "Så, Bodil. Nu kan vi sidde i fred og ro og tale, mens Karina sørger for de sidste børn. Hun forstyrrer kun, hvis hun får brug for hjælp til børnene."
   Birte skænkede kaffe og tændte en cigaret og snart sad de og talte om, hvordan Bodil og Simon bedst kunne gribe deres problemer an.
   "Et er sikkert," sagde Bodil. "Vores kobberbryllup bliver aflyst. Simon skal på behandlingshjem for ludomani. Jeg ved ikke en gang, hvor lang tid, han skal være der. Hvordan kunne han gøre det imod mig. Mine følelser for ham er fuldstændig lammet og lige nu ved jeg ikke, om jeg vil og kan fortsætte et samliv med ham. Jeg er helt tomt i hovedet og jeg har slet ikke lyst til at gå hjem til ham."
   Længe sad de tre kvinder og talte om Bodils ulykkelige situation.
   Karina stak hovedet ind til dem og rapporterede, at alle børn var afhentet og at hun også ville gå hjem nu.
   Udenfor var mørket begyndt at falde på og Bodil rejste sig og gav både Birte og Jonna et stort knus. For Bodil havde det været godt at få lov at åbne sig for de to arbejdskollegaer og nu var hun parat til at tage hjem igen. Hun afslog et besøg hos lægevagten, men takkede kollegaerne for en god snak. Snart stod hun igen ude på vejen.

Hun begyndte at gå hen ad fortovet med hænderne begravet i lommerne. Hun var spændt på, om Simon var derhjemme endnu eller om han var taget af sted til behandlingshjemmet. Hun håbede det sidste. Hun kunne næsten ikke klare at se ham, før hun havde fået styr på sine følelser.
   Nej, om hun ville gå hjem endnu. Hun ændrede retning og fortsatte ned mod havnen. Mange gange, når hun havde haft brug for at være alene, var hun gået ned til havnen, hvor hun kunne sidde i sin egen lille verden, kigge ud på vandet og lytte til bølgerne, der skvulpede mod molen.
   Hun satte sig på en bænk og led i tavshed over den svære skæbne, som havde sænket sig over Simons og hendes ellers så stille liv. Hun sad der i lang tid og rejste sig først, da hun kunne mærke, at hun sad og frøs.
   Langsomt begyndte hun at gå hjemad, men standsede op ved havnekiosken. Igennem de oplyste ruder kunne hun se, at der ingen kunder var i kiosken. Hun gik ind og købte en pose lakrids og fik en ubeskrivelig lyst til også at købe en lottoseddel. Når Simon kunne spille for millioner af kroner, kunne hun vel også tillade sig at bruge sølle fyrre kroner, tænkte hun bittert. Hun puttede lottosedlen i lommen og traskede videre hjemad.
   Hun nærmede sig deres vej og kunne snart se deres hus, der lå hen i mørke. Så var han altså taget af sted til behandlingshjemmet. Bodil fik en lille snert af dårlig samvittighed over, at hun ikke havde været der, da han havde haft mest brug for hende, men så skyllede vreden igen ind over hende.
   Hun kunne ikke begribe, hvad der havde fået ham til at handle så uansvarligt. Han havde taget andre folks penge for at kunne få sine egne lidenskabelige spillebehov dækket. Hun var så vred på ham.
   Han havde svigtet hende og hun følte sig til grin.
   Hvor længe havde han holdt hende for nar og hvordan skulle de komme videre eller kunne de overhoved komme videre sammen. Han var utroværdigt og hendes tillid til ham kunne ligge på et meget lille sted.
   Hun låste sig inde i det mørke hus, der pludseligt virkede så koldt og tomt. Hun tændte lyset i stuen, gik hen til chatollet og tog bryllupsbilledet af hende og Simon i hænderne. Længe stod hun og kiggede på det. De havde været så lykkelige dengang og de havde højtideligt lovet hinanden troskab i medgang og modgang.
   Hun satte billedet fra sig, gemte ansigtet i hænderne og hulkede højt. Hun løb ind i soveværelset og smed sig på sengen, greb om pyntepuden og græd som pisket. Gråden stilnede af og hikstende faldt hun i søvn.

De næste dage gik hun i en søvngængeagtig døs. Hun var der bare, men registrerede egentligt ikke, hvad der foregik omkring hende. Begge hendes døtre kom hjem til hende - de snakkede til hende og hun svarede, men med mekanisk og høj metallisk lyd. Hun befandt sig, som var hun hyllet ind i en pose vat. Hun var der, men hun var alligevel ikke tilstedeværende. Hun tænkte ikke meget på Simon og havde næsten glemt, hvor han befandt sig. Det var som om hendes eget følelsesliv var blevet reduceret til en lille brøkdel af hendes eksistens og hun brugte kun lige energi på at opretholde livet. Når der ikke var nogen hos hende, lå hun for det meste på sengen og stirrede ud i luften.
   Lidt efter lidt kom hun til sig selv igen. Hun kunne igen begynde at tænke klart på sin og Simons eksistens og smerten kom atter væltende ind over hende. Hun prøvede at granske sine følelser for den mand, som hun havde elsket så højt og hengivent i de sidste mange år og som nu havde skabt så dybt et tillidsbrud mellem dem. Hun var ikke sikkert på, at hun nogensinde kunne tilgive ham hans handlinger og var i stærk tvivl om hun ønskede at fortsætte i et forhold med ham.

Det var blevet søndag eftermiddag. Solen skinnede lokkende ind ad vinduet og snart fandt hun sig i færd med at tage frakke og støvler på. Hun ville trave en lang tur og prøve på at få klaret sine tanker. Det slog hende, at hun ikke havde været udenfor en dør, siden den dag Simon fik hendes og vel også sin egen verden til at bryde sammen.
   Hun stak hånden i frakkelommen og fik fat i et stykke papir. Undrende tog hun det op af lommen, foldede det ud og huskede nu lottesedlen, som hun havde købt i Havnekiosken. Det kunne være sjovt lige at tjekke sedlen en gang, tænkte hun og skyndte sig ind i stuen og tændte for Tekst Tv. Hun bladrede hen til Lottosiden og begyndte at kontrollere tallene på lottosedlen. En rigtig, to og tre. Nummer 24 var der også. Fire rigtige og... hun blev mere og mere febrilsk, efterhånden som hun opdagede de rigtige tal på en og samme række. Svimlende rakte hun ud efter en kuglepen og begyndte at notere tallene ned. Jo, den var god nok og alle tallene var rigtige. Hun kiggede igen på fjernsynskærmet og kunne i prognosen se, at der kun var fundet en Lottovinder og at gevinsten lød på knap 6 millioner kroner. I choktilstand sad hun i sin sofa med frakke og støvler på og stirrede på det lille stykke papir, der på mirakuløs vis havde gjort hende til mangemillionær. Længe sad hun som i en trance, inden hun greb ud efter telefonen og tastede nummeret til Simons behandlingshjem. Hun ville ringe til ham og fortælle, at hun var blevet i stand til at hjælpe ham ud af sin knibe. Bagefter ville hun fortælle ham om sin beslutning for fremtiden.