Jeg sad med alle mine tanker.
På skuldrene bar jeg min åg,
Jeg kunne høre, mit hjerte banke.
På mine følelser lagde jeg låg.

Alle mine kaotiske komplekser.
Forstærkede sig i et selvsving.
Mine omgivelser jeg forheksede.
Tro mig. Jeg mente ingenting.

Jeg kunne ikke grine og græde.
Sagde kun fattige monotone ord.
Forsøgte på mit livs vej at træde.
På denne forbandede, skønne jord.

Jeg tænkte for meget over livet.
Omkring mig byggede jeg løgn.
Tog alvorens ord alt for givet.
Selvhøjtideligt hver eneste døgn.

Kiggede nøje på min svage kemi.
For negative ord gav mig store tab.
Jeg ville hjælpes af lænkerne fri.
Jeg måtte finde et sandt budskab.

Målbevidst jeg slog ind på vejen.
For enden af gangen så jeg lys.
Stoppede op. Blev lidt forlegen.
Mærkede i kroppen små søde gys.

Varme og glæde måtte jeg give.
Titusind fold igen til min favør.
Jeg følte mig atter at være i live.
Jeg var ude af dybsindets slør.