En gråvejrsdag, jeg i skoven gik.
Der så jeg dig stå i en lysning.
Gemt mellem træernes skygger.
Så intenst, opslugt i egne tanker.
Jeg blev dybt rørt over synet.
Og kunne høre mit hjerte banke.

Du var gået din vej i fortvivlelse.
Jeg sårede dig i vort skænderi.
Jeg fyldtes med den dårligste samvittighed.
Fortrød bittert mine hårde ord.
Mit hjerte smeltede, da jeg fik øje på dig.
Sårbar og uden din stolthed.

Ydmygt nærmede jeg dig.
Du så på mig med sørgmodige øjne.
Jeg angrede og tiggede.
Ville gøre det godt igen.
Jeg mærkede din største smerte.
Og ventede årelange sekunder på svar.

Jeg higede efter at mærke dine arme.
Jeg ville favnes og kysses.
Men du måtte tage det første skridt.
Du kom med det afgørende ord.
Dommen faldt og du gik din vej.
Denne gang var jeg gået for vidt.