Overfor vores hus ligger der to små nedlagte landbrugsejendomme side om side. Sommeren over har der været heftigt aktivitet begge steder med at restaurere og istandsætte bygningerne. Nye ejere er kommet til, og de har lavet om og moderniseret. De to gamle ungkarlebrødre, der levede næsten hele deres liv på de to gårde, døde med kun fire måneders mellemrum for et par år siden. De kom i samme situation, som man ofte ser det hos gamle ægtepar, der har været sammen gennem et langt liv, at når den ene dør, opgiver den anden at leve og følger snart efter.
Brødrene var ud af en stor slægt, som i e lang årrække havde boet i sognet og Bregnegården, den største af de to gårde, var deres fødehjem. Forældrene, Sørine og Karl, overtog Bregnegården ved giftermålet i 1912 og samtidig blev den anden gård bygget som aftægtsbolig til Karls forældre. Til brylluppet fik Sørine og Karl flotte røde plysmøbler med klunker, og disse møbler fik deres plads i den pæne stue i godt 92 år. Lige til den dag, hvor arvingerne tømte huset efter brødrenes død.
En novemberdag i 1914 blev Peter født, og i februar 1918 kom Jens og hans tvillingebror, Erik, til verden. Drengenes mor, Sørine, var en dominerende kvinde, der ville bestemme over sin stille og blide mand, Karl, drengene og tyendet på gården. Samtidig var hun en perfektionist og krævede ro og orden. Sidst i trediverne var en ung tjenestepige, Inge, i Sørines brød. Sørine var godt tilfreds med hende, men dagen kom, hvor Inge skulle giftes. Heldigt for Sørine, bosatte det unge par sig i et lille hus i samme landsby, så den dygtige Inge kunne fortsætte med at tjene hos Sørine. Nu, hvor Inge og hendes mand havde fået deres eget hjem, forventede Sørine at blive inviteret til
søndagseftermiddagskaffe hos dem, så hun ved selvsyn kunne inspicere huset og se, hvor proper Inge var i eget hjem.
Endeligt oprandt søndagen, hvor Sørine og andre nabokoner blev inviteret til kaffe, og Sørines forventninger om orden og sans i det lille hus blev indfriet. Ikke en ting stod forkert, ikke et støvfnug lå der og ikke en finger kunne Sørine sætte på det lille hjem. Sørine knejsede med nakken og var ikke så lidt stolt over sin dygtige tjenestepige. Nu var Sørine en nævenyttig kvinde, der ikke gik af vejen for at undersøge, hvordan der så ud bag låger og forhæng. Selv lågen til ovnen åbnede hun, for at se om der var rent. Hun blev fnysende vred, da hun så en opvask stå gemt derinde. Vreden skyldtes dels Inges forsømmelighed og dels det at tabe ansigt overfor nabokonerne. Inge havde haft så travlt med at ordne hus, bage kaffebrød og dække kaffebord til gæsterne, at hun ikke havde haft tid til at tage opvasken, før gæsterne dukkede op og i en snæver vending havde hun skyndt sig at skjule den i ovnen. Hun havde ikke på noget tidspunkt skænket en tanke, at Sørine ville finde på at kigge ind i ovnen…
Årene gik, og brødrene voksede op og fik del i gårdens mange gøremål. Igen var det Sørine, der satte dem i gang. Jens, der var et svageligt barn, blev Sørines yndling og fik lov at gå til hånde med de lettere opgaver, mens de to andre brødre måtte arbejde hårdt og længe i stald og mark. Drengene voksede op og skiftevis var Peter og Erik ude at tjene bønder, mens den anden var karl hjemme på gården. Jens fik lov at blive hjemme hos sin mor ... Alle tre brødre var dog efter tur på højskoleophold, inden de to fortsatte som karle ude og hjemme, og Jens blot rejste hjem igen. Peter og Erik var både sociale og udadvendte og begyndte at få kærester. De gik med en drøm om at få deres egen familie og slå sig ned et sted for sig selv med kone og børn, men når de tog kæresten med hjem for at præsentere hende, var Sørine mand for at "stikke en kæp i hjulet" og få ødelagt forholdet. Efter Sørines mening var ingen piger gode nok til hendes sønner.
Peter fandt sig i sin mors spidsfindigheder, slog sig til tåls og blev hjemme på gården som karl. Som tiden gik, forberedte han sig til at overtage gården efter forældrene. Jens var godt tilfreds og havde skabt sig et stille og trygt liv derhjemme, mens Erik med tiden trodsede sin mor. Han fandt pigen, som han ville have og med hende blev han gift, stiftede eget hjem og sammen fik de tre børn.
I mange år havde Inge sit daglige virke på Bregnegården, og det fortsatte hun med længe efter, Sørine og Karl var døde. Hun gjorde rent for Peter og Jens, og hun tog deres vasketøj med hjem, vaskede det, lappede og reparerede det og stoppede sokkerne. Da Inge ikke kunne klare arbejdet mere af helbredsmæssige grunde, så brødrene ikke anden udvej end at købe og få installeret en vaskemaskine. Herefter blev det Jens, der tog sig af vasketøjet, der var blevet samlet til storvaks. Om vinteren blev tøjet tørret oppe på loftet, men om sommeren kom det ud at hænge på tørresnoren. Jens kunne få en hel formiddag til at gå med at hænge vasketøj op. Den ene dag hang deres skjorter sirligt på snoren, næste dag gjaldt det undertøj og sengetøj, og tredje dag hang bukser og sokker på række. Hver gang han havde hængt et nyt stykke tøj op, trådte han skridt tilbage for ar betragte sit værk.
Peter passede landbruget. Da han kom op i årene, blev det meste af jorden solgt fra, men marken ved siden af gården beholdt han og her dyrkede han korn, til han var omkring 87 år. Med sin traktor kørte han med stor præcision række op og række ned med sin plov, sin harve og såmaskine. Ingen anden mark i miles omkreds blev så omhyggeligt passet som Peters mark. Om foråret kunne stormen ret få fat i den løse jord og lade den fyge ind i nabohaverne og der lægge sig i store dynger. Høsten klarede maskinstationen og der var altid hjælp at hente, når halmen skulle køres ind. Peter brugte flittigt sin traktor hver dag og da den blev solgt sammen med marken, kunne han ikke undvære noget at køre på, så i stedet anskaffede han sig en havetraktor, så han kunne køre på den, når græsplænen skulle slås.
Peter var lige fyldt 85 år, da orkanen ramte landet i 1999. Her i området blev mange huse ødelagt, og der skete også så store skader på Peters lade, at den blev jævnet med jorden. Det var hårdt for brødrene at opleve, men alligevel deltog Peter i arbejdet med nedrivningen og klatrede endda rundt på taget af det lille hus, der havde forbundet stald og stuehuset.
Peter havde kørekort og bil. Altid var det en Lada og den blev passet med største omhu. Når den ikke var ude at køre, stod den parkeret i maskinhuset, og det var Jens´ post at åbne og lukke porten, mens Peter ventede i bilen, både når de kørte og når de kom hjem igen. En vinterdag, for få år siden, var brødrene indblandet i et trafikuheld, heldigvis kun med materielle skader. Det viste sig at være en ung mand, der var kommet for hurtigt rundt i et sving og dermed havde ramt Peters bil. Peter var en habil bilist lige til den sidste tur, som han kørte få dage, før han døde.
Brødrene opnåede en vis form for jubilæum. Fra starten af halvfjerdserne kørte de på alle hverdage til Ribe for at spise.
Troligt dukkede de op ved halvettiden i Kvicklys Bistro for at få deres varme måltid sammen med deres syv-otte faste bordfæller, der alle var enlige mænd. På denne måde opbyggede de et socialt netværk samtidig med, at de fik deres sunde og varierende daglige kost. Om søndagen, når der var lukket i Bistro, kørte de den anden vej mod Bramming, hvor de spiste på hotel Sommerlyst.
Jens begyndte at skrante med forskellige sygdomme og var i perioder indlagt på sygehuset. Da han kom hjem igen efter et hospitalsophold besluttede brødrene, at de nu ville bo under samme tag, og Jens' seng blev flyttet over i Peters dagligstue, så de kunne være sammen resten af livet. På denne måde fik de et par gode år, hvor Peter med varme og omsorg tog sig endnu mere af sin bror. Endnu en gang måtte Jens på hospitalet og en smuk septemberaften sov han ind i døden.
De to brødre var meget afholdte og ville gerne snakke. De var gæstfrie og der blev altid budt på en forfriskning, når nogen kom i deres hjem, så gik snakken om mangt og meget. Jens skrantede gennem livet og havde det bedst i de hjemlige omgivelser, mens Peter gerne deltog i alt, hvad der rørte sig i landsbyen. Og som han kunne danse!!! Til forskellige fester med levende musik var Peter gerne at finde på dansegulvet, hvor han svingede damerne efter tur. Peter holdt da også stor fest på sin sidste fødselsdag, den dag han blev 90 år. Denne dag betød meget for ham, selvom han for alvor var mærket af livet og i sorgen over at have mistet Jens, der var død to måneder før. Stille sad Peter og kikkede på hver eneste af sine gæster, og det blev hans måde at tage afsked med hvert enkelt, der havde haft betydning for ham gennem et langt liv. Fra denne dag blev Peter svagere; han var mæt af dage. Sidste gang han bevægede sig udenfor hjemmet, var anden juledag, hvor han besøgte han den gamle tjenestepige Inge og hendes mand. Den sidste dag i året sov han stille ind.
Gennem flere generationer havde brødrenes slægt boet i landsbyen, og med de to brødres død var en epoke slut. En lang historie om gamle dage sluttede den dag, hvor brødrenes gårde blev solgt. De røde plysmøbler med klunker blev båret ud af den fine stue. Billeder og nips blev taget ned, og dermed forsvandt historien om et langt liv for to brødre, der blev fastholdt i hjemmet af deres dominerende mor. Husene skiftede ejere, blev moderniseret og falder nu korrekt ind i vor tids billede. Tilbage er kun minderne om to brødres lange liv. Deres liv og levned som fortjente at få et eftermæle her. Æret være Jens og Peter!