Der var en gang en mand og en kone - Hugo og Thyra. De boede i et lille fattigt og faldefærdigt hus med kun to rum. Huset havde engang stået fint hvidt, men var nu afskallet og stråtaget havde huller hist og pist. I den ene ende af huset lå stalden, hvor koen stod, når den ikke var ude på græs og i den anden ende af huset levede Hugo og Thyra og deres lille pige Isabelle på to år. Hugo og Thyra var meget fattige og gik tit sultne i seng, men Thyra sørgede for at Isabella altid var både ren og mæt. Den lille pige blev passet, som var hun en prinsesse.
   Hugo var røgter på en herregård og Thyra gik hjemme i huset og passede sin lille pige og malkede koen. Hun var noget sjusket, hvad det huslige angik, men pasningen af Isabelle blev klaret på bedste vis. Om sommeren sørgede hun for at samle forskellige urter og rødder og om efteråret samlede hun korn op på herremandens mark. Korn, som var blevet spildt, når herremandens folk havde høstet. Hun gik også ud og plukkede brombær i skovkanten og blåbær på heden. Tørrede bærrene og gemte dem i sit lille forrådsrum.
   Når Hugo kom træt hjem oppe fra herregården, spiste de lidt suppe, nogle kartofler og noget af det hårde, grå brød, som hun bagte i den lille ovn. Skønt Hugo var træt, måtte han hver dag en tur i skoven for at hugge og samle brænde, så de havde til komfuret om vinteren. Om søndagen holdt han fri fra skoven og legede i stedet med Isabelle. Han fandt sten med huller i, som han bandt snore i og således havde de to nogle dejlige stunder sammen. Thyra, som var dygtig til at sy, syede den yndigste, lille barnefrakke af en kongeblå kåbe, som hun havde fået engang oppe på slottet. Barnefrakken var til Isabelle og den kunne nemt holde hende varmt. Af resterne syede Thyra en kludedukke til sin lille pige. En enkel, lille kludedukke med knapper, som øjne. Et fattigt og barsk liv levede familien, men både Hugo og Thyra havde mange glæder sammen med den lille Isabelle, som spredte sol med sit søde, lille væsen.

En dag gav Thyra Isabella den kongeblå frakke på og rakte hende kludedukken. Sammen gik de hånd i hånd ud på heden. Hun havde bestemt sig for, at de skulle gå og plukke blåbær. Det var en dejlig lun efterårsdag. Solen skinnede og himlen var blå med hvide skyer. Thyra havde lagt sig på knæ og var travlt optaget af at plukke bær og den lille Isabelle gik glad og pludrende rundt omkring med sin kludedukke. Hun holdt sig i nærheden af sin mor. Pludselig strøg en skygge hen over dem. Thyra kiggede op og så en stor kongeørn cirkle rundt i luften lige over dem. Hun fik sig rejst med noget besvær og truede efter den store fugl med knyttede næver, for at jage den bort. Ørnen blev ved med at cirkle rundt om dem og kom stadig lavere og lavere ned mod dem. Med en hastig fart susede den hen over Isabelle, greb den lille pige med sine store kløer og fløj højt op i luften med hende. Snart var ørnen og den lille pige ude af syne. Thyra løb efter dem, men kunne slet ikke nå sit barn. Hun snublede og faldt grædende om i lyngen. Her lå hun længe med kludedukken i sin favn. Den havde Isabelle tabt, da ørnen greb hende.
   Thyra vidste ikke, hvordan hun kom over heden og hjem i det lille hus. Her sad hun og smågræd, da Hugo kom hjem. Hun sørgede og var også bange for, hvad han ville sige. Hun tog sig sammen og fik fremstammet:
   "Der er sket det mest frygtelige for os. En kongeørn har taget vor lille Isabelle. Vi ser hende aldrig igen." brød hun igen hulkende sammen.
   "Neeeej," råbte Hugo og rev sig fortvivlet i håret.
   "Hvorfor passede du ikke bedre på hende. Du har altid så travlt med masse andre ting. Er du klar over, hvor mange år der gik, før vi fik hende og nu er hun borte."
   Hugo travede rundt i den lille stue. Fem skridt den ene vej og fem skridt den anden vej. Han var vred, men også fortvivlet. Han gik frem og tilbage, rev sig i håret, tørrede øjnene og snød sin næse, som blev ved at løbe.
   Fortvivlet afbrød Thyra ham og slog i bordet:
   "Så, sæt dig dog ned og hør på mig."
   "Jeg angrer. Jeg har noget at fortælle dig. Isabelle er ikke vort barn, men den lille prinsesse oppe fra slottet."
   "Hvad siger du? Hvordan kunne du?" råbte Hugo og så vantro og med foragt på sin kone. Han rystede på hovedet.
   "Det tilgiver jeg dig aldrig. Hvad har du lavet?"
   Hugo havde godt nok tit undret sig over, hvor fin og vakker den lille pige var. Hun havde en fin lys hud, yndigt lyst hår med ægte krøller og de dybeste blå øjne, som han nogensinde havde set. Han selv og Thyra var ganske almindelige af bygning, måske lidt grove. De havde begge blond hår og grågrønne øjne og egentligt ikke særlig kønne. Han var tit faldet i stave, når han havde siddet og iagttaget barnet. Så havde han tænkt på, hvor heldige han og Thyra havde været, at få så fin en lille pige. Han havde aldrig drømt om, at det ikke var deres eget barn.
   "Du må hellere få munden på gled. Jeg vil høre hvert et ord af, hvad der er foregået. Sådan en barnetyv," hvislede han forarget ud mellem tænderne. Satte sig på stolen overfor Thyra og kiggede vredt på hende.

Det kneb hende at få munden på gled og i starten var hendes tale usammenhængende og nølende, men i gang kom hun da. Thyra, havde været køkkenpige på slottet. En dag havde de fået den glædelige nyhed, at kongen og dronningen ventede en lille arving. Der blev festet i mange dage og aldrig havde de haft så travlt i køkkenet med at lave den ene festmåltid efter den anden. Heller aldrig før var Thyra blevet skældt så meget ud af kokkepigen. Thyra var både sur, træt og ked af alt det postyr. Desuden var hun misundelig på kongeparrets lykke. Her havde hun og hendes mand i så lang tid, gået og ventet på at få barn. Hvor var det uretfærdigt.
   "Uha," tænkte Thyra. "De skulle bare vide."
   Hun planlagde, at hun vil foregive at være med barn. Som mave ville hun bruge puder. Dem kunne hun altid tage på slottet. Når dronningen så havde født sit barn, ville Thyra se sit snit til at bortføre det lille væsen og opdrage og elske det, som det var hendes eget. Thyra vidste, at det ville blive farligt, men hun vovede det. Som tiden gik blev Thyra tykkere og tykkere om maven og hun begyndte at glæde sig til, at blive mor.

En aften, kort tid før, at dronningen skulle føde den lille arving, åbnede himlen sine sluser. Det regnede så meget, at det piskede ned fra oven med vand. Det bankede på slottets port. Udenfor stod en ung pige, som var drivende våd. Vandet løb fra hende i små bække. Ja, selv fra hendes sko løb vandet, så hun snart stod i en lille sø. Pigen rystede af kulde. Stående der, udenfor porten, bad hun så mindeligt om at måtte blive lukket ind. Med sig havde hun en dokument, forseglet med rødt segl, hvori kongen kunne læse, hvorfra hun stammede og hvilket ærinde, hun havde til slottet. Hun blev inviteret indenfor på slottet, fik tørre, varme klæder og et dejligt måltid blev stillet foran hende. Mens hun sad der i ildskæret fra pejsen og nippede til sin mad, så hun så eventyrligt smukt ud, at kongen næsten faldt i svime. Han læste dokumentet og kunne se, at det var fra hans gode ven grev Waldemar, som manglede et sted til sin datter, komtesse Regina at være. Det var passende for pigen at komme hjemmefra, da hun var begyndt at se lidt for meget til en ungesvend. Det passede just ikke greven og derfor mente han, at hun ville være mere beskyttet hos kongen end hjemme på grevesædet.
   Kongen kiggede smilende på pigen og sagde:
   "Nå, du vil vel gerne have noget at beskæftige dig med, mens du er her på slottet."
   "Ja tak, Deres Majestæt. Min fader ønsker, at jeg skal tjene Dem og Deres Dronning, mens jeg opholder mig hos Eder."
   "Vel. Min hustru, Dronningen vil om få dage nedkomme med vor arving. Vi vil gerne have, at du skal være barnets barneplejerske."
   "Åh, hvilken ære, Deres Majestæt. Det vil jeg meget gerne. Tusind tak, Deres Nåde."
   Regina smilede glad og nejede dybt for kongen. Da hun var færdig med at spise, blev hun vist op på det værelse, som stødte op til det kommende barns gemakker.
   Den smukke Regina faldt hurtig til på slottet og snart fødte dronningen en lille pige. En yndig lille pige med en fin lille prinsessekrølle og de dybeste blå øjne, og som fik navnet Isabelle. Regina gik med liv og sjæl op i, at passe den lille prinsesse Isabelle, når den lille ikke var hos sin moder.

En dag, da Regina gik i parken for at få frisk luft, gav det et gib i hende, da hun så en ungesvend komme ridende forbi på en smuk, sort vallak. Det var jo hendes hjertensven grev Ditlev, som hendes fader havde forbudt hende at se. Åh, hun måtte snakke med Ditlev, men hvordan skulle hun bære sig ad. I sine egne tanker var hun endt omme i slotsgården. Her mødte hun en højgravid køkkenpige, der stod og skrubbede nogle store gryder, selvom det var ret besværligt med den store mave. De havde vekslet nogle ord og Regina havde spurgt køkkenpigen, om hun vidste, hvem den unge mand på den sorte vallak var og hvad han lavede her på slottet. Jo, det vidste Thyra godt. For køkkenpigen var nemlig Thyra. Thyra fortalte, at det var grev Ditlev, som havde taget ophold på kongeslottets avlsgård, hvor han skulle lære at passe køer, som led i sin uddannelse.
   "Kan du se den lange, røde længe dernede," spurgte Thyra og pegede. Det kunne Regina godt.
   "Dernede bor grev Ditlev. Han er lige gået ind til frokost."
   "Han ser ikke værst ud, men jeg er allerede gift og nu med barn også," sagde hun og klappede sig på maven.
   "Tak skal du have," sagde Regina og begyndte at gå ned mod den lange, røde længe. Snart småløb hun og inden længe stod hun forpustet i grev Ditlevs stue. Overrasket havde han rejst sig og før han anede det, lå hun i hans arme. De havde kun et øjeblik sammen, men aftalte, at de måtte ses om aftenen, når lille prinsesse Isabelle var faldet i søvn.
   Regina fik igen fat på Thyra, som lovede at sidde hos den lille prinsesse Isabelle, mens Regina holdt stævnemøde med grev Ditlev. Regina stolede trygt på Thyra. Hun var sød at snakke med og hun skulle jo selv have et barn inden ret længe. Der kunne ikke ske noget ved, at lade hende passe barnet i den times tid, hun og Ditlev havde afset til hinanden.
   Thyra tog gladelig imod tilbuddet om at sidde hos prinsesse Isabelle. Hun listede op i de kongelige gemakker og ind til vuggen, hvor den lille lå mæt og veltilpas og sov sin sødeste søvn. Med sig havde hun en kongeblå damekåbe, som hun havde taget fra dronningens garderobe. Hurtigt bredte hun kåben ud, lagde forsigtigt den lille pige derpå, Hun samlede hurtig kåben om pigen, knyttede en lille bylt og tog den varsomt i sine arme og listede ud af barneværelset. Hun kiggede sig omkring, men der var helt stille. Hun listede sig ud i slotsgården og omkring ad stien, som førte op til skoven. Snart var hun skjult af de høje, mørke træer og på vej hjem. Hun måtte skynde sig, så hun kunne nå at være hjemme, inden hendes mand Hugo vendte hjem fra herregårdens stalde.
   Endeligt nåede hun det fattige hus. Hun sneg sig ind og fik i en fart gemt puden, den kongeblå kåbe og Isabelles fine tøj. Hun fik redt op i sengen, så den lignede en barselsseng og der lå hun med den lille pige, da Hugo kom hjem. Der blev stor glæde i det lille hjem. Endeligt havde de fået det længe ventende barn. Et øjeblik slog en tanke ned i Hugo, om at Isabelle så meget stor ud, af at være nyfødt, men så oversteg glæden hans tanke og den blev ikke tænkt mere. Nu var de en rigtig lille familie.

Langt borte fra det lille fattige hus lå nogle bjerge og klipper. I klipperne var der klipperhuler i forskellige størrelser og i en af de største og mest luftige huler holdt et par kongeørne til. Hannen var lige kommet hjem efter en flyvetur, men hunnen var endnu ikke vendt tilbage. Hannen begyndte at blive urolig for hende, for solen var ved at gå ned og hun skulle være tilbage inden mørkets frembrud. Endeligt kom hun, men hvad var det hun havde i kløerne. Jamen, det var jo et lille menneskebarn. Hun var næsten ikke mere end lige kommet ind i hulen med barnet, der naturligvis skreg i vilden sky, inden mørket sænkede sig og de to kongeørne forvandlede sig til en flot ungesvend og en eventyrlig smuk, ung kvinde. Kvinden tog hurtigt lille Isabelle i sine arme, vuggede hende blidt og trøstede hende. Så fandt hun nogle frugter og lidt brød frem, som hun havde samlet de foregående nætter. Isabelle spiste lidt og drak vand til. Snart faldt hun hikstende i søvn i den unge kvindes arme. Den lille pige blev lagt nænsomt i noget varmt pelsværk, som lå i hulen.
   "Sig mig engang, hvad har du egentligt tænkt dig?" spurgte han.
   "Vi kan da umuligt passe et barn i vor situation."
   "Det er også meningen, at vi skal aflevere hende til hendes retmæssige forældre. Når de først har deres lille pige igen, vil de få ophævet forbandelsen over os og vi vil være frie. Kan du ikke se det?" spurgte hun.
   "Jeg håber, at du har ret, min kloge pige," sagde han og tog hende ømt i sine arme.
   "Så, du. Det har vi ikke tid til," sagde hun leende og trak sig ud af hans omfavnelse.
   "Nu må vi i gang med at planlægge, hvad vi gør, så den lille ikke lider for stor overlast, inden hun er hjemme hos sine forældre igen."
   Sammen arbejdede de det meste af natten med at flette en lille hængekøje af stærke lianer, som voksede omkring klipperne. Hængekøjen blev foret med skind og passede lige til den lille pige, som de sammen ville bringe hjem til kongeslottet. De nåede at få et par timers søvn, inden de skulle i gang igen med morgenmad, sørge for Isabelle og få hende forsvarligt anbragt i hængekøjen. De måtte være klar, når solen stod op, for da blev de igen forvandlet til kongeørne.
   Solen stod op og snart kunne man på himlen se to kongeørne komme flyvende med en bylt, som de holdt spændt ud mellem sig med deres næb. De fløj mod øst over til det store kongeslot. Turen tog en hel dag og de nåede slottet, netop som solen gik ned. Atter skete en forvandling og den flotte ungesvend og den eventyrlige smukke kvinde stod igen på slotspladsen og kiggede op mod slottet. Lille Isabelle var noget forkommen af den lange flyvetur, men havde ellers klaret turen fin. Hun græd, men faldt snart til ro i kvindens arme.
   Ja, nu stod de her igen, det unge par, og tænkte på den skæbnesvangre dag for 2 år siden. Nu havde de hjembragt kongens og dronningens lille datter Isabelle. Arving til det store kongerige.
   Ungesvenden og den smukke kvinde kiggede på hinanden, tog mod til sig og begyndte at gå op mod slottet.

Grev Ditlevs og Reginas tanker var to år tilbage i tiden. Efter et romantisk stævnemøde var Regina vendt tilbage til de kongelige gemakker. Der var en heftig aktivitet. Tjenere, lakajer og soldater myldrede mellem hinanden og Regina blev bange. Hvad var her dog sket? En højtstående embedsmand henvendte sig til hende og bad hende følge med ind på kongens private kontor. Her sad kongen, kridhvidt i ansigtet. Dronningen var blevet hjulpet i seng, dybt chokeret. Regina fattede ikke, hvad der var sket. Hun havde jo kun været borte en time.
   Kongen fortalte at hans lille datter Isabelle var væk. Han ville meget gerne vide, hvor hun, barnets barneplejerske, som skulle passe barnet, havde været henne. Kongen sagde endvidere, at han håbede, at Regina havde taget lille Isabelle med og at hun nu lå i sin vugge igen.
   Regina brast i gråd. Hun fortalte, at hun havde været sammen med grev Ditlev og at hun godt vidste, at det var meget forkert. Regina fortalte, at hun havde haft tillid til køkkenpigen Thyra, som havde lovet at sidde hos den lille pige, mens hun var væk. Regina undskyldte mange gange sin dumhed og begyndte at græde igen.
   "Tør du blot dine tårer," sagde kongen ironisk. "Dem kan du gemme. Du og grev Ditlev vil blive straffet, uanset om vi finder prinsesse Isabelle eller ej. Om en uge vil I begge blive stillet for mig, som dommer og få jeres straf for ulydighed. Gå op på dit værelse og bliv der. Jeg vil ikke se dig for mine øjne, inden domsafsigelsen."
   Regina forlod stille og slukøret kontoret og der blev sendt bud efter grev Ditlev, som måtte komme med en god forklaring, om han ville slippe ustraffet. Han erkendte sin skyld. Han havde været sammen med Regina, som han elskede overalt på jorden og han var villig til at tage sin straf sammen med hende. Kongen fortalte ham det samme om dommen og straffen og bad ham gå. Ej heller han skulle vise sig for nogen, inden der var gået en uge.
   Der startede nu en eftersøgning. Den lille prinsesse skulle findes. Overalt i kongeriget gik soldaterne og ledte og gennemrodede alle huse og hytter. Hos højt og lavt. Ja, alle vegne, undtagen et lille fattigt hus, som blev totalt overset. For det første, fordi det lå så ensomt for enden af herremandens mark og for det andet, fordi det var så faldefærdigt, at ingen hverken kunne eller ville bo der. Netop i dette lille faldefærdige og fattige hus var Isabelle. Meget kunne være undgået, om nogen havde haft kendskab til det lille hus, eller blot havde undersøgt det, men det var ikke tilfældet.

På dagen, en uge efter, blev både komtesse Regina og grev Ditlev ført op i slottets havestue. De ville have nydt den smukke udsigt til haven, om ikke det havde været for denne alvorlige sag, hvor de unge skulle have deres dom og straf. Tilstede i havestuen var, foruden kongen og hans embedsmænd, også to gamle tanter i nette kjoler og med fint gråt opsat hår. Den ene tante var høj og tynd og havde et brysk og stramt udtryk i ansigtet, mens den anden tante var lille og trind og udsendte en ro og blidhed. Dronningen var ikke med. Hun havde været sengeliggende, siden den lille Isabelle forsvandt. De to gamle tanter boede på slottet. Allerøverst oppe under taget, havde de deres gemakker. Her levede de i hinandens selskab, som hund og kat og dog kunne de alligevel ikke undvære hinanden. Nu var de blevet bedt om, at overvære kongens dom.
   "Jeg har tænkt over sagen," sagde kongen og fortsatte.
   "I er begge skyld i, at vor lille datter Isabelle er forsvundet. Hele landet er blevet undersøgt, uden at nogen har fundet hende. Derfor må I tage jeres straf, som den kommer."
   Han vendte sig mod de to gamle tanter og bad dem, om at give en passende straf.
   Den bryske tante lagde ud:
   "Det er utilgiveligt, hvad der er hændt kongen og dronningen. Som kongen sagde, har I stor skyld i, at prinsesse Isabelle er væk. Derfor må jeres straf blive, at fra nu af, skal I være kongeørne resten af jeres liv."
   Den blide tante fortsatte:
   Jeg synes, at min søster er gået for vidt med jeres straf. Jeg har dog ikke så meget magi, at jeg kan omforme straffen hel, men jeg kan mildne den. Derfor, fra nu af skal I være kongeørne om dagen, fra solopgang til solnedgang. Fra solnedgang til solopgang, om natten, skal I være jer selv."
   Lakajer åbnede dørene ud til den store slotshave og kongen bad følget gå med ud på græsplænen, hvor påfugle spankulerede uanede omkring. Blomsterne stod musestille i de overdådige bede og solen skinnede fra en skyfri himmel.
   Den bryske tante sagde nogle magiske ord og med et forvandledes grev Ditlev og komtesse Regina til to kongeørne. De store fugle stod et øjeblik på græsplænen, tog så afsæt og fløj op i luften. Snart anedes de som to silhuetter på himlen og imens hørtes den blide tantes magiske ord.

Efter disse tilbageværende tanker, stod grev Ditlev og komtesse Regina med den sovende Isabelle i armene, nu igen foran kongens slot.
   "Så er det nu," sagde grev Ditlev. "Enten bliver vi tilgivet og er frie, eller også må vi bære vor forbandelse resten af livet.
   "Fat mod," smilede Regina. "Jeg tror på, at kongen vil benåde os, når vi kommer med hans lille datter. Bank nu på, så vi kan få det overstået.
   Grev Ditlev bankede på slottets port. Atter en gang og en tredje gang. Der gik en rum tid, inden de hørte slæbende trin hen mod porten. Langsom gik den op og en gammel. søvnig og gråhåret mand med rød hue på sned, stak et pjusket og ubarberet hoved frem bag porten.
   "Hvad vil I? Alle sover. Det har vi gjort, siden lille prinsesse Isabelle forsvandt."
   "Så skynd dig ind og væk dem alle. Thi, vi kommer med prinsessen," råbte Regina glad.
   "Ditlev, nu er der endnu større chance for, at vi blive frie. Kongen og dronningen nåede slet ikke at bære nag og blive bitre, for de har sovet, lige siden vi fik vor straf."

Alle vågnede og i en fart blev der liv og glade dage på slottet. Kongen greb Isabelle, som stak i et højt vræl og rakte sine små arme over mod Regina igen. Regina lo højt og tog mod den lille pige. Så for kongen rundt i hall´en og svingede med de damer, som var tilstede, for han var så glad for, at få sin lille datter tilbage. Han styrtede op ad trappen til dronningens sovegemakker, for at fortælle hende den glædelige nyhed. Dronningen blev naturligvis også jublende glad. Hun jagede lidt med sin hofdame om at blive færdig med påklædningen og skyndte sig ned til sin lille datter, som gerne ville over til hende. Snart festede alle på slottet og de blev ved hele den lange nat.
   Kongen havde i nattens løb kaldt på de to gamle tanter, som ellers forsøgte at sove fra virakken. Søvnige og med udslået hår kom de ned ad trapperne og trissede ind på kongens kontor, hvor kongen sad ved sit skrivebord. Ved hans side stod dronningen. Den lille prinsesse var for længst lagt i sin lille kongelige seng og sov sin sødeste søvn.
   Lidt senere, efter at være kaldt til kongen, gjorde grev Ditlev og komtesse Regina også deres entre til kongens private kontor.
   Kongen bad tanterne om, at opløse forbandelsen over det unge par. Tanterne mumlede, hver for sig, deres magiske ord. Samtidig mærkede de unge et kort øjeblik, en skærende hovedpine.
   I kor sagde de to tanter:
   "Nu er I fri."
   Grev Ditlev og Regina faldt hinanden leende om halsen og jublede:
   "Vi er fri. Vi er fri."
   "Mine kære børn. Først vil jeg gerne udtrykke et stort tak på mine egne og min hustrus vegne. I aner ikke, hvor lykkelig og glade vi er, for at have fået lille Isabelle hjem igen," sagde kongen og fortsatte:
   "Som belønning vil jeg give jer herresædet, som ligger vest for solen og øst for månen. Dronningen og jeg vil, tilligemed, gerne holde jeres bryllup for jer, her i slottets kirke. Og bagefter den største fest, som I kan ønske jer."
   Mange tak, Deres Majestæt. Mange tak," sagde det unge par i munden på hinanden og knugede hinanden. En lakaj kom med seks glas og champagne og så blev der rigtig nok skålet.

Således gik det til, at de til sidst fik hinanden. Den gamle grev Waldemar førte stolt sin datter, komtesse Regina op ad kirkegulvet til brudgommen grev Ditlev. Kongen og dronningen og den lille Isabelle sad på den øverste bænk. Isabelle sad hos sin mor og klappede i sine små hænder. De to gamle tanter sad side om side og tænkte hver for sig, hvilke gaver de ville give det unge brudepar. Hugo sad længere nede i kirken. Også han havde fået et bedre og lykkeligere tilværelse. Han var blevet staldkarl på slottet og havde fået et godt øje til en ung pige, som også tjente på slottet. Jo, alle var med i kirken - og alle levede lykkelige til deres dages ende.

Men hvad med Thyra? Ja, hvad skete der med Thyra?

Højt på en gren i et træ, udenfor kirken, sad en ensom krage og skreg op. Den sad der og advarede mindre sømmelige personer, om at tage sig i agt. Det kunne så let gå dem ilde.


SNIP SNAP SNUDE NU ER HISTORIEN UDE