Jeg kommer i krisetilstand over at få en diagnose af en kronisk sygdom, men jeg får bearbejdet sorgen over det personlige tab. Derved kæmper jeg mig tilbage til et værdigt liv og får en indholdsrig hverdag på de præmisser, som min sygdom tillader. Alt dette er en bedrift af værdifuldt karakter. Da jeg atter kan se lyset og begynder at indse og acceptere min situation og er ved at være afklaret omkring min sygdom, føler jeg mig igen værdifuldt og som et helt menneske. Jeg føler en sejr og jeg oplever at have nået livets tinde på miraklernes bjerg.

Når en bjergbestiger når op på verdens højeste bjergtop, bliver han anerkendt for sine bedrifter. Han bliver klappet på skulderen og høster bifald for sine præstationer. Han bliver feteret og hans sponsorer, som tror på ham og gerne vil støtte ham, er glade og tilfredse. Hans mål er at bestige verdens højeste bjerg. Det lykkes for ham og han er dagens mand. Han har klaret en bedrift.
   Jeg når også livets tinde på miraklernes bjerg og klarer dermed min bedrift, men det er også det eneste, der kan sammenligne mig med bjergbestigeren. Jeg higer efter anerkendelse og vil gerne have et klap på skulderen og jeg vil gerne bekræftes i, at jeg gør et stort arbejde for nå livets tinde på miraklernes bjerg. Det gør mig hel igen med min sygdom og jeg er stolt af, at jeg kan gå videre ud ad livets vej.
   Det er mine nærmeste, der hjælper mig og medvirker til, at jeg kan nå bjergets top. Ellers er der ingen, der tilbyder at sponsorere turen for mig. Da jeg begynder at forberede turen op ad bjerget, spørger de til mig. Da jeg når tinden og glad hopper rundt og vifter med armene og råber HURRA, er det dem, der er hos mig til at bekræfter mig i min sag. De jubler og anerkender og de giver knus og siger, at det er flot klaret. Det glæder mig og jeg sætter stor pris på deres deltagelse, for en tur op ad bjerget til livets tinde koster naturligvis både sved, blod og tårer.

Jeg er skuffet over kvinderne, som jeg gennem en lang årrække har delt så mange timer med. Jeg er naiv at tro, at alt er fryd og gammen, da jeg har fortalt dem om mit mål, men en gammel løgn er det. De vælger at lukke øjnene for mine bestræbelser, skønt jeg har forberedt dem på det hårde arbejde, der ligger foran mig ved at bestige miraklernes bjerg og jeg har forklaret, hvor vigtigt det er for mig at nå dette mål, for at jeg kan beholde værdigheden og for at jeg kan få et godt liv trods sorg og tabte ressourcer.
   Jeg har holdt en lille tale for kvinderne, om hvor vigtigt det er for mig at få deres støtte og jeg beder dem heppe, når jeg kravler op ad den stejle og ujævne bjergside. De bliver meget rørte og ikke et øje er tørt. Siden viser det sig, at det jeg tror er en selvfølge, bliver en fuser og at nogle af kvinderne blot har siddet med krokodilletårer.
   Der kommer ingen af kvinderne og hepper og ingen af dem spørger siden hen, hvordan turen op til livets tinde gik. Det er da heller ikke noget, som jeg må forvente, men jeg mærker dog en lille orm sidde og gnave, for jeg bad dem jo bare om lidt opbakning, så turen op ad bjerget kunne blive lettere.

Nej, kvinderne lader, som intet er hændt og Øverste kvindes håndlanger undskylder på et senere tidspunkt, at de ikke har så meget kendskab i at forcere miraklernes bjerg. Altså må det at bestige et bjerg være min egen private sag og det må ikke ske i tiden, som jeg tilbringer sammen med dem. Jeg er fortvivlet, for jeg har jo kun bedt om lidt opbakning og jeg ønsker ikke specielt hensyn til mine anstrengelser for at nå livets tinde. I den tavse verden jeg befinder mig i, mens jeg klatrer opad, forstår jeg lektien, at ethvert menneske er sig selv nærmest. Det er ikke kvinderne, der kommer i krise, tab og sorg men deres nabo og dermed naboen, der må kæmpe sig tilbage til et værdigt liv. Det er naboen, der må opleve, hvor hårdt arbejde det er at klatre op ad bjergsiden uden bare at få støtte eller opmuntring.

Livet er skrøbeligt. I løbet af et splitsekund kan vi komme i vort livs krise, hvor vi skal gennem krisens faser, inden vi har kræfter til at bestige miraklernes bjerg. Når det sker, finder vi ud af, hvad menneskelig forståelse er og hvad en klap på skulderen, små opmuntrende ord og et smil betyder, for at turen op til livets tinde kan blive mindre besværlig. Men med tiden vil sejren over at bestige miraklernes bjerg give styrke og anerkendelse nok til at leve videre med det, der har ændret livet.

Tilbage står kvinderne, der ikke formår at give en syge pige en håndsrækning, da hun i sine bestræbelser, forsøger at nå livets tinde. Gid de ikke må udsættes for en skæbne, der kan gøre det nødvendigt at bestige miraklernes bjerg.