Kirken var stuvende fuld. Folk var kommet for at sige den sidste farvel. Der var ikke plads til alle. De sidst ankomne måtte blive udenfor kirken. Kirken pyntet med lys og blomster Forældrene og de to søstre gik lige efter kisten ud i den varme sommer. Gik med sorgen penslet i ansigtet. Tårer løb ned ad de blege kinder. Gik til Kim Larsens "Om lidt bli´r her stille". Ud til den ventende rustvogn. Den absolutte, uigenkaldelig sidste farvel. Farvel til deres søn. Død, 19 år gammel.

Udenfor kirken pulserede trafikken. Den var dem så uendeligt ligegyldig. For dem gik verden i stå, da de fik den frygtelige besked. Den værste besked en far og mor kan få. Beskeden om at deres søn var død. Faldet om i en fodboldkamp uden nogen varsel. Der lå han pludselig midt på banen. Førstehjælp ydet af sygeplejerstuderende og falckreddernes genoplivningsforsøg var forgæves. Erklæret død ved ankomst til sygehus. Forældrene nåede frem til sygehuset samtidig. Blot for at tage afsked med en elsket søn. Lige fyldt 19 år og med hele livet foran sig. Deres søns dage var talte. Livet var forbi og døden indtruffet.

Hvorfor? Hvad var meningen med at fratage denne unge mands liv. Hvordan får hans nærmeste familie gennemlevet deres ubeskrivelige, dybe sorg over tabet af en søn og bror. At miste et barn - uanset alder - er det værste en mor og far kan blive udsat for. Barnet, der skulle videreføre arvemassen til en ny generation. Barnet, der skulle hjælpe og holde øje med forældrene på deres gamle dage. Barnet, som de følte en stor kærlighed til. Glæder og stolthed over et ungt menneskes liv brast. Forventninger og ønsker om en god fremtid for deres søn blev væk. I stedet den dybeste sorg og et smerteligt tab. Ja, hvad var meningen med denne unge mands død.

Familien blev et medlem mindre. Deres søn og bror blev taget fra dem. Ingen kan nogensinde erstatte ham. Gid, at de i sorgen ikke glemmer hinanden. Gid, at de må huske, at de stadig er i live og har brug for hinandens kærlighed, varme og støtte. Gid, at de må stå sammen i denne svære stund. Gid, at de må komme videre med deres eget liv.

Den blomstersmykkede kiste skubbes ind i rustvognen. Rustvognen begynder stille at køre. Forældre og søstre og resten af familien går stille efter. Til sidst standser de op. Rustvognen kører videre. De kan ikke længere følge deres elskede søn og bror. Den søn og bror, der så brat blev revet fra dem. Tilbage står de med minderne om drengen. Minderne, ingen kan tage fra dem. I minderne vil deres søn og bror stadig være hos dem. Måske sidder han nu på en stjerne og holder øje med sin far og mor og to søstre. 19 år gammel og ikke mere blandt os. Mine dybtfølte tanker går til hans forældre og to søstre.