Grethe kom cyklende hen ad gaden.
"Pas da på, dit fjols," tænkte hun arrigt efter den røde bil, som sendte en kaskade af tøsne mod hende. Hvad lignede det også, at Birte havde ringet efter hende. Nu skulle hun igen hen og høre om, hvor godt Birte havde haft det med sine forældre og søskende og om det gode ægteskab med sin nu afdøde mand Hans og sorgen over at de aldrig fik børn. Som om Grethe ikke havde et godt liv sammen med Svend. De havde da efterhånden været gift i 40 år. Det var ikke til at holde ud at høre på Birtes sukkersøde stemme. Åh, så artig og jomfrunalsk hun var. Hun kunne kun se det gode i folk. Som om det var noget. Folk havde så travlt og kunne bare passe sig selv.
Grethe gjorde et hoverende kast med hovedet og kom i slinger med cyklen, så hun nær var væltet.
Endelig var hun henne ved karreen, hvor Birte havde sin lejlighed. Grethe fattede ikke, hvordan Birte kunne holde ud at bo sådant et sted. Små lejligheder, lokum med træk og køkkener så små som frimærker - men enhver sin smag. Nej, så var det da bedre med den store villa, som hun og Svend havde i udkanten af byen med udsigt over fjorden. Der var der plads til at røre sig og fri for naboernes nysgerrighed. Der kunne de dyrke selskabslivet med rigtige venner. Ikke som hos Birte, hvor folk nærmest boede lag på lag. Og så alle de fremmede, som var flyttet til området med deres umulige afkom. Men dem tog Birte sig kærligt af. Inviterede på middag og gav ud til højre og venstre af sine penge. Jo, Birte ruttede nu for meget med sine penge og ikke nok med det. Hun var også begyndt at købe kattefoder. Grethe havde lagt mærke til de store poser med kattefoder, som lå stablet op under køkkenbordet. Hvad lignede det, at Birte var begyndt at fodre de hjemløse katte, som løb rundt nede i baggården.
Grethe stillede sin cykel op af muren ved døren til Birtes opgang. Hun så godt skiltet 'Henstilling af cykler forbudt', men var ligeglad. Hun kunne i hvert fald ikke holde til at gå flere hundrede meter fra cykelstativet, når hun havde så ondt i benene. Der var jo også alle de trapper op til Birtes lejlighed. Hun havde foreslået Birte at flytte i det nye ældrecenter - i nærheden af deres hjem, men det var som at tale for døve øren. Så ville det være meget nemmere med at se til Birte. Hun og Svend havde jo en vis forpligtelse overfor Birte. Birte var jo Svends søster.
Birte sad ved køkkenbordet. Havde dækket nydeligt op med kaffekopper og sad nu og ventede på sin svigerinde. Det var ikke til at vide, hvilken lune hun ville være i - den gode Grethe, som var så svært at blive klog på - men Birte havde brug for hendes hjælp - mere end nogensinde. Hendes kære bror Svend - som desværre var blevet så afstumpet med årene - og så Grethe, var efterhånden det eneste nære familie, som hun havde tilbage og dermed de eneste, som hun ville bede om hjælp fra. Der var alt det med indlæggelsen og budskabet om den uhelbredelige sygdom - men først måtte hun have mødet med sin advokat. Testamentet skulle ordnes inden opholdet på hospitalet. Det var jo ikke til at vide, hvordan alt ville forløbe sig.
"Kom bare ind. Døren er åben. Goddag, Grethe. Godt at du kom. Nu skal du høre..."
Grethe trådte arrigt i pedalerne hjem. Endnu en gang havde den dumme kælling til svigerinde - fået hende til at love noget, som hun ville have forsvoret aldrig at gøre. Hun havde lovet at tage hjem til lejligheden hver dag og fodre de åndssvage katte, mens Birte var indlagt. Hun havde fået en liste over hvordan og hvorledes hun skulle gøre. Havde man kendt mage til galskab. Nåh, det drejede sig nok kun om et par dage. Birte havde altid været lidt af en hypokonder. Så kunne hun rigtig ligge der i sin sygeseng og spille godheden selv og vise, hvor tapper hun var. Jo, Grethe kendte sin svigerinde. Havde det ikke været for den store arv, som hun vidste at Svend havde i vente fra sin søster - når tiden var inde - så havde hun for længst skippet hende - og Svend med, for den sags skyld.
Begravelsen havde været smuk og enkel. Der havde været Grethe og Svend - som eneste familie, og så mange af Birtes særprægede og såkaldte venner, som var mødt op. Der sad de som hyklere og lod tårerne strømme ned ad kinderne. Svend havde også været berørt - det var vel også noget andet. Han var trods alt bror og dødsfaldet var sket så pludseligt. Kun tre dage efter at Birte var blevet indlagt, var hun død og borte. Det var alligevel underligt. Hun var jo ikke en gang syg. Grethe selv havde bevaret sin værdighed. Ikke en mine havde hun trukket under højtideligheden. Nu manglede de så at rydde Birtes lejlighed, men forinden havde de et møde hos advokaten, som ville læse Birtes testamente. Det var kun et standardformular. Der var jo ikke andre arvinger end Svend og Grethe - så egentlig var det tidsspilde - men vor herre bevares.
De sad og ventede på advokatens kontor. Det var næsten ikke til at holde ud længere. Nu ville de godt have det overstået - især Grethe kunne ikke vente. Hun var begyndt at forestille, hvad de skulle bruge alle de rare penge til, som de snart kunne kalde deres. Advokaten trådte ind på kontoret. Hilste på parret. Lukkede kuverten med testamentet op, rømmede sig og læste:
"Undertegnede, Birte Hansen, ønsker hermed med min sidste vilje, at min rørende formue kr. (million beløb) skal gå ubeskåret til Foreningen Kattens Værn..."